tirsdag den 31. december 2013

Vær velkommen

Jeg er ikke meget for nytårsaften. Af diverse årsager, men primært fordi nytårsaften altid ender i et stort og skuffende antiklimaks - det er aldrig ligeså fedt, som al hypen op til får en til at tro. Derudover synes jeg, der er noget lidt forkert i at starte et nyt år med tømmermænd. OG jeg er pissebange for fyrværkeri. Navnlig i kombination med fuldskab. Og så skal folk skride med deres nytårsforsætter. Elsker dog Dronningens nytårstale, "90 års fødselsdagen"og når de unge piger synger "Vær Velkommen Herrens År". Og enhver anledning til at spise kransekage. Og at hoppe ned fra stole. Kynisk som jeg er, er der nu alligevel noget lidt magisk over nytårsaften. Det er nok mest kombinationen af vemod over året, der ebber ud og forventningens glæder over det kommende. Og for de flestes vedkommende en refleksion over det forgange år, dets glæder og sorger. Fy fan.

Der var altså en pointe med dette indlæg. Og den er, at nytårsaften 2013/2014 bliver anderledes. Fordi jeg fra januar 2013 har haft en aftale med to af de absolut dejligste mennesker, jeg kender. Oufittet har været på plads siden april, hvor jeg købte min operakjole i Buenos Aires og jeg er klar. Jeg skal til Hasle og det bliver en vidunderlig dag og aften. Det bliver en aften med god mad, ge-ni-al playliste, afrikansk bailey ad libitum og ganske spitze personligheder. Det lyder måske noksom det jeg hader; hype. Men sagen er bare den, at lige præcis dette selskab aldrig er skuffende og det bliver godt. Jeg ved det. I feel it in my fingers. I feel it in my toes.

Jeg håber, at I derude får en rigtig god nytårsaften, hvad end den indebærer småbørnsskrål eller at drikke hjernen om ikke ud, så i hvert fald på  weekendophold. Rigtig godt nytår folks!

søndag den 29. december 2013

Søndagsskrald

  • Er der nogen grund til, at Rasmus Seebach insisterer på a. at have slikhår og b. lade sig fotografere frontalt op mod sort baggrund? Fordi han har hørt, hvad de siger om mænd med store ører eller hvad? K.Æ.M.P.E. ørevarmere...
  • Yngste nevø bør fandme prise sig lykkelig for, at han er så kær. Det er altså ikke hvem som helst, jeg spiller "Sandstorm" for. Med det resultat at den nu kommer som forslag, hver gang jeg åbner min browser. 
  • Hvor dyrt er det at tage til Færøerne? 
  • Var Christian den 7. egentlig så tosset som han fremstilles i "En Kongelig Affære"? Og genindførte de censuren?
  • Hvor mange afrikanske baileys er det forsvarligt at drikke for at skyde det nye år ind? Altså flasker. 
  • Hvis der fandtes en award for den mest geniale playliste til nytåret, ville den umiddelbart gå til en bopæl i Hasle. 
  • Hvordan skal jeg finde noget at bo i? Hmm, måske den gode Sigrun. Vi har jo købt skiltet, der skal hænge på døren og det ville da være synd at lade det gå til spilde. 
  • Er Færøernes turistindustri egentlig stor nok til, at der er hoteller og vandrehjem? Det burde den vel ret beset være. But then again. Stedet er jo lidt klejnt i det. 
  • Hvorfor er min dyrtkøbte læbepomade grynet? Måske fordi den bare har stået i et år. 
  • Skulle man tage imod onkels opfordring og skrive et debatindlæg om, hvorfor romantik er noget opreklameret pis?
  • Neil Sedaka spiller i min iTunes og sørgeligt som det er, får "Breaking Up Is Hard To Do" mig mest til at tænke på Brenda, Kelly og Donna der synger kor, mens Brandons Emily synger Neils del. Har jeg set for meget Beverly Hills?
  • Jeg vil gerne på sommerferie i Småland. Virker så jätte idyllisk. 
  • Vil også virkelig gerne tilbage til Rusland. Og til Holland. Og Jordan. Og Marokko. Og Australien. Og Japan. 
  • Så shufflede vi til Michael Falch. Åh altså - der er koncert i udsigt. Bliver så knaldergodt!
  • Hvorfor får jeg hele tiden e-mails fra US pharmacies, der med stålvilje og engagement bliver ved med at tilbyde mig viagra? Jeg sværger - jeg har ikke googlet viagra. Lidt ligesom, da jeg blev tilbudt det i Paraguay - og det er bare en fornærmelse. Scenarie 1: Jeg ligner en mand. Med rejsningsproblemer. Scenarie 2: Jeg ligner en kvinde. Hvor mænd har brug for viagra. 
  • Jeg er sulten. 

lørdag den 28. december 2013

Jeg glæder mig i denne tid...

Helt afsindigt meget til at se Statsminister Helle Thorning-Schmidt danse Gangnam Style om et par dage. Uh, hvor bliver det altså jävla bra. Go Helle, go Helle, go-go go Helle!

mandag den 23. december 2013

Glædelig jul

Så kom den alligevel snigende. Den dersens julestemning, som er et krav. Den er kommet listende som en tyv i natten i løbet af dagen, men skal ikke kunne sige, hvorfor i dag er anderledes end i går. Muligvis fordi jeg har været på arbejde hele dagen. Muligvis fordi det er lidt specielt og ret fint at gå igennem Århus mørklagte by lillejuleaften. Muligvis fordi der udveksles julehilsener mellem fremmede. Jeg aner det ikke. Men. Jeg glæder mig til i morgen. Glæder mig til and. Glæder mig til at se nevøerne åbne pakker. Glæder mig til at svede af at danse "Nu det jul igen" med ivrig 2-årig. Glæder mig til at give min mormor en kæmpe krammer. Glæder mig til at vinde mandelgaven. Glæder mig til duften af gran. Glæder mig til at skulle lave waldorfsalat. Glæder mig til at skulle i kirke med den helt unikke virkning det nu engang har. Glæder mig til at æde chokoladeovertrukne mandler ad libitum. Glæder mig til, når vi alle skal vælge en sang og min mor som altid vil synge "Dejlig er jorden". Glæder mig til at få gaver - også til at give, ja. Glæder mig til julefrokost hos min faster 1. juledag. Er egentlig bare ret glad, og lige p.t. utrolig taknemlig, for de fleste af os har det jo ret rart her i vores osteklokke af en luksusverden. Og dén osteklokke kimer nu til julefest.

Om det så er decideret fullblown julestemning eller bare god gammeldags glæde, har jeg intet begreb om. Og jeg er faktisk også pisseligeglad.
GLÆDELIG JUL!

søndag den 22. december 2013

Julestemning søges

Jeg ved godt, at det er ved at være sidste udkald, men jeg er altså ikke i julestemning. Juleånden er ikke ligefrem kommet over mig. Og jeg kan ikke helt finde ud af om det er en fortrængning og/eller romantisering af, hvordan mit humør plejer at være i december. Eller om forklaringen helt naturligt er, at jeg nu har mit tilhørssted blandt den del af befolkningen, der kan relatere til "Julen varer længe, koster mange penge"" i stedet for "Peter har den gren så kær, hvorpå trommen hænger". Eller om det simpelthen er fordi der er småbørn i huset, og jeg igennem dem kan se, hvad det virkelig handler om, når man synes julen er det fedeste. Dengang hvor juleaftensdag var ulideligt lang. Dengang man faktisk fik set julekalender hver dag, for hvor skulle man ellers være om aftenen? Og dengang man virkelig havde troen på, at mennesker ville være søde ved hinanden, fordi det skal man, når det er jul...
Selvom jeg så DRs store juleshow i går, selvom jeg har bagt brunkager, selvom alle gaverne er købt og selvom jeg har hørt julemusik til det næsten uudholdelige, er julestemningen kun kommet til mig i små glimt. Og det er da ikke fordi, det ikke er helt vildt hyggeligt at spise risengrød og gense "Jul på slottet" (når jeg husker det) og høre julesalmer og udveksle gaver. Det er bare som om, at realiteterne ikke lever helt op til julens enorme forventninger. Og det er måske i virkeligheden også okay?

Men jeg er jo også et surt gammelt røvhul, der i protest modsætter sig principiel hygge a la Scrooge, som ironisk nok er den eneste julehistorie, der ikke får mig til at kaste op i lårtykke stråler. Og jeg kan jo snildt nå at få besøg af fortidens, nutidens og fremtidens spøgelse. Ork! Der er hele to nætter tilbage, før det går løs.

onsdag den 18. december 2013

Status efter 55 dage

  • 53 afsendte ansøgninger. Geografisk strækning fra Struer til Grenå. Sindstilstand fra ikke-kræsen til standardløs. 
  • 12 modtagne afslag.
  • 1 modtaget mail med besked om venteposition.
  • 1 ubehøvlet mail med, at mit "tilbud har ikke umiddelbart interesse". Nå men så fuck fuck da. 
  • 4 steder jeg er tilknyttet som afløser.
  • 1 vikariat effektueret fra i dag og fire uger frem.
  • 127 % håb om fastansættelse. 0,99 % tro på førnævnte fastansættelse.

tirsdag den 17. december 2013

So here's to you Mr. Robinson

Eksamensvagt i Silkeborg. Så har man prøvet det med. Har opdaget så mange ting i disse dage. For eksempel fandt jeg ved at sove på mosters kærestes teenagesøns værelse (uden teenagesøn vel at mærke) ud af, at et teenværelse slet ikke er så skræmmende som jeg ellers troede. Drengeværelse that is. Faktisk helt fredeligt. Og sov faktisk også det meste af natten.
På arbejdsfronten var det løjerligt pludselig at være på den anden side - og væsentligt sjovere end at være den, der er til eksamen. Førstehåndsindtrykket i går var ikke udpræget positivt, idet der på de skilte, der var spredt rundt omkring med de forskellige regler, stod: "du må ikke kommunikerer med andre under eksamen". Helt ærligt. Til en terminsprøve i dansk kunne man måske godt lige have tjekket, at man satte en person, der kan finde ud af nutids-r til at skrive de jävla skilte. Men udover den generelt ynkelige tilstand, det danske sprog er i, var det voldsomt hyggeligt. Jeg har forbandet ondt i fødderne af at trave op og ned i JYSKarena, men det har utroligt nok været fedt. Og underligt, hvilket garanteret bunder i, at jeg har lidt svært ved at tænke på mig selv som meget autoritær - de kære unge mennesker (hvoraf der var en del, der var ældre end mig) skulle jo spørge om lov til alt; til printning, aflevering, rygepauser og tissepauser. På en eller anden måde jo lidt ydmygende, men til gengæld også meget nødvendigt. Men de der skoler skal da lidt overveje, hvem de ansætter til det fis. Man kan i den grad blive magtliderlig. "Du må komme ud at tisse, når det passer mig og ikke et sekund før, din hvalp". Underforstået: ansæt mig. Jeg udnytter meget sjældent folk og da slet ikke, hvis de ikke har bedt om det selv. Enten eksplicit eller implicit.

I dag sluttede med en rask lille snak med en af de andre eksamensvagter, der hedder Robinson til efternavn og som på en eller anden facon formåede, ved udelukkende at se på mig, at gennemskue, at jeg er et forvirret menneske. Hans råd var, at jeg skulle slappe lidt af, og huske at livet har sin egen kraft og ikke kan kontrolleres, så jeg kan ligeså godt lade være med at prøve. Og den gode Robinson har jo en pointe. Ikke at jeg på nogen måde er i en sindstilstand der gør, at jeg kan finde ud af at efterleve det, men altså. Ændrer jo ikke på det faktum, at Robinson er vis. 

mandag den 16. december 2013

On the road again

Virkeligheden er meget mindre rock'n'roll end overskriften måske antyder. Jeg sidder i en blå bus på vej til Silkeborg og taget i betragtning, at der stadig er halvanden time igen, og at jeg allerede har trukket iPad dyret frem, tænker jeg umiddelbart, at det bliver en lang tur. Vi kører et sted på landet, og der er så sort udenfor, at man kunne fristes til at tro, at det var nat. Er det på en måde også - klokken seks er sgu da ikke rigtig dag. Jeg har i skrivende stund allerede været oppe i to timer og dét synes jeg selv er noget af en præstation. Måske er grunden til, at det er gået så relativt smertefrit, at søvnmønstret "ingen søvn" er vendt tilbage med nye kræfter. Synes sgu altså virkelig ikke, at det er i orden. Navnlig ikke når jeg nu har været på arbejde lørdag og søndag og var voldtræt, da jeg kom hjem. Gik nu meget godt med det der arbejde, hyggede mig faktisk vældig meget med det. Af bedrifter kan jeg fortælle, at jeg på listen over mænd, der finder mig dejlig, sammen med narkomaner, udviklingshæmmede og rockere, nu kan tilføje handicappede. Jeg var nemlig ved at vaske en ældre herre, da han proklamerede "jeg elsker dig". Og er der så nogle gode bud på, hvad man skal svare? Tak måske? Personligt valgte jeg modellen, der i al sin enkelhed handler om at begynde at snakke om morgenmad i stedet for.
Udover kærlighedserklæring fra anonym mand, skete der i går det, at Isabella kom til at diskutere politik med to SOSU-hjælpere. Gik ikke sådan helt vildt godt. Ikke nødvendigvis fordi de var SOSU-hjælpere, men fordi de var snotdumme. For eksempel kunne de ikke se, hvorfor ministre får mere i løn end de gør, hvorefter jeg forsøgte at argumentere for, at arbejdsbyrden måske heller ikke just er den samme. Da dame nummer et begyndte at brokke sig over, at SOSU-hjælpere ikke tjener særlig meget, Kom jeg til at sige, at jeg egentlig synes det er ganz i orden, at der er en sammenhæng mellem en uddannelses længde og løntrin. Kunne hun så ikke se. Dame nummer to sagde, at Danmark ikke er et demokrati sammenlignet med Bosnien, og det skal jeg jo ikke kunne udtale mig om, men hun begyndte så at fable om, at der blev tvangsfjernet alt for mange børn i Danmark, fordi danskerne altid bare har ja-hatten på og lige præcis der smed jeg meget passende den statistik i hovedet på hende, at Danmark er et af de lande i Europa, hvor der bliver tvangsfjernet færrest børn. Det troede hun så ikke på. Dame nummer et snakkede videre om, at ministrene ikke aner, hvordan det er at være SOSU-hjælper, og at dét troede hun i hvert fald ikke, at de dersens fine universitetsuddannede politikere kunne finde ud af. Herefter pointerede jeg, at det vel a. er meget naturligt og b. at det ikke er en ensrettet vej og at SOSU-hjælpere dermed heller ikke ved, hvordan det er at være minister. Det kunne hun ikke se pointen i. Så modsagde dame nummer et sig selv, idet hun sagde, at størstedelen af politikerne på Christiansborg ikke har nogen uddannelse, og derfor kunne hun jo ligeså godt sidde der. Så opgav jeg og sagde, at så måtte hun jo stille op til valg. Umiddelbart får hun ikke min stemme.

fredag den 13. december 2013

En omvendt fredag den 13.

Jeg er vanvittigt glad for konceptet søvn. Er sikker på, at mange af mine veninder gerne vil sætte et stort fedt kryds i ja-boksen på skemaet med spørgsmålet "sover Isabella for meget?"
Sagen er bare den, at jeg de sidste 14 dage har sovet e.l.e.n.d.i.g.t. Virkelig. Uanset hvor træt jeg har været, hvor tidligt jeg er gået i seng og i hvilken seng jeg har sovet (intet kinky i det, men lever jo altså p.t. lidt et nomadeliv). Har konsekvent vågnet klokken 01.04 og været vågen indtil klokken cirka 05.37. Pisselortetræls med pislort og ekstra træls ovenpå. Og jeg fatter ikke hvorfor, eller jo egentlig. Det har vel nok noget at gøre med, at jeg ligger og spekulerer på alt muligt mærkeligt såsom job, fremtid og bolig. Altså småting. Men løsningerne bliver jo ikke just bedre af, at det sølle skrog ikke får hvile.
Men i nat har jeg sovet hele natten. Uden afbrydelser. Fandeme lækkert. GODmorgen. Eller nu er det så middag, men alligevel. I like. Og så på fredag den 13. - der er jo nærmest ingen ende på lykken.

Lykken fortsætter. Fordi jeg har netop ringet til min kommende jobkonsulent på Jobcenter Randers for at fortælle hende, at vi er nødt til at rykke det møde, vi har sammen den 6. januar, hvor vi skal lave en jobplan for mig. Det møde kan jeg ikke komme til, for jeg har fået en vagt som tilkaldevikar. Og det var hun bare utroligt, og så vidt jeg kunne tyde, oprigtigt glad for at høre. Hun spurgte lidt ind til om jeg havde andre vagter planlagt og kunne jo så fortælle hende, at jeg har fået et fireugers rengøringsvikariat i Århus (no, it aint gonna rock my world, men jeg får penge for det og det er godt nok til mig) og skal være eksamensvagt i Silkeborg i næste uge. Hun var begejstret, og sagde så til mig, at hun troede da ikke, hun kom til at møde mig fordi "du skal da nok finde noget med dit gåpåmod". I øvrigt ønskede hun mig held og lykke, og håbede, at jeg fandt noget fast. Så følte man sig lige pludselig som en succes. Og det er man jo ikke. Men det er man måske sammenlignet med de andre bistandsklienter. Er det ikke noget med, at laveste fællesnævner også er en ok referenceramme?

Jeg vil fortsætte den dejlige dag med at æde min chokoladejulekalender og se herlige YouTube videoer med City Singler - fandeme sjovt. Hør sangene om røvgevir og skedesvamp. Seriøst. Gør det.

torsdag den 12. december 2013

Hønsegård med skader

Jeg er pissetræt og forklaringen er formegentlig, at jeg har været på arbejde. Hvilket, i min sitaution, er helt rart. Alligevel sidder jeg og gentager min mors spørgsmål for mig selv - var det godt på arbejde? Jah. Neej. Tjoh. Njah. Jeg ved ikke helt. Måske en relativt lille ting at være irriteret over, men hvad sker der for, at der ikke var nogen, der pænt sagde goddag og præsenterede sig, når man sidder der som ny i klassen? I stedet for sad de som bænkevarmere til afdansningsbal og nidstirrede mig, men Gud forbyde, at de snakkede til mig. Ud af en hel personalestue var der én person, der sagde godmorgen til mig.  Mage til dårlig opdragelse. Blev også lettere irriteret da femte kvinde spurgte mig om jeg var uddannet SOSU hjælper eller assistent. Ikke så meget på grund af spørgsmålet, for det er et utroligt naturligt sted at stille netop det spørgsmål, men når jeg svarede nej blev de meget stille og undrede sig så meget højlydt over, om jeg mon så godt kunne finde ud af at skifte en ble. Eller lave en omgang øllebrød. Og det kan jeg godt. Også selvom jeg ikke har papir på det. Mennesker kan faktisk godt nogle gange - cirka lige så tit som den blå måne kigger frem - finde ud af noget, de ikke er uddannede til. Faktisk. Kan faktisk også godt tømme en postkasse, til trods for at jeg ikke har en omvendt uddannelse fra PostDanmark. Kan faktisk også godt stille dumme spørgsmål, selvom jeg ikke er filosof.
Mit primære irritationsmoment er imidlertid det faktum, at kommunalt ansatte kvinder inden for ældresektoren er snotforkælede. Noget af et postulat, det ved jeg godt, men ikke desto mindre er det altså det, jeg synes. Nogle steder. For jeg har også arbejdet sammen med dejlige, dejlige damer og tænkt, at de fandeme godt måtte passe mig, når jeg bliver gammel. De typer stødte jeg så ikke liiiige på i daw. For de typer jeg stødte på i daw sad og bitchede for vildt over, at de skal arbejde i julen. Det er da træls, jovist, men de får penge for det og har desuden valgt at bruge deres arbejdsliv i et erhverv, hvor vilkåret ligesom også er aftener, weekender og helligdage. Og sad og fluekneppede petitesser i så ekstrem grad, at det gjorde en lille smule ondt i hovedet. Jesus Kristus, hvor havde jeg bare voldmeget lyst til at skrige dem ind i deres grå ansigter, at de skulle lade være med at hoppe kollektivt på selv- og medynksbussen og være taknemmelige for, at de overhovedet har et job. Vil i samme åndedrag skynde mig at fastslå, at jeg ikke er et klap bedre selv. Det er jeg helt sikkert ikke, og jeg falder også i hverdagsfælden, hvor det er små ting såsom, at jeg for eksempel syntes, det var volduretfærdigt, at jeg i går skulle cykle hele den lange vej op til politistationen for at hente min straffeattest, som ryster ens grundvold på den ufede måde. Jeg kan godt forstå, at der er mange ting på en arbejdsplads der må være frustrerende og det er da vigtigt, at man har det rart på jobbet, når man nu skal bruge så lang tid der. Men altså. De var så frygteligt utaknemmelige og forkælede og fuldstændig uden forståelse for andet end dem selv og deres små skodproblemer. De kunne for eksempel ikke forstå, at deres leder ikke havde sat ekstra mandskab ind. Jamen prøv nu at åben munden, I kære små. Hvis I ikke siger noget, kan hun jo for jävla ikke gøre noget ved det. Og hvor gammel er man lige, når man på sit arbejde leger verbal gemmeleg?

I øvrigt brugte samtlige damer i dag enhver given lejlighed til at understrege, hvor frygtelig travlt, de har i tiden. Men de fandt da tid til både formiddagskaffe og eftermiddagskage. Måske er jeg naiv eller mere arbejdsom end gennemsnittet, men er det ikke også meningen, at man skal arbejde mens på arbejde? Måske kommunen kunne bevillige et af deres fuldstændig ubrugelige kompetencegivende kurser i en lingvistisk forklaring af de to herlige ord "lønnet arbejde".

mandag den 9. december 2013

All I want for Christmas is

  • Ris a la mande. I rigelige mængder. Meget gerne med hel mandel. 
  • I den forbindelse: At folket kunne opnå så meget kropsbevidsthed, at de ikke spiste sig halvt fordærvede i and og svin, så lægerne og sygeplejerskerne faktisk kunne tage sig af mennesker med seriøse problemer. Som ikke er et produkt af overdimensioneret grådighed. 
  • Implementering af balanceevne i egen krop. Den må jo i sagens natur nødvendigvis være derinde et sted, men den er satme godt gemt. Formegentlig bag manglende elegance og tålmodighed samt  uhensigtsmæssigt store armbevægelser, både af den fysiske og mentale slags.
  • At unge, danske SU-modtagere vil holde op med at brokke sig over dårlig økonomi og for lave SU-satser. Folkens: Statens Uddannelsesstøtte. 
  • Sol eller sne. Gider ikke det her mellemlort. 
  • At Christiane Schaumburg-Müller/Julie Zangenberg hypen vil stoppe. Jeg forstår det ikke? Altså overhovedet ikke. Overhovedet. På noget niveau. 
  • A. Udryddelse af nytårsforsætter, B. Implementing af nytårsforsætter.
  • Et nyt immunforsvar!!! Bemærk venligst: bedre! 
  • En kaffedate med Camilla Stockmann. Og Iben Hjejle. Og Majse Njor. Og Mette Horn. Og Christine Feldthaus. Og Lena Dunham. 
  • En teaftale med Clement Kjærsgaard. Og Huxi Bach. Og Rune Klan. Og Jonatan Spang. 
  • At de respektive forældre til Justin Bieber og Miley Cyrus vil gøre noget. Ved deres børn. Jeg vil citere Timon og Pumba: Det her det ender galt. Så kom nu Billy: Don't break my heart, my achy breaky heart....
  • Knippe stumtjener fra IKEA.
  • Overvejer om jeg bør ønske mig en højere blufærdighedsgrænse. Bunder i at folk relativt tit siger til mig, at jeg siger ting, andre tænker. Men er det ikke meningen, at de skal blive inde i hovedet?
  • Udryddelse af madprogrammer. De er jo fucking overalt. Og det er da ikke fordi, det ikke er vidunderligt at se på mad, som man ikke kan lugte eller smage. Det er topfedt. Men deltagerne... Der er madprogrammer med kendte, med semi-kendte, med mennesker der gerne vil være kendte, med mennesker der engang var kendte, med mennesker der kan lave mad, med mennesker der ikke kan lave mad, med mennesker der kan lave mad og som skælder de talentløse ud over manglen på kulinarisk talent, med mennesker der fejlagtigt tror, de kan lave mad, med mennesker der begynder at hyle ned i makronerne, fordi det i stedet endte med at være brunsvigere. Hold nu op! Vi har vist efterhånden allesammen fattet, at det er en kunst af dimensioner at lave bearnaise sauce. Gå hjem og vug - vi har Knorr. 
  • Og nu vi er ved det kulinariske, må spisekonkurrencer faktisk også godt tage at fucke af. I noget turbofart. For som Isabella i 1.g ville have gjort opmærksom på, er der jo små negerbørn, der sulter i Afrika. Så lad lige vær'. 
  • Og en til: At croutoner vil skride. Ud af min ellers glimrende salat. Og suppe. Sammen med deres gode ven sukat, der skal smutte fra kage. 
  • En svømmepøl.
  • Lidt det forkerte forum at sige det i, men kvoter på hvor mange elendige modeblogs der må eksistere i dette lille land. 
  • Et ubegrænset gavekort til Zalando. 
  • Soundtracket til Bølle Bob. Den rigtige fra 1998. 
  • At butikspersonnel i december måned gider at lægge en minimal indsats i at være servicemindede og måske en lillebitte smule julestemte? Jeg mener, de får sgu da løn for at deltage i kaosset, mens resten af os tåber, der har forvildet os ind i Fætter BR ikke modtager betaling. Måske bortset lige fra glæde fra de guldklumper, der utvivlsomt er årsagen til, at vi overhovedet sætter vores trætte ben i tunge vinterstøvler der. Men det hjælper absolut ingenting på kvindernes stressniveau og mændenes begyndende måner, at personalet dyrker himmelvendte øjne og ikke har tid til at ekspedere kunderne. Kraftedme også strengt at bede om. 
  • Et job. 
  • Joseph Gordon-Levitt. Bare sådan helt generelt. 
  • At den danske befolkning, både i ud- og indland, venligst vil tage sig alvorligt sammen og forstå det ganske enkle budskab, at der ikke - jeg gentager: ikke - er noget, der hedder "at ende op med"
  • At Frederik Fetterlein vil være så helt utroligt flink at skride. Fra medierne, fra mit åsyn og fra sit eget ego. 
  • Gratis sushi til mig, bare fordi jeg er sådan et rart menneske. Der fortjener gratis sushi. Altid. 
  • Og en glædelig jul til mine otte faste læsere. Rigtig god jul!

torsdag den 5. december 2013

Noget om at skændes

Det er nok meget naturligt at skændes, og til et vist punkt nok også sundt. Har snakket en del med mine kloge veninder om, hvorfor det egentlig er, man brænder fuldstændig af på kærester og nærfamilie, når de jo som regel vitterligt ikke har gjort andet end at spørge, om der er flere mariekiks. Hvilket pludselig bliver til et kæmpe skænderi om alt og intet. Så tosseåndssvagt, men forklaringen må jo være, at det er i dét forum, man føler sig allermest tryg og elsket, at man tør opføre sig som et tilfælde til distriktspsykiatrien, fordi man forhåbentlig inderst inde ved, at de altid vil være der. Uanset hvor meget man spasser ud. Og det er da mega fejt, at det skal gå ud over dem, man elsker allermest, men man behøver næppe være freudianer for at gennemskue, at skoen nok trykker et lidt andet sted end i manglen på mariekiks og at skotrykningen skal til uautoriseret skomager alias familie, kærester og tætte venner.

I går var jeg vred og gal, som jeg virkelig sjældent er, til det punkt, hvor det ad flere omgange var nødvendigt for mig at skrige ind i en pude af mine lungers fulde kraft bare for at få et eller andet udløb. Jeg var stjernegal. Fordi jeg syntes og stadig synes, at en udmelding fra min side blev forskruet og fordrejet, så det kom til at handle om manglende kærlighed, hvilket ganske enkelt ikke passer. Og fordi der er en, der mener, at jeg blander mig utidigt og uberettet, men jeg er bare ikke et menneske, der kan lægge øre til ting og sager, uden at have en holdning til de ting og sager. Noget folk der kender mig godt ved. I dag er jeg ked af det. Midt i stormen over Danmark. Jeg sidder og ved kun alt for godt ved, at den anden implicerede person har det rigtig svært, men jeg føler ikke, at jeg kan få lov til at hjælpe. Desuden ved jeg heller ikke hvordan. Og dét gør ondt i hjertekulen. Det gør så ondt at sidde og vide, at den anden person er ligeså ked af det og ensom som en selv, men omvendt nægter at snakke med en, fordi den person har bestemt sig for, at man er selveste Cruella De Vil.

Nogle gange tror jeg virkelig bare også, at det er de mennesker, man er allertættest på, som har allersværest ved ved at gribe ind, fordi man er så skidebange for at komme til at ødelægge noget. Kun mig? Okay så.
Har vi ikke allesammen på et eller andet tidspunkt forventet, at folk skulle være tankelæsere? Helt ærligt. Jeg ringede engang hulkende hjem til min mor og kunne ikke sige noget, fordi jeg var grådkvalt. Her ytrede min mor ordene: "Isabella, skal jeg komme og hente dig?" og jeg svarede nej. Brugte derefter fire timer på at vente på, at min mor ringede på min dørklokke, hvilket hun jo ikke gjorde, fordi jeg udtrykkeligt havde bedt hende om at blive væk. Jo ikke helt rimelige odds, vel? For jeg syntes jo, at hun havde skuffet mig på det groveste, og hun var rigtig ked af, at hun ikke måtte komme. Hvad kan man så lære af det? Jow, kommunikation er en svær en og det gør fandens nas, når man ikke formår at lytte til hinanden. For uanset hvad, vil man jo i bund og grund bare gerne være gode venner.

Så kære du: Jeg er ked af det, jeg mente ikke, det du tror, jeg mente, jeg vil så gerne hjælpe dig og jeg håber, du ændrer mening.

tirsdag den 3. december 2013

Tirsdagsteori

Teori er måske så meget sagt. Point being at jeg godt ved, at umiddelbart svinger mellem ekstase og at være lidt depri. Det er egentlig ikke så mærkeligt, når man tænker over det, for det afspejler ret fint undertegnedes sindstilstand i tiden. Lige nu sidder jeg for eksempel og har det ok rart med soundtracket fra Krummernes Jul, hvorimod jeg i går havde voldsomt hævede øjne. Lad i morgen være en overraskelse.

Jeg er forvirret. Og frustreret. Men jeg er også ret glad. Det meste af tiden i hvert fald. Nogle gange, navnligt når jeg er alene, rammer livets realiteter mig med alt for stor kraft, men omvendt ved jeg jo også godt, at så er det heller ikke værre, for jeg har jo trods alt mit gode helbred og et rimelig rummeligt og rart netværk. Men altså. Selvom jeg godt ved det, bliver jeg alligevel nogle gange ked af det. Simpelthen fordi det ikke var det her, jeg regnede med.
Tror i virkeligheden bare jeg prøver at sige, at jeg er glad for, I hænger på.

søndag den 1. december 2013

Delirium

Jeg er virkelig ked af, hvis bloggen her ender med udelukkende at handle om, at jeg er forvirret og kører i selvsving. Omvendt må jeg jo antage, at I søde mennesker, der af uransaglige årsager læser med, er interesserede i mit såkaldte liv. På forhånd undskyld for tankestrømmen- og skralden.

Jeg ved ikke, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor.

Når jeg tænker tilbage på tidligere fremtidsdrømme, ville jeg gerne være bankdame, fordi det var min moster. Så ville jeg gerne være bibliotekar, fordi de bogscannere de havde på Randers Bibliotek var kodylt fede. Så ville jeg være frisør, men indså at jeg ikke engang kan klippe lige på papir og derfor nok ret hurtigt ville få et ramponeret ry. Min fascination af delfiner gjorde, at jeg gerne ville være havbiolog. Så fulgte dyrlæge, men tanken om at skulle aflive dyr bremsede ret hurtigt den fremtid. Ville en overgang gerne være dommer, og hvis vi skal være ærlige så nok mest fordi jeg så rigtig meget Amys Ret på TV2. Sidenhen blev det fotograf, hvilket holdt fast i mange år lige indtil erhvervspraktikken i folkeskolen, hvor min kærlighed til fotografiet blev forstærket, men erkendelsen af, at jeg skulle have været fotograf for 50 år siden,da der ikke var digital redigering, ramte. Så nåede jeg at vende sygeplejerske og politibetjent. Og sikkert en masse andet lort, jeg ikke kan huske. Den ene ting, der med jævne mellemrum poppede op igennem samtlige år var forfatter. Måske fordi det der med at skrive altid har været den ting, jeg har fået at vide, jeg er god til. Måske lodret løgn. Men jeg kan jo ikke helt lade være med at tage til efterretning, at jeg for under en måned siden fik at vide: "Du skal da være journalist, Bella" - en sætning der blev serveret på en måde, der gjorde, at der ikke rigtig lod til at være noget at sætte spørgsmålstegn ved. Ved bare ikke, om jeg tror på det. Sagt på en anden måde har jeg altid været snotforvirret.

En måned inden ansøgningsfristen i 2010 faldt jeg over antropologi og det var bare det. Dét var uddannelsen og da jeg ulideligt lang tid efter sendt ansøgning tjekkede min optagelse tidligt om morgenen, og der stod "tillykke", var jeg så begejstret, at jeg løb ned til min far i stuen, skreg de gode nyheder ud og løb videre ud i haven og regnen og dansede rundt på det våde græs i mit nattøj. Jeg synes virkelig, at antropologi er fantastisk på rigtig mange måder. Jeg ved bare ikke, om det giver mening længere. For mig. Om det giver mening at tage en kandidatuddannelse i antropologi. Noget af det ved antropologi der har fascineret mig allermest og som jeg har været mest vild med er, at det er så uforudsigeligt, hvor man ender henne. Men nu tager jeg mig selv i at overveje en kandidat i Moderne Kultur- og Kulturformidling eller Journalisthøjskolen. Også selvom vi på antropologi er opdraget til at hade journalister, fordi, ja vel egentlig fordi de ikke er ligeså forsigtige og påpasselige med udmeldinger som antropologer. Ikke at jeg ved, hvad jeg præcist skal bruge det til. Men jeg synes, det er spændende. Måske har jeg ikke en flig af talent inden for antropologi. Måske har jeg talent for noget andet. Eller måske har jeg ikke talent.
Jeg synes jo faktisk, at det der med talent er noget fis, for som med mange, mange andre ting er jeg enig med Clement Kjersgaard, den gæve og psykopatkloge mand - at selvfølgelig har nogle et større talent end andre for at blive arkitekt, men at man kan nå skræmmende langt alene ved arbejdsindsats. Det tror jeg i den grad på. Så måske arbejder jeg ikke hårdt nok. Ej, jeg ved ikke, hvad det er jeg prøver at sige. Jeg troede bare, at vistikortet skulle skrive: "Isabella Tvede. Sindssyg og cand.scient.ant". Jeg er ikke sikker længere. Hvis jeg skal være ærlig, og det skal jeg jo umiddelbart, er jeg måske nok bare ikke så god til at erkende, når mine planer justeres. Og jeg er jo ikke engang sikker på, at planen skal  justeres. Men planen er i hvert fald p.t. offer for revurdering. Jeg er bare så gennemhamrende pisseforvirret, som jeg sjældent har været og jeg håndterer det ikke godt. Burde jeg med min trackrecord taget i betragtning, men jeg er bare ikke et menneske, der særlig godt håndterer, at der ikke er styr på tingene. Og hvor meget jeg end joker med at være hjemløs og arbejdsløs, frustrerer det mig voldsomt meget, at alting er så usikkert. Jeg bliver ked af det, og jeg trives ikke godt i uvisheden. Muligvis fordi jeg er så tilpas meget autist, at jeg helst bare vil vide, hvad jeg har at arbejde med.

Jeg troede, tydeligvis meget naivt, at man nåede en alder, hvor den hylde man var endt på bare sad fast med rawlplugs og så behøvede man ikke forholde sig til det længere. Min placering på diverse hylder har vist mere hængt fast med elefantsnot. Det kan umiddelbart ikke anbefales.

lørdag den 30. november 2013

Papa. Echo. Romeo. Foxtrot. Echo. Kilo. Tango.

I kender nok allesammen min kommende mand Jonatan Spang, som ikke har lavet et onemanshow siden 2008, og jeg sparker stadig mig selv meget, meget hårdt for, at jeg ikke var til det show. Men så skete miraklet; Jonatan Spangs Bryllup (kun showet, ikke den faktiske ting mellem os) blev annonceret sidste år. Med planlagt premiere den 1. februar 2013. Og jeg rejste til Argentina den 28. januar 2013. Oh en bitterbille på størrelse med og i samme format som Rundetårn. Pissepikkelortepis. Bittert, bittert, bittert kvindemenneske. Og det gik jeg og så og spredte glæde med, indtil der skete det helt igennem vidunderlige, at brylluppet blev udsat. Med premiere den 1. oktober. Yippiyippiyip! Derfor har Maj og jeg haft en hot date med den gode Jonatan den 29. november 2013 siden den 28. november 2012. Denne weekend er derfor blevet tilbragt i Silkeborg, fordi man som dedikeret fan selvfølgelig er villig til at rejse for at se manden. Silkeborg er jo egentlig en hygsom by, med mægtig rare buschauffør, der er villig til at køre en helt til døren. Den dør var døren til vores hotel, hvor der var en eller anden håndboldforsamling sjovt nok med håndboldspillere. Og Jan Pytlick. Som ikke er så høj i virkeligheden, men han ser da rar ud. Pointen med Silkeborg var uomtvisteligt Jonatan Spang og ikke alene var showet knaldergodt. Det var GENIALT! Det var Jonatan, det var vand, det var perfekt timing, det var tankevækkende, det var urimeligt morsomt, det var flere steder meget tydeligt at høre, at Maj og jeg var tilstede, det var et interessant take på feminisme og yoni og lingam, det var pisseærgerligt, at jeg ikke sad på første række. Det var SCHJOVT! Og selvom min fascination og begejstring af Jonatan Spang er uendelig, har weekenden været sublimowitz fordi, jeg har haft kvalitetstid med min bedste veninde, som er en person, jeg er endnu mere pjattet med og som jeg har savnet rigtig meget.

Således vil pessimisten her gå til ekstremer og konkludere, at denne weekend indtil videre har været intet mindre end pisselækker.

fredag den 29. november 2013

Ministeriet for rare røvhuller

Håber jeg virkelig i hvert fald. I går brugte jeg formiddagen på at være på Aarhus Universitet for at få afklaret den der tilbagebetalingsting af den nette sum 22.800 kroner. Damen kunne ikke give mig noget sikkert svar, for det var hendes kollega, der sad med sådanne sager (så hent hende! Jeg er i dén grad ved at gå ud af mit gode skind), men hun ville få kollegaen til at se på det og melde tilbage til mig. Snart. Og umiddelbart troede hun ikke, at der var noget problem med den dokumentation, jeg havde taget med. Så nu håber, håber, håber jeg, at det hele alligevel ender med at gå i orden.

