onsdag den 30. januar 2013

X Factor analogien

Stäng nu kæften, hvor skal det pinligt meget udnyttes på den ikke-bæredygtige-og-lev-som-de-gamle-indianere-i-Sydamerika-gjorde-det-måde, at der er gratis internet her i bygningen.

Nå, jamen tillad mig at fortsætte, hvor jeg slap i går, da jeg slukkede computeren og begav mig ud i God Luft. Nu skulle man jo egentlig tro, at det ville være yderst begrænset, hvad man kan opleve på en 200 meters gåtur hen til det lokale (og selvfølgeligt kinesiske) supermarked. Men nej, min kære Watson. Man kan faktisk nå at opleve en del. Første dilemma omhandler, hvorvidt man overhovedet tør begive sig uden for husets fire vægge. Efter frem-og-tilbage-samtaler med mig selv, når jeg konklusionen, at det er jeg nødt til, fordi min mave trygler mig om det. Andet dilemma består i, om man skal dreje til højre eller venstre, hvor jeg af uforklarlige årsager vælger venstre. Ankommer til et supermarked med et lidet ophidsende sortiment. Gik til kassen med en pose uinspirerende granola-mix (læs: deforme cornflakes), mælk med en fedtprocent på fire gange dansk sødmælk, tørt brød og gouda-ost (læs: toastost). Går, yderst tilfreds med mine fænomenale og ualmindeligt eksotiske varer, til kassen. Hvor der sidder en kineser. Han scanner mine varer, jeg betaler. Det går så godt, så godt. Jeg prøver at tage en pose til at putte de nyindkøbte varer i, men det viser sig, at en sådan pose koster pesos. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvad manden siger, hvorfor jeg tilbyder ham 2 pesos. Det vil han ikke have. Man skulle mene, at en sådan sproglig problematik relativt nemt kunne løses, eksempelvis ved at skrive prisen ned. Nej igen, min kære Watson. Vi står og diskuterer på to forskellige sprog, da en mand med datter ankommer til køen, hvor manden tilbyder at betale for min pose, samt forsøger at få sin datter til at forklare mig beløbet på engelsk. Begge tiltag uden held. Herfor tager kinesisk købmand grøn og itureven pose og taper sammen til mig, så jeg ikke behøver at betale. Mig - dum turist? Ikke noget påfaldende...

Mødte på min vej både til supermarkedet og fra supermarkedet en masse argentinske, som min kusine udtrykker det, frådende hanhunde. Her vil jeg gerne knytte en kommentar til X Factor, et program der udover lidt-for-ærlige-og-"gud-forbyde-alt-der-ikke-er-revolutionerende"-Thomas-Blachmann består af en masse tosser, hvor samtlige af de tå-krummende deltagere altid er fra Randers. Hver. Evig. Eneste. Gang. Uden. Undtagelse. Et fællestræk ved alle tosserne er, at de INGEN selvkritik besidder. Nævner i flæng 8210, den rappende mormor, repræsentanten for Dansk Folkeparti, de indiske kvinder med deres geniale fortolkning af "The Carpenters", duehviskeren Dan uden stumt N og Asian Sensation. Denne manglende selvkritik praktiserer den argentinske mand på en lidt anden måde. Overfor blondiner. Hvis man er lyshåret, kan man således være sikker på at modtage såkaldte komplimenter, når man bevæger sig ned af en gade. Eller generelt bare, hvis man eksisterer og har sit hår med sig.
Med andre ord kunne jeg være malet som Harkelin i fjæset, ligne Fede Dorit fra "Terkel i knibe" og have en lige så forfærdelig og spejlblank udstråling som Malou Stella fra "De unge mødre", uden at det ville påvirke disse mænd. Succeskriteriet er tydeligvis lyst hår. Ikke så meget pjat. Bum. Håndterer det dog ikke just fantastisk. Faktisk mest noget med at kigge direkte ned i cementen og være utrolig bevidst om ikke at fjerne blikket herfra. Mener desuden ikke rigtig, at det kan være et kompliment, når det forløber cirka sådan her: "sikke et flot baghoved, lad mig fløjte af det!". Mmmmkay.

I dag har jeg været ude at spadsere. Efter en adapter. Til den nette sum af 6,50 danske kroner. Har ikke set prangende meget af byen, men det jeg har set er flot. Vildt flot. Og føler mig utrolig sikker. Begav mig ud på denne gåtur med en nordmand, som begik den katastrofale fejl at introducere mig for verdens bedste isbod. Uden sammenligning! Åh Jesus. Så ender det jo faktisk med, at jeg kommer til at ligne Fede Dorit fra "Terkel i knibe". Men jeg har jo stadig lyst hår, så det burde ikke ændre noget. Muhaha!

tirsdag den 29. januar 2013

Er at rejse at leve?

Søndag aften oplevede jeg min families version af "den sidste nadver". Kan konkludere, at en sådan består af grillmad i januar med dertilhørende snevejr og praktisk talt permafrost. Skidehyggeligt. Faktisk.

Dagen derpå: Randers station. Fik i toget selskab af en ung kvinde, der tydeligvis var stærkt inspireret af konceptet "goth" og var uhyre succesfuld med missionen at ligne en, idet hun mest af alt lignende en kloning af Frankensteins brud. Brude har jeg personligt intet imod, men hun skulle resolut høre death-metal lige nøjagtigt så højt, at det er umuligt at ignorere og lige nøjagtig så højt, at man ikke kan høre, hvad zombierne synger/skriger/postulerer.

Ankomst til CPH. Intet sindsoprivende at komme efter. Og dog. Foran mig i køen til check-in stod Sarah Zobel (Kølpin?) og væsentligt yngre "artist" og indvandrer-på-den-velintegrerede-måde Burhan G (fuck, det gjorde vildt ondt). Her fik jeg så langt om længe bekræftet den snigende mistanke, jeg har haft i årevis om, at kendte ikke er mennesker. Ikke sådan rigtigt. Vil mene, at den kære Burhan optimistisk set var 10 centimeter bredere over skuldrene end undertegnede. Mener egentlig ikke, at jeg er specielt bredskuldret, hvorfor konklusionen må være, at Burhans kropsbygning minder om en præ-pubertær drengs. Hans førnævnte ledsagerske var iført påmalede røde jeans, kæk gadedrenge-kasket samt sylespidse og tårnhøje Louboution-leopardankelstøvler. Vil med relativt stor præcision anslå hendes lår til at måle omkring 25 centimeter i diameter. Det er jo ikke normalt! Hans Pilgaard var med flyet til London. Han ligner lidt mere et menneske.
Ankom til Heathrow lutfhavn. Lidt ligesom vatikanet - en lille og yderst mærkværdig, selvstændig stat inde i den rigtige verden. Op i flyet til Buenos Aires til begyndelsen på en usandsynlig lang flyvetur. Og så er det, jeg fristes til at betvivle H.C. Andersens berømte citat "at rejse er at leve". Bevares, jeg er dedikeret fan af manden, især fordi han er garant for lykkelige slutninger, men det at rejse er ikke just at leve. Rejsen i sig selv er forfærdelig, lang, udmattende, højrøstet, larmende stille, trang og overvurderet. Målet er forhåbentlig godt, men kære Hans Christian, rejsen ligefrem. Nej, vel? Måske var det mere romantisk og eksotisk i hans tid med hestevogne, landevejsrøvere og damplokomotiver. I modsætning til grå og hvide sterile haller, gule neonskilte og håndsprit over hele linjen og højtalere, der konsekvent skratter et eller anden uforståeligt britisk ud.

