tirsdag den 26. februar 2013

Projekt Postmand Per

Det er i dag tirsdag og jeg har haft fri fra skole. Det er jo i sig selv et fantastisk faktum og derfor tænkte jeg, at det var oplagt at begive sig til postkontoret i Retiro, hvor jeg skulle hente den pakke, min familie har sendt til mig. Jeg har været i Latinamerika før og har nu været i Argentina i næsten en måned, hvorfor jeg faktisk mener, at jeg nogenlunde har lært at forstå latinoers holdning til såvel tid som et meget elastisk begreb som deres holdning og opretholdelse af (in)effektivitet. Men det viser sig, at jeg stadig er himmelråbende naiv.
Jeg fik lokket Sigrun med mig til den noget skumle busstation, hvor postkontoret ligger. Efter lidt forvirring omkring hvor posthuset egentlig var, fandt vi noget der mest af alt lignede et gammelt pakhus. Som jo selvfølgelig var posthuset. Trak nummer 94 i automaten og man skulle jo mene, at hvis man har valgt at investere i et træk-nummer-system, bør der også være en eller anden form for tavle, hvorpå man kan se, hvilket nummer, der nu kan blive ekspederet. Nej. I stedet for har det statsautoriserede argentinske postvæsen valgt, at det er mindst lige så effektivt, at de ansatte skal skråle af deres lungers fulde kraft: Numéro 78. Numéro 79. Numéro 8. Numéro 84. Numéro 16. I den rækkefølge. Mens vi så stod der og ventede, var det jo oplagt at kigge på alle de andre ventende. Og så gik det op for mig, at et argentinsk posthus er et antropologisk feltstudie værdigt. Vi så to mafiosoer, som havde uanede mængder guld og solbriller på indenfor (fordi så véd man bare, at man er for kendt til det her sted) og om muligt det mest umage par jeg har set. Bestående af en mand på plus to meter, minus 50 kilo og klædt fuldstændig i hvidt med hans kæreste på omkring halvanden meter, 90 kilo med gangster-kasket og ghettokæde i buksen. It must be love! Og en del mænd, der kiggede meget overbærende på os på samme måde som forældre kigger på deres børn med lige dele bedrevidenhed og fascination. Efter mange, mange minutter blev der heldigvis også råbt 90, 91, 92, 93. Og 94. Wuhu! Af sted det gik. Og så var der effektivitet over det - en blanket, et pas og fire stempler. Og udlevering af en ny blanket, som indebar, at jeg skulle ned på et andet kontor for faktisk at få udleveret pakken. Dét skal ikke skille os ad, så af sted til boks nummer to. Hvor der ikke var nogen ekspedient. Derfor gik jeg til boks nummer fire, hvor der sad en voldsomt overvægtig argentinsk mand. Men han sad over tre meter fra boks to, så han kunne i sagens natur ikke hjælpe mig. Det er klart. I stedet for begyndte han at skrige "MARIOOOOOOOO". Som de utroligt hjælpsomme mennesker vi er, valgte vi at assistere og begyndte derfor også at råbe: "MARIOOOOOOOOOOOO". Jeg vil ikke afvise, at vi bryder sociale normer, men når Sigrun og jeg er sammen, har det ganske ofte den effekt, at de lokale tror, vi er svært berusede. Hvilket betød at Mario så noget forfjamsket ud, da han kom frem fra dybet. Mario valgte så at bede os om at tage det roligt. Mig? Tage det roligt? "Er du fuldstændig sindssyg - er du klar over, hvor nysgerrig jeg er?" Efter endnu lidt ventetid - har jeg fået nævnt, at ting tager den tid, ting skal tage? - kom Mario med min pakke.
Stedet indbød dog ligesom ikke just til at åbne pakken dér, så valgte at vente. Min foreløbige erfaring med Correo Argentino får mig ikke just til at nynne:
Her er Per, Postmand Per, i sin bil med sin lille kat Emil
Han kører ud med pakker, med breve i store stakker
Postmand Per er en meget herlig mand
Erfaringen får mig egentlig bare til at savne Postmand Per. Har nemlig det her land mistænkt for at gøre det til et princip at gøre alting så besværligt, omstændigt og uigennemskueligt som overhovedet muligt.

Så skulle Sigrun og jeg jo egentlig bare hjem, men besluttede at tage forbi en vaffelbiks og det viste sig at være en meget underholdende beslutning. For vi endte på en meget underholdende vaffelbiks. Med vafler, ja. Men også med en ansat, der på en eller anden måde nedstammer fra Danmark og kender en Lise Pedersen fra Odense - det er søreme hans tante. Besøget involverede også en cykel, musik, sang og en dans med gummi-piv-hunde-legetøjs-dyr. Hvad kan jeg sige? Udover at det var skægt. Og spast. Og mærkeligt. Og løjerligt. Og sjovt.

Efter besøget i vaffelland tog vi hjem, hvilket indebar indledningen til et længe ventet øjeblik. Efter en uges massiv nysgerrighed, er lykken så at åbne pakke fra mor, far, søster og moster. Og SÅ finder man ud af, hvor godt folk alligevel kender en. Der var RUGBRØD, mælkesnitter, compeed, blade, saltfisk, leverpostej, mel til at lave mere RUGBRØD, breve og en håndmalet sten fra min smukke nevø. Det er alt, hvad jeg havde håbet på - og meget, meget mere.

Dagen i dag har været en kavalkade af skønne begivenheder og nu er jeg simpelthen nødt til at gå op på taget og nyde et kulinarisk festmåltid, der vil få min gane til at gå amok af lutter begejstring, som skrigende teenage piger verden over inden en One Direction koncert - eller i virkeligheden bare mig selv, da jeg var 10 og Westlife og Backstreet Boys var da shit. Jeg skal have rugbrød med leverpostej!

1 kommentar:

  1. Hey Hvad blev det andet billede af:) godt at rugbrødet ikke var mugnet
    Knus

    SvarSlet