torsdag den 14. februar 2013

Mit pædagogiske helvede

Så så man lige mig deltage i seminar i går. Udelukkende fordi det er en obligatorisk del af undervisningen - udelukkende, blev der sagt! Og pædagogik er jo godt - og så alligevel overhovedet ikke! Måske er jeg indhyllet i en illusion om, at voksne mennesker, der går på universitetet, og i særdeleshed dem, der underviser på universitetet, er voksne mennesker og at man som sådan bør være på et lidt andet niveau end børnehavebørn. Aber nein. Da vi ankom i går, var stolene placeret i en utrolig pædagogisk halvcirkel, så alle ligesom kunne se hinanden. Underviseren lagde så ud med at fastslå, at "der findes ingen dumme spørgsmål". Mmhkay then - så du vil ikke have noget imod at forklare mig, hvorfor det her bavl eksisterer?! Og det der koncept med, at dumme spørgsmål ikke eksisterer er jo lodret løgn, og jeg har undervisere mistænkt for, at de føler sig som klasse-formidlere, når de ligesom får listet dén kommentar ind, indtil øjeblikket, hvor der kommer et spørgsmål som "hvorfor bliver man ikke svimmel, når jorden drejer rundt?" eller "startede den der mega gamle konflikt mellem katolikkerne og protestanterne i Nordirland ikke før Kristi fødsel?" eller "ligger Aarhus V. ikke i Vestjylland?" eller "hvorfor så vi ikke 'the big apple', da vi var i New York?" eller "hvis man kvæler en smølf, hvad farve får den så i hovedet?". Hvis nogen stadig skulle være i tvivl om, hvorvidt der findes latterligt åndssvage spørgsmål, synes jeg virkelig bare, at de skal snuppe et par undervisningstimer på Hobrovejens Skole i Randers. Eller Statsskolen. Eller i virkeligheden bare befinde sig i et klasselokale.
Hvis man gik ind for filosofi, kunne man jo selvfølgelig argumentere for, at spørgsmål i sig selv ikke kan være dumme, fordi dét der udgør noget dumt er normativt, men så vil jeg påberåbe mig retten til at kalde dumme spørgsmål for DUMME spørgsmål!
Tænkte dog, at jeg hellere må forsøge at skjule min manglende entusiasme i hvert fald i en uge mere. 
Så var der PowerPoint fremlæggelser, som man jo bare per definition kun får noget ud af, når man selv har lavet dem. Med afsæt i PowerPoint præsentationerne, begyndte flueknepperiet. Vi endte med at sidde og diskutere, hvorvidt biler er et naturligt behov for mennesker. Jeg gentager lige: Biler. Naturligt behov. For mennesker. Hvorfor var der ikke bare en, der hentede Maslows behovspyramide? Og måske kastede den i hovedet på folket. Diskussioner som den befinder sig på et så minutiøst plan, at man får lyst til at indføre noget midlertidigt diktatur og skrige af sine lungers fulde kraft: FOOOOORDIIIIIIIIII. Sådan er det bare. Bare. Og så bliver det der flueknepperi bare lidt mere forfærdeligt, når det dyrkes af blege skandinavere med påtagede britiske accenter. Så la' da vær'! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar