søndag den 10. marts 2013

Det er sommer, det er sol og det er søndag

I går var der her i huset meget kollektive tømmermænd. Hvilket i praksis indebar, at der blev indtaget meget cola, mange chips og meget is (ahem). Og at folk sov utroligt længe og gik utroligt tidligt i seng. Alt imens det  i deres vågne timer lyste ud af dem, at de tænkte: "Jeg drikker A.L.D.R.I.G. igen". Hvilket de så nok vil håndhæve i nøjagtig syv dage. Den opmærksomme læser har opfanget, at ovenstående ikke er skrevet i første person. For jeg kan jo naturligvis styre min brandert.....

I dag har jeg, ikke ulig i går, været voldsomt inaktiv. Dagens største projekt har bestået af at være på marked, hvor der er et stort sammensurium af alt. Mate-skåle, Che Guavara t-shirts, lædervarer i alle afskygninger (med blomstermotiv!), antikvariatsbøger, frygtelig grimme solbriller, som naturligvis er ægte Ray-Ban, tango-motiver og tusind andre mere eller mindre ubrugelige ting og sager. Og hatte. Jeg har købt en 20'er inspireret filthat, som godt nok ikke passer voldsomt godt til det aktuelle klima, men nu er jeg jo også nordboer, hvorfor jeg spår os en lang og lykkelig fremtid.
Med mit nyerhvervede kup begav vi os hjem, hvor vi placerede os på taget. Og en af de klart bedste søndagsopskrifter må være at ligge i halv solskin og halv skygge på en tagterrasse i Argentina med altid søde Sigrun, en citatbog og en iPod. Jeg går ikke ind for proforma hviledage. Tydeligvis.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar