tirsdag den 29. januar 2013

Er at rejse at leve?

Søndag aften oplevede jeg min families version af "den sidste nadver". Kan konkludere, at en sådan består af grillmad i januar med dertilhørende snevejr og praktisk talt permafrost. Skidehyggeligt. Faktisk.

Dagen derpå: Randers station. Fik i toget selskab af en ung kvinde, der tydeligvis var stærkt inspireret af konceptet "goth" og var uhyre succesfuld med missionen at ligne en, idet hun mest af alt lignende en kloning af Frankensteins brud. Brude har jeg personligt intet imod, men hun skulle resolut høre death-metal lige nøjagtigt så højt, at det er umuligt at ignorere og lige nøjagtig så højt, at man ikke kan høre, hvad zombierne synger/skriger/postulerer.

Ankomst til CPH. Intet sindsoprivende at komme efter. Og dog. Foran mig i køen til check-in stod Sarah Zobel (Kølpin?) og væsentligt yngre "artist" og indvandrer-på-den-velintegrerede-måde Burhan G (fuck, det gjorde vildt ondt). Her fik jeg så langt om længe bekræftet den snigende mistanke, jeg har haft i årevis om, at kendte ikke er mennesker. Ikke sådan rigtigt. Vil mene, at den kære Burhan optimistisk set var 10 centimeter bredere over skuldrene end undertegnede. Mener egentlig ikke, at jeg er specielt bredskuldret, hvorfor konklusionen må være, at Burhans kropsbygning minder om en præ-pubertær drengs. Hans førnævnte ledsagerske var iført påmalede røde jeans, kæk gadedrenge-kasket samt sylespidse og tårnhøje Louboution-leopardankelstøvler. Vil med relativt stor præcision anslå hendes lår til at måle omkring 25 centimeter i diameter. Det er jo ikke normalt! Hans Pilgaard var med flyet til London. Han ligner lidt mere et menneske.
Ankom til Heathrow lutfhavn. Lidt ligesom vatikanet - en lille og yderst mærkværdig, selvstændig stat inde i den rigtige verden. Op i flyet til Buenos Aires til begyndelsen på en usandsynlig lang flyvetur. Og så er det, jeg fristes til at betvivle H.C. Andersens berømte citat "at rejse er at leve". Bevares, jeg er dedikeret fan af manden, især fordi han er garant for lykkelige slutninger, men det at rejse er ikke just at leve. Rejsen i sig selv er forfærdelig, lang, udmattende, højrøstet, larmende stille, trang og overvurderet. Målet er forhåbentlig godt, men kære Hans Christian, rejsen ligefrem. Nej, vel? Måske var det mere romantisk og eksotisk i hans tid med hestevogne, landevejsrøvere og damplokomotiver. I modsætning til grå og hvide sterile haller, gule neonskilte og håndsprit over hele linjen og højtalere, der konsekvent skratter et eller anden uforståeligt britisk ud.

En taxatur og adskillelige intimsfæreovertrædelser, med hilsen fra den gængse mandlige argentin, senere, stod jeg uden for døren til mit kommende hjem. Med en svensker ved navn Erik. Managerens datter informerer os om, at manager er ude at handle ind, men at vi da er velkomne til at slå a røv i a sæde, hvad vi selvsagt benytter os af. Jeg iført striktrøje. Efter en times tid kommer manager og tildeler os værelser. Jeg får et enkeltværelse, aaah, hvilken lykkerus. Kan man virkelig være så heldig? Nej er svaret. Det kan jeg ikke. Jeg skal henvises til et deleværelse lige om lidt. Øv med øv på! Men noget siger mig, at jeg nok overlever det.

Udover forkert værelsesanvisning ser her ganske tilforladeligt ud. Stedet er proppet til randen med skandinaviere. Jeg er træt i en sådan grad, at mine poser under øjnene svagt får mig til at ligne Villy Søvndal. Vil til trods for dét uhyggelige faktum overveje at bevæge mig ud i byen. Primært fordi jeg er rocker-sulten.

1 kommentar:

  1. Håber du fik noget godt brød og ost. Dejligt at Skype med dig. KNUS:)

    SvarSlet