onsdag den 20. marts 2013

Hvad vil jeg være, når jeg bliver stor?

Når jeg nu alligevel er tvangsindlagt til sygeleje - og tiden snegler sig af sted og de eneste egentlige beviser der er på, at tiden faktisk bevæger sig, er bunkerne af snotpapir, der stødt vokser på mit sengebord- ja, så kan jeg jo ligeså godt bruge tiden på at lægge skumle planer. En ud af mange skumle planer går på, hvad jeg i grunden gerne vil være, når jeg bliver voksen. Umiddelbart et mere relevant spørgsmål at stille mine yngre fætre og kusiner, men den der gamle doktrin om, at "det finder du ud af, når tid er" er jo egentlig ikke specielt meget mere værd end fem potter pis. Kan i grunden knapt nok svinge sig op til en enkelt potte. Hvorfor det er mindst ligeså relevant at stille mig selv nøjagtig dét frygtindgydende spørgsmål. Problemet er jo så, at jeg überhaupt ikke har nogen som helst anelse. Bachelor-titlen er efterhånden ved at være inden for rækkevidde og det er dejligt, men kræver også en stillingtagen til, hvad der så skal ske.
Var det ikke i syvende og ottende, man sad i kommuneskolernes fantastiske EDB-lokaler med lærere, der syntes, at overhead-projekterer var avancerede væsener, og skulle indtaste, hvilke interesser man havde, hvilke fag man godt kunne lide og hvad for en uddannelse, man gerne ville tage. Valget faldt så mere eller mindre modvilligt på gymnasiet. Hvor der var samme gave i ny indpakning. Med et koncept, der skulle forestille studievejledning, men i realiteten mere handlede om, at der sad en halvfed, afdanket engelsklærer, der fortalte, at man skulle sætte sig med moppedrengen over dem alle; Hvad kan jeg blive? og så ellers bare starte fra begyndelsen. Altid et glimrende sted at starte, by the way. Hvilket jeg jo på ingen måder blev klogere af, men fik da trods alt på et tidspunkt noget, der mindede om en åbenbaring, der gik på, at antropologi var vejen frem. Og det har det jo også været, jeg elsker antropologi, men jeg er måske bare ikke just overbevist om, at jeg lige er i stødet til en kandidatuddannelse i antropologi. Også.
Jeg troede, at man nåede en alder, hvor sådan nogle ting ligesom bare var afklaret. Som i ikke et problem længere. Nej. Dér var jeg så lige en kende for godtroende. Nå. Men når jeg nu er omtrent lige så forvirret som da jeg faktisk gik i ottende (dengang det var helt okay at være snotforvirret), kan jeg jo lige så godt bevæge mig inden for den målgruppes vejledning. Derfor har jeg da lige taget en test fra hjemmesiden www.fremtidenerdin.dk (host host), der på baggrund af seks spørgsmål, heriblandt min yndlingstegneseriefigur, gerne skulle kunne give mig svar på, hvad det er oplagt for mig at blive. Ifølge testen:

  • IT-ingeniør
  • Farmakonom
  • Advokat
  • Økonom
  • Elektriker
  • Psykolog
  • Arkitekt
  • Fysiker
  • Bygningskonstruktør
  • Laborant
  • Sygeplejerske
  • Politibetjent
  • Socialrådgiver
  • Fængselsfunktionær
  • Læge
  • Skolelærer
  • Social- og sundhedsassistent
  • Brandmand 
  • Pædagog

Okay. Tre ting:

  1. Det var jo for fanden meningen, at en sådan test skulle hjælpe en til afklaring. Da ikke yderligere forvirring. 
  2. Hvor i himlens navn er sammenhængen mellem økonom, laborant, IT-ingeniør, SOSU-assistent brandmand og FYSIKER?!
  3. Er det seriøst - i ramme alvor - sådan her, verdens fremtid skal nå frem til en konklusion omkring, hvad de gerne vil vie deres liv til? Halle-fucking-luja, siger jeg bare!

Hvis jeg skal forsøge at tage de positive briller på (hvem har opfundet den forfærdelige vending?), behøver jeg jo egentlig ikke at tage stilling til noget som helst før om et år. Eftersom min flybillet siger afgang en gang i november, er ét sabbatår ligesom givet. Det lille twist er så, at jeg  nu ganske alvorligt overvejer at udleve de resterende syv af mine oprindelige otte sabbatår, som Maj tålmodigt måtte lægge øre til i gymnasiet. And here we go again. Eller måske ikke syv. Men et mere end det oprindelige ene. Så to. Nu vil jeg ikke udelukke, at min lyst til yderligere sabbatår har noget at gøre med, hvor jeg befinder mig og min store begejstring for netop det. På forhånd, i hvert fald. Jeg tror bare, jeg vælger at satse på, at endnu en åbenbaring dumper ned i turbanen på et tidspunkt. Indtil da, vil jeg afslutte med denne sang - og ja, hun synger helt igennem forfærdeligt og pivfalskt, men det er ikke desto mindre yderst relatérbart - for mig - og barndomsnostalgi:


Ingen kommentarer:

Send en kommentar