torsdag den 28. februar 2013

A la Gollum


På baggrund af dagens forelæsning kan jeg godt være i risiko for at udvikle en holdning til egen fødenation, der er præget af lige dele pral og skam. Forklaring følger. Forelæsningen var en gennemgang af diverse enheder til at måle, hvilke lande, der er de gode og hvilke, der er de onde. Hele pointen er – naturligvis – at de gode og onde skifter position fra index til index. Men i løbet af forelæsningen skete der så det, at min skizofreni besluttede sig for at kigge forbi. Resten af forelæsningen forløb derfor cirka sådan her:

Optimist-delen: Danmark rangerer ret højt på Human Development Index – det er da sejt.

Pessimist-delen: Norge rangerer højere. Jeg hader at tabe. Også til nordmænd. I særdeleshed, når jeg bor med uhyggeligt mange nordmænd. Som godt ved, at de rangerer højere på listen. Fordi de deltager i undervisningen, forstås. 

Optimist-delen: Men nu skal man jo huske på, at vi stadig er en sej nation. Vi har da opfundet både stomiposen, legoklodsen og insulin. Jojo, vi kan da godt noget. 

Pessimist-delen: Syd-korea rangerer højere på listen end Danmark. Seriøst? Det kan jo altså forhåbentlig ikke passe, landet er jo korrupt. Jeg har min underviser mistænkt for at have fusket med dataen. 

Optimist-delen: Men på den positive side har Albert Einstein da engang sagt, at "not everything that can be counted counts, and not everything that counts can be counted"

Pessimist-delen: Hurra. Det kræver 15.500 liter ferskvand at opdrætte, slagte og indtage et kilo bøf. Og 70 liter ferskvand for naturen at producere et æble. 

Optimist-delen: Heldigvis har den kære underviser ikke taget med i sine slides, hvor meget vand det kræver at producere en liter is. For hvis han havde gjort det, kunne jeg da godt have blevet frygtelig ulykkelig. Ignorance is bliss. 

Pessimist-delen: Ja, jeg kan godt se, at overbefolkning er et stort problem. Men jeg ved ikke lige helt, hvordan man skal sætte en stopper for det, medmindre man vil være lige så diktatorisk som det der Kina. 

Optimist-delen: Kunne man ikke sende nogen til Mars? Jeg gad da personligt godt kunne ytre sætningen, at jeg bogstaveligt talt kommer fra en helt anden planet.

Pessimist-delen: Forbrugere er i virkeligheden nogle egoistiske skiderikker, hva? Vi køber en hel masse skrammel, vi i bund og grund ikke har brug for. Og til hvilken verdens nytte? Det er noget juks for både miljø og samfund. Måske lige bortset fra den onde, onde kapitalisme. 

Optimist-delen: Uh, vi har snart fri.

Pessimist-delen: Men det er jo også voldsomt naivt at tro, at folk vil nedsætte deres forbrug. Det kommer nok umiddelbart ikke lige til at ske, medmindre der er et seriøst incitament samt trusler om sanktioner.

Optimist-delen: Hey, vi har fri nu

Pessimist-delen: Hvilket betyder, at jeg skal hjem og forberede oplæg

tirsdag den 26. februar 2013

Projekt Postmand Per

Det er i dag tirsdag og jeg har haft fri fra skole. Det er jo i sig selv et fantastisk faktum og derfor tænkte jeg, at det var oplagt at begive sig til postkontoret i Retiro, hvor jeg skulle hente den pakke, min familie har sendt til mig. Jeg har været i Latinamerika før og har nu været i Argentina i næsten en måned, hvorfor jeg faktisk mener, at jeg nogenlunde har lært at forstå latinoers holdning til såvel tid som et meget elastisk begreb som deres holdning og opretholdelse af (in)effektivitet. Men det viser sig, at jeg stadig er himmelråbende naiv.
Jeg fik lokket Sigrun med mig til den noget skumle busstation, hvor postkontoret ligger. Efter lidt forvirring omkring hvor posthuset egentlig var, fandt vi noget der mest af alt lignede et gammelt pakhus. Som jo selvfølgelig var posthuset. Trak nummer 94 i automaten og man skulle jo mene, at hvis man har valgt at investere i et træk-nummer-system, bør der også være en eller anden form for tavle, hvorpå man kan se, hvilket nummer, der nu kan blive ekspederet. Nej. I stedet for har det statsautoriserede argentinske postvæsen valgt, at det er mindst lige så effektivt, at de ansatte skal skråle af deres lungers fulde kraft: Numéro 78. Numéro 79. Numéro 8. Numéro 84. Numéro 16. I den rækkefølge. Mens vi så stod der og ventede, var det jo oplagt at kigge på alle de andre ventende. Og så gik det op for mig, at et argentinsk posthus er et antropologisk feltstudie værdigt. Vi så to mafiosoer, som havde uanede mængder guld og solbriller på indenfor (fordi så véd man bare, at man er for kendt til det her sted) og om muligt det mest umage par jeg har set. Bestående af en mand på plus to meter, minus 50 kilo og klædt fuldstændig i hvidt med hans kæreste på omkring halvanden meter, 90 kilo med gangster-kasket og ghettokæde i buksen. It must be love! Og en del mænd, der kiggede meget overbærende på os på samme måde som forældre kigger på deres børn med lige dele bedrevidenhed og fascination. Efter mange, mange minutter blev der heldigvis også råbt 90, 91, 92, 93. Og 94. Wuhu! Af sted det gik. Og så var der effektivitet over det - en blanket, et pas og fire stempler. Og udlevering af en ny blanket, som indebar, at jeg skulle ned på et andet kontor for faktisk at få udleveret pakken. Dét skal ikke skille os ad, så af sted til boks nummer to. Hvor der ikke var nogen ekspedient. Derfor gik jeg til boks nummer fire, hvor der sad en voldsomt overvægtig argentinsk mand. Men han sad over tre meter fra boks to, så han kunne i sagens natur ikke hjælpe mig. Det er klart. I stedet for begyndte han at skrige "MARIOOOOOOOO". Som de utroligt hjælpsomme mennesker vi er, valgte vi at assistere og begyndte derfor også at råbe: "MARIOOOOOOOOOOOO". Jeg vil ikke afvise, at vi bryder sociale normer, men når Sigrun og jeg er sammen, har det ganske ofte den effekt, at de lokale tror, vi er svært berusede. Hvilket betød at Mario så noget forfjamsket ud, da han kom frem fra dybet. Mario valgte så at bede os om at tage det roligt. Mig? Tage det roligt? "Er du fuldstændig sindssyg - er du klar over, hvor nysgerrig jeg er?" Efter endnu lidt ventetid - har jeg fået nævnt, at ting tager den tid, ting skal tage? - kom Mario med min pakke.
Stedet indbød dog ligesom ikke just til at åbne pakken dér, så valgte at vente. Min foreløbige erfaring med Correo Argentino får mig ikke just til at nynne:
Her er Per, Postmand Per, i sin bil med sin lille kat Emil
Han kører ud med pakker, med breve i store stakker
Postmand Per er en meget herlig mand
Erfaringen får mig egentlig bare til at savne Postmand Per. Har nemlig det her land mistænkt for at gøre det til et princip at gøre alting så besværligt, omstændigt og uigennemskueligt som overhovedet muligt.

Så skulle Sigrun og jeg jo egentlig bare hjem, men besluttede at tage forbi en vaffelbiks og det viste sig at være en meget underholdende beslutning. For vi endte på en meget underholdende vaffelbiks. Med vafler, ja. Men også med en ansat, der på en eller anden måde nedstammer fra Danmark og kender en Lise Pedersen fra Odense - det er søreme hans tante. Besøget involverede også en cykel, musik, sang og en dans med gummi-piv-hunde-legetøjs-dyr. Hvad kan jeg sige? Udover at det var skægt. Og spast. Og mærkeligt. Og løjerligt. Og sjovt.

Efter besøget i vaffelland tog vi hjem, hvilket indebar indledningen til et længe ventet øjeblik. Efter en uges massiv nysgerrighed, er lykken så at åbne pakke fra mor, far, søster og moster. Og SÅ finder man ud af, hvor godt folk alligevel kender en. Der var RUGBRØD, mælkesnitter, compeed, blade, saltfisk, leverpostej, mel til at lave mere RUGBRØD, breve og en håndmalet sten fra min smukke nevø. Det er alt, hvad jeg havde håbet på - og meget, meget mere.

Dagen i dag har været en kavalkade af skønne begivenheder og nu er jeg simpelthen nødt til at gå op på taget og nyde et kulinarisk festmåltid, der vil få min gane til at gå amok af lutter begejstring, som skrigende teenage piger verden over inden en One Direction koncert - eller i virkeligheden bare mig selv, da jeg var 10 og Westlife og Backstreet Boys var da shit. Jeg skal have rugbrød med leverpostej!

lørdag den 23. februar 2013

Hvorfor, i hede hule helvede, er det lige


  • At jeg skal være syg? I det hele taget. Men i særdeleshed når der er sjov fest på taget med efterfølgende salsa?
  • At jeg skal smadre en tallerken og en skål inden for en tidsramme på 150 sekunder? Foran noget af det der hankøn?
  • At den pakke min søde familie har sendt, ikke er her endnu?
  • At min søde familie har fortalt mig, at pakken altså befinder sig i Argentina? Når de nu godt ved, at mig og nysgerrighed og tålmodighed muligvis ikke er den allerbedste kombination?
  • At mit immunforsvar insisterer på at være det dårligste i klassen? Det er faktisk ikke lige den slags konkurrence, jeg gerne vil vinde. 
  • At jeg skal holde oplæg på fredag?
  • At vejret partout skal svinge mellem tropisk hedebølge og vintertilstande på Hjerl Hede?
  • At den der lorte denguemyg skal eksistere? Så krads dog af! For evigt, tak. 
  • At man pine og død skal forny sin bruger på UngdomsboligAarhus præcis hver 30. dag? Og hvis man kommer i tanker om det på dag 32, hvorfor er ALT så bare slettet? 
  • At min nevø nummer to tydeligvis ikke har specielt travlt med at gøre sit indtog i verden? Det er egentlig meget hårdt for både nerver og nysgerrighed. Og min søster...
  • At ikke engang ørepropper kan overdøve techno"musik"?
  • At techno findes?
  • At der er visse folk, der ikke kan se det truly smukke i Backstreet Boys' "As Long As You Love Me"?
  • At folk skal tigge? Ikke at jeg har noget imod menneskerne som sådan, men jeg har rigtig meget imod konceptet. Formegentlig primært fordi de kaster om sig med patos og larmende sørgeligt kropssprog. Som virker. Og dét resulterer i urimelige anfald af dårlig samvittighed. Inde i mit hoved. Og så er det altså også bare som om, at de mennesker, der virkelig er fattige og sultne, ikke tigger. De ligger mest bare på en madras på gaden. Og det gør cirka lige så ondt. Som det desuden også gjorde da jeg mødte et barn i Subte'n, der med ret stor sikkerhed havde fået to gange blåt øje. 
  • At min iPod efter kun fire års massivt brug ikke er så god til at administrere det der med at holde strøm?
  • At teknik per definition kun virker, når man ikke skal bruge det?
  • At jeg skal være syg? Ja, det har jeg skrevet før, men det gør det faktisk ikke mindre træls!

torsdag den 21. februar 2013

Snapshots

Ja, nu håber jeg så inderligt, at læserne af denne blog går ind for konceptet "bedre sent end aldrig". Here goes:


Man skal aldrig undervurdere hængekøjer. Navnlig ikke når der er en lige uden for ens dør

Min udmærkede seng

Hvad man dog ikke gør for at tørre sit tøj

Mine nye bedste venner; myggespray , dagbog, guidebøger og småkager

Tagterrassen!

Mange dejlige, farvestrålende, store tekopper

Køkkenet, hvori tekopperne befinder sig
Så jeg aldrig bliver i tvivl om, hvad klokken har slået. Både hos mig og hos Jer.

Hvad kan jeg sige? Det bliver legen-wait-for-it-and-I-hope-you're-not-lactose-intolerant-because-the-second-part-of-that-word-is-dary!
Meget kunstnerisk - og lukket - bladkiosk

Dette var sidste billede jeg fik taget, inden vi blev beskudt med falsk fugleekskrement

Obelisken på Plaza del Mayo 
Casa Rosada på Plaza del Mayo, hvorfra Evita holdt sine brandtaler

Folk og dårlige røvere i Kardemomme by

I går var der koncert, med den svenske DJ Avicii, som praktisk talt alle de unge nordmænd skulle til. Resten af huset tog på bordtennis-bar (noget jeg på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at udforske...). Sigrun og jeg var imidlertid voldsomt trætte og besluttede at blive hjemme. Klokken 10 om aftenen da folket begyndte at bevæge sig ud, fik vi så voldsomt meget lyst til den fantastiske argentinske is, at vi begav os ud på gaden for at lede efter en sådan. Og efter tre blokke fandt vi en italiensk-inspireret isbiks. Af lutter lykke begyndte begyndte vi at hoppe højt og ivrigt uden for isbiksen. Indtil det gik op for os, at isbiksen havde glasvinduer. Hvilket jo i sagens natur betyder, at manden i isbiksen kunne se os. En anden mand åbnede døren for os og ytrede ordene "ice-cream". Ja tak! Man kunne så få et kilo is, hvor man selv måtte sammensætte fire smagsvarianter. Og man skulle da være et dovent svin, hvis man sagde nej til en halv liter is. Vi forsøgte os så på mere eller mindre gebrokkent spansk, at vi - to piger - gerne ville have en liter is. Det resulterede så i, at ismanden ihærdigt og længe viste os små bægre med en diameter på tre centimeter, som han af uransaglige årsager syntes var mere passende. Nej, kære ismand, hvad er det du ikke forstår? Vi vil gerne have et kilo is! Vi endte dog med at føle os så psykisk nedbrudte, at vi forklarede ham, at der var tale om is til syv mennesker. Og begyndte at snakke om, hvilken smag "Camilla" mon gerne ville have. Vi sagde det så på dansk. Til hinanden. Hvilket jo overhovedet ikke tjente noget formål, men det var som om, det var nødvendigt for ikke at føle sig som komplette idioter. Jeg tror virkelig ikke, at han købte den gigantiske løgn, men vi gik derfra med et kilo is. Idet vi gik ud af døren, valgte han så at sige "hasta luego". Og bevares. Det er da ikke noget, jeg vil udelukke. På forhånd.

I dag har vi haft fri, hvad Sigrun og jeg syntes skulle fejres med at lege turister, hvorfor vi tog ud i morges (læs: kl. 11) for at spise morgenmad. Vi havde så overhovedet ikke tænkt over, at det er helligdag i dag, hvilket betyder at cirka alt havde lukket. Hovsa. Indtil der var noget, der åbnede, valgte vi at afholde photoshoot ved nogle af turistmonumenterne. Og så var der krafthelvede en fugl, der sked på mig. Armen, for satan altså! I håret, i nakken, på ryggen, på tasken, på skulderen. Tilfældigvis - og lidt påfaldende - stod der to kvabsede argentinske kvinder, der tilfældigvis - og lidt påfaldende - havde lommeletter. Og de ville tilfældigvis - og lidt påfaldende - rigtig gerne hjælpe med at tørre fuglelort af. De ville tilfældigvis - og lidt påfaldende - virkelig ikke have, at Sigrun skulle hjælpe mig og ville tilfældigvis - og lidt påfaldende - gerne have, at jeg vendte ryggen til dem, hvor min rygsæk og fuglelort befandt sig. Normale mennesker ville måske nok tilbyde en lommeletterne og ikke være udpræget begejstrede for at få lov til at tørre lort af. Vi fik ret hurtigt konstateret, at de forsøgte at bestjæle os, hvorfor vi meget resolut fik sagt tak for papiret og gik væk. Med alle vores ejendele. Baaam! Så følte man sig nok lige lidt sej, at man sådan fik afværget et tyveri. Jeg vil faktisk vove at påstå, at de var dårligere tyve end Dunder-Karlsson og Blom, der trods alt får fat i Pippis guldmønter indtil hun giver dem velplacerede spark i rumpen. Jeg tager det lidt som en fornærmelse mod vores intellekt, at de troede, vi hoppede på den. Jeg vælger at tro, at i hvert fald den ene var under oplæring. Og hun burde jo faktisk have haft en lille pædagogisk badge på, hvor der stod "Jeg er ny - giv mig tid til at stjæle dine penge, por favor". Jeg er utrolig glad for, at de var så sindssygt dårlige tyveknægte. Det er unægteligt også lidt morsomt, for hvis de rent faktisk havde fået fat i mit kamera, hvad ville de så gøre? Løbe? Jojo, men de var altså ved så godt huld, at vi snildt kunne have indhentet dem. Meget, meget dårlige tyveknægte! Vi har så stort set brugt resten af dagen på at finde ud af, hvordan de har fingeret en fugleklat. Mit foreløbige bud er, at vandpistolen var ladet med falsk fuglelort.

I eftermiddags var vi så i biografen med tre andre piger. Og argentinerne har altså misforstået konceptet med den arkitektoniske vinkling af, hvordan en biograf er indrettet. I stedet for at sæderne skråner nedad mod storskærmen, har de valgt at placere dem fuldstændig omvendt, så jo tættere man er på skærmen, jo mere kigger man opad. Hvilket med det rette uheld godt kunne resultere i hold i nakken. Vi skulle se Les Misérables, som skulle begynde 16.40. I modsætning til alt andet i Argentina, startede filmen 16.40 sharp. Uden forfilm. Skabte nærmest Mussolini-agtige associationer. Dét havde Sigrun og jeg så ikke helt fattet, hvilket resulterede i, at halvdelen af biografgængerne tyssede fuldstændig samtidigt. Og højt. SCCHHHHHHH! Okay, okay. Godt ord igen, så. Filmen er fuldstændig fantastisk - se den! Ikke just en feel-good film, den var meget sørgelig og Sigrun og jeg sad og stortudede. Og det var der så overhovedet ikke andre, der gjorde. Okay then. Jeg er nu nået til et punkt, hvor jeg bare accepterer tingenes tilstand.


Nu går jeg i seng og regner med, at den gode karma vil rulle ind over mig i morgen. Here's hoping!

tirsdag den 19. februar 2013

Game over

So. What did you learn in school today?
Jo, jeg har lært, at CSR i bund og grund handler om inderlige forsøg på at gøre verden til et bedre sted. Og det er nødvendigt, kunne jeg så konstatere til forelæsningen i dag. Jeg troede egentlig, at jeg var sådan nogenlunde realistisk i mit forhold til, hvilke store problemer, der findes i den der verden. Men det var jeg så tilsyneladende overhovedet ikke. Dét har muligvis noget at gøre med, at økonomi jo ikke er det, jeg har beskæftiget mig mest med. Fordi det er et fy-ord og et fy-begreb og et fy-koncept på humaniora. Jeg er jo i Argentina og bliver derfor bombarderet med Che Guevara kitsch, hvilket leder tankerne hen på lighed, kommunisme, utopi og selvfølgelig den onde, onde kapitalisme. Som oftest drives af tykke, hvide mennesker, der får fikse ideer. Hele dette fag handler så om disse kapitalistiske virksomheders frivillige sociale ansvar. Det er jo utrolig positivt. Troede jeg. Indtil jeg i dag lærte, at af verdens 100 største økonomier er 51 virksomheder. Som i at kun 49 er lande. Som i under halvdelen. Jeg har også lært, at hvis hele planetens befolkning havde et forbrug som den gennemsnitlige dansker, ville vi fysisk have brug for fire jordkloder. Hvilket jo er ret problematisk, når vi ligesom kun har en.

