mandag den 25. marts 2013

Ønsketænkning. Og send en bror. NU!

Tommy og Annika får på et tidspunkt overtalt Pippi til at gå i skole, fordi "det er virkelig skægt og lærerinden er SCHÅ sød". Mmmm, sikkert. Som den åbenhjertige person Pippi er, giver hun det naturligvis et forsøg. Med multifikation og hvad de voksne ellers mener, hun burde lære. Og det forløber cirka således:

"Nej, må jeg bede om skolerne i Argentina", sagde Pippi overlegent og kiggede ned på børnene. "Der skulle I gå. Der begynder påskeferien tre dage efter, at juleferien er slut, og når påskeferien er forbi, er der tre dage til sommerferien. Sommerferien slutter første november, og så må man jo tage en ordentlig tørn, indtil juleferien begynder den ellevte november. Men det må man tage med, for man har i hvert fald ingen lektier for. Det er strengt forbudt at læse lektier i Argentina. Det kan jo ske, at en eller anden argentinsk unge sniger sig ind i et skab og sidder der i hemmelighed og læser lektier, men ve den arme stakkel, hvis hans mor opdager det. Regning har de slet ikke i skolerne, og hvis et af børnene ved, hvad syv plus fem er, så kommer han i skammekrogen hele dagen, hvis han er så dum, at han siger det til frøkenen. Læsning har de kun om fredagen, og kun hvis der er nogle bøger at læse i. Men det er der aldrig."
"Jamen hvad laver de så i skolen?" spurgte en lille dreng
"Spiser slik", sagde Pippi bestemt. "Der løber et langt rør fra en slikfabrik i nærheden direkte ud i skolestuen, og der strømmer slik ud dagen lang, så børnene har nok at gøre med at spise det".
"Jamen, hvad laver lærerinden så?", spurgte en pige.
"Piller slikpapiret af for børnene, din klovn", sagde Pippi. "Du troede vel ikke, at de gjorde det selv? Sjældent. De går ikke engang selv i skole. De sender deres bror."

Min første indskydelse var, at Pippi tager fejl. Hvilket jeg vil mene, at jeg godt må udtale mig om, eftersom jeg vil påstå, at jeg har en eller anden form for ekspertise inden for det der med at gå i skole i Argentina. Og det smerter mig at måtte sige, men sådan er det altså ikke hernede. MEN. Så gik det op for mig: Pippi tager jo ikke fejl, hun justerer bare sandheden en smule. Det er en universel sandhed og ligeså sikkert som, at Jorden er rund, roser er røde, violer er blå, at jeg elsker is og Pippi, at et menneske har 23 kromosompar og at børnelatter er noget af det bedste i verden.
Følgelig kan der kun være én forklaring: Min skole samarbejder med Skandinavien og det er dér, hele fejlen ligger. Det samme måtte Pippi sande i Sverige. Det er jo skrækkeligt og jeg vil bestræbe mig på at indføre Pippis version af skolegang i Argentina. Derfor kunne jeg godt tænke mig, hvis der sidder nogen derude med en bror, jeg må låne. Bare sådan til at sende i skole i stedet for undertegnede...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar