torsdag den 21. februar 2013

Folk og dårlige røvere i Kardemomme by

I går var der koncert, med den svenske DJ Avicii, som praktisk talt alle de unge nordmænd skulle til. Resten af huset tog på bordtennis-bar (noget jeg på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at udforske...). Sigrun og jeg var imidlertid voldsomt trætte og besluttede at blive hjemme. Klokken 10 om aftenen da folket begyndte at bevæge sig ud, fik vi så voldsomt meget lyst til den fantastiske argentinske is, at vi begav os ud på gaden for at lede efter en sådan. Og efter tre blokke fandt vi en italiensk-inspireret isbiks. Af lutter lykke begyndte begyndte vi at hoppe højt og ivrigt uden for isbiksen. Indtil det gik op for os, at isbiksen havde glasvinduer. Hvilket jo i sagens natur betyder, at manden i isbiksen kunne se os. En anden mand åbnede døren for os og ytrede ordene "ice-cream". Ja tak! Man kunne så få et kilo is, hvor man selv måtte sammensætte fire smagsvarianter. Og man skulle da være et dovent svin, hvis man sagde nej til en halv liter is. Vi forsøgte os så på mere eller mindre gebrokkent spansk, at vi - to piger - gerne ville have en liter is. Det resulterede så i, at ismanden ihærdigt og længe viste os små bægre med en diameter på tre centimeter, som han af uransaglige årsager syntes var mere passende. Nej, kære ismand, hvad er det du ikke forstår? Vi vil gerne have et kilo is! Vi endte dog med at føle os så psykisk nedbrudte, at vi forklarede ham, at der var tale om is til syv mennesker. Og begyndte at snakke om, hvilken smag "Camilla" mon gerne ville have. Vi sagde det så på dansk. Til hinanden. Hvilket jo overhovedet ikke tjente noget formål, men det var som om, det var nødvendigt for ikke at føle sig som komplette idioter. Jeg tror virkelig ikke, at han købte den gigantiske løgn, men vi gik derfra med et kilo is. Idet vi gik ud af døren, valgte han så at sige "hasta luego". Og bevares. Det er da ikke noget, jeg vil udelukke. På forhånd.

I dag har vi haft fri, hvad Sigrun og jeg syntes skulle fejres med at lege turister, hvorfor vi tog ud i morges (læs: kl. 11) for at spise morgenmad. Vi havde så overhovedet ikke tænkt over, at det er helligdag i dag, hvilket betyder at cirka alt havde lukket. Hovsa. Indtil der var noget, der åbnede, valgte vi at afholde photoshoot ved nogle af turistmonumenterne. Og så var der krafthelvede en fugl, der sked på mig. Armen, for satan altså! I håret, i nakken, på ryggen, på tasken, på skulderen. Tilfældigvis - og lidt påfaldende - stod der to kvabsede argentinske kvinder, der tilfældigvis - og lidt påfaldende - havde lommeletter. Og de ville tilfældigvis - og lidt påfaldende - rigtig gerne hjælpe med at tørre fuglelort af. De ville tilfældigvis - og lidt påfaldende - virkelig ikke have, at Sigrun skulle hjælpe mig og ville tilfældigvis - og lidt påfaldende - gerne have, at jeg vendte ryggen til dem, hvor min rygsæk og fuglelort befandt sig. Normale mennesker ville måske nok tilbyde en lommeletterne og ikke være udpræget begejstrede for at få lov til at tørre lort af. Vi fik ret hurtigt konstateret, at de forsøgte at bestjæle os, hvorfor vi meget resolut fik sagt tak for papiret og gik væk. Med alle vores ejendele. Baaam! Så følte man sig nok lige lidt sej, at man sådan fik afværget et tyveri. Jeg vil faktisk vove at påstå, at de var dårligere tyve end Dunder-Karlsson og Blom, der trods alt får fat i Pippis guldmønter indtil hun giver dem velplacerede spark i rumpen. Jeg tager det lidt som en fornærmelse mod vores intellekt, at de troede, vi hoppede på den. Jeg vælger at tro, at i hvert fald den ene var under oplæring. Og hun burde jo faktisk have haft en lille pædagogisk badge på, hvor der stod "Jeg er ny - giv mig tid til at stjæle dine penge, por favor". Jeg er utrolig glad for, at de var så sindssygt dårlige tyveknægte. Det er unægteligt også lidt morsomt, for hvis de rent faktisk havde fået fat i mit kamera, hvad ville de så gøre? Løbe? Jojo, men de var altså ved så godt huld, at vi snildt kunne have indhentet dem. Meget, meget dårlige tyveknægte! Vi har så stort set brugt resten af dagen på at finde ud af, hvordan de har fingeret en fugleklat. Mit foreløbige bud er, at vandpistolen var ladet med falsk fuglelort.

I eftermiddags var vi så i biografen med tre andre piger. Og argentinerne har altså misforstået konceptet med den arkitektoniske vinkling af, hvordan en biograf er indrettet. I stedet for at sæderne skråner nedad mod storskærmen, har de valgt at placere dem fuldstændig omvendt, så jo tættere man er på skærmen, jo mere kigger man opad. Hvilket med det rette uheld godt kunne resultere i hold i nakken. Vi skulle se Les Misérables, som skulle begynde 16.40. I modsætning til alt andet i Argentina, startede filmen 16.40 sharp. Uden forfilm. Skabte nærmest Mussolini-agtige associationer. Dét havde Sigrun og jeg så ikke helt fattet, hvilket resulterede i, at halvdelen af biografgængerne tyssede fuldstændig samtidigt. Og højt. SCCHHHHHHH! Okay, okay. Godt ord igen, så. Filmen er fuldstændig fantastisk - se den! Ikke just en feel-good film, den var meget sørgelig og Sigrun og jeg sad og stortudede. Og det var der så overhovedet ikke andre, der gjorde. Okay then. Jeg er nu nået til et punkt, hvor jeg bare accepterer tingenes tilstand.


Nu går jeg i seng og regner med, at den gode karma vil rulle ind over mig i morgen. Here's hoping!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar