onsdag den 27. marts 2013

Ud & Se

Klokken er næsten otte, det er onsdag morgen og vi skal snart i det der frygteligt opreklamerede skole. Påsken med dertilhørende fridage er så tæt på, at jeg næsten kan smage det - om fire timer er der tiltrængt ferie! Fejringen af Kristi opstandelse vil ske i Salta, som i sig selv skulle være ganz fantastisch med bjerge, uldsweatre, en saltørken og muligvis et par æsler. Men endnu bedre er, at det vil ske i Anna, Annika og Sigruns skønne selskab. Eller okay, decideret fejring af Guds søn kommer måske ikke just til at finde sted. Men vi kommer da i hvert fald til at befinde os dér. I Salta. Under påsken, forstås. Jeg vender først tilbage til Buenos Aires den 2. april, hvorfor der indtil da bliver stille her på bloggen. Not to worry though; jeg vender frygtløst tilbage.
Tandbørsten er pakket, tøjet er relativt rent, maskotten - også kendt som hoptimisten - er hoppet ned i rygsækken, kameraet er opladet, dagbogen og kuglepennen er klar til nye oplevelser, billetterne er i lommen, linser til både højre OG venstre øje er husket, ja-hatten er monteret og jeg glæder mig omtrent lige så meget som Pointer Sisters:
I'm so excited and I just can't hide it
I'm about to lose control and I think I like it.

tirsdag den 26. marts 2013

Den stensikre måde

At blive kureret for al fremtidig sult og enhver appetit er, når følgende scenarie udspiller sig:

  • Man har gruppemøde på en cafe lige over for universitetet.
  • Man finder et bord, sætter sig ned og bestiller en iskaffe og en sandwich med salat.
  • Man modtager en flaske vand med brus og en sandwich med æg.
  • Man får byttet sandwichen.
  • Man spiser.
  • Man indtager sidste bid af sin udmærkede sandwich.
  • Man spejder tilfældigvis rundt i lokalet.
  • Man ser en rotte.
  • Først på gulvet.
  • Så på bordet.
  • Lige.
  • Ved.
  • Siden.
  • Af. 
  • Man skrider i en hastighed, der minder om, når en Harley accelererer. 

Tak for kaffe. Og nu går jeg lige ud og brækker mig, hvis det er ok.
Og så kan folk komme med nok så mange fornuftige rationaler om, at det ikke er restaurantens skyld, at den kom udefra og at den i øvrigt er meget mere bange for mig end omvendt. Det kunne jeg virkelig ikke være mere fløjtende (ikke en analog til Rottefængeren) ligeglad med. Det er pisse møghamrende ulækkert!

If you'll all excuse me - jeg skal ud til nattevagten Alfredo og have ravioli og flan. Mmmmmmm. Jeg glæder mig allerede. Minus rotte.

mandag den 25. marts 2013

Ønsketænkning. Og send en bror. NU!

Tommy og Annika får på et tidspunkt overtalt Pippi til at gå i skole, fordi "det er virkelig skægt og lærerinden er SCHÅ sød". Mmmm, sikkert. Som den åbenhjertige person Pippi er, giver hun det naturligvis et forsøg. Med multifikation og hvad de voksne ellers mener, hun burde lære. Og det forløber cirka således:

"Nej, må jeg bede om skolerne i Argentina", sagde Pippi overlegent og kiggede ned på børnene. "Der skulle I gå. Der begynder påskeferien tre dage efter, at juleferien er slut, og når påskeferien er forbi, er der tre dage til sommerferien. Sommerferien slutter første november, og så må man jo tage en ordentlig tørn, indtil juleferien begynder den ellevte november. Men det må man tage med, for man har i hvert fald ingen lektier for. Det er strengt forbudt at læse lektier i Argentina. Det kan jo ske, at en eller anden argentinsk unge sniger sig ind i et skab og sidder der i hemmelighed og læser lektier, men ve den arme stakkel, hvis hans mor opdager det. Regning har de slet ikke i skolerne, og hvis et af børnene ved, hvad syv plus fem er, så kommer han i skammekrogen hele dagen, hvis han er så dum, at han siger det til frøkenen. Læsning har de kun om fredagen, og kun hvis der er nogle bøger at læse i. Men det er der aldrig."
"Jamen hvad laver de så i skolen?" spurgte en lille dreng
"Spiser slik", sagde Pippi bestemt. "Der løber et langt rør fra en slikfabrik i nærheden direkte ud i skolestuen, og der strømmer slik ud dagen lang, så børnene har nok at gøre med at spise det".
"Jamen, hvad laver lærerinden så?", spurgte en pige.
"Piller slikpapiret af for børnene, din klovn", sagde Pippi. "Du troede vel ikke, at de gjorde det selv? Sjældent. De går ikke engang selv i skole. De sender deres bror."

Min første indskydelse var, at Pippi tager fejl. Hvilket jeg vil mene, at jeg godt må udtale mig om, eftersom jeg vil påstå, at jeg har en eller anden form for ekspertise inden for det der med at gå i skole i Argentina. Og det smerter mig at måtte sige, men sådan er det altså ikke hernede. MEN. Så gik det op for mig: Pippi tager jo ikke fejl, hun justerer bare sandheden en smule. Det er en universel sandhed og ligeså sikkert som, at Jorden er rund, roser er røde, violer er blå, at jeg elsker is og Pippi, at et menneske har 23 kromosompar og at børnelatter er noget af det bedste i verden.
Følgelig kan der kun være én forklaring: Min skole samarbejder med Skandinavien og det er dér, hele fejlen ligger. Det samme måtte Pippi sande i Sverige. Det er jo skrækkeligt og jeg vil bestræbe mig på at indføre Pippis version af skolegang i Argentina. Derfor kunne jeg godt tænke mig, hvis der sidder nogen derude med en bror, jeg må låne. Bare sådan til at sende i skole i stedet for undertegnede...

lørdag den 23. marts 2013

Mig og Messi

Følgende udtalelse og skift i sind havde min far så nok aldrig set komme: I går var jeg til fodbold-landskamp. Og yderligere mærkværdigt: Frivilligt! Jeg har aldrig været interesseret i det der fo'bold, har egentlig altid haft den holdning, at sport er sjovere at være med til end at glo på. Har ditto også altid meldt mig ud af ethvert fællesskab, når det handlede om at se kamp i TV. Eller på stadion. Eller høre det i radioen. En smule svært at praktisere, når ens familie er pro-fodbold. Aber dabei; jeg er jo i Argentina - hvis nogen skulle sidde og være i tvivl - og så er der bare tre ting man skal og som på ingen måde står til diskussion; spise bøf og drikke rødvin, se og/eller danse tango og se en fodboldkamp. Så der var ikke det helt store at stille op, da det gik op for mig, at der var kamp den 22. marts. Billetter - yes please. Fri vilje lige lukt ud af vinduet. Næsten.
Summasummarum: Jeg var helt uden tvang til fodboldkamp i går. VM kvalifikationskamp mellem Argentina og Venezuela såmænd. Og min første landskamp, sågar.
Og hvordan var min oplevelse så af dét? Overraskende nok rigtig god! Jeg fulgte ivrigt med, var på ingen måde ved at falde i søvn og var oppe at hoppe op til flere gange. Jow jow.
Hele dagen i går var vi relativt (ahem) meget oppe at køre over forestående kamp og folket iklædte sig fodboldtrøjer og fik malet blå-hvide flag i ansigtet, hvilket fik mig til at tænke på, om den der male-flag-i-fjæset-tradition ikke er udpræget skandinavisk? Eller hvad? Der var i hvert fald ikke andre end vores enklave, der praktiserede den form for kropsudsmykning til kampen. Turen til stadion var præget af forventningens glæde og vi ankom til stadion en times tid før startskuddet, hvilket gav mig tid til at købe en utrolig dårlig kopivare af en Messi-trøje. Egentlig ikke et stort politisk statement fra min side, men den eneste, kopivare-folket havde at byde på. Jeg havde aldrig troet, at jeg nogensinde skulle bruge penge på sådan noget fis, men jeg ville gerne være argentinsk patriot og kan desværre heller ikke afvise, at jeg gerne ville være en del af fællesskabet; både det argentinske og det skandinaviske - stort set samtlige skandinavere var iført den smølfe-lyseblå og hvide stribede t-shirt med nummer 10 på ryggen, hvilket skabte utroligt stor blikfang. Som om vores blotte tilstedeværelse ikke var aparte nok. Der er ingen tvivl om, at Messi er det største trækplaster på det argentinske landshold og jeg kan jo ikke sige mig fri for at være iklædt såvel hans nummer og navn, men jeg synes nu alligevel, at det er lidt synd for de andre på landsholdet, for der blev primært råbt "Ole, ole, ole, ole! Messi, Messi!". Men igen; jeg kan ikke sige mig fri for, at jeg tog del i det.
Indgang K - here we come. Og efter tre visninger af billet, hvad skuede så mit øje? Et helt enormt stadion med plads til 90.000 skrigende, passionerede fodboldfans. Allerede der var jeg voldsomt begejstret og så gik jagten ind på sædet. På min billet stod række 11, plads 28. En information, der synes let at forholde sig til. Næ, egentlig ikke. Jeg bliver nemlig ved med at glemme, hvor jeg befinder mig; i landet hvor ineffektivitet er et princip, der håndhæves med stålfast hånd! Nå, der er naturligvis ingen nummerering på rækkerne på stadion, men kun på "stolene" - som i virkeligheden er bænke, hvor jeg virkelig godt kunne have brugt 15 centimeter mere for rent faktisk at kunne sidde i en normal kropspositur - og på et stadion med plads til 90.000, stod der jo 28 på jævnt mange sæder. Men. Det lod ret meget til, at folk bare satte sig, hvor de lystede. Så det gjorde vi også. Og blev jaget væk. To gange. Hvorefter vi panisk greb fat i en alt for stresset, stakkels mand, som så i sit ansigts sved viste os hen til vores pladser. Hvis de nu bare nossede sig sammen til at lave noget skiltning med nogle numre kunne de jo forhindre alle de hjerteanfald, deres ansatte nødvendigvis må få af at arbejde under et så umenneskeligt pres. Nå, her stod søde Anna og Annika og vinkede ivrigt og råbte mit navn. Hvilket havde den effekt, at 10 mænd bag Anna og Annika også begyndte at råbe "ISABEEEEELLAAAAA". Oh, I feel so speciel right now. Og davs med Jer.
Schmeichel, to gange Laudrup og Elkjær: Jeg beklager virkelig, men fodboldnationEN over dem alle er jo altså Argentina og jeg fik syn for sagen i går. Første halvleg var ge-ni-al. Intet mindre. Jeg så Messi score til et straffespark lige inden halvleg. Og det var awwwesome! At jeg har set det ske, er desuden et faktum, jeg i den grad har tænkt mig at misbruge og som sådan kvalmende ofte vil kaste i hovedet på alle forboldinteresserede, hvad enten de spørger eller ej. At Messi spiller for Barcelona, bor i Spanien og i øvrigt i alle henseender er mere spansk end argentinsk - det synes jeg faktisk ikke, vi behøver at snakke om. Overhovedet.

Her er så verdens bedste fodboldspiller i aktion:


Konklusion: Det kan godt være, at det der med de 22 tosser, der render febrilsk frem og tilbage på en plet græs, alt imens de aggressivt jagter en bold, ikke er helt så hul i hovedet, som hidtil antaget. Jeg havde i hvert fald en gevaldig hyggelig aften og tror sgu ligefrem, jeg kan overtales til at se noget mere af det. Løjerligt.

fredag den 22. marts 2013

Up and running

Running er måske liiiiige optimistisk nok, men oppe er jeg. Har sågar været i skole. Og det var faktisk rigtig dejligt. Med helt vildt sjov gæsteforlæser, der blandt andet ytrede ordene: "I've been to Niagara Falls. The worst decision of my life. It's a lot of water. A lot of water. Falling." Og som med sin familie har skabt et bæredygtigt hotel, der tilfældigvis også er et overdådigt smukt slot. Hvilket var en dejlig afveksling fra den ellers depressive vinkling, undervisningen plejer at tage.
For mig var det bare dejligt at få menneskelig kontakt, der strækker sig ud over: "Hvordan går det med dig?" - selvom det jo selvfølgelig síges i den allerbedste mening. Det er alligevel utroligt, hvor socialt liderlig man kan blive af sådan at ligge i egen dårligdom i fire dage. Med kun egen hjerne til selskab. Som jeg jo faktisk egentlig har et glimrende forhold til det meste af tiden, men nogle gange kan min hjerne og tankerne inde i selvsamme hjerne bare godt føles som en ottesporet motorvej med uløselige og uendelige trafikpropper i begge retninger. Derfor var det virkelig rart at komme af sted i dag, hvor mine tanker jo så kunne blive præget af noget andet end:
  • Jeg gider IKKE være syg igen. Nu må det altså snart være nok. Føler faktisk, at jeg har brugt en tilpas stor del af min barndom på at være syg. 
  • Hvordan kan det i grunden være, at min søster er udstyret med et så fantastisk immunsystem? Så vidt vides, deler vi da nøjagtig samme gener. Ej, det var ikke pænt tænkt. Eller jo egentlig, jeg ønsker jo ikke for hende, at hun skal være mere syg, undrer mig bare og kunne godt tænke mig, at jeg ligeledes var blevet tildelt noget af det held. 
  • Jeg nægter at være syg i weekenden. Jeg gør det ikke! Så må jeg sgu dope mig med noget Panodil.
  • Weekend er et mærkeligt ord. Det er jo ikke ugens slutning. Eller jo, det er arbejdsugens slutning, men det er jo altså heller ikke ugens slutning. Så burde det hedde workweekend. Det lyder jo herredumt. Okay, måske er der en grund til, at det hedder weekend, selvom det er forkert. Og at Sigrun har nævnt, at jeg har tendens til at være pedantisk. 
  • Hvis min feber ikke snart falder, kunne jeg godt gå hen og blive bekymret.
  • Hvor mange gange er det, man må tage næsespray? Tre gange om dagen. Ikke mere, vel? Så er det noget med, at man kan blive afhængig. Og det kunne da lige passe, at jeg kom til Danmark med et eksistentielt og bekymrende misbrug af næsespray. Nå, så jeg må tage to gange mere i dag. To. 
  • Måske skulle man skrive et par mails. For ligesom at få tiden til at gå med nå'ed.
  • Men ikke om feberen til mor. Det er ikke forsvarligt for blodtrykket. Altså, hendes. 
  • Jeg kunne jo selvfølgelig også prøve det der med at læse. Enten til skolen eller for skæg. 
  • Hvorfor skulle jeg også se de sidste fire afsnit af Borgen på første sygedag? Nu er der jo absolut intet at lave. Det ved jeg jo faktisk godt - fordi jeg var så naiv optimist, at jeg troede, jeg ville være rask efter én dag. Who was I trying to fool? Ja, det ved jeg jo så faktisk også godt - mig selv. Er det egentlig normalt at have dialoger med sig selv inde i hovedet? Eller er jeg i virkeligheden lidt skizofren, hvilket kunne være en mulig forklaringsmodel på, at jeg ææææælsker filmen A Beautiful Mind?
  • Gad vide om de her værelser egentlig nogensinde bliver gjort rene. Officielt bærer vi selv ansvaret, men nu har jeg næsten været her i to måneder og jeg har da overhovedet ikke nærmet mig noget, der ligner en kost (borset fra et par dumme damer). Og kunne umiddelbart ikke forestille mig, at de forhenværende beboere gjorde det. Eller dem før dem. Eller dem før dem. Eller dem før dem. Eller dem før dem. Eller....
  • Måske burde jeg spise noget.
  • Jeg er overhovedet ikke sulten. Og har desuden heller ikke mere mad. 
  • Er det ikke noget med, at mennesker kan leve i to måneder uden mad? Ikke uden drikke, men uden mad. Umiddelbart egentlig ikke noget, jeg har en ustyrlig trang til at teste. Jeg får jo nok appetitten tilbage om et par dage.
  • Et par dage. Lidt ligesom et par sko og et par bukser. Der er mange, der ikke fatter at et par er ækvivalent til to. Okay, Isabella stop så med det ord-flueknepperi. Du læser jo ikke lingvistik, vel!
  • Lige om lidt læser jeg ingenting, det er underligt. Men passer mig umiddelbart meget godt. Hvor er det egentlig vildt, at jeg snart er bachelor. Må man egentlig godt være lidt stolt? Måske hvis jeg ikke siger det til nogen. 
  • Gad vide om mine nye kammerater har nogen anelse om, at mit overforbrug af ordet umiddelbart har en mere eller mindre legitim årsag. 
  • Monstro hende der min søster og ham der hendes mand snart beslutter sig for et navn til ham der lillebror... Han er godt nok kær. Gad godt at dikke-dikke. 
  • ...............
  • Jeg burde virkelig gå i bad, men det er godt nok et uoverkommeligt stort projekt. Jeg kan også vente til i morgen, jeg ligger jo alligevel i eksil. 
  • Max Pinlig - det er sgu en genial serie og nogle fantastiske film. Jeg elsker, elsker, elsker Mette Horn. Næsten højere end livet selv. 
  • Hvad fanden skal jeg egentlig bruge mit liv til? Blive en fuldtids Mette Horn, måske? Så er jeg bare 20 år for ung til rigtig at have autoriteten til at være bedrevidende og pinlig-på-den-mor-agtige-måde. Jeg kan kun være pinlig på den tåkrummende måde, hvilket jeg så til gengæld - i al beskedenhed - mestrer til perfektion. Nynne er måske lidt mere pinlig end mig. Og Bridget Jones. Men de gør det bare på den der charmerende måde, så folk tænker, at det er en del af deres uimodståelige personlighed. Det gør jeg umiddelbart ikke.
  • Ej, stop så med det umiddelbart. Alle andre mennesker end Maj tror jo, at jeg er en lille smule retarderet og i besiddelse af klodens mindste ordforråd. 
  • Åh. 
  • Man kunne også bare flytte permanent til en Stillehavsø og åbne en krystalkuglebutik og ellers bare spise masser af kiwi og is. 
  • FÅRK, tiden går langsomt. Nu er der gået fire minutter. 
Men. Nu vil jeg tage mig en bette skraver og forhåbentlig være i toptunet tilstand til i aften, hvor jeg skal se fodbold. På det der stadion. Stay tuned...

