mandag den 13. marts 2017

Forresten vol. 35

  • Skal folk holde op med at kalde pølsehorn for pøllehorn.
  • Har jeg læst en Jens Blendstrup bog, som var blevet lovprist som noget af det skæggeste. I don't get it. Jeg synes virkelig ikke, at den var sjov. Den var mest bare absurd. 
  • Er jeg til gengæld ved at læse en biografi om Bodil Jørgensen, som jeg simpelthen bare er fuldstændig pjattet med. Altså Bodil. 
  • Har jeg hede drømme om en ny pung. Alle de der medlemskort til matas og IKEA og alle mulige andre åndssvage ting bliver udfaset af apps. Jeg er nede med det, for så kan jeg slippe af sted med en mindre pung. Som jeg ikke har. Men som jeg gerne vil have. 
  • Har jeg også hede drømme om et par nye sneakers. 
  • Er jeg en materialistisk dame, kan jeg godt selv høre.
  • Gider jeg ikke at være fattig længere. Glansen er forsvundet. 
  • Er jeg blevet spurgt af min kammerat, om jeg er kommunist. Umiddelbart nej.
  • Har jeg de seneste måneder ryddet ud og op i alt - og jeg mener virkelig alt. 
  • Har jeg i den forbindelse fundet en lille flaske tetræolie, der var mindst holdbar til maj 2008. Den er altså flyttet med mig cirka 11 gange. Og har været for gammel alle 11 gange. 
  • Har min hunde-skrukhed nået nye højder. Det er forår, der er hvalpe i bybilledet. Jeg kan slet ikke administrere det. 
  • Så jeg i dag en mand på en tandemcykel. Én mand. 
  • Tror jeg, at den fineste kærlighedssang i verden er "Stand By Me". Eller "Can't Help Falling In Love"
  • Er verdens fineste kærlighedsdigt afgjort det, Krumme reciterer til Yrsa. Især fordi det slutter med frasen: "Et blik fra dig og jeg smelter som is. Ding. Dong. Dynamofis.
  • Er det pænt svært at få folk til at deltage i en fokusgruppe. Jeg har ringet til 118 personer, har fået ni gange ja, tre gange måske og uendeligt mange gange nej. Og jeg overdriver ikke - 118. Seriøst. 
  • Tager jeg til Aalborg på torsdag for at besøge den 14 år ældre udgave af mig. Jeg glæder mig som en lallende jubelidiot.  

mandag den 6. marts 2017

Det er mig et under, hvordan jeg kan få alt til at handle om Nik & Jay

Her går det godt. Faktisk ret godt, nærmest mistænkeligt godt. Jeg havde lidt indstillet mig på, at mit forår kom til at være én lang mental tur i skærsilden. Ikke, at jeg er typen, der tager sorgerne på forskud. Som jeg også har bevidnet her på domænet, er skærsilden også en del af sandheden. Men lige nu går det godt. Jeg er ikke helt så effektiv, som jeg burde være (for er man nogensinde det?), og jeg har stadigvæk ikke rigtigt fået skrevet noget på specialet - jeg læser stadig på livet løs og kan ikke helt finde nok relevant teori. Men overordnet set går det godt, og vigtigst af alt: specialet fylder ikke hele mit liv. Jeg tænker på andre ting, hænger ud med folk og har det festligt. Det er muligvis den nødvendige kur. Jeg kan godt høre, at jeg lyder lidt frelst. Og bevar mig vel, jeg er med på, at foråret indtil videre har varet seks dage, og at jeg således endnu kan nå at blive slemt skuffet. Men måske er det lige præcis hele humlen - at jeg bliver nødt til at acceptere, at det her forår bliver uforudsigeligt i al sin forudsigelighed. For der er jo ingen tvivl om, hvad jeg skal lave. Jeg skal skrive et speciale, men processen er temmelig uforudsigelig. Mere aggressivt end en nyudklækket mormon har jeg prædiket til mine speciale-skrivende venner, at en stor del af netop specialet er at acceptere, at det kommer til at gå op og ned. At man kommer til at rende panden mod muren, at man får lyst til at give op, og at det på andre tidspunkter kommer til at gå helt fint. Jeg er en meget bedre rådgiver, end jeg er et godt eksempel. Men jeg har jo ret. Det kommer til at gå op og ned og frem og tilbage, præcist som Nik & Jay sang det.

Konklusion (kan I mærke, hvordan den akademiske tankegang allerede er all over the place? (det var en (dårlig) joke)): Nu prøver jeg lige at go with the flow, eh (indsæt jamaicansk accent) og lade være med at spekulere alt for meget på, hvornår jeg står foran næste mur.