I skrivende stund er det koldt, det regner, det er gråt og jeg forestiller mig, at det nok bliver ved med at se sådan ud. Jeg sidder i min seng iført morgenkåbe og hører Mads Langer, mens jeg skriver ansøgninger og beder til Karma om, at der er nogen, der vil ansætte mig. Og er egentlig ganske fornøjet. Fordi jeg i går var sammen med en af de sødeste og i dag tager til Silkeborg med en anden af de sødeste. Ved du hvad, Gunnar? Det er sgu ik så ringe, endda. 

tirsdag den 26. november 2013

Ministeriet for relativt rare røvhuller

Jeg tør ikke helt sige det følgende højt, for når jeg siger ting højt, som jeg ikke tør sige højt, ender det som regel galt. Det jeg ikke tør sige højt er, at jeg tror, at de 22.800 kroner ender med ikke at skulle trækkes fra min i forvejen belastede konto. Midt i min panik, nej vent det passer faktisk ikke, på det tidspunkt var jeg blevet så apatisk, at jeg så "for lækker til love" - og så var det, at min veninde ringede og sagde, at hun havde fået samme brev for cirka en måned siden. Endnu vigtigere; at for hendes vedkommende var det blot endnu en bureaukratisk formalitet, som gik i orden ved at fremvise kvittering på, at de penge vi har fået fra AU er blevet brugt til at betale udlandsophold og ikke en rigtig sjov aften på... en eller anden bar som er knap 23.000 kroner værd. Den kvittering har jeg i dag fået fremskaffet og har tænkt mig at fremvise den på torsdag, hvor verden godt må være flink ved mig. Eller i hvert fald SU-kontoret på Aarhus Universitet.

Ellers er der vist ikke det store at berette, udover at jeg er blevet syg og helt igennem pisseirriterende som det er, er det dog også ganske gratis. Største udgift har været TUC kiks, som min mor har været så flink at sponsorere.

lørdag den 23. november 2013

Ministeriet for røvhuller

Hvor meget sort uheld har man egentlig per person? Jeg ved det ikke, men sidder med en følelse af, at der er en uretfærdig, ja sågar uheldig, fordeling af uheld. Og hvis mængden af uheld determineres af held, synes jeg det er fejt. Der burde være en uheldskvote per person - en maksimal eksponering for uheld, hvorefter man så ville klare frisag. Hvorfor, sidder du måske og tænker.
Jow såmænd bare fordi, jeg i dag har åbnet et brev fra Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser. Undrede mig en kende over, hvad de ville mig, og blev alvorligt bange, allerede da jeg læste overskriften: "Tilbagebetaling af udlandsstipendium og eventuelt udlandsstudielån". De ville som den informerede institution, de er, informere mig om, at jeg skal tilbagebetale 22.800 kroner. Uden nogen egentlig begrundelse udover "Dine uddannelsesoplysninger er ændret, så du ikke længere er berettiget til hele eller dele af det udlandsstipendium og eventuelt udlandsstudielån, du har fået udbetalt. Det beløb, du skal betale tilbage, er 22.800 kr. Aarhus Universitet har i e-mail af 14. november 2013 oplyst at du ikke har indsendt kvittering for indbetalt udlmadsstipendium." Bum så.
Inden jeg begynder at udbore det faktum, at jeg på ingen måde har de penge og hvor uretfærdigt det er, vil jeg fortælle om min reaktion. Der i al sin enkelhed startede med, at jeg skreg "HVAD?!" ud i min storesøsters ellers hyggelige stue. Viste febrilsk brevet til storesøster og håbede sådan, at hun ville fortælle mig, at jeg ikke kunne læse og at der i virkeligheden stod "Tillykke med din bacheloruddannelse. Vi tilbyder dig hermed et job". I stedet råbte storesøster: "HVAD?!". Begyndte så panisk at græde. Og er nu bare pissenervøs. Ikke andet. Et mildt nervesammenbrud kører på højtryk på sådan en højhellig lørdag.

Udover at det irriterer mig, at Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser ikke kan finde ud af placere deres kommaer korrekt, irriterer indholdet mig. For det første fordi ja gu er mine uddannelsesoplysninger ændret a. fordi jeg er færdig med min  bachelor, b. fordi det har man pligt til at oplyse, c. det har jeg gjort. For det andet irriterer det mig, at de ikke ligesom forklarer mig, hvorfor det er et problem, at mine uddannelsesoplysninger er ændret. For det tredje fordi toogtyvetusindeottehundrede kroner. Jeg har jo ikke engang 800 kroner. Eller 80 for den sags skyld. Har otte, for jeg fandt i torsdags 59 halvtredsører i en gammel pung. Bare rolig, det var min egen. For det fjerde fordi det ikke fremgår, om jeg skulle have modtaget en mail den 14. november eller om Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser har modtaget en mail fra AU den 14. november - uanset har jeg i hvert fald ikke modtaget noget. For det femte fordi jeg fucking har indsendt alt det lort, der skulle indsendes. Første tanke i mit hoved var, at jeg hader mit liv og er så helt igennem fucked og ganske enkelt ikke ved, hvad fanden i helvede jeg skal stille op. Anden tanke var, at jeg fuldstændig har mistet lysten til nogensinde at tage endnu et semester i udlandet til trods for, hvor højt jeg elskede det. Der har jo vitterligt ikke været andet end problemer og papirnusseri og mailen og telefonkorrespondancer med sure kontormus. For "#¤"@%&}/E/(/%#"!

Det her, ikke også? Det MAGTER jeg simpelthen ikke. En ting er at være ludfattig og endda mindre end det. En anden ting er at være hjemløs. En tredje ting er at være arbejdsløs. En fjerde ting er at skulle betale en kæmpe sum penge tilbage, som man ikke har - når man ikke har gjort noget galt! Men at være så jävla uheldig, at man får serveret en platte bestående af samtlige retter på årets uheldsmenu, synes jeg er uretfærdigt. Og alt for uheldigt. Hvor vil jeg dog gerne se beviserne for, at man har en kvote - jeg tænker, at min snart må være opbrugt. Eller hvad? Hvis ikke vil jeg bestemt ikke vide, hvad jeg har at se frem til.

fredag den 22. november 2013

Kvindepis i kog

Boy, oh boy. En veninde har netop sendt mig en mail med link til en artikel fra information, der omhandler sangen "Blurred Lines" samt musikvideoen, fordi feminister worldwide er gået ganske amok over dens sexistiske voldtægtstenderende lyrik. Og den voldsomt perverterede video. Jeg skal ikke kunne sige, om Robin Thicke er samfundssatiriker, der tager pis på det hele, eller bare provokatør, der ved, at al omtale er god omtale. Eller voldtægtsentusiast. Jeg ved det ikke. Det jeg ved er, at det er en hypet sang med tilhørende hypet video. Og jeg har det egentlig svært ved at hidse mig voldsomt op over det. Hvis sangens ejermand har voldtaget piger og virkelig mener, at når en pige siger nej, betyder det ja - så har vi et problem. Det tror jeg dog ikke. Mit bud er, at han er fuldgyldigt medlem af popbranchen og ved, at sex sælger. I artiklen refereres der til en undersøgelse, hvori det fremgår, at forældre har hørt deres børn synge med på den stødende tekst til "Blurred Lines". Det kan man da måske godt argumentere for er problematisk. Til det vil jeg bare sige, at jeg skrålede med på Rollo & Kings kæmpehit "Ved du hvad hun sagde" uden nogen som helst ide om, hvad der faktisk bliver sagt. Dette er et udpluk af, hvad der faktisk bliver sagt - hvilket måske ikke var helt passende for en ni-årig at ytre:

  • "Hun gav mig et tegn. Vi gik diskret ud på vejen. Hvor hun plantede mig op. Ad et pigtrådshegn.
  • Hun sagde. Tag bukserne af. 
  • Pludselig var jeg solgt. Stod på gaden i bar røv og dolk.
  • Og når jeg går i seng. Så tænker jeg på mænd.
  • Temmelig naiv. Med en sjover så stiv."

Jeg negligerer ikke, at der findes et sexismeproblem. Det gør der utvivlsomt. Men jeg tror rigtig tit, at folk læser en masse ting i et givent produkt, i dette tilfælde sang og video, som ikke er der. Lidt ligesom når børn snakker om tissemænd og tissekoner, og de voksne tysser på dem, fordi de selv lægger noget seksuelt i de begreber, som ikke oprindeligt var en del af børnenes forståelse af de ord.
Som Ulf Pilgaard alias Hanne Bech Hansen i cirkusrevyen siger: "Det afhænger jo i høj grød af hørerne som ører det - hører man, hvad der virkelig bliver slagtet eller ører man nogle ord, som sagt ikke blev slettet?". Glimrende spørgsmål, Ulf.
Jeg er med på, at det er et problem, hvis der sidder unge drenge og tror, at det er ok ikke at lytte til om den lækre pige egentlig har lyst til sex, og at det ligeledes er et problem, at der sidder unge piger, der kunne fristes til at tro, at de ikke er bedre værd. Der er bare jävla mange ting, der påvirker børn og medmindre vi skal praktisere censur i en kaliber, der ender med en kæmpe osteklokke uden internetforbindelse til dem, vil børn og unge blive eksponeret for sådan noget. Man kan jo kun håbe, at de har en omgangskreds, der lærer dem at skelne mellem rigtigt og forkert.

Den gode Sigrun var så videre faldet over en hjemmeside, der hedder returnofkings.com, som desværre ikke er et ironisk forsøg på at latterliggøre kvindenedgørelse. Det er rent faktisk kvindenedgørelse i al dens pragt. Her findes blandt andet en liste med 20 ting kvinder gør, der bør nedgøres i stedet for hyldes og hvis andres pis har lyst til en ekspreskogning, er muligheden blot et klik væk: . Her følger et lille udvalg:
  • At være fed. Noget med, at kvinders største aktiv er deres skønhed, hvilket jeg virkelig håber er løgn og desuden virkelig nægter at tro på. Ikke fordi jeg er så naiv, at jeg køber den der med "at udseende ikke betyder noget". For selvfølgelig gør det da det, men vi ved vist allesammen, at det i sidste ende er personligheden, man vinder på. Hvis den er ok altså. "Artiklen" finder det forkert, at kvinder hyldes for at spise Dunkin' Donuts og så er det bare, jeg spørger, hvor i alverden det bliver hyldet henne udover på kontoret hos Dunkin' Donuts direktør? I øvrigt er det der med at være fed jo ikke just kun et problem for den kvindelige befolkning. Det er faktisk også usundt, hvis man er mand. Så fik vi det på plads. 
  • At have katte. Fordi katte åbenbart er en substitut for mand og børn. Som man åbenbart ikke kan være lykkelig uden eller hvad? Og man kan da slet ikke både have mand, børn og kat. Gud forbyde det. 
  • At lyve om deres kroppe på datingsites. Det er jeg da sådan set enig i, primært fordi hvorfor? Men uden egentlig at kende til den virtuelle - eller den tredimensionelle for den sags skyld - datingverden, tvivler jeg på, at størstedelen af mændene derude virkelig er "plus 22 centimeter".
  • Skilsmisse. Jeg sværger, det står der. Fordi kvinder åbenbart hyldes, når de bryder ud af et ægteskab, de ikke er "lykkelige" i. Hvis forfatteren har lyst til at blive i et forhold/ægteskab, der er elendigt, skal han da være hjertelig velkommen, men lidt latterligt at klandre visse kvinder for at have a. så meget mavefornemmelse og b. så store nosser, at de kan sige fra. I øvrigt tror jeg næppe, at kvinder fejrer, at den person de troede var deres livs kærlighed viste sig ikke at være det. Jeg kender personligt kun en, der har fejret sin skilsmisse og når manden ligesom har dusket så udpræget udenom, at han har gjort en anden gravid, synes jeg kraftedddersparkeme, at det er i orden. 
  • At klippe deres hår kort. Fordi det er det tydeligste tegn på feminitet, der desværre opfordres til at klippes af. Hvor opfordres der til det henne? Og er der ikke også sådan en ting, der hedder fri vilje? Ingen tvivl om, at hår er feminint og ingen tvivl om, at kvinder kan spille på deres hår, ligesom vi er indoktrineret til igennem L'Oréal reklamerne - because we're worth it! Og at mange af os gør det. Men da heller ingen tvivl om, at kvinder stadig er feminine væsener, selvom deres hår er kort, og at de ikke simultant med at lokkerne falder gror en penis. 
  • At være enlig mor. I sarkastisk citationstegn fordi "hun ikke behøver en mand". Det kan jo være, hun ikke behøver en mand. Og det kan være manden skred. Så klap kaje. 
  • Dårlig hygiejne. Helt enig. Men at forholde sig til det som et problem, der kun eksisterer blandt kvinder. Ej vel? Jeg kan jo bare fortælle, at jeg altså har boet med en kineser. Og at dømme fra det generelle område omkring toiletkummen var han en mand. Med a. begejstring for helikopteren. b. dårlig motorik. 
  • Kvindelig sexturisme. Jeg er faktisk - gisp - enig med manden i det her punkt. Argumentationen lyder på, at blegfede gamle mænd, der knalder små søde thaipiger bliver opfattet som klamme (øh ja), mens kvinder, der tilfældigvis er sammen med en lækker mand, som til gengæld får et par måltider, snarere opfattes som ofre, der bare gerne ville finde kærligheden oversøisk. Er enig i, at tolerancegrænsen for klamhed er noget højere for kvinder end for mænd, hvilket selvfølgelig ikke er fair. Men omvendt er jeg ret overbevist om, at mandlig sexturisme er et større problem end kvindelig, hvorfor der statistisk set må være flere mandlige klamme stoddere end kvindelige klamme stoddere. 
  • At være feminist. Hvis han vil postulere under lavmålet, vil jeg også: Han er en nar. Jeg ville egentlig aldrig betegne mig selv som feminist, fordi jeg synes, der ligger en vis mandefjendsk flig i det ord. Og til trods for, hvad min svoger mener, hader jeg ikke alle mænd. Men jeg går ind for ligestilling. For begge køn. Hvilket både involverer, at ligeligt kvalificerede mænd og kvinder naturligvis skal have det samme i løn, men det indebærer også, at mænd skal have ret til barsel og at kvinder skal indkaldes til værnepligt. Det synes jeg egentlig ikke, at der er så meget at sige om - i min verden logik for perlehøns. Omvendt er mine to x-kromosomer så tilstede, at jeg jo bliver totalt blød i knæene, når der åbnes en dør for mig. Noget jeg ellers brugte hele min gymnasietid på at bekæmpe, men som jeg nu har affundet mig med, at jeg ikke kan stå for. Grunden til, at jeg ikke putter feminist-etiketten på mig selv er også, at jeg ikke synes feminismen har så stor berettigelse som den havde engang. Kvinder som Thit Jensen, Emmeline Pankhurst og de mange andre suffrageter havde noget at have feminismen i. De havde nemlig ikke ligestilling, hvorfor de kæmpede. Og de vandt. I hvert fald officielt. I dag tenderer det sommetider til at være lidt fluekneppende, synes jeg, og de feminister der udtaler, at mænd og kvinder skal være ens, er jeg decideret ueing med. Det synes jeg bestemt ikke, vi skal - både fordi det ville være frygtelig kedeligt for alle heteroseksuelle, men også fordi jeg simpelthen ikke tror på, at det kan lade sig gøre. Vi er forskellige, både biologisk og mentalt, og det synes jeg skal hyldes. Men når idioter som folkene bag returnofkings.com skriver sådanne ting, får jeg lyst til at overraske dem og deres klokkeværk med en rigtig sløv kniv. 
Denne lyst forstærkes yderligere fordi der på hjemmesiden også findes fem "gode" grunde til at date en kvinde med en spiseforstyrrelse. Blandt andet fordi en sådan pige er billig i maddrift, er sårbar (hvilket åbenbart er en god ting?), er tynd og fordi hun er god i sengen. Jeg gentager: Han er en nar. Det er sgu ikke sjovt. Og det værste er, at det ikke engang er et forsøg på at være sjovt. Det er helt alvorligt. Jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal sige. Enten skal vi alle ringe til vore fætre og i samlet flok smadre de her mænd eller også skal vi skaffe dem noget seriøs psykologhjælp.