Jeg gik utrolig deprimeret fra universitetet med en ikke super konstruktiv holdning til, at verden nok er ret meget på røven. Og at vi nok allesammen går ned med den. Inden for relativt kort tid. Nå, jamen hvad kan vi så gøre ved det? Jo, nu skal du bare høre: Du kan sætte dig stille på dit, økologiske, værelse og være selvforsynende ligesom Bonderøven (uden at DR-fotografer styrter rundt på den bæredygtige mark for at få gode billeder af den bæredygtige mark), og udelukkende købe ting, du har brug for. Og huske at genbruge dem, når du ikke har brug for dem længere. Og så i øvrigt bare fungere som om du lever i et jæger-samler samfund og ikke i den moderne tidsæra. Kein problem!
Derfor sidder jeg nu på mit værelse, kigger på det grå vejr og hører regnen piske. Hjælper altså ikke just på den manglende optimisme og fortrøstning. Kunne faktisk godt finde på at gå hen og blive en rendyrket, kynisk sortseer. Hvis det da ikke lige var fordi, en af mine samboer lige har lavet mad og te og begivet sig ud i regnen (!) for at give det til en hjemløs argentinsk mand.
Hvorimod jeg vil gå direkte imod alt det, mit nuværende studie står for samt ideen om at vide bedre og gå i det kapitalistiske kædebaserede supermarked og købe mad. Som er masseproduceret. Hvorefter jeg vil se "Peter Pan" på en computer, der kræver strøm. Ikke særlig bæredygtigt, I know.

søndag den 17. februar 2013

Jeg har en plan!

Hvis man skal hygge sig jävla meget, mens man befinder sig i det ders Buenos Aires, skal man bruge:

  • En ja-hat. 
  • Is.
  • En ny læderpung. Med mange, mange penge i.
  • Chokoladekiks.
  • En skøn københavner, en dejlig færing og en herlig aarhusianer.
  • Is.
  • En konstatering af, at i det argentinske setup af Olsenbanden, ville førnævnte skønne københavner være Yvonne, den dejlige færing inkarnationen af Børge, den herlige aahusianer selveste Egon Olsen, mens jeg jo selvsagt ville være Benny. Hvilket er den perfekte undskyldning for at købe en tweedjakke. 
  • Chokolade.
  • En velvillighed mod Disney-sange og 90'er musik.
  • Is.
  • Godt humør.
  • Is.
  • God humor.
  • Is. 

Nu skal jeg snart op på taget med de dejlige damer og spise pasta, fordi det er meget vigtigt at udforske den lokale cuisine, med efterfølgende dessert bestående af frugtsalat. Med chokoladestykker. Ellers er det jo ikke en rigtig frugtsalat.

lørdag den 16. februar 2013

Er der nogen, der vil gifte sig med mig? I Palermo...

Det er lørdag og den vidunderlige kendsgerning valgte jeg og to søde piger at fejre ved at tage i Palermo parken. En park så smuk, at jeg troede, jeg var havnet i en kombination af en underfundig og en kende ironisk Jane Austen eller lidt for sukkersød Danielle Steel roman og et klassisk Monet-maleri. Der var rosenbede med alle verdens roser, hvide broer med smukke træudskæringer, pavillioner, svaner i harmoni på en sø samt solskin og perfekt, blå himmel. Der var så usandsynligt malerisk smukt og romantisk, at selv den vildeste ægteskabsmodstander og kyniker (ahem, ingen navne) snildt kunne forlade alle principper og overbevisninger og bryde ud i sang og dans a la Gene Kelly, i tilfælde af et frieri i de omgivelser. Nu er jeg jo nok ikke umiddelbart i overhængende fare for et potentielt frieri, men tror ærlig talt heller ikke, at jeg ville være specielt kritisk over manden på knæ, hvis det foregik i Palermo parken. Man har vel et standpunkt, til man tager et nyt.

Lidt mindre romantisk var det så, at vi blev nødt til at overgive os til henholdsvis vand og skygge. Hvilket medførte, at en fugl, under indtagelsen af mad, besluttede sig for at skide på os alle tre. Jeg befinder mig dog ikke rigtigt i en position, hvor jeg kan tillade mig at brokke mig, idet de to andre tøser fik fugleekskrementer i henholdsvis ansigt og hår, mens jeg slap med at få lort på ryggen. Og jeg véd godt, at der er nogle jubeloptimister, der insisterer på, at det bringer held at blive skidt på af en fugl - men det har man da kun fundet på, fordi noget så utrolig klamt er nødt til at have en eller anden form for positiv vinkling. Derfor var der utrolig stor konsensus vedrørende, at det måske var en meget god idé at tage hjem. I Subte'n passerede vi, på hver vores rulletrappe, fire politibetjente og når en politimand blinker til en, er det bare et ret godt bevis på, at ordensmagten er lidt korrupt. Bare lidt. Da vi, på vej hjem, stod i et lyskryds og ventede på grøn mand, kom der en meget målrettet ung mand imod os. Med en kurvestol. Så brød han ud i det største 90'er hit: "Barbie Girl". Hvorefter han satte sig i en kurvestol og sang videre = vilde grineflip.
Det var:

  1. Ret kært, sødt, opfindsomt og utrolig morsomt.
  2. Fedt at han sang det største danske hit ever!
  3. En bekræftigelse af min hypotese om, at argentinske mænd virkelig er for ukritiske. Hallo! Vi svedte som svin og havde fuglelort på os!

torsdag den 14. februar 2013

Godt ord igen

Så kunne det godt være, man lige var lidt aggressiv over for dumme spørgsmål, indtil man så nedenstående. Bliver muligvis nødt til at trække en lille smule i land. Fordi jeg gerne en gang vil have et af de der jobs, alle taler om.
  1. Transcendentalfilosofi: Spørgsmålet om 'betingelsen for muligheden' af...
  2. Erkendelsesteori: Hvad kan jeg vide?
  3. Sprogfilosofi: Hvad må jeg sige?
  4. Ontologi: Hvad er væren?
  5. Naturfilosofi: Spørgsmålet 'til hvad nytte'?
  6. Historiefilosofi: Hvad må jeg håbe på?
  7. Antropologi: Hvad er mennesket?
  8. Moralfilosofi: Hvad skal jeg gøre?
  9. Eksistentialisme: Spørgsmålet om skyld
  10. Dialektisk filosofi: Hvad må jeg kritisere?
At de her discipliner har eksisteret i uhyggeligt mange år uden at producere særlig mange (læs: cirka ingen) svar, taler vi ikke om. Før jeg har fået kapret et af de der jobs. 

Mit pædagogiske helvede

Så så man lige mig deltage i seminar i går. Udelukkende fordi det er en obligatorisk del af undervisningen - udelukkende, blev der sagt! Og pædagogik er jo godt - og så alligevel overhovedet ikke! Måske er jeg indhyllet i en illusion om, at voksne mennesker, der går på universitetet, og i særdeleshed dem, der underviser på universitetet, er voksne mennesker og at man som sådan bør være på et lidt andet niveau end børnehavebørn. Aber nein. Da vi ankom i går, var stolene placeret i en utrolig pædagogisk halvcirkel, så alle ligesom kunne se hinanden. Underviseren lagde så ud med at fastslå, at "der findes ingen dumme spørgsmål". Mmhkay then - så du vil ikke have noget imod at forklare mig, hvorfor det her bavl eksisterer?! Og det der koncept med, at dumme spørgsmål ikke eksisterer er jo lodret løgn, og jeg har undervisere mistænkt for, at de føler sig som klasse-formidlere, når de ligesom får listet dén kommentar ind, indtil øjeblikket, hvor der kommer et spørgsmål som "hvorfor bliver man ikke svimmel, når jorden drejer rundt?" eller "startede den der mega gamle konflikt mellem katolikkerne og protestanterne i Nordirland ikke før Kristi fødsel?" eller "ligger Aarhus V. ikke i Vestjylland?" eller "hvorfor så vi ikke 'the big apple', da vi var i New York?" eller "hvis man kvæler en smølf, hvad farve får den så i hovedet?". Hvis nogen stadig skulle være i tvivl om, hvorvidt der findes latterligt åndssvage spørgsmål, synes jeg virkelig bare, at de skal snuppe et par undervisningstimer på Hobrovejens Skole i Randers. Eller Statsskolen. Eller i virkeligheden bare befinde sig i et klasselokale.
Hvis man gik ind for filosofi, kunne man jo selvfølgelig argumentere for, at spørgsmål i sig selv ikke kan være dumme, fordi dét der udgør noget dumt er normativt, men så vil jeg påberåbe mig retten til at kalde dumme spørgsmål for DUMME spørgsmål!
Tænkte dog, at jeg hellere må forsøge at skjule min manglende entusiasme i hvert fald i en uge mere. 
Så var der PowerPoint fremlæggelser, som man jo bare per definition kun får noget ud af, når man selv har lavet dem. Med afsæt i PowerPoint præsentationerne, begyndte flueknepperiet. Vi endte med at sidde og diskutere, hvorvidt biler er et naturligt behov for mennesker. Jeg gentager lige: Biler. Naturligt behov. For mennesker. Hvorfor var der ikke bare en, der hentede Maslows behovspyramide? Og måske kastede den i hovedet på folket. Diskussioner som den befinder sig på et så minutiøst plan, at man får lyst til at indføre noget midlertidigt diktatur og skrige af sine lungers fulde kraft: FOOOOORDIIIIIIIIII. Sådan er det bare. Bare. Og så bliver det der flueknepperi bare lidt mere forfærdeligt, når det dyrkes af blege skandinavere med påtagede britiske accenter. Så la' da vær'! 

onsdag den 13. februar 2013

Party i provinsen


Klokken tre om eftermiddagen i går stod jeg og skulle gøre mig klar til fest, fordi vi skulle til Gualeguaychú til Argentinas største karneval. Jeg havde lidt svært ved at komme i festhumør på det tidspunkt, da jeg mest af alt havde lyst til at udnytte konceptet ”siesta”. Og fordi jeg havde/har ondt i ryggen. Til trods for manglende lyst, ankommer vi til busstationen og når at da også at panikke over den manglende bus til Gualeguaychú, indtil det går op for os, at vi er i Sydamerika, hvor man ikke bør regne med, at ting sker til planlagt tid, medmindre man er fan af at blive slemt skuffet. Bussen kom, om end forsinket, og vi bevægede os længere og længere væk fra civilisationen. Da bussen efter fire timers kørsel stoppede, befandt vi os så langt ude på landet, at det er dér kragerne har opgivet at vende. Spændende, spændende. I og med at vi skulle til karneval, havde jeg forventet sang, musik og dans. Men nej. Der var fuldstændig tomt. Men det skulle jo ikke hindre os i at bevæge os ind til festen. Som ikke var der. Der var ingen mennesker og med markedsføringen af karnevalet, kunne jeg ikke helt få det til at stemme. Vores blærer havde efter busturen brug for et toilet og vi fik lov til at bruge V.I.P. loungens toiletter. Uden toiletsæder og hvor døren til toilettet var af den kaliber, man ser i gamle amerikanske westernfilm – altså en svingdør med mange (skud)huller. Og hvor der ikke var nogen fungerende håndvask eller sæbe, men til gengæld en dame, hvis arbejde var at hælde vand på ens hænder, når man kom ud. Jeg frygter, hvordan ikke-V.I.P. toiletterne så ud, men fandt gudskelov ikke ud af det.
Omkring 45 minutter efter, at karnevalet skulle starte, blev vi henvist til vores pladser. Hvor jeg i dén grad  følte mig som abe i bur – hvide mennesker er tydeligvis ikke hverdagskost på det argentinske land. Der var  stadig ikke særlig mange mennesker, men til gengæld virkelig mange insekter – så mange, at jeg ville ønske, jeg havde medbragt mine solbriller som en form for visir. Var mildest talt negativt indstillet og forberedte mig selv på endnu et antiklimaks samt på at blive ædt levende af insekter. Vild ungdom!
Men hov – pludselig kom der mennesker og man er vel ikke antropologi-studerende for ingenting, hvorfor jeg gik nærmest forskeragtigt til værks med den deltagende observation. Efter lidt mere ventetid, kom der karneval. Med fjer, glitter, latinamerikanske rytmer, et voldsomt udvalg af g-strenge, enten homoseksuelle eller metroseksuelle mænd, der hviler utrolig meget i egen seksualitet med kokosolie über alles, smukke kvinder med de mest sindssyge sko, imponerende karnevalsvogne og de mest opfindsomme kostumer. Virkelig, virkelig imponerende. Og så er jeg meget forbavset over kropsbevidstheden – det at være lidt småkvabset med lidt for små trusser og lidt for meget appelsinhud er bare ikke et problem hernede, hvilket faktisk er ret fedt og befriende. De har nemlig den mest selvsikre attitude, så man kapitulerer og tænker: ”yes, you’re sexy and you know it”.

Jeg nød showet og argentinernes humør ligeligt, og de sidste fem minutter kom der en utrolig positiv mand på omkring 40 og ville rigtig gerne give os nogle gode pladser. Som den kyniske skiderik jeg er, tænkte jeg naturligvis, hvad manden forventede til gengæld. Men vi fulgte med og så derfor de sidste fem minutters show fra absolut første parket = mega fedt! Blev dog ret meget forstyrret af en blegfed argentiner, der rigtig gerne ville vide, hvor jeg kom fra. Så meget, at han formåede at spørge seks gange. ”Ja, jeg kommer sådan set stadig fra Danmark – og tror du, det er helt forsvarligt for dig at drikke mere øl?” Hans ven havde til gengæld fuldstændig styr på det.
Ham: ”Where in Denmark you come from?”.
Mig: “Aarhus” (det er bare lidt nemmere end Randers)
Ham: ”I love Oslo”
Mig: ”OK, but that’s the capital of Norway”
Ham: "I know Sweden"
Mig: "I give up"

Med dén fundamentalt dybe samtale forlod jeg Gualeguaychú med en nyfunden forståelse for Hej Matematiks sang "Party i provinsen". 











mandag den 11. februar 2013

Den perfekte dag

Dagen i dag startede smukt med at være veludhvilet og med ambitionen om at slappe af heeeele dagen i dag. Bedst som jeg sad og var meget aktiv udi at slappe af, var der nogle, der talte om at tage til et vandland et stykke herfra. Med de 30+ grader var jeg relativt nem at overbevise om, at dét var den bedste plan nogensinde fundet på. Jeg pakkede derfor ivrigt håndklæde, bikini, solcreme og begav mig glad ud i verden. Vi kunne have valgt at tage Subten (Buenos Aires' version af U-bahn, Metro, Underground) og skifte til et tog, hvilket ville have resulteret i et hurtigt og smertefrit resultat. Men fordi det mest besværlige åbenbart er det, jeg ubevidst stræber efter tog vi Subten, hvorefter vi tog en lille, diskret spadseretur på omtrent en time (læs: halvanden). I bagende solskin. Jeg præsterede at svede lige så meget som Bjarne Riis, da han tog spændende præparater - og benægtede det. Gudskelov var vi på vej til en swimmingpool. Efter lang tids asen og masen ankom vi endelig til Parque Norte, hvor himmerige, i dette tilfælde vand, skulle befinde sig. Betalte alt for mange penge for at komme ind, men kom trods alt ind. Det skulle imidlertid vise sig, at det er utrolig komplekst at finde vandet i vandlandet. Tennisbaner, pilatessteder, isboder, cafeteriaer overalt. Men hvor er vandet?! Efter søgen med lys og lygte fandt vi det endelig og jeg troede et kort sekund, at jeg var havnet i Tokyos undergrund, hvor der faktisk er ansat mænd til at skubbe passagerere ind i togene; der var ubehageligt mange mennesker i vandland. Det lykkedes os at finde en plet græs på størrelse med et frimærke, hvorpå vi smed vor fire håndklæder. I dét sekund vi lagde os ned, forsvandt solen. Uden overdrivelse. Ingen over. Ingen under. Ingen sol. Overhovedet. Til gengæld blev der usandsynligt overskuet med massive trusler om tordenvejr. Det er om muligt det største antiklimaks, jeg nogensinde har oplevet. Jeg havde det lidt som en ørkenstrandet, der hallucinerer vand og med stor skuffelse må sande, at vandet ikke er der. Godt nok var vandet der, men vand uden sol og iført bikini er ikke den mest optimale kombination. Efter cirka en time var jeg råkold og to af os besluttede os for at tage hjem. Med tog og efterfølgende Subte.  Her kæmpede jeg for at holde mine øjne åbne og lagde derfor planer for resten af aftenen. Som bestod af at sidde på taget og se "Borgen". Mens vi befandt os trygt dernede under jordens overflade, blev der tydeligvis uvejr. Torden, lyn og regn. Fordi: Da vi begav os ud af undergrunden og endelig kunne overskue destinationen "hjem", stod det ned i lårfede regnstråler. Her tog vi meget resolut og hurtigt den usandsynligt kloge beslutning om at løbe de 600 meter hjem. Jeg iført klip-klappere, fordi en af de to andre piger havde lånt mine gode sandaler og stadig befandt sig i vandland. Jävla! Først tabte jeg den ene klip-klap og måtte så tilbage efter den. Da jeg så havde fået placeret mine to klip-klappere på mine to fødder, satte jeg i fuldt galop. Og faldt. På ryggen. Lige så lang jeg er. På gaden. I silende regn. Og ned i en vandpyt. Det absolut eneste positive der er at sige om dén sag er, at jeg trods alt ikke faldt ned i en hundelort. Jeg slog til gengæld mit hoved og højre albue ned i asfalten og har urimeligt ondt i min ryg allerede nu, hvilket betyder, at jeg kommer til at befinde mig i et anatomisk helvede den næste uge. Med følelsen af at være omkring 87.

Min oprindelige plan med at slappe af, sidde på taget og se "Borgen" havde været SÅ meget bedre. Dagens begivenheder taget i betragtning følte jeg ikke, at det ville være den klogeste beslutning at sætte sig på taget med sin computer i tordenvejr. I morgen skal vi til karneval i Gualeguaychú og med mit held, frygter jeg det voldsomt.

søndag den 10. februar 2013

Fri fra skole, nu har vi fri - og jeg er en hest og E.T.

Som de synger i "min søsters børn" (den gamle og eneste rigtige!): "Fri fra skole, nu har vi fri, for nu er skoleåret forbi". Skoleåret er godt nok ikke forbi. Men jeg har fri. I hele fire dage! Ah, hvilken salig lykkerus. Jeg skal først i skole igen på onsdag - og efter hele fem dages skolegang, er det voldsomt tiltrængt. Der er vel grænser for, hvad man som menneske kan holde til.

Efter planen skulle jeg og to piger til byen Mendoza, men planer er som bekendt til for at blive brudt. Navnlig i Sydamerika. Planen blev brudt fordi det var urimeligt dyrt at komme dertil og man er vel økonomisk bevidst og fra Jylland = ingen tur til Mendoza i denne omgang. I stedet for var vi i går ude at snuse til det argentinske natteliv, og endte af uforklarlige årsager på et elektronisk diskotek. Man skulle ikke tro, at R&B kunne transformeres til techno-ish-musik, men det kan det. Viser det sig. Musikken var, sjovt nok, ikke lige mig, men selskabet var fænomenalt godt. Men på grund af volumen af førnævnte elektroniske musik, kunne man ikke tale med førnævnte fænomenale selskab.
I dag har jeg været i bydelen, San Telmo. På shopping. Som jo i modsætning til at tage til Mendoza er meget i tråd med det jyske sparsommelighedsgen og meget økonomisk ansvarligt. Ambitionen gik egentlig også på at begive sig til Buenos Aires' Chinatown, idet der i dag er kinesisk nytår, men grundet mit noget anstrengte forhold til Kina og navnlig dets folkefærd samt det faktum, at 2013 ifølge kinesisk overbevisning er slangens år, følte jeg ikke, at jeg havde et overvældende stort behov for at udforske Chinatown. Ifølge Google er mit kinesiske stjernetegn en hest. Jeg er åbenbart en hest og er tilsyneladende rap i replikken, stiller høje forventninger til mig selv, besidder en slumrende udlængsel og har nemt ved at finde partnere - men svært ved at holde fast på dem. De skide kinesere - de aner jo tydeligvis ikke, hvad de snakker om.

Jeg lærer frygtelig meget om sig selv hernede i God Luft. Mine søde room-mates har fortalt mig, at jeg åbenbart måler alting i børn. "Han har garanteret været bedårende som barn" + "de to får med garanti irriterende kønne børn". Who knew? Måske har min(e) nevø(er) miljøskadet mig en kende. Derudover er jeg blevet begavet med et nyt kælenavn; jeg hedder nu E.T. (ikke I.T.) og burde virkelig Phone Home.

Lige p.t. sidder managerens smukke, søde datter uden for min dør og synger "Valerie" så englene synger med. Og nu vil jeg gå over i el supermercado og købe karameller.

torsdag den 7. februar 2013

Jeg kom. Jeg så. Jeg fejlede.

Jeg er blevet lokket i et bagholdsangreb. Af tango og med tango. Der var en masse mennesker her fra mit nye hjem, der gerne ville ud at se tango, for at kunne sige, at de virkelig har oplevet Argentina. Om jeg ville med? Ja da! I går aftes begav otte nordmænd, tre danskere og en færing sig derfor til La Catedral, som er et avantgarde tangosted. Fandt imidlertid i går eftermiddags ud af, at vi ikke skulle se nogle argentinere svinge træbenet passioneret og sensuelt. Næ, vi skulle dertil for at lære tango, hvorefter vi skulle danse det. Hm. Nåede at spørge en syv-otte gange i taxaen om det var for sent at bakke ud, hvortil jeg modtog et rungende "ja!" Hm. Okay. Jamen så måtte vi jo ind i den der gamle katedral med ambitionen om at blive den næste El Cachafaz. I den gamle katedral var min religiøse oplevelse  ikke forbundet til hverken tangomusikkens- eller dansens univers, men snarere af at se den genopståede Kristus. Ikke en metafor. Der var en mand, der lignede Guds søn i så udpræget grad, at jeg overvejede at gå op og spørge ham, om han ville forvandle mit vand til vin. Det var ligesom ret nødvendigt med stærke mængder alkohol i blodet for at turde kaste sig ud i det jävla tango. Som så cirka intet havde med tango at gøre. Det bestod i stedet for af en alt for pædagogisk rundkreds med hippie-kongen i midten, som fortalte, at vi skulle lave tillidsøvelser med vores partner - bestod af at kaste sig vildt og voldsomt bagud i det naive håb, at ens tangopartner ville gribe en. Som man jo selvfølgelig fuldt ud stoler på. Min partner og jeg var så det eneste par, der bestod af kvinde-kvinde. Efter de enormt succesfulde tillidsøvelser, skulle vi bevæge os rytmisk til musikkens takter - med lukkede øjne. Og jeg kunne næsten ikke holde op med at klappe i mine hænder af ren begejstring. Nu er jeg jo i forvejen såvel motorisk som balancemæssigt svært udfordret. Og kan nu berette, at manglende syn altså ikke just hjælper på de handicap. Så tusind tak for dén ydmygelse! Man véd desuden, at det går grænseoverskridende dårligt, når underviseren ofte befinder sig ved ens side. I de sidste 240 sekunder af "undervisningen!" (i hvad? et indblik i 1970'erne?!), lærte man to grundtrin. På dét tidspunkt havde jeg imidlertid for længst opgivet, så mig og tango bliver nok ikke det næste store hit. Det eneste jeg kan konkludere ud fra den oplevelse er, at jeg ALDRIG tager til La Catedral igen. De kan jo nærmest transformere mormoner til ateister med en sådan opførsel.

mandag den 4. februar 2013

Kære uddannelse,

Jeg har i dag besøgt en af dine undersåtter. La Universidad de Buenos Aires. Altså været i skole. Og så er det bare, at jeg alvorligt talt sidder og revurderer pointen med dig. Jeg synes ærligt talt, at din uafladelige insisteren på, at du er fremtiden, er voldsomt uhensigtsmæssig, mit resterende liv taget i betragtning. Jeg synes faktisk, at du kræver voldsomt meget og har nogle umenneskeligt høje forventninger. Du kræver, at man møder op (relativt punktligt - vi er dog i Sydamerika), har forberedt sig OG følger med i timerne. Det er da alligevel lidt offensivt, når man nu befinder sig i sådan en dejlig by, hvor tilbud om alle mulige andre - og væsentligt sjovere - aktiviteter vælter ind. Og umiddelbart bryder jeg mig ikke om det. Bevares, undervisningen i dag var da spændende og du har engageret nogle gode forelæsere med deres uendelige viden om CSR, sociale tiltag, bæredygtighed, triple bottom lines og virksomheders sociale strategier. Jojo, men der er stadig tale om et væsentligt antiklimaks fra i går. Hvor vi fik serveret bøf og rødvin Argentina-style. Jeg er jo ikke meget til bøf, men oh Jesus, hvor smagte det godt. Man skal selvfølgelig ikke undervurdere en sulten maves manglende kritik over for fødevarer, men det smagte sindssygt godt! Som i, at jeg har tænkt mig at spise mere af det. Og det var tilberedt af min nye bedste ven Mariano, som cirka er 1,65 centimeter høj, har skinneben så tynde som en flaske Carlsberg Kildevæld og et finkæmmet moustache, der fylder omkring halvdelen af hans ansigt. Der var musik, der var tangoshow, der var fodbold på storskærm. Var jeg i tvivl om, hvor i verden jeg er havnet, er enhver tvivl nu uudsletteligt fjernet.

Men kære, dumme, uddannelse - nu har jeg ikke tid til at snakke mere med dig. Jeg skal nemlig læse til i morgen på grund af dine latterlige forventninger. Dem vil jeg meget gerne have, at du tager op til overvejelse. Snarest.

søndag den 3. februar 2013

Nationalt tilhørsforhold

Hvis man skulle komme i tvivl om ens fødested og dermed nationalitet, bliver det pludselig meget eksplicit for min selvbevidsthed, når:

  • Jeg (efter en uge!!!) bliver rørt til tårer, da en af de danske piger havde verdens smukkeste pakke Kohberg Viking Rugbrød med til udlandet og man bliver budt en skive.
  • Jeg ihærdigt sidder, med minimal internetforbindelse, og forsøger at se "Borgen" på DRs hjemmeside - absolut intet skal komme imellem Birgitte Nyborg, Kasper Juul, Torben Friis, Katrine Fønsmark og jeg! Intet, blev der sagt. Og da overhovedet ikke Atlanterhavet. 
  • Jeg lægger de vildeste konspirationsteorier over, hvordan man kan bage rugbrød uden rugmel.
Nu vil jeg gå i det der bad for at blive det der ren, fordi der om et par timer er fællesspisning med grill og efterfølgende velkomstfest. Rygter svirrer om film på storskærm på nabobygning og tangodans. Fortsættelse følger...

P.S. Fordi jeg er et nossefår og ikke har fået taget mig sammen til at fremsende fotografiske beviser af mit nye hjem, kan den meget nysgerrige se det her: lacasadepichincha.com.ar

fredag den 1. februar 2013

Glæden ved Evitas brudekjole og at fortstå norsk

Begav mig i går ud på tur med tre andre skandinaviere. Og jeg, som frygtede, at jeg ville ende som Palle alene i verden. Eller i hvert fald Palle alene i Argentina. Årsagen til turen var egentlig, at de manglede en adapter og i og med, at jeg har befundet mig i byen 24 timer længere end dem, var jeg jo det mest oplagte valg til tour-guide. Ligeså vel som, at nordmanden der i forgårs viste mig adapter-biksen har været her yderligere 24 timer. Ah, al den visdom på et døgn. Eller noget. Med en succeshistorie, der kan måle sig med opdagelsen af USA - eller Indien - tænkte vi, at eftersom det var gået så godt med at finde både adapter og supermarked, kunne vi ligeså godt lede efter obelisken. Et gigantisk fallossymbol midt i centrum, som er et nationalt moment, der skal minde alle passerende om grundlægningen af byen. Måske er det bare mig, men det virker altså lidt til, at de meget magtfulde mænd har en meget stærk tendens til at mindes ting ved at bygge store monumenter på absurd mange meter, som har en ret så åbenlys lighed til noget andet. Er der ikke noget med tomme tønder? Denne plaza mindede desuden lidt om en miniatureudgave af Times Square, hvor jeg på en bannerreklame kunne se, at der kun var sølle 33 grader, i modsætning til de 39 grader, vi havde fornøjelsen af dagen før. Set på den lyse side, var luftfugtigheden ikke specielt høj i går. Kun 70 procent.

Efter obelisken, tænkte vi, at vi da lige så godt kunne finde gågaden, nu vi var der. Her vadede vi så lige lukt ind i en kæmpemæssig parade. Med glade argentinere, dansende og trommende børn og det allestedsværende korrupte politi. Som de åndssvage turister vi jo er, anede vi naturligvis ikke, hvad menneskerne fejrede, men det så vældig vigtigt ud. Med plakter, bannere og billeder af Che Guevara. Som den gigantiske nørd jeg jo er, har jeg just googlet det. De fejrede, foran den lyserøde og officielle, men kun officielle, parlamentbygning Casa Rosada (tidligere præsident-bygning, som husede Juan og Eva Péron) 200-året for det oprindelige møde af den argentinsk konstituerende forsamling. Vældig spas.
Forvildede os herefter ind på det, jeg tror, er et nationalmuseum. I hvert fald en form for historisk gennemgang af Buenos Aires' historie. Fra uafhængigheden i 1810 til diverse krige til Los Pérones til økonomisk krise i 90'erne. På dette museum så jeg Eva peróns brudekjole. I en montre. Hun var godt nok klejn, men besad en meget, meget smuk kjole (det der med, at det ikke er okay at lade folket sulte, er da også noget værre hysteri, hvorfor man lige så godt kan bruge penge på perlebesatte silkekjoler), der holder sig urimeligt godt efter 66 år.

So far, er jeg helt pjattet med byen. Byens centrum minder uhyggeligt meget om Paris, hvad jeg faktisk synes er ret synd. Paris er jo dejlig, men det er da ærgerligt, at resten af verden tilsyneladende troede/tror, at Europa er det eneste rigtige facit på en uendelig lang ligning. Der står i min guidebog at Buenos Aires er Sydamerikas Paris, og at mange turister forventer et mere europæisk sted, end det egentlig er. Jeg kan godt forstå den potentielle forvirring. Umiddelbart ser byen vildt europæisk ud, men mentalt har argentinerene, så vidt jeg kan se, intet at gøre med Europa. Der hersker en noget mere rolig-og-"slap-nu-af-og-slå-dig-ned-under-et-træ-hvor-der-er-skygge-fordi-ting-tager-den-tid-ting-skal-tage"-stemning. Byen er moderne, ny, ren, glamourøs, velfungerende men også gammel, snusket, fan af alle mulige - og umulige - omveje, historisk. Men mest af alt ret skøn. Noget der er virkelig u-skønt er, at argentinere der har en privat sygeforsikring, eksempelvis via deres arbejde, har retten til at modtage gratis plastikkirurgi hver andet år. Så tror da fanden, at alle damerne bare er pisse-møghamrende-irriterende-på-den-der-manglende-retfærdigheds-måde smukke. Rygtet siger, at plastikkirurgi er en almindelig fødselsdagsgave, når man fylder 15. Øh. AD!

Jeg har fået noget nær en åbenbaring. Mennesker er jo som udgangspunkt godt selskab, men havde, indrømmet, været frygtelig bange for, hvor social det kræves, at man er. Kan jo egentlig meget godt lige konceptet samtale, men ikke uafladeligt. Men det viser sig, at 1. der er ikke nogen krav og 2. de der jävla skandinaviere er faktisk virkelig søde. Og der er praktisk talt ingen grænser for, hvor meget, man kan lære. Man. Ikke jeg. Jeg nægter at kapitulere til at tale engelsk med nordmænd og svenskermænd, hvilket sjovt nok, men bestemt ikke overraskende, skaber nogle sammenhænge, hvor, især jeg, svarer noget på et givent spørgsmål, hvor det tydeligt fremgår af spørgsmålets ophavsmand, at det eksempelvis ikke giver mening at svare "ja", til spørgsmålet "Hvad læser du så på universitet i Danmark?". One more time from the top, then.
Jeg har lært, at danskere tilsyneladende taler med en kartoffel en munden, at udlændinge ikke kan høre forskel på københavnsk og randrusiansk, at "gøre" og "lave" betyder det samme på norsk og dansk, at "lunsj" betyder frokost og "frokost" betyder morgenmad. SÅ må man da godt blive forvirret. Eller hvad?