lørdag den 23. marts 2013

Mig og Messi

Følgende udtalelse og skift i sind havde min far så nok aldrig set komme: I går var jeg til fodbold-landskamp. Og yderligere mærkværdigt: Frivilligt! Jeg har aldrig været interesseret i det der fo'bold, har egentlig altid haft den holdning, at sport er sjovere at være med til end at glo på. Har ditto også altid meldt mig ud af ethvert fællesskab, når det handlede om at se kamp i TV. Eller på stadion. Eller høre det i radioen. En smule svært at praktisere, når ens familie er pro-fodbold. Aber dabei; jeg er jo i Argentina - hvis nogen skulle sidde og være i tvivl - og så er der bare tre ting man skal og som på ingen måde står til diskussion; spise bøf og drikke rødvin, se og/eller danse tango og se en fodboldkamp. Så der var ikke det helt store at stille op, da det gik op for mig, at der var kamp den 22. marts. Billetter - yes please. Fri vilje lige lukt ud af vinduet. Næsten.
Summasummarum: Jeg var helt uden tvang til fodboldkamp i går. VM kvalifikationskamp mellem Argentina og Venezuela såmænd. Og min første landskamp, sågar.
Og hvordan var min oplevelse så af dét? Overraskende nok rigtig god! Jeg fulgte ivrigt med, var på ingen måde ved at falde i søvn og var oppe at hoppe op til flere gange. Jow jow.
Hele dagen i går var vi relativt (ahem) meget oppe at køre over forestående kamp og folket iklædte sig fodboldtrøjer og fik malet blå-hvide flag i ansigtet, hvilket fik mig til at tænke på, om den der male-flag-i-fjæset-tradition ikke er udpræget skandinavisk? Eller hvad? Der var i hvert fald ikke andre end vores enklave, der praktiserede den form for kropsudsmykning til kampen. Turen til stadion var præget af forventningens glæde og vi ankom til stadion en times tid før startskuddet, hvilket gav mig tid til at købe en utrolig dårlig kopivare af en Messi-trøje. Egentlig ikke et stort politisk statement fra min side, men den eneste, kopivare-folket havde at byde på. Jeg havde aldrig troet, at jeg nogensinde skulle bruge penge på sådan noget fis, men jeg ville gerne være argentinsk patriot og kan desværre heller ikke afvise, at jeg gerne ville være en del af fællesskabet; både det argentinske og det skandinaviske - stort set samtlige skandinavere var iført den smølfe-lyseblå og hvide stribede t-shirt med nummer 10 på ryggen, hvilket skabte utroligt stor blikfang. Som om vores blotte tilstedeværelse ikke var aparte nok. Der er ingen tvivl om, at Messi er det største trækplaster på det argentinske landshold og jeg kan jo ikke sige mig fri for at være iklædt såvel hans nummer og navn, men jeg synes nu alligevel, at det er lidt synd for de andre på landsholdet, for der blev primært råbt "Ole, ole, ole, ole! Messi, Messi!". Men igen; jeg kan ikke sige mig fri for, at jeg tog del i det.
Indgang K - here we come. Og efter tre visninger af billet, hvad skuede så mit øje? Et helt enormt stadion med plads til 90.000 skrigende, passionerede fodboldfans. Allerede der var jeg voldsomt begejstret og så gik jagten ind på sædet. På min billet stod række 11, plads 28. En information, der synes let at forholde sig til. Næ, egentlig ikke. Jeg bliver nemlig ved med at glemme, hvor jeg befinder mig; i landet hvor ineffektivitet er et princip, der håndhæves med stålfast hånd! Nå, der er naturligvis ingen nummerering på rækkerne på stadion, men kun på "stolene" - som i virkeligheden er bænke, hvor jeg virkelig godt kunne have brugt 15 centimeter mere for rent faktisk at kunne sidde i en normal kropspositur - og på et stadion med plads til 90.000, stod der jo 28 på jævnt mange sæder. Men. Det lod ret meget til, at folk bare satte sig, hvor de lystede. Så det gjorde vi også. Og blev jaget væk. To gange. Hvorefter vi panisk greb fat i en alt for stresset, stakkels mand, som så i sit ansigts sved viste os hen til vores pladser. Hvis de nu bare nossede sig sammen til at lave noget skiltning med nogle numre kunne de jo forhindre alle de hjerteanfald, deres ansatte nødvendigvis må få af at arbejde under et så umenneskeligt pres. Nå, her stod søde Anna og Annika og vinkede ivrigt og råbte mit navn. Hvilket havde den effekt, at 10 mænd bag Anna og Annika også begyndte at råbe "ISABEEEEELLAAAAA". Oh, I feel so speciel right now. Og davs med Jer.
Schmeichel, to gange Laudrup og Elkjær: Jeg beklager virkelig, men fodboldnationEN over dem alle er jo altså Argentina og jeg fik syn for sagen i går. Første halvleg var ge-ni-al. Intet mindre. Jeg så Messi score til et straffespark lige inden halvleg. Og det var awwwesome! At jeg har set det ske, er desuden et faktum, jeg i den grad har tænkt mig at misbruge og som sådan kvalmende ofte vil kaste i hovedet på alle forboldinteresserede, hvad enten de spørger eller ej. At Messi spiller for Barcelona, bor i Spanien og i øvrigt i alle henseender er mere spansk end argentinsk - det synes jeg faktisk ikke, vi behøver at snakke om. Overhovedet.

Her er så verdens bedste fodboldspiller i aktion:


Konklusion: Det kan godt være, at det der med de 22 tosser, der render febrilsk frem og tilbage på en plet græs, alt imens de aggressivt jagter en bold, ikke er helt så hul i hovedet, som hidtil antaget. Jeg havde i hvert fald en gevaldig hyggelig aften og tror sgu ligefrem, jeg kan overtales til at se noget mere af det. Løjerligt.

2 kommentarer:

  1. Vandt de??? Og hvor er billedet og skal spørge hvad sådan en Messi trøje står i ? Måske kan vi lave parallel import

    SvarSlet
  2. Ja, selvfølgelig vandt vi! En falsk Messi trøje står i 70 pesos, så jeg er ikke just blevet ruineret. Endnu.
    Ah, jeg tror lige, det går ;)

    SvarSlet