En taxatur og adskillelige intimsfæreovertrædelser, med hilsen fra den gængse mandlige argentin, senere, stod jeg uden for døren til mit kommende hjem. Med en svensker ved navn Erik. Managerens datter informerer os om, at manager er ude at handle ind, men at vi da er velkomne til at slå a røv i a sæde, hvad vi selvsagt benytter os af. Jeg iført striktrøje. Efter en times tid kommer manager og tildeler os værelser. Jeg får et enkeltværelse, aaah, hvilken lykkerus. Kan man virkelig være så heldig? Nej er svaret. Det kan jeg ikke. Jeg skal henvises til et deleværelse lige om lidt. Øv med øv på! Men noget siger mig, at jeg nok overlever det.

Udover forkert værelsesanvisning ser her ganske tilforladeligt ud. Stedet er proppet til randen med skandinaviere. Jeg er træt i en sådan grad, at mine poser under øjnene svagt får mig til at ligne Villy Søvndal. Vil til trods for dét uhyggelige faktum overveje at bevæge mig ud i byen. Primært fordi jeg er rocker-sulten.

fredag den 25. januar 2013

A cappella Isabella

Når ens bedste veninde minder en om at spise nok proteiner mens oversøisk, laver tarteletter til en og hende og hendes forlovede inden afsked (som i virkeligheden (og gudskelov) kun er et "på gensyn") synger "Dans, Isabella, dans" og "Faaaarveeeel, Isabella, Faaaarveeel" OG putter en mælkesnitte i hætten af ens jakke til den 30 minutter lange togtur, ja så ved man, at der er tale om ægte venskab. Som rører mig dybt...

Hvad er det i virkeligheden, det der Argentina kan, som Aarhus V. ikke kan? Ja, jeg spørger bare. Anybody?

mandag den 21. januar 2013

Dødsangst er ...

Ikke nødvendigvis særlig konstruktivt. Bestemt ikke rart. Men i allerhøjeste grad nærværende.

Med en uge til afrejse er det, jeg tager mig selv i at tænke: HVAD FANDEN TÆNKER DU PÅ, SINDSSYGE KVINDEMENNESKE?! Med min nærmest kroniske personlighedsspaltning, er jeg næsten lige så glad som Ole Henriksen over forestående afrejse - I looooove it! og så alligevel pessimistisk i en sådan grad, at jeg føler mig værdig til at konkurrere mod løjtnant Ole på Hvorup Kasserne, (faktisk en rigtig person) som jeg havde fornøjelsen af i en uge under mit feltarbejde i det der militær.

Røvsyg note to self: Hvis man nu ikke kendte så mange dejlige mennesker, ville det jo være easy-piecy at rejse - men det er det altså ikke. Blev i dén grad bekræftet i weekenden. Til alle der ser mig i løbet af den næste uge: Jeg er frygtelig ked af min manglende kontrol over egne tårekanaler - håber jeg kan undgå at undskylde til Netto-ekspedienter. Er ikke helt overbevist.

fredag den 4. januar 2013

Søsætning uden båd og champagne

Navnet er Isabella, hudfarven latterligt lys og øjnene naivt blå. Jeg er født i den spæde start af 1990'erne - wikipedia opsummerer smukt 1990 som året, hvor det skæve tårn i Pisa lukkes for turister på grund af faretruende hældning og hvor klodens mest kyniske kvinde med en meget massiv brug af ferskvandsperler, Margaret Thatcher træder tilbage som premierminister. Fødestavnen er Randers - en information der med den rette vinkling giver massiv street-credit i det ganske land.

Om en måned skulle jeg meget gerne (medmindre den der jävla karma bliver opfindsom og finder på skægge  'lærerige' udfordringer) sidde i Buenos Aires og være seriøs bachelorstuderende - efter at have afleveret bachelor. Møg-Moesgård. I praksis betyder det for mit vedkommende et af to scenarier: Enten massive panikanfald eller en fuldstændig omfavnelse af 'mañana-mañana-stilen' - indtil, der går noget galt. Ikke hvis. Når.
Dette er min blog. Umiddelbart kommer den til at handle om alting og ingenting.