Så vil jeg ellers bare afslutte med en lille historie om, at jeg under min barnepigetjans i onsdags fik at vide af min fætter på 10, at jeg er bredrøvet. Godt så. Blev jo sur. Men der er grænser for, hvor fornærmet man kan blive over det, når drengen har jo ret. Og når jeg læser sådan et såkaldt litterært bidrag, bliver jeg SÅ ligeglad.

tirsdag den 19. november 2013

Allans dansesko

Jeg finder det ærlig talt bekymrende, hvor meget folk klejner ud over Allan Simonsens stadige tilstedeværelse i lorteprogrammet over dem alle; vild med dans.
Jeg har heldigvis ikke befundet mig i landet, mens programmet har kørt, men faldt tilfældigvis over det en eller anden fredag, hvor jeg må have røvkedet mig. Jeg vil gerne med det samme slå fast, uden personlig vendetta eller subjektivitet: Allan Simonsen har ingen rytme, ingen musikalitet og absolut overhovedet intet talent for at danse. Ikke engang tilnærmelsesvis. Og det er jo i princippet fair nok. Bevares, det er et danseprogram, og som sådan ville en form for talent inden for dét felt klart være at foretrække. Men for det første er programmet først og fremmest et underholdningsprogram og for det andet er sagen med al for stor tydelighed den, at manden jo da i i hvert fald har folkelig appel, og at danskerne til - gisp - trods for ny kryptisk sms-kode stadig sender ham videre. Hvilket har udløst adskillelige debatter i det ganske internetland, hvor folk så kan skrive deres med garanti nuancerede og reflekterede holdning til, om det egentlig er ok sådan at ændre en sms-kode. Og jeg er med på, at kontraktansatte journalister ansat på Se&Hør (læs: Sex&Hor) og BT ikke har andet at give sig til end, at skrive om skandalen. Meeeen at kalde det en borgerkrig i Danmark er måske lige voldsomt nok. Sker der virkelig så lidt i det her land, at spisesedler og internetnyheder skal tilsmøres med det fodarbejde, som fodboldlegenden slet, slet ikke kan administrere?!

Jeg stemmer for, at han vinder hele lortet. Og at TV2 og Gitte Madsen så fatter, at 10 sæsoner af vild med dans var cirka ni for mange.

fredag den 15. november 2013

En typisk morgen i det danske velfærdssystem

Så så man lige mig have mit første møde på Jobcenter Randers til det, der kaldes JobFokus. Spændende, spændende. Faktisk var det lige dele underholdende og deprimerende, men udelukkende underholdende fordi jeg kunne fornemme den gigantiske mængde guf til bloggen. Deprimerende fordi.

Vi sad der i en dejlig pædagogisk hestesko og ventede på, ja hvad fanden ved jeg? Ventede i hvert fald på, at der skulle komme en autoritet og sige noget fornuftigt. Sørme om det ikke var min gode gamle ven Hummel-trøjen, der betrådte det grå linoliumsgulv. Iklædt samme dejlige grå Hummel-trøje som ved sidste møde. Jeg havde på et eller andet naivt niveau forestillet mig, at vi lige skulle tage en fiks bette navnerunde for at skabe lidt positiv energi - eller bare almindelig høflighed. Men nej, min kære Watson. Hummel-trøjen gik i gang med morgenens dagsorden med et begejstringsniveau, der lå og lumrede omkring frysepunktet. Konstaterede tørt, at de havde samlet "Jer der er over 30. Sammen med Jer der har en uddannelse under 30". If you say so. Herefter ville han lige hurtigt gennemgå reglerne for kontanthjælp, for han mente, at vi vist var et par stykker, der ikke havde været på kontanthjælp før. Sagde manden og kiggede på mig og min sidemand Gert. Det bankede på døren og ind kom en dreng som på en god rynket dag maks kan have været 16. Det viste sig så, at han var gået forkert - han skal møde på JobCentret fra mandag til torsdag og i dag er det jo fredag. Den ellers flinke, omend modemisvist, Hummel-trøje var dybt ubehagelig, talte decideret uforskammet til den unge fyr, som jo tydeligvis tager det her så seriøst, at han kommer selv, når han ikke behøver. Da Hummeltrøjen med skam i overdosis sendte den unge fyr ud af døren henvendte han sig til os og sagde: "Se, sådan går det, når man ikke kan finde ud af læse de papirer, man får". Helt ærligt - det er da uhøfligt. Og arrogant. Og mest af alt fuldstændig unødvendigt. And don't get me started on your papers - mage til ugennemskueligt lort. Var SÅ tæt på at sige noget til Hummel-trøjen, men holdt min kæft, og det sidder jeg faktisk og fortryder lidt.

Men hvor er jeg glad for, at de indkaldte til det møde, for her lærte jeg, at jeg skal søge alle jobs - også deltids. For kære læsere, kontanthjælp er nemlig ikke en luksusferie, kontanthjælp handler om, at man bliver forsørget af staten, mens man søger arbejde. #PISAF#. Derfor kunne det være en god ide at tilmelde sig et vikarbureau for at tjene nogle penge - dog er det yderst vigtigt, at man melder det til Ydelseskontoret, for ellers er det nemlig socialt bedrageri. #STOPGIVINGTHEMIDEAS#. Vi har så allesammen fået en tid med en jobkonsulent med henblik på praktik, i daglig tale kendt som aktivering. Bonusinfo: Hummel-trøjen startede selv i praktik på Randers Kommune. Og se hvor godt det er gået ham, eller hvad? Man skal selv kontakte minimum én virksomhed men henblik på praktik og "når I så får afslag bla bla bla" sagde Hummel-trøjen. Hvad er det for en måde at fuldstændig tage pippet fra folk allerede inden det er nødvendigt? Det er da ikke konstruktivt, bevares det er muligt, at det er det mest sandsynlige scenarie, men hvad fanden er pointen i at gøre os deprimerede inden der er noget at være deprimeret over?
Hummel-trøjen ville så vise os, hvordan man udfyldte de idiotsikre kasser inde på jobnet, som så udgør ens CV. Det er noget med stillingsbetegnelse, jobfunktion og periode. Så afbryder Randerstrunten (altså solariebrun, overvægtig pudderdåse med skarpere markerede øjenbryn end George Michaels skæg i 1980'erne, minimum fire piercinger i fjæset og en attitude, der bare får en lyst til at sparke og slå) over dem alle: "Øh og hvad fanden skal jeg så skrive? Jeg kan sgu da seriøst ikke huske, hvornår jeg har været ansat hvor. Jeg kan fandeme da kun huske, at det har været igennem de sidste 13 år". Godt så. Der måtte Hummel-trøjen informere om, at hun jo måtte udfylde så godt, hun kunne og fortsatte undervisningen #HOSTHOST#, hvor han igen oplyste, at vi skulle søge alle jobs - også deltid. Så afbrød hendes kæreste - den randrusianske Brian-type (altså bleg, overvægtig, gerne en sølvkæde om halsen, med garanti talent for at være mandschauvinist samt for at udbore scootere, en forkærlighed for pølsevogne og en attitude der gør, at man ikke tør sige noget, fordi man er bange for, at han så tæsker en): "Jeg kan kraftedme ikke sætte kryds i, at jeg kan arbejde 37 timer. Det kan jeg fandeme ikke holde til. Nu må I kratfedme tage Jer sammen, hvad fuck er det for noget pis at fyre af, at det skal jeg? I er kraftedme for langt ude, man". Jeg kan ikke telepati, men jeg tror at Gert og jeg var ret tæt på.
Så skulle der skrives CV og både Gert, som i øvrigt godt kunne lide en, der også var blevet franarret dagpenge, og jeg fik lov at gå efter 47 sekunder, fordi vi begge havde udfyldt vores CV hjemmefra. Jeg sender god karma samt held og lykke i Gerts retning og håber, at han gør det samme.

For lige at opsummere mine 45 minutter på JobCenter Randers: Størstedelen af de andre kontanthjælpsansøgere er nogle røvhuller - jeg har da aldrig set mage til fjendtlighed og komplet mangel på respekt. Hvis jeg var Hummel-trøjen ville jeg hade mennesker. Hvilket han måske også gør. Omvendt hjælper det bare heller ikke noget, at vi alle bliver behandlet som uvillige og dovne mennesker, der er på kontanthjælp, fordi vi ganske enkelt ikke gider at arbejde. Superopsummering: En helvedes til ond cirkel og mennesker, der i dén grad taler forbi hinanden og ingen tillid har til hinanden. Überhaubt.

Nu sidder jeg så og tjekker mine jobforslag på jobnet.dk og deres førsteprioritet i form af jobopslag til mig er:

  • Mandlige aflastningspersoner til drenge med handicap, Århus. 

torsdag den 14. november 2013

Træls og knap så træls

I går tabte jeg de 300 kroner, der for øjeblikket udgør min samlede formue. De 300 kroner jeg skal bruge på at komme til Kolding i morgen og de 300 kroner der på mystisk vis skal betale alle de julegaver, jeg skal købe i år. De er på en eller anden skodmåde faldet ud af min lomme og da det gik op for mig, blev jeg pikkelortepissesur. Gik som resultat deraf sur i seng. Meget sur. Det var måske ikke så velovervejet eller modent eller konstruktivt, men i sammenligningsskala svarer det jo til, at almindelige menneskers opsparingskonto på firecifrede (eller femcifrede hvis man er så stor i slaget) beløb blev rippet. Det var og er bare på alle måder skidetræls.

I dag har jeg så været på arbejde. Say what?! Jeg fik nemlig en vagt på mit gamle arbejde og hoppede praktisk talt op og ned, da de ringede i går. Har således været på job i dag, og en af de helt store gevinster ved det er, at jeg på sigt får penge for det. Derudover var det utvivlsomt ganske sundt, både fordi jeg bliver komplet skør i bolden af ikke at lave noget, men også fordi den forkælede møgunge her lige fik øjnene op for, at der jo findes værre ting i verden - såsom eksempelvis at være døende.
Så skål for, at vi ikke er det.

tirsdag den 12. november 2013

Lort, savsmuld og humør over hele linjen

Så sad man i Hasle. Som freeloader i skønno lejlighed, der ikke er ens egen. Hvis ejere meget sandsynligt er de mest gæstfrie mennesker i verden. Og til trods for, at det endnu ikke er middag, har jeg allerede været godt omkring følelsesspektret. Har haft rigelig tid til at blive både glad, sur, indigneret, optimistisk, undrende, irriteret, deprimeret, godt underholdt.

Glad fordi jeg spiste morgenboller med pålægschokolade med Maj, hvor vi lige nåede at vende, hvorvidt jeg skal være postbud, journalist, kulturkritiker eller antropolog. Opfølgning med brainstorm følger.

Sur fordi det der fucking airbnb, som jeg lejede det musebefængte værelse igennem, lige har meddelt mig, at min vært sjovt nok ikke har lyst til at give mig penge tilbage. Chokerende. Og at de "in the lack of visual documentation bla bla bla" kun kunne give mig en rabatkupon på 100 dollars til mit næste besøg. Ahem. Nu siger du næste, lille mand og lige præcis der tror jeg så, vi er det, voksne ville kalde uenige og det jeg vil kalde, at du er en kæmpe røvbanan #hashtag:fuckjer!#. Så nu har jeg klaget igen. Har blandt andet understreget absurditeten i, at jeg da jeg så mus på værelset lige skulle have stoppet op, pakket mit kamera på størrelse med et tørrestativ ud, lige fået musen til at posere og så derefter have skreget og løbet ned i køkkenet og b. at jeg har en mailkorrespondance, hvori vært svarer mig, hvad jeg skal gøre ved museproblemet - den der med vatrondeller og pebermynteolie. Altså for helvede altså. Altså. Hvad er det de synes, de mangler bevis på, hva? Altså.

Indigneret fordi min bankdame har sendt skarpe instrukser om, at jeg ikke må bruge mit kort. Hm. Kan alt for godt se motivationen for hvorfor, men øhm, hun ved jo ikke, at jeg freeloader i lejlighed, der ikke er egen. Og når man er kontanthjælpsmodtager, der endnu ikke er kontanthjælpsmodtager har man ikke nogle penge - kan personligt faktisk godt se problemet, men det betyder jo bare ikke, at jeg ikke har nogen udgifter. Bevares, ikke mange, men det ved hun jo ikke. Og jeg har faktisk nogle regninger, som skal betales. Og da jeg forsøgte at betale dem, viste det sig, at damen har lukket mine kort. Tusind tak. Skal du have. "hashtag:fuckdig!#.

Optimistisk fordi jeg netop har søgt tre stillinger som pædagogmedhjælper. Og nu så jeg Linda P. onewomanshow i går - og hvis hun har kunnet arbejde som pædagogmedhjælper, så kan jeg fandeme også. De skal bare lige kalde mig til samtale, så jeg kan vinde dem med min charme (læs: manglende muligheder), selvtillid (læs: manglende muligheder) og lækkert hår (læs: rent hår).

Undrende fordi jeg læste nyheder. SF foreslår at legalisere hash i Randers. Og så sidder jeg her som randrusianer og spørger: Er Randers kommune virkelig stedet, hvor vi skal forsøge os med at legalisere fri hash? Det er lidt som at stikke en kæp i øjet på den slumrende bjørn, er det ikke? Begrundet af en undersøgelse lavet på Randers Statsskole - sjovt nok var de studerende positivt stemt. Så kunne de jo ligeså godt have spurgt de studerende på CBS om de ligesom var for eller ligesom var imod kapitalisme.

Irriteret fordi det lige er gået op for mig, at Dovne Robert stiller op for nihilistisk parti. Surprise. Ikke så meget det politiske der er baggrund for min irritation, mere det faktum, at han jo faktisk har fået det der kontanthjælp og tydeligvis ved, hvordan lortet fungerer. Og nej, jeg vil ikke gerne være Dovne Robert. Både fordi jeg ikke selv synes, jeg ligner en Robert, men også fordi doven er på top fem over ord, jeg ikke vil kædes sammen med. Men jeg vil da alligevel gerne have det der kontanthjælp sådan ret snart. Pretty please. Det vil jeg jo egentlig ikke, men det er ret nødvendigt. Ellers må jeg jo sige til mine nevøer: "sorry boys, ingen julegaver i år - moster er blevet fuldblodstaber".

Deprimeret fordi jeg ikke sådan rigtigt synes, det spiller for mig i tiden. Sådan på noget niveau. Det er stadig hyggeligt at gense alle de pragtfulde mennesker, jeg kender. Det er bare som om, at når jeg så er alene, går det op for mig, hvor lidt det spiller, det der klaver, der er mit liv. Det trænger i den grad til at blive stemt, men det har jeg ikke råd til.

Godt underholdt fordi jeg jo godt ved, at det ikke nytter noget at græde over spildt mælk. Så må man finde en karklud og tørre den mælk op. Eller i dette tilfælde: søge nogle jobs. And so I did. I den forbindelse blev Jens og jeg i fællesskab blev enige om, at det er fejt, at man skal acceptere cookies. For ser man nogensinde skyggen af småkager? Nej, det tror vi faktisk ikke, at man gør. Fejhold. Inde i det ganske jobsøgningsland søges blandt andet en specialarbejder til glatførebekæmpelse. Underforstået en person med traktorkørekort, der kan salte vejene, når sneen kommer. Derudover søger petworld en svensktalende studenteremdhjælper til deres webshop i Viby. Bum bum. Selv har jeg i dag søgt syv stillinger. Og hvis Hummel-trøjen på fredag til mit CV-skrivningskursus ikke er tilfreds, så må han pisse sig selv i øret.

søndag den 10. november 2013

Skibet er ladet med gode vibrationer, bred karse og fredspibe

Det er nu alligevel pusserløjerligt, at man jeg som både hjemløs, arbejdsløs, ludfattig og snarlig kontanthjælsmodtager kan være så ganske glad. Men det er jeg. Er muligvis høj på, at det stadig bare er totalt hyggeligt at være hjemme i efterårsregnen, men jeg går og hygger mig simpelthen noget så gevaldigt. Og genser det ene pragtfulde menneske efter det andet. McDonald's style: I'm lovin' it!

onsdag den 6. november 2013

Stik mig et job. Ellers slår jeg flik-flak. Formegentlig i Randers Fjord.

Det der med at være på bistand, ik? Det hedder kontanthjælp har jeg ladet mig fortælle. Jeg kan ikke finde ud af det. Clearly ikke betegnelsen, men heller ikke det der med at være kontanthjælp. I mandags var jeg til møde på Jobcenter Randers. Klokken seksten. Sharp. Jow jow, kom til tiden helt uden at praktisere det akademiske kvarter. Stor i slaget alligevel. Jeg meldte min ankomst og det var bare skønno, at jeg var kommet, hvorfor jeg blev vist ud på gangen, hvor der hang en masse opslag henvendt til os jobparate. Her lærte jeg, at Norge mangler arbejdskraft - 61.000 personer for at være præcis. Og at jeg med en rask lille uddannelse kan få et job i kommunen. ARGH! Efter den skræmmende oplysning holdt jeg op med at læse, og ventede i stedet på ham der socialrådgiveren, som ifølge mit papir egentlig skulle hedde Tina, men nok ikke gjorde det. Ikke at jeg ved det, for manden præsenterede sig ikke. Og det er jo rart at lægge stilen fra starten. Mens jeg stod ude på gangen og ventede på Tina, fik jeg en ubehagelig genoplevelse af at være sat uden for døren i folkeren, mens jeg stod og ventede på Thomas - eller det gjorde jeg ikke, jeg gik i arrigskab fem runder på boldbanen og vendte tilbage til Thomas. Jeps, jeg ryger lidt ud af en tangent, men heldigvis yderst sjældent... Mit nostalgiske trip blev afbrudt, da jeg blev hentet af Thomas Tina mand med meget flot Hummel sweatshirt. Han ville som det første gerne se mit bachelorbevis. Som jeg ikke havde med. Det var underligt, syntes han, for det havde jeg da fået at vide, da jeg meldte mig ledig. Nej makker, det fik jeg ægge at vide. Det var så en fejl fra deres side. Igen; rart at der ikke er tvivl om stilen. Det fiks-faksede vi ved at logge ind på Aarhus Universitets lorte-hjemmeside. Spørgsmål nummer to blev således: "Har du været på kontanthjælp før?". Njahj. Spørgsmål nummer tre lød på om jeg var medlem af en a-kasse, hvor mit svar affødte den dejlige firer: "Hvorfor kan du så ikke få dagpenge?". Armen, jävla altså. Kære Hummel-trøje, hvis du vidste hvor mange gange jeg har spurgt mig selv om just præcis dét! Hummel-trøjen og jeg snakkede videre om min "forhistorie" og fandt i pædagogisk fællesskab frem til, at jeg har en bachelorgrad i antropologi og en studentereksamen. Derefter spørger Hummel-trøjen så om jeg har en 10. klasseseksamen. Hvilket jeg ikke kan påstå, at jeg har, men niendeklasse har da været i hus i relativt mange år. Og jeg er nødt til at sige, at jeg er ein bischen bekymret for, at dén mand med dertilhørende logik har min fremtid i sin hule hoved hånd. Men grunden til, at Hummel-trøjen spurgte var altså, at jeg så kunne blive tilbudt et læse- og skrivekursus. Bum bum. Fristende. Og så alligevel overhovedet ikke. Findes Ane-bøgerne stadig? Det var nemlig dem jeg benyttede mig af, dengang det var aktuelt i nittenhundredesyvoghalvfems. Hummel-trøjen og jeg snakkede lidt videre. Han konkluderede, at jeg er "jobparat med erhvervskompetencegivende uddannelse". Selv følte jeg mig til grin. Efterfølgende kom guldfireren i spørgsmål: "Har du børn?", "Er du gravid?", "Har du planer om at blive gravid?", "Fejler du noget?". I nøjagtig dén rækkefølge. De tre første nej'er var ret nemme. I forhold til det sidste spørgsmål siger min erfaring mig, at det kommer an på publikummet. Officielt nej. Medmindre de synes parfumeallergi er meget hæmmende for aktiv jobsøgning. Det syntes han ikke, viste det sig. Nånå. Ikke alene er han en kontormus, han er også en fuldstændig humorforladt en af slagsen.
Slutteligt fik jeg en ordentlig røvfuld papirer vedrørende mine vilkår, rettigheder, en tid den 6. januar med en jobkonsulent, som ligesom skal hjælpe mig med ligesom at lægge en jobplan for mig med henblik på aktivering. Fuck nu af, hvor SKAL jeg bare have fundet et job inden den 6. januar. Kraftedme om jeg så skal være slamsluger. Fik også en tid på næste fredag, hvor jeg skal på CV skrivningskursus, og det skal jeg så hver fredag i aaaaal den tid, jeg er på kontanthjælp - altså medmindre jeg mente, at jeg kunne gøre det færdigt på den halvanden time, der er sat af første gang. Bob bob bob, ik? Fik også udleveret den egentlige ansøgning om kontanthjælp, som jeg brugte gårsdagens formiddag på at udfylde samt finde de 16 bilag, de skal se. Og må indrømme, at jeg er ambivalent, for egentlig synes jeg, at det er glimrende, at de sikrer sig, at folk virkelig har brug for den der kontanthjælp, men det der fucking system fungerer bare ikke og er helt utroligt nørklet, snørklet og totalt uigennemskueligt og tanken om at befinde sig i det længere end to måneder gør mig decideret deprimeret.

For lige at opsummere min oplevelse af Jobcenter Randers: en cocktail (vil i øvrigt kraftigt overveje at indtage en rigtig en af slagsen inden CV skrivningskursus) af skam, modtagende arrogance, selvynk, latterliggørelse og umyndiggørelse. Og en: LAD MIG KOMME VÆK!

mandag den 4. november 2013

Metakommunikations-blogindlæg om at blogge

Jeg har en smule svært ved at finde ud af, hvor personlig en blog skal være. Hvor personlig min blog skal være. Og hvad fanden forskellen er på at være privat og personlig? Oprindeligt var denne blog et alternativ til de kilometerlange fællesmails, der ellers har været en fast bestanddel af mine rejser. Netop derfor havde jeg oprindeligt forestillet mig, at bloggen i udgangspunktet skulle være oplevelsesbaseret. Nu er rejsen slut og som sådan er der egentlig ikke nogen grund til at lade bloggen leve videre. Måske bortset lige fra det faktum, at det i tilbageblikket på mine indlæg fremgår med stor tydelighed, at den faktisk primært har været alt muligt andet. Endnu vigtigere er, at jeg gang på gang har taget mig selv i at nyde nedskriblingen af ting og sager, hvad enten de har været dejlige, underlige, røvsyge eller sjove. Min klasselærer i syvende klasse syntes, at jeg havde en form for skriftligt talent, og hvad end det er sandt eller løgn og/eller latin, fungerer skrivning ganske meditativt for mig. En processuel gennemgang af mit hoveds alt for kaotiske indre. Og jeg er ikke klar til at sige farvel til dét endnu. Så. Derfor har jeg nu - officielt - bestemt, at bloggen er og bliver mit personlige refugium. Min ventil og mit åndehul, hvor jeg kaster verbalt op. Med bandeord, kloakslam, sure opstød, brok, ynk og deslige. Og hvor jeg går helt Danielle-Steel-corny-cheesy-amok med glæde, åndssvage småting og lykkestunder. Om antallet af besøgende så vil ramme nul i løbet af 14 dage, bliver spændende at se. Men i hvert fald:

Velkommen til kloakken!
NB: Sarkasme og ironi kan i ekstreme tilfælde forekomme.

fredag den 1. november 2013

Biberette. Bistade. Bisidder. Bibeholde. Bibeskæftigelse. Bistand.

Gode gamle Danmark. Der ligner sig selv i udpræget grad. Og det er i grunden meget rart... Noget der ikke er så rart er, at jeg igennem det der totalt smarte internet kunne gennemskue, at jeg skulle møde op på Jobcenter Randers for ligesom at vurdere min situation. I onsdags cyklede jeg just præcis derfor op til kasernen og havde som resultat deraf cirka samme ansigtskulør som de frygteligt geniale kasser, man kan putte post i, da jeg gik ind på det frygtindgydende kontor. Og. Jeg MAGTER ikke at være en del af "systemet". Med en hulens masse typer. Et par af de typer jeg ramlede ind onsdag var den slags unge mødre, der kunne finde på at udtale, at deres barn får masser af grøntsager. Pomfritter for eksempel. Og de unge wallah'er som med nød og næppe har en afgangseksamen fra folkeskolen og sikkert også en masse mennesker, der oprigtigt har brug for hjælp. Men også en masse snyltere og sociale bedragagere, fordi der hersker en eller anden latterlig tag-med-arme-og-ben-alt-du-kan-komme-i-nærheden-af-uanset-om-du-har-brug-for-det-eller-ej-holdning. Idioter. Nå. Men så blev jeg mødt af en meget pædagogisk kommunalt ansat kvinde, som gav mig en tid med en sagsbehandler (oh skræk, oh ve) på mandag klokken 16.00. Det skulle jeg mene, at jeg godt kunne administrere. Og de er desværre sikkert vant til no-shows, men damen sagde til mig fem gange, at det er meeeeeeget vigtigt, at jeg kommer til tiden. Altså på mandag klokken 16. For ellers ville min tid frafalde, så det var altså meeeeeeeeeget vigtigt, at jeg mødte op. Og skulle jeg gå hen og blive syg, skulle jeg ringe og sige, at jeg var blevet syg. Næ, virkelig? Det havde jeg aldrig gættet. Havde mest lyst til at skride og råbe: "vi ses torsdag klokken 11!", men noget sagde mig alligevel, at det måske var mest fornuftigt at holde mig i skindet.
Og jeg skal selvfølgelig nok være der mandag klokken 15.59, men jeg har fandeme ikke lyst, jeg vil bare så gerne have et job og klare mig selv. Og det her blogindlæg lyder vildt snobbet, og det er ikke for at være snobbet. Det er stolthed og frustration, for jeg kan virkelig næsten ikke bære tanken om, at jeg hører til der.
For en ting er at være bistandsklient. En anden ting er at være bistandsklient i fucking Randers kommune. Sammen med alle Lonnie'erne og Brian'erne. Jeg MAGTER det ikke. Pikkemand, pikkemand, PIKKEMAND!!!

søndag den 27. oktober 2013

Evaluering a la udrejse, rejse, hjemrejse

Mit barndomshjem. En seng. Min seng. På mit gamle værelse, med alle mine ting og sager. To brunkager på et stykke køkkenrulle. En telefon ved min side, som jeg lige om lidt vil bruge til at ringe til min mormor og fortælle, at hun kan ånde lettet op, for jeg er hjemme igen. Og i øvrigt forberede sig på pandekagespisning. Vinden rusker i de næsten bare træer, det er allerede ved at blive mørkt og jeg kan høre bilerne køre ude på vejen. Jeg ved, at der er både rugbrød og havregryn nede i køkkenet, og at min cykel bare skal have lidt luft i dækkene, før jeg er klar til at generobre min jernhest. Jeg ved at mine nevøer er meget tæt på, og at jeg i morgen skal til gode, gamle, skønne Århus. Bevidstheden om at være hjemme. 

Jeg har absolut ingen anelse om, hvor jeg skal starte, men det skal naturligvis ikke hindre mig i at evaluere på min hidtil største rejse. Den 28. januar 2013 var dagen, hvor jeg sprang ud i sabbatår nummer to med Buenos Aires som destination. Ni måneder senere er jeg hjemme igen - og hvad skal jeg sige? Boller fra Kohberg virker på en eller anden måde ikke helt rammende.

Det ville være nemt at skrive ned, hvad jeg har oplevet.
  • Jeg har boet i Buenos Aires. 
  • Jeg har redet på hest i Pampas' bjerge.
  • Jeg har set "Carmen" i et af verdens flotteste teatre.
  • Jeg har kørt i jeep tværs over saltørkenen, der strækker sig fra Chile til Bolivia.
  • Jeg har trekket i den peruvianske jungle for at nå frem til fordums Inka-højborgen Macchu Picchu, med kun et enkelt hospitalsbesøg.
  • Jeg har fået verdens omtrent bedste og billigste massage i Cuzco. 
  • Jeg har hængt ud i den bedste surferby. Hvor der blev indtaget voldsomme mængder sushi og sprut.
  • Jeg har med partner in crime dannet De Hvide Russers Klub.
  • Jeg har stået på begge sider af Iguazu-vandfaldende og blevet drivvåd af at udfordre, hvor meget vand, der egentlig faldt. Meget, viste det sig. 
  • Jeg har spist verdens bedste torta de limon i Brasilien. En værdig konkurrent til min ellers ubesjrede yndligskage: jordbærtærten.
  • Jeg har forsøgt at se den kæmpe Jesus i Rio de Janeiro og sammen med anden partner in crime bandet den lille skiderik til paven langt, langt væk. 
  • Jeg har danset salsa på Cuba og ganske alvorligt overvejet at gå med paryk. Blev standset af ulidelig varme. 
  • Jeg har været i mit første (og lad os også gerne sige eneste) biluheld. Dog med stil i amerikanerbil fra 50'erne. 
  • Jeg har set Niagara Falls fra den canadiske side, omend jeg var meget lidt imponeret.
  • Jeg har set "The Phantom of the Opera" på Broadway med skønne Jane. Og "The Book of Mormon" med besøgende fra Canada. Og forsøgt at se "Wicked" på egen hånd, men uden held. Ikke at jeg er bitter.  
  • Jeg har været på toppen af Rockefeller Center uden antydningen af panik over at være 67 etager oppe i luften. 67. 
  • Jeg har gået fra ikke at kunne lide cheesecake til at erkende, at amerikansk ostekage kan noget.
  • Jeg har været nabo til et sindssygehospital. Ingen kommentarer. 
  • Jeg har travet New Yorks gader, stræder, markeder, butikker, trapper og monumenter særdeles tynde. Og kigget rigtig meget opad. 
  • Jeg har fejret min fødselsdag med komponenterne mad, kirke, kage, Central Park, Times Square og is. 
  • Jeg fik besøg af en mus og denne yderst klamme skabning med en massefylde på størrelse med en gulerod fik mig til at indse, at New York ikke var der, jeg skulle være længere. Derfor tog jeg hjem til Danmark en måned tidligere end antaget, og det var en gigantisk kamel med dertilhørende stolthed at sluge. Men det var den helt rigtige beslutning. 
Men, hvis jeg skal være ærlig (og det skal jeg), siger det jo ikke særlig meget. For ikke at sige noget overhovedet. Nedskriblingen af ovenstående har logbogsfunktion - et koncept jeg altid har hadet. Det er også det letteste, det nemmeste, det mest ligetil. For hvad er det, der er sket? Hvor skal fingeren sættes? Hvad er der sket? Udover at jeg tydeligvis er ret så permanent nede med 41,2 i rejsefeber og bruger enhver chance for at dæmpe symptomerne, hvad fanden er der så foregået? Jow. Jeg har været væk og ude. På min helt egen autonome, og lettere forsinkede, dannelsesrejse.

Med det lettere skizofrene ego jeg er i besiddelse af, er rejser (som alt andet) ambivalente for mig. Jeg elsker planlægningen, jeg elsker forventningens glæde, jeg elsker vingesuset, jeg elsker at være af sted, jeg elsker oplevelserne, sansernes udfoldelser, menneskerne, udfordringerne. Men jeg elsker i den grad også at komme hjem. Der er et afsavn. Mennesker, der ikke er med mig, når jeg checker ud af mit liv. Og det kan jeg jo selvfølgelig godt forstå, men jeg ønsker altid en lille bitte smule, at min omgangskreds ville være statister i mit liv - ja, det er pisseegoistisk. Og bunder i frygt for at gå glip af noget. Men dem derhjemme hverken kan eller skal være statister i mit liv, de skal være hovedpersoner i deres eget. Og det er jeg klar over, men det er også grunden til, at jeg føler mig som klodens dårligste datter/søster/barnebarn/kusine/niece/moster/veninde, når der sker noget, hvor jeg ville give min højre arm for at kunne give lige præcis ham eller hende et gigantisk knus. Af den ikke-virtuelle slags. Det er vilkårene, jeg selv vælger at sige ja til og jeg ved jo så også godt, at jeg får oplevet noget på egen hånd. Som jeg ikke vil bytte. Jeg er bare så helt utrolig den-store-stygge-ulv grådig, at jeg gerne vil have det hele.
Det er altid svært for mig at rejse, fordi jeg aldrig ved, hvad der venter mig, men altid ved, hvad jeg siger farvel til, og det har aldrig nogensinde været så hårdt at rejse min vej, som det var i januar. Derfor er jeg faktisk helt oprigtigt stolt af mig selv over, at jeg turde. For det er hårdt at være væk så længe, omend selvvalgt. Ingen tvivl skal herske om, at det også er det hele værd - ikke kun fordi, jeg har set en masse flotte steder, og ikke kun fordi jeg har mødt nogle mennesker, jeg for evigt vil være taknemlig for, men mest af alt fordi det sætter ting i relief og fordi man i et eller andet omfang bliver en smule mere reflekteret, bevidst og taknemlig. Og jeg ved med mig selv, at jeg har udviklet mig. Blevet lidt mere hårdfør, lidt mere selvstændig, lidt mere glad. Ligesom jeg er blevet de andre gange, jeg har været ude at rejse og hvor jeg har taget personlige kvantespring. Og selvom det er jordens ældste kliche, så bliver man endnu mere bevidst om, hvad man har derhjemme. Som en af mine veninder skrev til mig; at netop i kraft af, at man ikke ser hinanden igennem en lang periode, finder man ud af, hvem i ens liv der er værd at holde fast i med jerngreb. Nu er jeg så hjemme igen, og det er sgu løjerligt, både dejligt og forvirrende, men på trods af forvirring og manglende forståelse for, at der er kommunalvalg om et øjeblik er jeg dybt taknemlig for, at mine forældre fløj mig hjem. For det var det rigtige.

Ja okay, nu endte der vist med at gå lidt flow-writing i den. Og jeg ved godt, at det er en omgang økologisk, rodet, langhåret hippie-fis. Men det er altså sådan, jeg har det.

torsdag den 24. oktober 2013

Piet Hein

"At bryde af og rejse bort kan være svært og falde hårdt, men det er livets krav til dem, som holder af at komme hjem"

I heart NY

Så er det ved at være dén tid. Den tid hvor jeg har taget alt mit tøj, alle mine bøger, og alt mit andet lort, spredt det ud over sengen og nu er ved at pakke. Ned i gode gamle rygsæk. Og militærtaske. Og håndbaggage. Hvornår har jeg fået skrabet så mange ting og sager sammen?! For i morgen forlader jeg nemlig New York. Og det var bestemt ikke meningen, den 20. november var hele tiden den forkromede plan, men den 24. oktober giver mening i hoved og sjæl. Og jeg glæder mig til at komme hjem. Indtil den famøse dag med musen var jeg meget splittet omkring at skulle hjem. 50% begejstret. 50% pissebange. Begejstret fordi man ikke skal kimse ad rugbrød. Pissebange fordi det har været så usikkert, hvad jeg kommer hjem til, og jeg har været skræmt fra vid og sans over tanken om, at alting ville have forandret sig, og samtidig har det gjort mig utryg at tænke på, hvis alt er nøjagtig, som da jeg rejste. Nu skal vi jo ikke glæde os for tidligt, for jeg er tydeligvis evigt skizofren, men lige nu glæder jeg mig bare så meget til at tage til JFK, sætte mig op i et fly og lande i Danmark. Har det som Dorothy i "The Wizard of Oz", har lyst til at klappe hælene på mine røde glimmersko tre gange mod hinanden, imens jeg lukker øjnene og inderligt siger: "There's no place like home". For det er der jo ikke. Og jeg glæder mig. Og er lidt småsentimental. Har brugt hele dagen inde i byen for at sige et passende "på gensyn" til den, og har kigget på stederne og menneskerne med en bittersød smag i munden, for det er altså virkelig et dejligt sted. Bare ikke længere og under disse omstændigheder. Hvis man nu var en person, der troede på, at alting sker af en årsag, kunne man relativt nemt argumentere for, at der nok er en grund til, at jeg fik besøg af en mus. Faktisk udtalte Sigrun under psykologsamtale over Skype ordene, at musen var et tegn fra universet om, at NY ikke er det rigtige for mig længere. Til trods for, hvordan jeg havde det med hjemkomst for bare tre dage siden, er jeg nu helt afklaret med, at jeg har sagt farvel til New York for denne gang.

Når man sådan sidder og i bund og grund er skuffet over sig selv og føler sig som verdens største svagpisser, betyder det ubeskriveligt meget med de søde og støttende e-mails og kommentarer, der er tikket ind. Tusind, tusind tak for det.

tirsdag den 22. oktober 2013

Så var der den om musen

Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte. I dag - eller i går lå jeg i min seng og så "New Girl", da en mus besluttede sig for at pible tværs igennem mit værelse og ned bag radiatoren. Jeg skreg og løb ned i køkkenet. Hvor jeg blev siddende i tre timer stiv af skræk. Og inden der kommer dumsmarte bemærkninger om, at en mus vejer omkring 100 gram, at den er meget mere bange for mig end jeg er for den og at den jo ikke kan gøre mig noget, vil jeg gerne forsikre alle om, at min hjerne trods alt er med så langt. Føler dog et behov for lige at sige, at når folk er bange for noget, er det jo yderst sjældent logisk. Men så sad jeg der i mine natbukser og pyntede, altimens jeg skrev den ene mere paniske mail efter den anden til min udlejer, som pure nægtede at svare mig. Derfor skrev jeg paniske mails til min søster og bedste veninde. Som jo begge to havde en glimrende pointe i, at jeg nok ikke kunne blive i køkkenet for evigt. Fik holdt min søster urimeligt længe vågen med tud og vræl, mens hun kiggede på, at jeg forsøgte at stoppe radiator og dør til med morgenkåber og dødsangst. Seks timer efter krigens start ringede jeg til udlejer, som kunne fortælle mig, at jeg skulle købe vatrondeller og pebermynteolie - for det kan sådan nogle New Yorker mus nemlig ikke lide. Hurra. Og pis mig i øret. Det kunne jeg så ikke lige få fat i klokken otte om aftenen i Brooklyn, hvorfor jeg gik ned og bankede på hos min søde underbo, som hjalp mig med at rearrangere morgenkåberne i radiatoren og som endda ville købe noget skumhalløj at putte i de der jävla huller, som de der jävla lortedyr kommer ind og op og ud ad - han har nemlig også mus nede ved sig. Som han har slået ihjel med sin sko.

Pointen med historien om musen er, at jeg har grædt rigtig meget. Virkelig meget. Søde Sigrun udøvede beroligende terapi, støtte og humor via Skype i intet mindre end tre timer, hvorefter jeg ringede og vækkede min mor og græd videre. Og alle mine mange tårer handler ikke om en mus. Det handler om, at jeg ikke har det fedt her. Hvilket kom ret meget som et lyn fra en klar himmel, for jeg har virkelig haft det fedt her. Sad så sent som i (går) morges og skrev en mail, hvori der stod, at jeg har været overraskende lidt ensom. Og det passer. Lige indtil for relativt få timer siden, hvor jeg blev bundulykkelig. Musens entre satte gang i en hel masse tanker, som jeg slet ikke vidste havde opholdstilladelse i mit hoved. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville rejse før tid fra New York. New York er fantastisk og jeg skal tilbage. Absolut ingen tvivl om det. Men lige nu er det bare ikke sjovt for mig længere. Jeg kunne godt få den resterende tid til at gå her, hvis jeg virkelig ville, men det vil jeg bare ikke. Tre måneder alene i en stor by uden noget egentligt at vågne op til er for lang tid. Det troede jeg ikke, det var, men det er det. Nu er klokken halv tre om natten, jeg har ikke lukket et øje og kommer heller ikke til det - har brugt natten på at larme og pakke og lige om lidt går jeg i bad og derefter tager jeg på hostel, for jeg har brug for søvn og kraftedderpikkeme om jeg vil dele seng med et skadedyr.
Jeg hader jo egentlig at skulle skrive det her; at jeg bukkede under og bliver nødt til at tage hjem før planlagt afrejse. Men det vil jeg sgu egentlig skide på. For hvis der er noget jeg har lært, er det, at mavefornemmelse er det eneste, jeg har at arbejde med. Og det er tid til at tage hjem. Det krævede åbenbart bare en voldsomt ubehagelig dag og en mus, før jeg kunne indse det.

mandag den 21. oktober 2013

Isabella volume 23

I dag er det sørme min fødselsdag. I treogtredive minutter endnu. For første gang ever har jeg været alene på min fødselsdag. Og det havde jeg, indrømmet, måske ikke helt gennemtænkt dengang jeg for efterhånden lang tid siden bestilte flybilletter. Jeg har været en liiille smule nervøs for, hvad jeg skulle give mig til, og om dagen ville ende (eller starte eller både starte og ende) med en fosterstillingsliggende- og hulkende mig, alt imens Celine Dions "All By Myself" ville ødelægge mine trommehinder i bedste Bridget Jones stil. Jeg er lykkelig over at berette, at det ikke skete. Kan selvfølgelig nåes endnu. Ej, dét mente jeg selvfølgelig ikke.

Det har imod forventning faktisk været en rigtig hyggelig dag. Som notorisk planlægger havde jeg selvsagt også planlagt min fødselsdag, og denne med gode ting, når nu gode mennesker ligesom var off the table.
Morgenen blev brugt på at være i bad (I know! Kom ikke her og sig, at jeg ikke lever det vilde liv), spise morgenmad på mit dannebrogsbedækkede bord, fordi jeg satme har et styks forudseende og forberedt moster, og så selvfølgelig at åbne gave. Som var verdens omtrent smukkeste tørklæde, med endnu smukkere kort og tre billetter til Les Miserables i Århus i april. Var og er fuldstændig overvældet over den alt for store gave, hvorfor jeg kanaliserede min overvældethed ud via dans. Jeg glæder mig psykopat meget. Tændte min computer og blev modtaget af sød mail med link til Tommy Seebachs milde røst, der sang "Hip Hurra" for mig. Og brugte derefter formiddagen på Skype-samtaler med forældre, moster, søster og bedste veninde. Ene forælder med ballon, ene nevø med flag og "hurra 'osther", moster med fætter, onkel og et dybfølt "hurra" i halsen og veninde med ægtemand, flag og entusiastisk fødselsdagssang. Virkelig dejlige gestusser, som varmede helt vildt. Slet ikke en ilde start på alene-fødselsdag. Bagefter bevægede jeg mig ind i byen, de kalder New York, hvor førsteprioritet var mad. Og her ville jeg jo gerne kunne sige, at jeg fik god sushi, eftersom det er det eneste jeg har insisteret på i forbindelse med geburtstag. Aber dabei. Som den eneste restaurant havde sushibiksen lukket, og bevares - der er med garanti flere rundt om i byen, men jeg var altså så sulten, at det endte med kinesisk. Som var virkelig godt. Der er nok i virkeligheden ikke noget galt med kinesisk, når bare man ikke skal dele køkken og bad med de der kinesere. For at dulme smerten over, at sushiløbet var kørt uden mig, købte jeg cheesecake og vandrede ned ad Fifth Avenue. Her ramte jeg mere eller mindre tilfældigt Saint Patrick's Cathedral, hvor der var messe og som resultat deraf stoppet til randen. Men messen var smuk, og jeg er jo ikke just katolik, men der var nu noget over det alligevel. Begyndte som altid at tude. Egentlig ikke fordi jeg var trist. Men fordi jeg kom til at tænke på en, jeg ville ønske var her. Og det fortalte jeg ham så, da jeg tændte et lys for ham.
Stak af til parken, hvor jeg satte mig på en kæmpesten, kiggede ud over det fænomenalt smukke efterårsvejr med langsomt farveskiftende træer, solskin og blå himmel, spiste min cheesecake og sagde tillykke med de 23 til mig selv. En kende akavet, men følte at jeg var nødt til at sige det højt for ligesom rigtigt at mene det.
Derefter stenede jeg lidt rundt i Midtown og slentrede indtil jeg ramte Times Square, hvor jeg var inde i den begygtede m&m butik. Hvor jeg købte m&m's, som jeg ingenlunde kan klemme ned, men mon ikke jeg finder en plads til dem på et tidspunkt. Man skulle da være et dovent svin. Post m&m oplevelsen gik jeg hen til Gershwin teatret, hvor forestillingen Wicked holder til og hvor der er et lotteri to timer inden hver forestilling, som i al enkelhed går ud på, at man skriver sit navn på en lap papir og håber på, at ens navn bliver trukket. Og der havde jeg jo så regnet med en ordentlig røvfuld goodwill på min fødselsdag. Aber nein. Jeg vandt ikke - det gjorde til gengæld nogle tykke kvindelige canadiere og en jävla masse asiater. Jeg synes, det er dårlig fødselsdagskarma. Men jaja da, jeg giver ikke op. Jeg skal se Wicked - om det så bliver på min fødselsdag (det gør det så tydeligvis ikke) eller ej. Det har jeg jo lovet Glinda. Efter et mildt antiklimaks valgte jeg at daffe hjemad. Og hvad kom jeg hjem til? Nok den sødeste video jeg nogensinde har fået. Fra min Egon Olsen. Indebærende fødselsdagsmuffins, roser, fødselsdagsfrappucino og virtuelt knus. Og ja, jeg begyndte at tude. Men kun for tredje gang i dag. Fordi jeg simpelthen blev så glad og rørt. Meget glad og meget rørt. Og så har jeg ellers brugt resten af aften på computerhygge med blandt andet "New Girl", Mads Langer og is med karamel, chokolade og nødder - ja, det var min aftensmad og hvad så? Jeg er laaaangt over myndig.

Konklusion: Fødselsdag alene er ikke så scary shit som man kunne ledes til at tro. Man kan faktisk gå så langt som til at sige, at det er helt rart og dejligt. Meeeen jeg tror nu alligevel, at jeg vil favorisere mennesker til næste år. Bonusinfo: I stedet for at blive sur på/skuffet over (som jeg plejer) alle dem, der altid glemmer min fødselsdag, er i år åbenbart året, hvor jeg er blevet så moden (say what...), at jeg i stedet vil glæde mig over dem, der faktisk har husket den. Tak for 'et!

Jeg har behov for lige at indkile et par fodnoter:
1. Jeg har altså ikke selv købt lysene. Det har min Osther Tina.
2. Jeg er sikker på, at jeg kan se rynker omkring øjnene, så det er naturligvis derfor jeg holder lysene der. For nu hvor jeg er 23 har det intet at gøre med at være barnlig og stadigvæk ikke at kunne tage et webcam alvorligt. 
Nu sidder jeg så her på mit værelse og venter på, at den 20. oktober bliver til den 21. oktober. Nu kun ni minutter tilbage. Sidder og funderer over, hvordan 23 dog nogensinde skal nå 22 til sokkeholderne og nu vil jeg gøre noget, der ellers ikke er et vanligt træk hos mig; jeg vil slå fast, at mit toogtyvende år har været det bedste i mit liv. Hvilket måske lyder lidt underligt, eftersom jeg stort set ikke har været hjemme og også har lidt en del afsavn. Sagen med afsavn er jo bare den, at det gør en så meget mere sikker på, hvem i ens liv, der er nogle keepers. Og føler mig faktisk meget velsignet, for dem har jeg sgu mange af. Og så har jeg jo også lige fået set en god del af Amerika; såvel syd som nord. Og dét har sgu spillet hundrede. Så 23: Jeg håber, du mærker presset på størrelse med en mindre provins i Kina og derfor lægger dig i selen for at blæse mig bagover, for jeg har høje forventninger og jeg har da ingenlunde tænkt mig at sænke dem. Show me what you got!

P.S. Et hjerteligt tillykke skal lyde herfra til Viggo Mortensen og Snoop Dogg.

lørdag den 19. oktober 2013

Den danske befolkning er jo også så oplyst

Jeg fik tidligere i dag tilsendt en mail med et link til Snobberne Fritz og Poul og deres take på Lars Løkke sagen, som jeg absolut overhovedet intet har hørt om. Fordi jeg ikke har læst nyheder cirka hele oktober måned. I min begejstring for Fritz og Poul, tænkte jeg, at jeg lige ville undersøge den faktiske sag. Og jeg er nødt til at sige, at jeg har svært ved at forholde mig til, at folket kan være så chokeret over, at go'e gamle Lars pisser på miljøet. Nå, men jeg gik ind på politiken.dk, som jo er en af mine helt store web-affærer. Og hvad sker der så? Jo, der sker det sørgelige, at efter sølle 25 artikler, skal man betale for at læse nyheder. What. The. Fuck. "For kun 10 kroner første måned". Pis mig da i øret.
Nej, 10 kroner er ikke meget, men principielt er det da forkert, at nyheder ikke er tilgængelige for alle. Eller hvad? Er det ikke meningen, at det skal være demokratisk? Inden jeg blev alt for indigneret, ville jeg læse argumentationen for, hvorfor politiken har valgt at indføre digital betaling for deres artikler, men blev nægtet adgang. Fordi jeg har læst mine 25 dyrebare artikler denne måned. Jøsses altså. Fandt dog forklaringen andetsteds; de synes, det er fair, at man betaler for en vare. Og det er heldigvis en gennemtænkt beslutning; de har nemlig haft en afstemning, hvor 20 procent af de deltagende nyhedslæsende vurderede, at de godt ville betale for at benytte sig af politiken.dk. Og jeg kan slet ikke forklare, hvor glad jeg er for at høre, at de tager deres forbrugere seriøst. I hvert fald 20 procent af dem.
Måske er det mig, der er snæversynet og nærig, men jeg synes, det er fejt.

Gav mig så i stedet for til at stene hjemmesider, der ikke kræver betaling og faldt over dette flotte outfit fra en af Skandinaviens førende modebloggere, og det ser helt bogstaveligt talt sort ud. Generelt:
(www.portablepackage.com)

torsdag den 17. oktober 2013

Bredgade

I love you more and more for each passing day. Jeg har været på Broadway endnu engang (undskyld, Jane!). De besøgende fra Canada ville rigtig gerne se en musical på Broadway, hvilket jeg jo umiddelbart er typen, der sagtens kan forstå. De ville gerne se "The Book of Mormon". Et show jeg aldrig selv havde fundet på at tage ind og se, men fordi jeg er så sindssygt altruistisk socialt liderlig så vi denne og formåede sågar at få billetter til den fabelagtige pris af 27 dollars, fordi jeg stod i kø fra klokken 3 til 6. Løjerligt nok gik tiden ganske hurtigt og jeg fik da også øjeblikkeligt selskab af en mand fra Las Vegas, der som noget af det første spurgte "how's the gunsituaiton in Denmark?". Jow, nu skal du bare høre Roger.... Efter køkultur blev vi lukket ind og jeg fandt så ud af, hvad en musical om mormoner handler om. Nemlig om to unge missionærer, der sendes til Salt Lake Citys diametrale modsætning; Uganda. Den er skrevet af folkene bag South Park, hvorfor der var stærke advarsler om eksplicit sprogbrug. Boy, oh boy der var eksplicit sprogbrug. Og den var usandsynligt vanvittig røvhamrende gennemført genialt vidunderligt morsom. Griner stadig. Og hører soundtracket. Har så godt nok en smule ondt i håret i dag, men det var TOtalt det værd.

P.S. Har umiddelbart ikke tænkt mig at konvertere. Højst til sekten for musical-loooovers.