mandag den 4. marts 2013

At være turist eller ikke at være turist

Mine en kende autistiske Rainman-tendenser har gjort, at jeg på forhånd havde planlagt, hvordan vi skulle bruge denne højhellige søndag. Vi startede med at tage på Cafe Tortoni, som er Buenos Aires' ældste cafe og også stedet, hvor Argentinas vel nok mest kendte forfatter, Borges, skrev. Genial cafe. Hvor døren blev åbnet for en og tjenerne havde pingvinsæt og butterfly på. Alt taget i betragtning var maden egentlig ikke speciel god, men interiøret og atmosfæren var som at træde ind i 1858, hvor - fun fact - den åbnede. Selvfølgelig hvis man ser bort fra turister, som undertegnede, der gik amok med kamera. Og pegefingre. Og "neeeej, se!" Fun fact 2: Albert Einstein har besøgt cafeen. Ligesom Hillary Clinton også har. Og nu også jeg. Men flot var det.


Skikkelsen som opfylder alle mine fordomme om en rigtig argentinsk kvinde. Man kan jo bare se på hende, at hun blev født til at danse tango. Og sofistikeret drikke kaffe på en cafe. 

Glade - og syngende - tjenere

Jeg er forelsket i samtlige lamper



Bordet hvor Emilia Bertole sad


Næste stop: Casa Rosada, hvor der er rundtur i weekenden. Gratis, skulle det vise sig. De guidede ture bestod af så latterligt mange mennesker, at der overhovedet ikke var noget guiding over det. Men vi så da en billedvæg med populære idoler - åbenbart i modsætning til de mange upopulære idoler, der findes. Og Evitas salon. Og nogle syrede malerier. Og stod på balkonen, hvorfra Evita holdt sine brandtaler. Og som den turist man jo uundgåeligt er, lavede man vel lige jeg-er-et-meget-vigtigt-menneske-der-holder-en-meget-vigtig-tale posituren. Mens man kiggede på de andre turister nede på pladsen. Der ganske konsekvent har khaki-grønne bukser på, hvor nederste del kan lynes af, hvid polo t-shirt, safarihat, ergonomisk korrekt rygsæk, solbriller i snor og med garanti alt for avanceret Canon kamera. Og så er det sådan set fuldstændig ligegyldigt, hvilke kromosomer og nationaliteter, vi har med at gøre. Nå. På et tidspunkt sakkede vi så bagud og blev væk fra gruppen. Hvilket resulterede i, at en mand med meget fjollet kostume bestående af noget bjørneskindshue, rød/guld jakke og ridestøvler, fløjtede efter os på samme måde, man fløjter efter en hund, for at få os hen til de andre. Og på vejen derhen modtog jeg den største røvfuld skældud af en meget vigtig del af det argentinske sikkerhedspersonnel og blev pludselig utrolig glad for, at øjne trods alt ikke kan dræbe. Selvom det virkelig føltes sådan. Det faktum, at jeg ikke helt kunne lade være med at grine, gjorde måske ikke den, i forvejen akavede situation, bedre.  Som i sig selv skabte voldsomme flash-backs til, da jeg blev væk fra såvel egen som parallelklassen på lejrtur i sjette klasse. På grenen i Skagen. En historie min familie er helt pjattet med og finder urimelig stor fornøjelse i at fortælle ved enhver (u)given lejlighed. Da turen sluttede kom vi ud et ganske andet sted end indgangen og jeg overvejede seriøst at gå ind den vej for at se, hvorvidt jeg ville få karantæne for livstid. Ræsonnerede mig dog frem til, at manden med dræberøjnene muligvis ikke kunne se den åbenlyse humor i dét projekt.
For at afslutte en meget turistet dag, har jeg i aften set "Evita". Hvilket bare er meget sjovere, når man befinder sig meget tæt på stederne, den omhandler. Og når jeg i dag har været på balkonen.

Se balcony





Jeg indleverede i går min computer til "Oscar the geek"; Argentinas svar på en fattig Bill Gates. Med håbet om, at han kunne blive min nye bedste IT-ven. Underforstået, at han kunne fikse min gamle computer, der for et par dage siden besluttede sig for, at det der med at kunne starte var stærkt opreklameret. Og det kunne han! Som flere af mine medstuderende bemærkede var jeg helt oppe at køre. Ganske enkelt fordi jeg føler mig handicappet uden min computer. Og nu virker den - altså føler jeg mig ikke længere handicappet. Nu håber jeg blot inderligt, at den bliver ved med at virke. I hvert fald i de næste tre måneder.

Derudover har jeg fået skattesmæk. Og det er der jo i virkeligheden overhovedet ikke noget positivt at sige om. Uanset hvor latterligt stor en jubeloptimist, man så er. Træls med træls på.

2 kommentarer:

  1. Føler mig lidt ramt af din beskrivelse af de kakifarvede, praktiske turister nede på pladsen - altså de der bukser, hatte, sandaler og rygsække er altså virkelig smarte! Og man kan da godt være lækker alligevel! Bare tjek samtlige af mine backpackerbilleder. Eller noget...

    Til "det her er da den helt rigtige upassende situation for Isabella at få et grineflip i" kan du jo (næsten) også lægge "det ser ud til at chancerne for at Maj kommer ind i Rusland er 50-50 - fedest!" :)

    SvarSlet
  2. Det er jeg virkelig ked af... :) Men turister er jo bare det mest fjollede folkefærd på kloden, navnlig når de ivrigt prøver at blende ind. Lige i den kontekst er det måske ikke safarihat, man skal stræbe efter.

    Haha, åh ja - good times. Jeg kan sgu ikke gøre for det. Tænker at det er en meget dårlig forsvarsmekanisme og måde at håndtere trykkede situationer. Maybe I should work on that, yes?

    SvarSlet