tirsdag den 12. marts 2013

En arkitektonisk tour de force

I går var jeg i den argentinske kongres. Intet mindre. Og sjældent har jeg følt mig så usandsynligt malplaceret. Jeg blev pludselig frygtelig bevidst om egen fremtoning, der bestod af karrygul hippie-nederdel, for stor t-shirt, mine elskede Merrell sandaler og en noget uorganiseret knold på toppen af mit hoved. Så var det, at jeg fik lyst til at spurte ud og være meget lidt bæredygtig ved at købe en skjorte og et pencilskirt. Pronto. Lysten til at grave et stort hul og hoppe hurtigt ned i det blev om muligt større, da det gik op for mig, at der var filmfolk. Med kameraer. Sådan nogle videokameraer, der så yderst professionelle ud. Og som var tændt. Oh skræk, oh ve! Så spurgte jeg min sidemakker Sara: "Hvis de absolut skal filme, hvorfor skal der så være spotlight?", hvortil Sara, ganske oplyst kunne respondere: "Fordi de skal filme". Okay, godt ord igen så. Derfor forsøgte jeg meget ihærdigt at gemme mig. Hvilket naturligvis aldrig virker - og i sådanne kontekster er det jo bare, at jeg ville give hvad som helst for at implementere noget Hulu-Bule-Lotte-funktion i mavens centrum. Og så ellers bare sidde og jage egen pegefinger i navle, indtil usynligheden indtræffer.
Nåede dog den konklusion, at navlepilleri i sin mest oprindelige form måske ikke var det mest passende at foretage sig i kongressen. Som i sagens natur er et meget officielt sted og på en eller anden måde har Kulturstudier fået fikset, at vi skulle møde senator Maria Laura Leguizamo. Som egentlig mere lignede en Barbie-dukke med afbleget hår, tommetyk lag makeup, næsten-ondt-i-øjnene-glimtende-smykker, pink kjole med matchende sko, der var på vej til en skønhedskonkurrence indebærende at posere i pink bikini og stilletter, end en politiker. Men det er hun jo, og hun virkede faktisk rigtig dygtig og havde ganske fornuftige holdninger at ytre om det der CSR, som jo officielt er grunden til, at jeg befinder mig i God Luft. Bagefter fik vi en lille rundtur i kongressen, som er en sindssygt flot bygning; der var eksempelvis et bibliotek, som jeg personligt ikke ville have noget imod at slå lejr i i et par år. Jeg gik med åben mund og polypper, ligesom børn der er i Disneyworld for første gang. Eller bare børn, der er i Disneyworld. Eller bare mennesker, der er i Disneyworld. Anyway! Fotobeviser:







Beauty-queen/senator

Argentinas oprindelige forfatning



Bibliotek a la "Skønheden og Udyret"



Da vi fik fri, begav Sigrun og jeg os videre til Teatro Colón, som er teatrET i Buenos Aires. Og en eklektisk bygning med en antydning af skizofreni. Der har nemlig været tre arkitekter inde over. Arkitekt nummer et var italiensk og syntes, at farver var dejlige. Arkitekt nummer to var elev af arkitekt nummer et, men blev dræbt af den butler, der havde en affære med hans kone. Det kan jo smutte, det skidt. Arkitekt nummer tre var belgisk og meget inspireret af Frankrig, Paris og Versailles. Hvorfor bygningen er væsentligt mere neutral udvendig end indvendig. Selve salen i teatret kan huse 3000 mennesker og prislejet for billetter går fra 43 til 1500 pesos. Sidstnævnte er pladser i den bedste boks i bulen, hvor de 43 pesos giver adgang til en ståplads. Jeg synes jo på sin vis, at det er fint at udrydde det der kultursnobberi, så alle kan komme ind og se en opera. Men at stå op til en ti-timers opera er måske også lige offensivt nok.
Akustisk set betegnes salen som en af de fem bedste i verden og ifølge vores guide, har Luciano Pavarotti været den eneste, der har kritiseret stedet. Kritikken gik på, at akustikken var så perfekt, at det kræver en perfekt sangstemme. Guiden forklarede endvidere, at akustikken er så ganske perfekt, fordi rummet komplimenteres af henholdsvis marmor, der skaber ekko, og tungt velour, der holder på lyden. Jow jow. Desuden fik jeg Da Vinci-koden agtige associationer, fordi der er en hemmelig gang. I lysekronen. I kid you not. I den sænkbare lysekrone er der en hemmelig gang med plads til tyve mennesker, hvorfra sangere og musikere selvsagt kan skabe vilde lydeffekter og masser af wow-effekt. Jeg sad og prøvede at gennemskue, hvordan man kan få lov til at komme derop. Konklusionen følger, at jeg bliver nødt til at blive guide, for irriterende amerikanere, der fylder meget både fysisk og psykisk, så jeg kan få lov til at udforske den gamle bygnings hemmeligheder. Nøjagtig samme fornemmelse får jeg, når jeg befinder mig på Versailles - der er jo også hemmelige gange überalles. Og min nysgerrighed kan slet ikke klare uvidenheden. I lidt mindre skala har jeg det egentlig også sådan, når jeg spiller Cluedo.
Som med alle andre gamle bygninger handler arkitekturen om de kendte og rige. Således er præsidentboksen den dårligste i hele salen; underforstået at præsidenten sad i en vinkel, der gjorde, at han (hun var ikke en mulighed dengang) ikke kunne se, hvad der foregik på scenen. Det vigtige var imidlertid, at alle kunne se ham. Under denne præsidentboks var der hemmelige sæder - godt nok kunne man ikke se noget derfra, men man kunne høre musikken. Her sad enkerne så og nød musikken, fordi det var upassende at vise sig i godt humør i to år efter ens ægtefælles død. Teorier cirkulerer omkring, hvorvidt enkerne havde gang i lidt hanky-panky der i mørket. Ak, det finder vi aldrig ud af. Strøtanke: Ville det ikke være genialt, hvis gamle bygninger kunne tale? Bare sådan i al almindelighed - der  være nogle geniale historier gemt i diverse mure.

Bagsiden af Teatro Colón



Tykke englebasser kommer man ikke udenom


Jeg skal simpelthen ind og se en forestilling her. Det er jeg nødt til. Bum.


Lysekronen der for evigt vil gøre alle andre lysekroner til skamme

I dag har jeg været i den meget opreklamerede skole, men jeg har til gengæld fri i morgen, hvilket da bestemt skal udnyttes i en sådan grad, at jeg næsten kunne gå hen og brække mig over egne turisttendenser. Det er i grunden sjovt, som alle - safarihat eller ej - nægter at være turister, når de er ude at rejse og konsekvent leder efter de steder, der ikke er for turistede. Men det må helst heller ikke blive så autentisk, at det er alt for ukendt og potentielt farligt. Så i aften vil jeg gøre noget, jeg bilder mig ind, er ret autentisk. Jeg skal til homoseksuel tango. Jep. Og hvad det helt præcist indebærer, vil jeg vende tilbage til senere...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar