torsdag den 14. marts 2013

En mislykket bytur, en Frida, en flan, en pave, et digt

Ja, jeg skulle jo så til homoseksuel tango i forgårs.Og det kom jeg også. Men vi ankom midt i en undervisningstime og personligt følte jeg ikke lige, at der var grund til både at rode sig ud i tango, som jo i forvejen ikke er min bedste ven samt eventuelle akavede forklaringer om egen seksualitet. Derfor valgte vi at smutte igen, selvom stedet egentlig så meget tilforladeligt ud. Jeg havde jo inderst inde håbet på lyserøde fjerboaer med glimmer, en masse håndboldspillere og store multifarvede flag. Men ak, der var en bar, der var en scene, der var musik og der var mænd og kvinder, der dansede tango. Kedeligt normalt.
Så vi tog på bar i stedet for - det ved man jo ligesom, hvad er. Og var ved at falde kollektivt i søvn, hvorfor vi tog hjem. Idet vores taxa stoppede foran huset, kunne vi konstatere, at nogle af vores medstuderende var på vej i byen. Så derfor forsøgte vi at tage os rigtig god tid om at betale taxachaufføren. Vild ungdom...
Men, men, men. Dét betød, at vi var tidligt hjemme, så jeg fik en masse dejlige timers søvn og var relativt veludhvilet i går morges. Gårsdagens fridag blev brugt på at være på kunstmuseet MALBA. Som mindede en del om ARoS, og hvor de havde en original Frida Kahlo, som man jo lidt er nødt til at blive benovet over at kigge på. Så det blev jeg.
I går aftes var fem piger og jeg hjemme at spise middag hos nattevagten på Pichincha, Alfredo og hans søde familie. Hvor vi fik alt for meget ravioli og flan med dulce de leche og så billeder fra han og konens bryllup. Og hvor jeg med større eller mindre held forsøgte at gøre mig forståelig på fremmedsproget spansk. Vi måtte, muligvis af princip, ikke hjælpe med noget som helst, ej heller betale vores egen busbillet, hvorfor vi nu lægger skumle planer, der omhandler at lave traditionel dansk mad til dem en dag. Vi skålede for den hvide røg og den nye pave, det indebærer. Som er argentinsk og den første latinamerikaner, der nogensinde har indtaget dét erhverv. Men kan jo så bare håbe, at ham her Francisco den første er lidt mere normal oven i hovedet end nogle (læs: de fleste) af hans forgængere. 
Alfredos barnebarn på ni år, læste meget poetisk et digt højt for os, som han selv havde skrevet. Hvilket for det første er imponerende, at han tør foran seks fremmede piger og for det andet var en af sætningerne "Det er dig, min elskede. Der er ikke andre end dig". Armen altså, så kan jeg da virkelig godt forstå, at hankønsvæsenerne er så offensive, når de rammer puberteten. Hvis de ligesom bliver indoktrineret til at skrive kærligheds-poesi som ni-årige. No wonder...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar