mandag den 11. februar 2013

Den perfekte dag

Dagen i dag startede smukt med at være veludhvilet og med ambitionen om at slappe af heeeele dagen i dag. Bedst som jeg sad og var meget aktiv udi at slappe af, var der nogle, der talte om at tage til et vandland et stykke herfra. Med de 30+ grader var jeg relativt nem at overbevise om, at dét var den bedste plan nogensinde fundet på. Jeg pakkede derfor ivrigt håndklæde, bikini, solcreme og begav mig glad ud i verden. Vi kunne have valgt at tage Subten (Buenos Aires' version af U-bahn, Metro, Underground) og skifte til et tog, hvilket ville have resulteret i et hurtigt og smertefrit resultat. Men fordi det mest besværlige åbenbart er det, jeg ubevidst stræber efter tog vi Subten, hvorefter vi tog en lille, diskret spadseretur på omtrent en time (læs: halvanden). I bagende solskin. Jeg præsterede at svede lige så meget som Bjarne Riis, da han tog spændende præparater - og benægtede det. Gudskelov var vi på vej til en swimmingpool. Efter lang tids asen og masen ankom vi endelig til Parque Norte, hvor himmerige, i dette tilfælde vand, skulle befinde sig. Betalte alt for mange penge for at komme ind, men kom trods alt ind. Det skulle imidlertid vise sig, at det er utrolig komplekst at finde vandet i vandlandet. Tennisbaner, pilatessteder, isboder, cafeteriaer overalt. Men hvor er vandet?! Efter søgen med lys og lygte fandt vi det endelig og jeg troede et kort sekund, at jeg var havnet i Tokyos undergrund, hvor der faktisk er ansat mænd til at skubbe passagerere ind i togene; der var ubehageligt mange mennesker i vandland. Det lykkedes os at finde en plet græs på størrelse med et frimærke, hvorpå vi smed vor fire håndklæder. I dét sekund vi lagde os ned, forsvandt solen. Uden overdrivelse. Ingen over. Ingen under. Ingen sol. Overhovedet. Til gengæld blev der usandsynligt overskuet med massive trusler om tordenvejr. Det er om muligt det største antiklimaks, jeg nogensinde har oplevet. Jeg havde det lidt som en ørkenstrandet, der hallucinerer vand og med stor skuffelse må sande, at vandet ikke er der. Godt nok var vandet der, men vand uden sol og iført bikini er ikke den mest optimale kombination. Efter cirka en time var jeg råkold og to af os besluttede os for at tage hjem. Med tog og efterfølgende Subte.  Her kæmpede jeg for at holde mine øjne åbne og lagde derfor planer for resten af aftenen. Som bestod af at sidde på taget og se "Borgen". Mens vi befandt os trygt dernede under jordens overflade, blev der tydeligvis uvejr. Torden, lyn og regn. Fordi: Da vi begav os ud af undergrunden og endelig kunne overskue destinationen "hjem", stod det ned i lårfede regnstråler. Her tog vi meget resolut og hurtigt den usandsynligt kloge beslutning om at løbe de 600 meter hjem. Jeg iført klip-klappere, fordi en af de to andre piger havde lånt mine gode sandaler og stadig befandt sig i vandland. Jävla! Først tabte jeg den ene klip-klap og måtte så tilbage efter den. Da jeg så havde fået placeret mine to klip-klappere på mine to fødder, satte jeg i fuldt galop. Og faldt. På ryggen. Lige så lang jeg er. På gaden. I silende regn. Og ned i en vandpyt. Det absolut eneste positive der er at sige om dén sag er, at jeg trods alt ikke faldt ned i en hundelort. Jeg slog til gengæld mit hoved og højre albue ned i asfalten og har urimeligt ondt i min ryg allerede nu, hvilket betyder, at jeg kommer til at befinde mig i et anatomisk helvede den næste uge. Med følelsen af at være omkring 87.

Min oprindelige plan med at slappe af, sidde på taget og se "Borgen" havde været SÅ meget bedre. Dagens begivenheder taget i betragtning følte jeg ikke, at det ville være den klogeste beslutning at sætte sig på taget med sin computer i tordenvejr. I morgen skal vi til karneval i Gualeguaychú og med mit held, frygter jeg det voldsomt.

1 kommentar:

  1. Altså Isabella!! Skal vi to aftale, at så kommer du ikke mere til skade på denne tur:) det lyder fascinerende og fik du set Borgen?? Pas nu på dig til det der karneval i aften!!

    SvarSlet