torsdag den 7. februar 2013

Jeg kom. Jeg så. Jeg fejlede.

Jeg er blevet lokket i et bagholdsangreb. Af tango og med tango. Der var en masse mennesker her fra mit nye hjem, der gerne ville ud at se tango, for at kunne sige, at de virkelig har oplevet Argentina. Om jeg ville med? Ja da! I går aftes begav otte nordmænd, tre danskere og en færing sig derfor til La Catedral, som er et avantgarde tangosted. Fandt imidlertid i går eftermiddags ud af, at vi ikke skulle se nogle argentinere svinge træbenet passioneret og sensuelt. Næ, vi skulle dertil for at lære tango, hvorefter vi skulle danse det. Hm. Nåede at spørge en syv-otte gange i taxaen om det var for sent at bakke ud, hvortil jeg modtog et rungende "ja!" Hm. Okay. Jamen så måtte vi jo ind i den der gamle katedral med ambitionen om at blive den næste El Cachafaz. I den gamle katedral var min religiøse oplevelse  ikke forbundet til hverken tangomusikkens- eller dansens univers, men snarere af at se den genopståede Kristus. Ikke en metafor. Der var en mand, der lignede Guds søn i så udpræget grad, at jeg overvejede at gå op og spørge ham, om han ville forvandle mit vand til vin. Det var ligesom ret nødvendigt med stærke mængder alkohol i blodet for at turde kaste sig ud i det jävla tango. Som så cirka intet havde med tango at gøre. Det bestod i stedet for af en alt for pædagogisk rundkreds med hippie-kongen i midten, som fortalte, at vi skulle lave tillidsøvelser med vores partner - bestod af at kaste sig vildt og voldsomt bagud i det naive håb, at ens tangopartner ville gribe en. Som man jo selvfølgelig fuldt ud stoler på. Min partner og jeg var så det eneste par, der bestod af kvinde-kvinde. Efter de enormt succesfulde tillidsøvelser, skulle vi bevæge os rytmisk til musikkens takter - med lukkede øjne. Og jeg kunne næsten ikke holde op med at klappe i mine hænder af ren begejstring. Nu er jeg jo i forvejen såvel motorisk som balancemæssigt svært udfordret. Og kan nu berette, at manglende syn altså ikke just hjælper på de handicap. Så tusind tak for dén ydmygelse! Man véd desuden, at det går grænseoverskridende dårligt, når underviseren ofte befinder sig ved ens side. I de sidste 240 sekunder af "undervisningen!" (i hvad? et indblik i 1970'erne?!), lærte man to grundtrin. På dét tidspunkt havde jeg imidlertid for længst opgivet, så mig og tango bliver nok ikke det næste store hit. Det eneste jeg kan konkludere ud fra den oplevelse er, at jeg ALDRIG tager til La Catedral igen. De kan jo nærmest transformere mormoner til ateister med en sådan opførsel.

1 kommentar:

  1. For pokker sådan noget kan jo kun ske for dig. Sidder her foran pc og håbede at du var online. men du er nok ude og finde en ny dans. Er sikker på der er en til dig. Prøv med stol dans.
    Knus og kram

    SvarSlet