fredag den 1. februar 2013

Glæden ved Evitas brudekjole og at fortstå norsk

Begav mig i går ud på tur med tre andre skandinaviere. Og jeg, som frygtede, at jeg ville ende som Palle alene i verden. Eller i hvert fald Palle alene i Argentina. Årsagen til turen var egentlig, at de manglede en adapter og i og med, at jeg har befundet mig i byen 24 timer længere end dem, var jeg jo det mest oplagte valg til tour-guide. Ligeså vel som, at nordmanden der i forgårs viste mig adapter-biksen har været her yderligere 24 timer. Ah, al den visdom på et døgn. Eller noget. Med en succeshistorie, der kan måle sig med opdagelsen af USA - eller Indien - tænkte vi, at eftersom det var gået så godt med at finde både adapter og supermarked, kunne vi ligeså godt lede efter obelisken. Et gigantisk fallossymbol midt i centrum, som er et nationalt moment, der skal minde alle passerende om grundlægningen af byen. Måske er det bare mig, men det virker altså lidt til, at de meget magtfulde mænd har en meget stærk tendens til at mindes ting ved at bygge store monumenter på absurd mange meter, som har en ret så åbenlys lighed til noget andet. Er der ikke noget med tomme tønder? Denne plaza mindede desuden lidt om en miniatureudgave af Times Square, hvor jeg på en bannerreklame kunne se, at der kun var sølle 33 grader, i modsætning til de 39 grader, vi havde fornøjelsen af dagen før. Set på den lyse side, var luftfugtigheden ikke specielt høj i går. Kun 70 procent.

Efter obelisken, tænkte vi, at vi da lige så godt kunne finde gågaden, nu vi var der. Her vadede vi så lige lukt ind i en kæmpemæssig parade. Med glade argentinere, dansende og trommende børn og det allestedsværende korrupte politi. Som de åndssvage turister vi jo er, anede vi naturligvis ikke, hvad menneskerne fejrede, men det så vældig vigtigt ud. Med plakter, bannere og billeder af Che Guevara. Som den gigantiske nørd jeg jo er, har jeg just googlet det. De fejrede, foran den lyserøde og officielle, men kun officielle, parlamentbygning Casa Rosada (tidligere præsident-bygning, som husede Juan og Eva Péron) 200-året for det oprindelige møde af den argentinsk konstituerende forsamling. Vældig spas.
Forvildede os herefter ind på det, jeg tror, er et nationalmuseum. I hvert fald en form for historisk gennemgang af Buenos Aires' historie. Fra uafhængigheden i 1810 til diverse krige til Los Pérones til økonomisk krise i 90'erne. På dette museum så jeg Eva peróns brudekjole. I en montre. Hun var godt nok klejn, men besad en meget, meget smuk kjole (det der med, at det ikke er okay at lade folket sulte, er da også noget værre hysteri, hvorfor man lige så godt kan bruge penge på perlebesatte silkekjoler), der holder sig urimeligt godt efter 66 år.

So far, er jeg helt pjattet med byen. Byens centrum minder uhyggeligt meget om Paris, hvad jeg faktisk synes er ret synd. Paris er jo dejlig, men det er da ærgerligt, at resten af verden tilsyneladende troede/tror, at Europa er det eneste rigtige facit på en uendelig lang ligning. Der står i min guidebog at Buenos Aires er Sydamerikas Paris, og at mange turister forventer et mere europæisk sted, end det egentlig er. Jeg kan godt forstå den potentielle forvirring. Umiddelbart ser byen vildt europæisk ud, men mentalt har argentinerene, så vidt jeg kan se, intet at gøre med Europa. Der hersker en noget mere rolig-og-"slap-nu-af-og-slå-dig-ned-under-et-træ-hvor-der-er-skygge-fordi-ting-tager-den-tid-ting-skal-tage"-stemning. Byen er moderne, ny, ren, glamourøs, velfungerende men også gammel, snusket, fan af alle mulige - og umulige - omveje, historisk. Men mest af alt ret skøn. Noget der er virkelig u-skønt er, at argentinere der har en privat sygeforsikring, eksempelvis via deres arbejde, har retten til at modtage gratis plastikkirurgi hver andet år. Så tror da fanden, at alle damerne bare er pisse-møghamrende-irriterende-på-den-der-manglende-retfærdigheds-måde smukke. Rygtet siger, at plastikkirurgi er en almindelig fødselsdagsgave, når man fylder 15. Øh. AD!

Jeg har fået noget nær en åbenbaring. Mennesker er jo som udgangspunkt godt selskab, men havde, indrømmet, været frygtelig bange for, hvor social det kræves, at man er. Kan jo egentlig meget godt lige konceptet samtale, men ikke uafladeligt. Men det viser sig, at 1. der er ikke nogen krav og 2. de der jävla skandinaviere er faktisk virkelig søde. Og der er praktisk talt ingen grænser for, hvor meget, man kan lære. Man. Ikke jeg. Jeg nægter at kapitulere til at tale engelsk med nordmænd og svenskermænd, hvilket sjovt nok, men bestemt ikke overraskende, skaber nogle sammenhænge, hvor, især jeg, svarer noget på et givent spørgsmål, hvor det tydeligt fremgår af spørgsmålets ophavsmand, at det eksempelvis ikke giver mening at svare "ja", til spørgsmålet "Hvad læser du så på universitet i Danmark?". One more time from the top, then.
Jeg har lært, at danskere tilsyneladende taler med en kartoffel en munden, at udlændinge ikke kan høre forskel på københavnsk og randrusiansk, at "gøre" og "lave" betyder det samme på norsk og dansk, at "lunsj" betyder frokost og "frokost" betyder morgenmad. SÅ må man da godt blive forvirret. Eller hvad?

1 kommentar:

  1. Hej Bella
    Man må sige du drager godt af fri net. Det er så også til vores fordel
    Og hold da op hvor oplever du meget. Har du mulighed for at skyp med mig torsdag i næste uge? Jeg har fri kl 22 og vil så prøve at få fat i dig omkring 22.30 dansk tid.
    Lad mig høre

    SvarSlet