torsdag den 21. marts 2013

Schweinerei!

Muligvis en snerpet holdning, men jeg har just læst på TV2 Nyhederne, at en amerikansk familie købte en skål på et lommemarked for tre dollars for en rum tid siden og netop har solgt den til den nette sum af 13,1 millioner dollars. 13 (!) M.I.L.L.I.O.N.E.R. D.O.L.L.A.R.S. For en skide skål. Jeg opponerer ikke imod, at de har solgt den - respekt for deres svineheld, men det er jo åndssvagt. At købe den, altså. Jeg er helt nede med, at folk da skal have lov til at være latterligt velhavende (selvom det ikke huer mig) og at de jo som sådan også har deres frie vilje til at bruge deres penge, som de vil. Men alvorligt talt. Jeg kommer jo fra det der Jylland og når jeg læser om sådan noget, viser den jyske sparsommelighed sit pragmatiske ansigt og jeg synes altså, det er noget schweinerei. Intet mindre. Det er unødigt overdådigt og dekadent. Og på jysk: spild af penge. Det kan da være en nok så fin skål fra et eller andet kinesisk imperium. Dog stadig en skål. Og en sådan kan i min verden aldrig være så helt uhyggeligt sindssygt mange penge værd. Hvilket muligvis har noget at gøre med mine fortræffelige evner til at smadre porcelæn - kontinuerligt. Ganske givet en hippie-holdning, men prøv lige at tænk på, hvor meget godt man kunne gøre for sådan en klat klejner.
Hvis karma nu gav sig til at være rigtig humoristisk, ville den sørge for, at Giuseppe Eskenazi, som er den overdrevet rige skiderik, der købte omtalte vidunder-skål, ville tabe den på vej hjem. Så kunne han ligge der på sine grædende knæ ude foran Sotheby's og tænke lidt over dén, kunne han. Noget siger mig dog, at auktionshuset nok har ok styr på indpakning og garanteret er i besiddelse af noget vanvittigt smart og avanceret bobleplast.

Og nu vi er ved hul-i-hovedet-nyheder, er der så ikke en eller anden, der gider forklare verdens befolkning, at alle cykelryttere doper sig? Allesammen. Hver og én. I så fald kunne vi slippe for alle "nyhederne" om den evindelige strøm af cykelryttere, der indrømmer deres misbrug - det er jo ikke NYheder længere. De sidste fem års nyheder inden for genren har ikke været specielt meget præget af decideret cykelløb, men har nærmere været en kavalkade af cykelryttere, der postkasserøde i bærret og med skam lysende ud af de EPO-vante øjne, sætter sig forrest til en pressekonference og undskylder for den katastrofale fejl. Som naturligvis aldrig var deres intention - sort uheld, ikke andet. De har desuden aldrig rigtig et ordentligt svar parat til den journalist, der trods alt har integritet nok (medmindre vedkommende har kontrakt hos Se&Hør, hvor det jo er et ansættelseskrav at være blottet for al moral og refleksion) til at spørge, om pågældende cykelrytters titler så ikke er ufortjente? "Øhhhhhmmm, æhhhh, sådan, øh, synes jeg faktisk ikke, at æhhh, man kan stille det op". Nå, synes du ikke det lillemand? Det skulle du så måske have tænkt på inden du pumpede dig med EPO og gav en dårlig bøf skylden for det målbare indhold af dope i din mavesæk. Ups. Og så burde de altså  hyre nogle bedre pressefolk til de skide cykelryttere - det er jo pinligt, så dårligt de håndterer pressen.
Nå, men cykelsport er som sportsgren et yderst underligt koncept; barber dit hoved og dine ben, køb det strammeste og mest fjollede - og også gerne mest neonfarvede - tøj du kan finde og cykel hele Frankrig rundt i turbotempo. Og hvis du så er rigtig heldig, vinder du. Fordi du er den, der er bedst til at fuske med narkotests. Hvis den Internationale Cykel Union nu bare gjorde doping lovligt, se, så ville der sgu være tale om en underholdende sportsgren. Så kunne de jo på retfærdig vis konkurrere om, hvem der kan køre hurtigst længst på stoffer. Gennemsigtighed, por favor!

Ok, sidste irritationsmoment for i dag: Paven. Indrømmet, det er vældig spas, at den nye pave er fra Argentina - men jeg tror efterhånden, at det er gået op for de fleste af os. Både at ny pave har tiltrådt de hellige Vatikan-gemakker OG at han ikke er fra Italien. Men kom nu videre. Samtlige paver er jo syge i roen, så mon det i virkeligheden gør den helt store forskel, at den sorte røg er erstattet af den hvide? Næppe, Grunk.
Men hvis vi lige skal vende konceptet (og det skal "vi"), er det jo om muligt endnu dummere end dyre skåle og cykelsport. Primært en institution, der påberåber sig folkelig appeal og påstår, at den er til og for folket, alt imens 97 % af energien blandt den katolske elite, bruges på at skjule, hvad der foregår blandt den katolske elite. Med deres kæmpestore hatte og seksuelle skandaler.
Hvis ret skal være ret, er det dog ret godt gået, at de der kardinaler eller hvem det nu var, for sygt mange år siden var så udspekulerede, at de skabte deres eget lille samfund, som hverken staten, EU eller globaliseringen kan pille ved. De snedige, gamle, religiøse mænd og deres gennemtænkte smuthuller.

Nu må I have mig undskyldt, jeg vil ind på politiken.dk, som altid er garant for nyheder i mere eller mindre revolutionerende grad. 

onsdag den 20. marts 2013

Lidt mindre frelsthed, tak!

"Helbred er, hvordan man har det - modstandskraft er, hvordan man tager det"
Jojo, søde Piet - det er jo altsammen meget godt. MEN. Det er for mig, i min tilstand, lidt svært at være totalt positiv optimist og se alting fra den helt igennem alting-kan-vendes-til-noget-positivt-og-der-er-ikke-noget-der-er-så-skidt-at-det-ikke-er-godt-for-noget-tilgang-til-livet. For jo. Det er der faktisk. Altså, der er jo bare visse ting i tilværelsen, der bare er noget lort. Punktum. Og så kan man jo rationalisere og analysere alt det, man har lyst til og forsøge at finde the silver lining - men hvorfor er det nødvendigt? Er vores samfund blevet så gennemsyret af et ideal om at være overskudsmennesker, der altid kan se det positive i enhver situation i en sådan grad, at der ingen ægthed er tilbage? Det kan jo ganske enkelt ikke lade sig gøre at være fuldstændig latterligt glad konstant - og det er vel også derfor, det er dejligt, når man er glad. Fordi det ikke er en statisk og selvfølgelig følelse.
Generelt er langt størstedelen af de gamle, danske ordsprog lidt for frelste. Som eksempelvis: "Når forandringens vinde blæser, er der nogle, der bygger læhegn, mens andre bygger vindmøller". 
Det kunne jo være, at man ikke vidste, hvordan en vindmølle er konstrueret og at man desuden, midt i forandringens vinde, ikke havde mod på at finde ud af hvordan. Eller at man havde lyst til at bygge et læhegn, fordi man egentlig havde det meget godt, selvom man ikke omfavnede de nye muligheder, der var i vindmøller.
Jeg magter altså ikke lige det der overskud med overskud på. Det er jo kun sjovt, når (læs: hvis) man selv er et overskudsmenneske. Men når jeg er blevet rask igen Hr. Hein, vil jeg da hjertens gerne give dig ret. For en stund.

Hvad vil jeg være, når jeg bliver stor?

Når jeg nu alligevel er tvangsindlagt til sygeleje - og tiden snegler sig af sted og de eneste egentlige beviser der er på, at tiden faktisk bevæger sig, er bunkerne af snotpapir, der stødt vokser på mit sengebord- ja, så kan jeg jo ligeså godt bruge tiden på at lægge skumle planer. En ud af mange skumle planer går på, hvad jeg i grunden gerne vil være, når jeg bliver voksen. Umiddelbart et mere relevant spørgsmål at stille mine yngre fætre og kusiner, men den der gamle doktrin om, at "det finder du ud af, når tid er" er jo egentlig ikke specielt meget mere værd end fem potter pis. Kan i grunden knapt nok svinge sig op til en enkelt potte. Hvorfor det er mindst ligeså relevant at stille mig selv nøjagtig dét frygtindgydende spørgsmål. Problemet er jo så, at jeg überhaupt ikke har nogen som helst anelse. Bachelor-titlen er efterhånden ved at være inden for rækkevidde og det er dejligt, men kræver også en stillingtagen til, hvad der så skal ske.
Var det ikke i syvende og ottende, man sad i kommuneskolernes fantastiske EDB-lokaler med lærere, der syntes, at overhead-projekterer var avancerede væsener, og skulle indtaste, hvilke interesser man havde, hvilke fag man godt kunne lide og hvad for en uddannelse, man gerne ville tage. Valget faldt så mere eller mindre modvilligt på gymnasiet. Hvor der var samme gave i ny indpakning. Med et koncept, der skulle forestille studievejledning, men i realiteten mere handlede om, at der sad en halvfed, afdanket engelsklærer, der fortalte, at man skulle sætte sig med moppedrengen over dem alle; Hvad kan jeg blive? og så ellers bare starte fra begyndelsen. Altid et glimrende sted at starte, by the way. Hvilket jeg jo på ingen måder blev klogere af, men fik da trods alt på et tidspunkt noget, der mindede om en åbenbaring, der gik på, at antropologi var vejen frem. Og det har det jo også været, jeg elsker antropologi, men jeg er måske bare ikke just overbevist om, at jeg lige er i stødet til en kandidatuddannelse i antropologi. Også.
Jeg troede, at man nåede en alder, hvor sådan nogle ting ligesom bare var afklaret. Som i ikke et problem længere. Nej. Dér var jeg så lige en kende for godtroende. Nå. Men når jeg nu er omtrent lige så forvirret som da jeg faktisk gik i ottende (dengang det var helt okay at være snotforvirret), kan jeg jo lige så godt bevæge mig inden for den målgruppes vejledning. Derfor har jeg da lige taget en test fra hjemmesiden www.fremtidenerdin.dk (host host), der på baggrund af seks spørgsmål, heriblandt min yndlingstegneseriefigur, gerne skulle kunne give mig svar på, hvad det er oplagt for mig at blive. Ifølge testen:

  • IT-ingeniør
  • Farmakonom
  • Advokat
  • Økonom
  • Elektriker
  • Psykolog
  • Arkitekt
  • Fysiker
  • Bygningskonstruktør
  • Laborant
  • Sygeplejerske
  • Politibetjent
  • Socialrådgiver
  • Fængselsfunktionær
  • Læge
  • Skolelærer
  • Social- og sundhedsassistent
  • Brandmand 
  • Pædagog

Okay. Tre ting:

  1. Det var jo for fanden meningen, at en sådan test skulle hjælpe en til afklaring. Da ikke yderligere forvirring. 
  2. Hvor i himlens navn er sammenhængen mellem økonom, laborant, IT-ingeniør, SOSU-assistent brandmand og FYSIKER?!
  3. Er det seriøst - i ramme alvor - sådan her, verdens fremtid skal nå frem til en konklusion omkring, hvad de gerne vil vie deres liv til? Halle-fucking-luja, siger jeg bare!

Hvis jeg skal forsøge at tage de positive briller på (hvem har opfundet den forfærdelige vending?), behøver jeg jo egentlig ikke at tage stilling til noget som helst før om et år. Eftersom min flybillet siger afgang en gang i november, er ét sabbatår ligesom givet. Det lille twist er så, at jeg  nu ganske alvorligt overvejer at udleve de resterende syv af mine oprindelige otte sabbatår, som Maj tålmodigt måtte lægge øre til i gymnasiet. And here we go again. Eller måske ikke syv. Men et mere end det oprindelige ene. Så to. Nu vil jeg ikke udelukke, at min lyst til yderligere sabbatår har noget at gøre med, hvor jeg befinder mig og min store begejstring for netop det. På forhånd, i hvert fald. Jeg tror bare, jeg vælger at satse på, at endnu en åbenbaring dumper ned i turbanen på et tidspunkt. Indtil da, vil jeg afslutte med denne sang - og ja, hun synger helt igennem forfærdeligt og pivfalskt, men det er ikke desto mindre yderst relatérbart - for mig - og barndomsnostalgi:


mandag den 18. marts 2013

In memoriam

Jeg er født under en så heldig stjerne, at jeg har fået lov til at være syg. Igen. Taget i betragtning, at jeg faktisk ikke længere er i besiddelse af mine mandler, synes jeg ærlig talt, at det er utroligt, at jeg kan have så ondt i halsen. Og hovedet. Og knoglerne. I mangel på et optimalt helbred og dermed en funktionsdygtig krop, har jeg derfor brugt dagen på at se "Borgen" og vil som sådan dedikere dette blogindlæg til den fantastiske serie, der nu uigenkaldeligt er stoppet. Det har været tre dejlige sæsoner, der har bragt mig usigelig stor glæde søndag efter søndag. I Danmark og Argentina. Den har altid været garant for gode diskussioner i det virkelige liv, men med udgangspunkt i det mere eller mindre fiktive. Tak til Kasper Juul, Katrine Fønsmark, Torben Friis, Bent Sejrø, Ulrich Mørch, Lars Hesselboe og sidst, men aldrig mindst Birgitte Nyborg.

søndag den 17. marts 2013

To market, to market

Uh, jeg glemte helt, at jeg har været på marked i dag. Hvor der var cowboys, heste, traditionel dans, ost, brød og chorizo i lange baner, verdens bedste is, masser af døde dyr i form af læder og god stemning og godt selskab.

Respekt

Mere respekt

Var det noget med et koskind?

It just never gets old.


¡Pan!



Sweets for my sweet

Bananmarmelade forekommer mig lidt løjerligt, men fair nok.

Jeg blev forelsket i hvapsen Marie

Le lovely ladies!

Mit sande ansigt

Ja. I går var der ryste-sammen-temafest. Det er lidt sent at holde ryste-sammen-fest, taget i betragtning, at vi  har været her i halvdelen af tiden nu. Oh well - bedre sent end aldrig. Der blev nedsat et festudvalg, som inddelte alle folk i kategorier, heriblandt gangster-squad, rich girl a la Paris Hilton, de evigt misforståede emoer, hippierne og de obligatoriske nørder. Som jeg blev sat på. Hvis jeg skulle være gangster, skulle jeg have stanniol på tænderne og være mere eller mindre klar til slåskamp konstant. Hvis jeg skulle være rich girl, skulle jeg købe mig en wannabe-gyselig-Loius-Vuitton-taske-til-min-wannabe-gyselige-hund-som-i-virkeligheden-ligner-en-rotte, slå mit hår ud, blæse store bobler med mit lyserøde Hubba Bubba tyggegummi og i øvrigt bare være spejlblank. Hvis jeg skulle være emo, skulle jeg bruge alt for meget eyeliner, skære lidt i egne håndled og være sur på verden og suicidal. Hvis jeg skulle være hippie, ville jeg lade være med at vaske mit hår, genindføre min næsepiercing, iføre mig så mange mønstre som muligt og foreslå fredsrundskredse med vandpibe og gode vibrationer.
Men jeg var nørd. Og fik som sådan lov til at udleve mine Steve Urkel tendenser. Hvilket i går indebar, at jeg havde hvide tennissokker på i mine lilla kondisko, cowboyshorts, tilknappet skovmandsskjorte med henholdsvis bykort og kuglepen i lommerne, multifarvede seler, læbestift stort set alle andre steder end på læberne, to røde kinder ligesom dem Puk fra Nissebanden i Grønland praktiserede og to yderst stramme fletninger. Og spenderede ellers hele aftenen på at være socialt akavet, fordi som nørd må man:

  • Rette folks grammatik. Konstant.
  • Afbryde samtaler man tydeligvis ikke er en ønsket del af, med ganske ubrugelig viden såsom: "vidste du godt, at bjerggorillaer er 98 % genetisk identiske med mennesket?", "vidste du godt, at øjeæblet er det eneste der har samme størrelse på et menneske fra vugge til grav?", "vidste du godt, at en tandstik er den genstand, flest amerikanere kløjes i?", "vidste du godt, at Ludvig den 14. ejede 413 senge?". Reaktionerne var i går ikke udpræget begejstrede. 
  • Stille spørgsmålstegn ved, hvordan det helt konkret skal foregå i forbindelse med at hente mad.
  • Gå hen til emo'erne og spørge om man har gjort dem noget, siden de virker så aggressive.
  • Gå hen til de rige piger og spørge, om de ikke er bange for at få influenza med den lille mængde tøj, de har på. 
  • Danse helt vildt grimt og uhæmmet. Navnlig til Gangnam Style.
Men hvad endnu bedre er, at min opførsel i går var helt igennem legitim - for jeg spillede jo bare en rolle. Som nørd. Ikke? Jeg vil forsøge at lade være med at analysere på det faktum, at, der var minimum fem mennesker, der udbrød "nåååårh - ja, det giver mening" til svaret på, hvad jeg skulle være til festen senere. Hm, er det noget med, at det er anbefalelsesværdigt at bekende kulør og omfavne sine egne nørdede tendenser? Som den nørd jeg inderst inde er, vil jeg jo så bare sige, at jeg var og er utrolig stolt over, at min gruppe - også kendt som nørderne - vandt aftenens konkurrence! 

fredag den 15. marts 2013

Spring? Spring!

Jeg vil ikke udelukke, at jeg inden afrejse var alvorligt i tvivl om, hvad jeg havde rodet mig ud i. Faktisk vil jeg være ærlig og sige, at jeg var skrækslagen. Og nu skal jeg jo selvfølgelig passe voldsomt på, hvad jeg siger, for det er jo faktisk ikke mere end seks uger siden, jeg forlod snevejret, minusgraderne, huerne, vanterne og alt det trygge og velkendte. Hvorom alting er, er tid et meget mystifystisk og elastisk koncept og det føles på en måde som om, jeg lige er kommet ind med fire-toget, men omvendt også som om jeg har været her i flere måneder og kender folk ud og ind. Og det ved jeg jo godt, at jeg ikke gør, men tiden er gået uhyggeligt stærkt. Hvilket jo i virkeligheden nok er det værste (og bedste) ved tid; at den går, uanset om man er indstillet på det eller ej.
Pointen er egentlig bare, at jeg stortrives i en grad, jeg bestemt ikke havde regnet med. Jeg tror i særdeleshed, at det skyldes de helt-igennem-dejlige-damer, jeg har mødt hernede og som er blevet en erstatnings-familie. Og hvor er jeg dog glad for, at jeg sprang ud i verden uden faldskærm. Sådan føltes det i hvert fald. Med alle skrækscenarier på passende afstand, kan jeg indtil videre sige, at det var det værd.

torsdag den 14. marts 2013

En mislykket bytur, en Frida, en flan, en pave, et digt

Ja, jeg skulle jo så til homoseksuel tango i forgårs.Og det kom jeg også. Men vi ankom midt i en undervisningstime og personligt følte jeg ikke lige, at der var grund til både at rode sig ud i tango, som jo i forvejen ikke er min bedste ven samt eventuelle akavede forklaringer om egen seksualitet. Derfor valgte vi at smutte igen, selvom stedet egentlig så meget tilforladeligt ud. Jeg havde jo inderst inde håbet på lyserøde fjerboaer med glimmer, en masse håndboldspillere og store multifarvede flag. Men ak, der var en bar, der var en scene, der var musik og der var mænd og kvinder, der dansede tango. Kedeligt normalt.
Så vi tog på bar i stedet for - det ved man jo ligesom, hvad er. Og var ved at falde kollektivt i søvn, hvorfor vi tog hjem. Idet vores taxa stoppede foran huset, kunne vi konstatere, at nogle af vores medstuderende var på vej i byen. Så derfor forsøgte vi at tage os rigtig god tid om at betale taxachaufføren. Vild ungdom...
Men, men, men. Dét betød, at vi var tidligt hjemme, så jeg fik en masse dejlige timers søvn og var relativt veludhvilet i går morges. Gårsdagens fridag blev brugt på at være på kunstmuseet MALBA. Som mindede en del om ARoS, og hvor de havde en original Frida Kahlo, som man jo lidt er nødt til at blive benovet over at kigge på. Så det blev jeg.
I går aftes var fem piger og jeg hjemme at spise middag hos nattevagten på Pichincha, Alfredo og hans søde familie. Hvor vi fik alt for meget ravioli og flan med dulce de leche og så billeder fra han og konens bryllup. Og hvor jeg med større eller mindre held forsøgte at gøre mig forståelig på fremmedsproget spansk. Vi måtte, muligvis af princip, ikke hjælpe med noget som helst, ej heller betale vores egen busbillet, hvorfor vi nu lægger skumle planer, der omhandler at lave traditionel dansk mad til dem en dag. Vi skålede for den hvide røg og den nye pave, det indebærer. Som er argentinsk og den første latinamerikaner, der nogensinde har indtaget dét erhverv. Men kan jo så bare håbe, at ham her Francisco den første er lidt mere normal oven i hovedet end nogle (læs: de fleste) af hans forgængere. 
Alfredos barnebarn på ni år, læste meget poetisk et digt højt for os, som han selv havde skrevet. Hvilket for det første er imponerende, at han tør foran seks fremmede piger og for det andet var en af sætningerne "Det er dig, min elskede. Der er ikke andre end dig". Armen altså, så kan jeg da virkelig godt forstå, at hankønsvæsenerne er så offensive, når de rammer puberteten. Hvis de ligesom bliver indoktrineret til at skrive kærligheds-poesi som ni-årige. No wonder...

tirsdag den 12. marts 2013

En arkitektonisk tour de force

I går var jeg i den argentinske kongres. Intet mindre. Og sjældent har jeg følt mig så usandsynligt malplaceret. Jeg blev pludselig frygtelig bevidst om egen fremtoning, der bestod af karrygul hippie-nederdel, for stor t-shirt, mine elskede Merrell sandaler og en noget uorganiseret knold på toppen af mit hoved. Så var det, at jeg fik lyst til at spurte ud og være meget lidt bæredygtig ved at købe en skjorte og et pencilskirt. Pronto. Lysten til at grave et stort hul og hoppe hurtigt ned i det blev om muligt større, da det gik op for mig, at der var filmfolk. Med kameraer. Sådan nogle videokameraer, der så yderst professionelle ud. Og som var tændt. Oh skræk, oh ve! Så spurgte jeg min sidemakker Sara: "Hvis de absolut skal filme, hvorfor skal der så være spotlight?", hvortil Sara, ganske oplyst kunne respondere: "Fordi de skal filme". Okay, godt ord igen så. Derfor forsøgte jeg meget ihærdigt at gemme mig. Hvilket naturligvis aldrig virker - og i sådanne kontekster er det jo bare, at jeg ville give hvad som helst for at implementere noget Hulu-Bule-Lotte-funktion i mavens centrum. Og så ellers bare sidde og jage egen pegefinger i navle, indtil usynligheden indtræffer.
Nåede dog den konklusion, at navlepilleri i sin mest oprindelige form måske ikke var det mest passende at foretage sig i kongressen. Som i sagens natur er et meget officielt sted og på en eller anden måde har Kulturstudier fået fikset, at vi skulle møde senator Maria Laura Leguizamo. Som egentlig mere lignede en Barbie-dukke med afbleget hår, tommetyk lag makeup, næsten-ondt-i-øjnene-glimtende-smykker, pink kjole med matchende sko, der var på vej til en skønhedskonkurrence indebærende at posere i pink bikini og stilletter, end en politiker. Men det er hun jo, og hun virkede faktisk rigtig dygtig og havde ganske fornuftige holdninger at ytre om det der CSR, som jo officielt er grunden til, at jeg befinder mig i God Luft. Bagefter fik vi en lille rundtur i kongressen, som er en sindssygt flot bygning; der var eksempelvis et bibliotek, som jeg personligt ikke ville have noget imod at slå lejr i i et par år. Jeg gik med åben mund og polypper, ligesom børn der er i Disneyworld for første gang. Eller bare børn, der er i Disneyworld. Eller bare mennesker, der er i Disneyworld. Anyway! Fotobeviser:







Beauty-queen/senator

Argentinas oprindelige forfatning



Bibliotek a la "Skønheden og Udyret"



Da vi fik fri, begav Sigrun og jeg os videre til Teatro Colón, som er teatrET i Buenos Aires. Og en eklektisk bygning med en antydning af skizofreni. Der har nemlig været tre arkitekter inde over. Arkitekt nummer et var italiensk og syntes, at farver var dejlige. Arkitekt nummer to var elev af arkitekt nummer et, men blev dræbt af den butler, der havde en affære med hans kone. Det kan jo smutte, det skidt. Arkitekt nummer tre var belgisk og meget inspireret af Frankrig, Paris og Versailles. Hvorfor bygningen er væsentligt mere neutral udvendig end indvendig. Selve salen i teatret kan huse 3000 mennesker og prislejet for billetter går fra 43 til 1500 pesos. Sidstnævnte er pladser i den bedste boks i bulen, hvor de 43 pesos giver adgang til en ståplads. Jeg synes jo på sin vis, at det er fint at udrydde det der kultursnobberi, så alle kan komme ind og se en opera. Men at stå op til en ti-timers opera er måske også lige offensivt nok.
Akustisk set betegnes salen som en af de fem bedste i verden og ifølge vores guide, har Luciano Pavarotti været den eneste, der har kritiseret stedet. Kritikken gik på, at akustikken var så perfekt, at det kræver en perfekt sangstemme. Guiden forklarede endvidere, at akustikken er så ganske perfekt, fordi rummet komplimenteres af henholdsvis marmor, der skaber ekko, og tungt velour, der holder på lyden. Jow jow. Desuden fik jeg Da Vinci-koden agtige associationer, fordi der er en hemmelig gang. I lysekronen. I kid you not. I den sænkbare lysekrone er der en hemmelig gang med plads til tyve mennesker, hvorfra sangere og musikere selvsagt kan skabe vilde lydeffekter og masser af wow-effekt. Jeg sad og prøvede at gennemskue, hvordan man kan få lov til at komme derop. Konklusionen følger, at jeg bliver nødt til at blive guide, for irriterende amerikanere, der fylder meget både fysisk og psykisk, så jeg kan få lov til at udforske den gamle bygnings hemmeligheder. Nøjagtig samme fornemmelse får jeg, når jeg befinder mig på Versailles - der er jo også hemmelige gange überalles. Og min nysgerrighed kan slet ikke klare uvidenheden. I lidt mindre skala har jeg det egentlig også sådan, når jeg spiller Cluedo.
Som med alle andre gamle bygninger handler arkitekturen om de kendte og rige. Således er præsidentboksen den dårligste i hele salen; underforstået at præsidenten sad i en vinkel, der gjorde, at han (hun var ikke en mulighed dengang) ikke kunne se, hvad der foregik på scenen. Det vigtige var imidlertid, at alle kunne se ham. Under denne præsidentboks var der hemmelige sæder - godt nok kunne man ikke se noget derfra, men man kunne høre musikken. Her sad enkerne så og nød musikken, fordi det var upassende at vise sig i godt humør i to år efter ens ægtefælles død. Teorier cirkulerer omkring, hvorvidt enkerne havde gang i lidt hanky-panky der i mørket. Ak, det finder vi aldrig ud af. Strøtanke: Ville det ikke være genialt, hvis gamle bygninger kunne tale? Bare sådan i al almindelighed - der  være nogle geniale historier gemt i diverse mure.

Bagsiden af Teatro Colón



Tykke englebasser kommer man ikke udenom


Jeg skal simpelthen ind og se en forestilling her. Det er jeg nødt til. Bum.


Lysekronen der for evigt vil gøre alle andre lysekroner til skamme

I dag har jeg været i den meget opreklamerede skole, men jeg har til gengæld fri i morgen, hvilket da bestemt skal udnyttes i en sådan grad, at jeg næsten kunne gå hen og brække mig over egne turisttendenser. Det er i grunden sjovt, som alle - safarihat eller ej - nægter at være turister, når de er ude at rejse og konsekvent leder efter de steder, der ikke er for turistede. Men det må helst heller ikke blive så autentisk, at det er alt for ukendt og potentielt farligt. Så i aften vil jeg gøre noget, jeg bilder mig ind, er ret autentisk. Jeg skal til homoseksuel tango. Jep. Og hvad det helt præcist indebærer, vil jeg vende tilbage til senere...

søndag den 10. marts 2013

Det er sommer, det er sol og det er søndag

I går var der her i huset meget kollektive tømmermænd. Hvilket i praksis indebar, at der blev indtaget meget cola, mange chips og meget is (ahem). Og at folk sov utroligt længe og gik utroligt tidligt i seng. Alt imens det  i deres vågne timer lyste ud af dem, at de tænkte: "Jeg drikker A.L.D.R.I.G. igen". Hvilket de så nok vil håndhæve i nøjagtig syv dage. Den opmærksomme læser har opfanget, at ovenstående ikke er skrevet i første person. For jeg kan jo naturligvis styre min brandert.....

I dag har jeg, ikke ulig i går, været voldsomt inaktiv. Dagens største projekt har bestået af at være på marked, hvor der er et stort sammensurium af alt. Mate-skåle, Che Guavara t-shirts, lædervarer i alle afskygninger (med blomstermotiv!), antikvariatsbøger, frygtelig grimme solbriller, som naturligvis er ægte Ray-Ban, tango-motiver og tusind andre mere eller mindre ubrugelige ting og sager. Og hatte. Jeg har købt en 20'er inspireret filthat, som godt nok ikke passer voldsomt godt til det aktuelle klima, men nu er jeg jo også nordboer, hvorfor jeg spår os en lang og lykkelig fremtid.
Med mit nyerhvervede kup begav vi os hjem, hvor vi placerede os på taget. Og en af de klart bedste søndagsopskrifter må være at ligge i halv solskin og halv skygge på en tagterrasse i Argentina med altid søde Sigrun, en citatbog og en iPod. Jeg går ikke ind for proforma hviledage. Tydeligvis.

fredag den 8. marts 2013

X-kromosomer

Hvordan jeg har fejret denne Kvindernes Internationale Kampdag? Ved at vinde, naturligvis. I skolen har der i dag været præsentationer, der gik på at argumentere for vores fiktive virksomheders sociale strategier. Da den mandlige, britiske underviser med et massivt udvalg af lyserøde skjorter (der er altså virkelig noget mænd, worldwide åbenbart, har misforstået i forhold til lyserød beklædning - det er ikke pænt!) udmeldte, at vinderen ville få en gave, blev jeg selvfølgelig pludselig lidt mere interesseret. Og ved I, hvem der vandt i dag? Det var dem fra Danmark af. Eller nogle af dem, i hvert fald. Endnu vigtigere er, at præmien var chokolade. Af den bæredygtige slags, forstås. Så er der noget ved at vinde! Altså det synes jeg jo altid, der er, men når man både vinder og får chokolade, ja så bliver det jo faktisk ikke bedre.

I dagens ånd, vil jeg, som den listograf jeg jo i virkeligheden er, lave en top 20 (fordi en top 10 ikke er nok) over de kvinder jeg anser som de sejeste/klogeste/mest interessante, hvad end døde eller levende, fiktive eller autentiske. Selvom det er svært at begrænse sig. For hvis man ikke skal lave en top 20 over seje kvinder i dag, hvornår skal man så?

  • Astrid Lindgren - fordi hun har opfundet Pippi Langstrømpe og fordi hun formåede at være en barnlig sjæl hele livet. 
  • Audrey Hepburn - bevis på, at smukke mennesker godt kan have smukke værdier.
  • Camilla Stockmann - det var kærlighed ved første læste ord. 
  • Ellen DeGeneres - ganske enkelt fordi hun er SCHÅ sjov!
  • Elizabeth Bennet - Jane Austens protagonist, der gik imod det, der passer sig og alligevel fandt kærligheden i Mr. Darcy. 
  • Emmeline Pankhurst - ja, hun var en del i spjældet og ja, hun var meget offensiv i sin tilgang til suffragette-bevægelsen, men hun var også helt vildt sej, progressiv og nådesløs i sin kamp for stemmeret. 
  • Eva Perón - dels fordi jeg er i Argentina og som sådan bombarderes med superlativer om Førstedamen, men også fordi hun formåede at komme fra trange kår og blive politisk leder og var ganske målrettet og succesfuld i kampen for såvel de fattige og kvinders rettigheder i Argentina.
  • Frida Kahlo - løjerlig, finurlig og selvindsigtsfuld.
  • Ghita Nørby - barndomsnostalgi, skønhed og talent.
  • Jane Goodall - fordi hun var rigtig, rigtig god ved chimpanserne. 
  • Joni Mitchell - hendes diskografi er jo ganske enkelt fænomenal. 
  • Karen Blixen - nixen bixen, ingen liste uden Blixen.
  • Laura Ingalls Wilder - fantastisk forfatter og fantastisk menneske.
  • Marie Krøyer - fordi.
  • Mulan - både Disney-figuren og den rigtige Mulan, der kæmpede på lige fod med mændene og ikke ville hædres.
  • Pippi Langstrømpe - fordi hun har principper såsom: "Hvis jeg har bestemt, at jeg skal vande blomster, så vander jeg blomster, uanset om det regner eller ej".
  • Rosa Parks - fordi man ikke ikke kan elske hende.
  • Sacajawea  - fordi hun hjalp Clark og Lewis og i dén forbindelse vandrede flere tusinde kilometer med en bebs på ryggen. 
  • Simone de Beauvoir - fordi jeg elsker hendes forfatterskab og fordi hun har udtalt geniale ting som "All oppresion creates a state of war" + "What is an adult? A child blown up by age"
  • Ulla Terkelsen - Danmarks sejeste korrespondent! Med milelange tørklæder, den konstante page og den røde TV2-mikrofon: "Ulla Terkelsen, Berlin/Tokyo/London/New York/Moskva/Washington/Kabul/Paris/København, TV2"

onsdag den 6. marts 2013

I see dead people

OK, det gør jeg så faktisk overhovedet ikke. Men jeg har i dag set en masse gravsteder, jeg har nemlig været på Recoleta kirkegården, hvor blandt andre Evita, diverse præsidenter og en masse andre prominente mennesker, jeg ikke aner hvem er, er stedt til hvile. På trods af min manglende viden om argentinere og deres bedrifter, var det utrolig hyggeligt at gå rundt blandt alle de døde mennesker på den meget fine kirkegård, som faktisk har en femteplads på National Geographic's top 10 liste over kirkegårde, man bør besøge. Ved ikke helt, hvordan man kommer på top 10 - forestiller mig, at det er noget med at hyre et medie og så ellers have ham/hende til at gå rundt og lave nogle kvantitative interviews omkring de dødes generelle tilfredshed (med livet, høhø). Ikke helt ulig Human Development Index, som er det, jeg lærer om i skolen. Synes bare det her er væsentligt mere underholdende. Nå, men jeg kan i hvert fald godt forstå rangeringen, det er en vældig fin kirkegård. I fuldt dagslys, i hvert fald. Kirkegården er et finurligt marmor-amok nekropolis af smalle gange fyldt med statuer og mausoleer i både gotisk og art noveau arkitektur, man snørkler sig igennem. Jeg vil nu holde mund og lade mit kamera stå for formidlingen:



Her har vi fyren, der grundlagde den argentinske flåde. Eller toppen af hans gravsted

Præsident Carlos Pellegrini. 

Man er vel på en kirkegård...








Antiklimaks - dette er Evitas gravsted...



Wannabe triumfbue. 

tirsdag den 5. marts 2013

Og hør nu her, hvordan vi alle tromme vil

Det der koncept med at spille på trommer, har jeg altid været utrolig fascineret af. Nok i særdeleshed fordi min motorik aldrig har været i stand til at koordinere én bevægelse og rytme med foden, en anden med højre arm og en helt tredje med venstre arm. Det er lidt for mange udfordringer. For mig. Så derfor falder jeg altid helt på halen over mennesker, der faktisk formår at spille trommer, så det lyder godt. Nok om min manglende rytmiske sans; pointen er, at jeg i går var til La Bomba, som i al sin enkelhed er et trommeshow. Da vi ankom til indgangen, mødte følgende syn os: STAU! Kø-kulturen taget i betragtning måtte vi jo stille os bagerst. Bittert som det er. Det er den længste kø, jeg nogensinde har set. Altså hvis man lige ser bort fra den tyske Autobahn (som jeg til gengæld har haft fornøjelsen af på samtlige ferier i min barndom - og jeg mener faktisk fornøjelse; det var utrolig underholdende deromme på bagsædet med min søs). Køen fyldte to gade-blokke. To. Gade-blokke. Og jeg nåede at hæve forventningerne urimelig højt; "det har bare at være godt, det her tromme-gøgl". Det gik dog relativt hurtigt og jeg kan konkludere, at kø-kulturen cirka er det eneste, der fungerer effektivt i Argentina. Jeg tror dog, at en medvirkende faktor til, at det føltes hurtigt var fordi, det jo altid er skægt at kigge på mennesker. Der var for eksempel en Bob Marley look-a-like, der solgte hashkager. Jow jow. Bare rolig mor, jeg købte ikke en uskyldig undercover brownie...
Vi fik købt billet og kom også ind. Og helt op foran, skam. De to væsentligste ting fra aftenen i går er for det første, at der var helt ekstremt meget hash. Nu har jeg jo faktisk ikke selv erfaringer inden for lige dét felt, men jeg kan ærligt sige, at selvom jeg aldrig har prøvet det, er lugten af tjald meget letgenkendelig og der var en liflig dunst af hampplantage i hele bulen. I så udpræget grad, at jeg faktisk overvejede om man kunne blive skæv, blot ved at være til stede. Bare lige for at understrege pointen: Da vi kom ind ad døren til vort hjem, stank dér også rigtig meget af det ders hash og det var da alligevel pusserløjerligt. En af de andre kunne så fortælle os, at det såmænd bare var os, der lugtede af det. Hvorfor jeg valgte at tage et bad. Der var en relativt relevant frygt for at komme til at drømme om lyserøde elefanter. Det skete ikke, men jeg har dog sovet særdeles tungt i nat. Men lad os lade være med at analysere videre på det.
For det andet var det verdens nok sejeste trommeshow. Ever. De var så megaseje og fuldstændigt synkrone (ja, jeg ved godt, at det er ret essentielt i et band, men alligevel) og havde en fest på scenen. I særdeleshed var jeg helt pjattet med to mænd, der stod yderst til venstre og havde det vildeste sammenhold - bromance all the way. De havde koordineret deres outfits, så den ene havde en hvid beret på, mens den anden havde iført sig en lyseblå - man er vel patriot, og så havde de ellers en lille tomands-dans kørende. Skide skægt! Alt imens de meget nonchalant stod og snakkede til hinanden. Mens de trommede. Lignede ret meget, at de lige gennemgik weekendens byture. Samtlige trommeslagere formåede at skabe den vildeste folkefest og var voldsomt dygtige
Mine billeder fra aftenen er helt igennem elendige, så dem vil jeg skåne Jer for, men vil bestræbe mig på at lægge en video ud snarest, så I med egne ører kan høre, hvor talentfulde, de var. Konklusion: Safri Duo - gå hjem og vug!

Da jeg kom hjem fra skole i dag, lå der verdens bedste overraskelse. Jeg har nemlig modtaget pakke fra min allerbedstestebedste veninde, hvilket affødte følgende reaktion fra mine roomies: "Ej, nu må du sgu stoppe! - det er ikke fair". Og det kan jeg jo sådan set kun give dem ret i. Men hvad kan jeg sige? Min omgangskreds er ret awesome! Som det utålmodige menneske, jeg jo er, åbnede jeg ivrigt en pakke med et billede, så jeg brød ud i høj, ukontrolleret og ucharmerende latter (som den nu en gang er), chokolade, så jeg blev lykkelig samt et meget smukt brev, så jeg blev og er oprigtigt rørt og taknemmelig over at have en så dejlig veninde! Tak søde, skønne, herlige Maj!!!

mandag den 4. marts 2013

Læs venligst Emma Gads samlede værker

Jeg er bestemt ikke fan af at rose min tidligere sambo. Kineseren. Som fuldstændigt egenhændigt er skyld i mit anstrengte forhold til kinesere. Ikke at jeg er typen, der kunne finde på at generalisere. Hvorom alting er, kan tilstandende her i bygningen muligvis tvinge mig til det. Man skulle jo tro, at mennesker, når de har rundet de ti år, er i stand til at rydde op efter sig og vaske deres tallerkener op efter indtagelsen af mad. Særligt når der er skriftlige appeller til nøjagtig det über alles. Aber nein. Jeg møder næsten konsekvent op om morgenen til et køkken overdynget med afslørende skrald, tallerkener og glas, der fungerer som en biografi for, hvad folket har fået at spise aftenen før, samt en lille march-parade af myrer omkring vasken. Folk er simpelthen så dårlige til at gøre rent efter sig - og gøre rent er endda væsentligt overdrevet. Det handler i bund og grund om, at man tager en tallerken, hvorpå man placerer sin mad. Ligeledes tager man et glas eller en kop, dels afhængigt af om, hvorvidt der er tale om en varm eller en kold drikkevare og dels hvilken slags drikke-remedie, man lige føler for. Så indtager man sit måltid og fred være med det. For det tilfælde, at folk kan svinge sig op til at fjerne deres glas og tallerken fra det bord, de har spist ved, er det tydeligvis meget komplekst at bruge sæbe, så det springes tit over. Det er yderligere et meget stort projekt at fjerne sine madrester fra vasken, så det springes lige så tit over.
Og så er det bare, jeg gerne vil vide hvorfor. Ganske enkelt - men yderst relevant, synes jeg selv - spørgsmål. Har størstedelen af dem polio i armene, eftersom de ikke kan:

  1. Sætte tingene på plads?
  2. Smide skrald ud? Når de sjovt nok oftest er i stand til at placere det på køkkenbordet 15 centimeter over skraldespandende. Det er da alligevel mystisk. 
  3. Vaske servicet ordentligt op - med det formål, at det faktisk bliver rent?
  4. Tage sig sammen!
Jeg synes ikke, at ovennævnte scenarier er udpræget lækre. Men kineseren har rykket ved min tolerancegrænse, pædagogiske tålmodighed og har overordnet set hærdet mig. Og tusind tak for det...

At være turist eller ikke at være turist

Mine en kende autistiske Rainman-tendenser har gjort, at jeg på forhånd havde planlagt, hvordan vi skulle bruge denne højhellige søndag. Vi startede med at tage på Cafe Tortoni, som er Buenos Aires' ældste cafe og også stedet, hvor Argentinas vel nok mest kendte forfatter, Borges, skrev. Genial cafe. Hvor døren blev åbnet for en og tjenerne havde pingvinsæt og butterfly på. Alt taget i betragtning var maden egentlig ikke speciel god, men interiøret og atmosfæren var som at træde ind i 1858, hvor - fun fact - den åbnede. Selvfølgelig hvis man ser bort fra turister, som undertegnede, der gik amok med kamera. Og pegefingre. Og "neeeej, se!" Fun fact 2: Albert Einstein har besøgt cafeen. Ligesom Hillary Clinton også har. Og nu også jeg. Men flot var det.


Skikkelsen som opfylder alle mine fordomme om en rigtig argentinsk kvinde. Man kan jo bare se på hende, at hun blev født til at danse tango. Og sofistikeret drikke kaffe på en cafe. 

Glade - og syngende - tjenere

Jeg er forelsket i samtlige lamper



Bordet hvor Emilia Bertole sad


Næste stop: Casa Rosada, hvor der er rundtur i weekenden. Gratis, skulle det vise sig. De guidede ture bestod af så latterligt mange mennesker, at der overhovedet ikke var noget guiding over det. Men vi så da en billedvæg med populære idoler - åbenbart i modsætning til de mange upopulære idoler, der findes. Og Evitas salon. Og nogle syrede malerier. Og stod på balkonen, hvorfra Evita holdt sine brandtaler. Og som den turist man jo uundgåeligt er, lavede man vel lige jeg-er-et-meget-vigtigt-menneske-der-holder-en-meget-vigtig-tale posituren. Mens man kiggede på de andre turister nede på pladsen. Der ganske konsekvent har khaki-grønne bukser på, hvor nederste del kan lynes af, hvid polo t-shirt, safarihat, ergonomisk korrekt rygsæk, solbriller i snor og med garanti alt for avanceret Canon kamera. Og så er det sådan set fuldstændig ligegyldigt, hvilke kromosomer og nationaliteter, vi har med at gøre. Nå. På et tidspunkt sakkede vi så bagud og blev væk fra gruppen. Hvilket resulterede i, at en mand med meget fjollet kostume bestående af noget bjørneskindshue, rød/guld jakke og ridestøvler, fløjtede efter os på samme måde, man fløjter efter en hund, for at få os hen til de andre. Og på vejen derhen modtog jeg den største røvfuld skældud af en meget vigtig del af det argentinske sikkerhedspersonnel og blev pludselig utrolig glad for, at øjne trods alt ikke kan dræbe. Selvom det virkelig føltes sådan. Det faktum, at jeg ikke helt kunne lade være med at grine, gjorde måske ikke den, i forvejen akavede situation, bedre.  Som i sig selv skabte voldsomme flash-backs til, da jeg blev væk fra såvel egen som parallelklassen på lejrtur i sjette klasse. På grenen i Skagen. En historie min familie er helt pjattet med og finder urimelig stor fornøjelse i at fortælle ved enhver (u)given lejlighed. Da turen sluttede kom vi ud et ganske andet sted end indgangen og jeg overvejede seriøst at gå ind den vej for at se, hvorvidt jeg ville få karantæne for livstid. Ræsonnerede mig dog frem til, at manden med dræberøjnene muligvis ikke kunne se den åbenlyse humor i dét projekt.
For at afslutte en meget turistet dag, har jeg i aften set "Evita". Hvilket bare er meget sjovere, når man befinder sig meget tæt på stederne, den omhandler. Og når jeg i dag har været på balkonen.

Se balcony





Jeg indleverede i går min computer til "Oscar the geek"; Argentinas svar på en fattig Bill Gates. Med håbet om, at han kunne blive min nye bedste IT-ven. Underforstået, at han kunne fikse min gamle computer, der for et par dage siden besluttede sig for, at det der med at kunne starte var stærkt opreklameret. Og det kunne han! Som flere af mine medstuderende bemærkede var jeg helt oppe at køre. Ganske enkelt fordi jeg føler mig handicappet uden min computer. Og nu virker den - altså føler jeg mig ikke længere handicappet. Nu håber jeg blot inderligt, at den bliver ved med at virke. I hvert fald i de næste tre måneder.

Derudover har jeg fået skattesmæk. Og det er der jo i virkeligheden overhovedet ikke noget positivt at sige om. Uanset hvor latterligt stor en jubeloptimist, man så er. Træls med træls på.