tirsdag den 30. april 2013

Intet nyt fra vestfronten

Hvilket er grunden til den lave frekvens af ophidsende historier. Jeg sidder og forsøger at skrive eksamensopgave. Det går ikke vildt godt. Det er som om, at YouTube og Google bare har mange sjovere ting at byde på end frivillige versus lovbindende standarder.

Det vildeste jeg kan bidrage med er rastløshed. Rastløshed over, at der er så mange, der allerede er rejst. Ikke nogen, der egentlig betød vildt meget for mig og ikke nogen jeg kommer til at savne helt vildt. Apropos det der Google, har jeg lige læst nogle frygteligt opreklamerede personligheds-beskriv-dig-selv-med-tre-ord-for-det-kan-jo-sagtens-beskrive-et-helt-menneske-analyser om andre mennesker, og fordi jeg åbenbart er uhyggeligt letpåvirkelig, tænkte jeg naturligvis på egne tre ord. Og nåede frem til, at jeg er følsom, fjollet og stædig. Følsomheden påvirker mig og andres følelser påvirker mig, hvorfor den generelle transit stemning de sidste par dage har smittet meget af på mig. Detour! Rastløshed over, at der er nogle, der rejser både i dag og i morgen. Rastløshed over at jeg selv skal flytte i ny lejlighed i morgen. Rastløshed over, at tiden i Argentina snart er slut. Og jeg ved faktisk ikke helt, hvordan jeg har det med det. Jeg er ikke trist, jeg er bare heller ikke helt oppe i det gear, jeg befinder mig bedst i. ........... Men måske YouTube kan hjælpe mig med dét?

søndag den 28. april 2013

Ikke noget påfaldende

Vi var i går i Colonia, Uruguay for at forny vores visum, der efterhånden var ved at udløbe og eftersom jeg ikke er overdrevet begejstret for ideen om at være illegal, tilbragte jeg gårsdagen i Colonia. En stille, rolig og hyggelig dag i en stille, rolig og hyggelig by. Spiste en is, fik noget frokost, gik rundt i byen, legede med lyserøde nedfalds-blomster, kiggede på gamle amerikanerbiler, konkluderede, at priser i Uruguay er omtrent dobbelt så høje som de i forvejen dyre priser i Argentina, så på gamle kanoner, nød roen, så solnedgangen over havet, blev sikker på, at den der ineffektivitet ikke udelukkende er et argentinsk fænomen. Tillader mig hermed at skære et kæmpe kontinent over én kam. De er ineffektive. Ad. Helvede. Til. Eksempelvis var processen med at få et stempel i passet noget med at stå i en kø for at få et stempel, der beviser, at man nu er ude af Uruguay for derefter at stille sig i nøjagtig den samme kø blot i den anden ende for at få et stempel, der beviser, at man nu er inde i Argentina. Hvor stempel nummer to blev givet af en mand, der stod 57 centimeter fra mand, der uddelte stempel nummer et. Jesus altså. Fik dog de stempler jeg skulle have, kom næsten for sent til færgen, tog hjem til gode gamle Buenos Aires.

I dag har jeg givet mig selv fri hele dagen, stod op klokken 10, har fået en lur på godt to timer. Og går nok snart i seng igen. Det vildeste der har fundet sted i dag, var indkøb og indtagelse af is.

torsdag den 25. april 2013

Nåårhmæn, alsåh d barr fårdi jah æææælsgår grahmmatik. SCHÅ mejed!

Jeg sidder her i min seng og retter vores opgave igennem for sproglige og grammatiske tanketorsk. Og det har faktisk overhovedet ikke været så slemt. Lige nu er jeg måske ikke vildt begejstret, men klokken er også to om natten, og jeg har siddet med det i ni timer. Men. Alt i alt er det okay. For det første fordi, det betyder, at vi snart er færdige (indsæt klapsalve). Og for det andet fordi, jeg måske har en unaturlig kærlighed til grammatik. Fornemmer, at jeg har det lidt ligesom visse freaks har det med matematik. Der er nogle regler, man skal følge og når man kan dem, kører man pænt meget med klatten, for så kan det stort set ikke gå galt. Sproglige irritationsmomenter er der masser af (ikke i opgaven, sidder jo og retter, men snarere i livet generelt), jeg føler mig en kende som Preben Kristensen (det hedder det ikke!) og derfor irriterer det mig grænseløst når: 
  • Der på et eller andet galvaniseret skilt står Lis's Bodega. For det første fordi man skal holde sig fra A. At hedde Lis og have en bodega, B. At gå på Lis' Bodega, C. At overføre engelske apostrofregler til dansk.
  • Man må stave "mayonnaise" "majonæse". Eller det må man så vist ikke længere, fordi det er blevet lavet om. Igen. Seriøst? Det er et yndigt, fransk ord om et egentlig ret snasket og snusket produkt. Men så vidt jeg er informeret er æ ikke-eksisterende i det der Frankerrige. Pointen er, at jeg kan da virkelig godt forstå, at ungdommen bliver forvirret, hvis klåve-åve'rne ikke kan blive enige med sig selv om, hvad man skal kalde den hvide vidunder-kaloriebombe. 
  • Folket ikke kan fatte, at der for helvede ikke er noget, der på dansk hedder "at ende op med". 
  • Folket ikke kan fatte, at der for helvede ikke er noget, der på dansk hedder "det kalder for handling".
  • "Vende" og "vænne" får samme betydning. Så vænner jeg lige skuden - hvis du kan vende dig til det. 
  • Det sproglige system i Danmark åbenbart er skruet sådan sammen, at hvis blot 50% af befolkningen tager fejl, bliver det pludselig okay. En bjørnetjeneste er ikke en god ting, ligesom det at blive forfordelt ikke er positivt. Ellers skal jeg da til at forfordele nogle flere bjørnetjenester. Navnlig til de mennesker, der siger "at ende op med" - det er så pisseirriterende... 
  • Der er indtil flere mennesker, der tror, det hedder "tag det med et gram salt". Det er alligevel en ret præcis måleenhed til et ellers komplekst fænomen. 
  • Christiane Schaumburg-Müller taler. Bare sådan generelt. Eller okay, primært irriterer hun mig, fordi hun har giftet sig med L.O.C., det er på alle måder ikke okay! Men også fordi hun har sagt: "Britt Bendixen, nu vil jeg gerne henrette min opmærksomhed til dig". By all means, henret din egen opmærksomhed, det vil jeg faktisk kun græde ultra tørre tårer over. Men det er da synd for Britt. 
  • Følgende irriterer mig faktisk ikke, synes det er utrolig morsomt: At Kronprins Frederik på spørgsmålet til, om han kunne lide sit studie i Aarhus svarede, at han var meget positivistisk omkring det. Høhø. 
  • Spørgsmålet "hvis er det?" på forunderlig vis bliver til "hvemses er detses?".
  • Mennesker siger "velbe". I stedet for "velbekomme". Altså så meget længere tid tager det jo ikke just. Vel? Vel? Velbekomme!
  • Folk siger LOL. Altså hvis du griner højt, så skulle du måske gøre dét, i stedet for at sige, at du har lyst til at grine højt. Og så ikke gøre det. 
  • "Fordi at". Bare fordi. Uden at. 

tirsdag den 23. april 2013

"Venner er som pomfritter"

Er en sætning i et eller andet citat, jeg engang læste og som handlede om, at man kan godt klare sig uden, men, at det er bedst med ketchup. Og det er jo egentlig ikke en særlig god analogi, men pointen er, at man selvfølgelig godt kan leve uden sine venner og veninder. Men spørgsmålet er, hvor sjovt det egentlig ville være? Jeg sidder og skriver eksamen og har lige fået en mail om, at endnu en lille dreng har fundet vej til verden og må derfor stoppe op og helt velvilligt sande, at der sker vigtigere ting og sager i verden end at skrive om kontekstuelle problematikker i implementeringen af globale, frivillige initiativer, der søger at øge standarden for CSR initiativer (ja, jeg ved godt, at det er helt vildt, ekstremt, overvældende spændende). En smuk mail ledte til tankevirksomhed, der ikke handler om virksomheders sociale ansvarlighed, men som handler om mine veninder. Som i al beskedenhed er de bedste veninder i verden. Både de gamle, som hende jeg mødte i elevrådet, der er det menneske i verden, der bedst forstår glæden ved mælkesnitter og det smukke i overforbrug af umiddelbart og som er det mest betænksomme menneske, dem der oprindeligt var venners venner, hende jeg mødte på vores tidligere fælles arbejdsplads og som er smuk og inspirerende, hende fra gymnasiet som jeg egentlig troede, jeg havde mistet kontakten med indtil i forgårs, hende jeg deler mit russofil-gen med og som er dejligt idealistisk og proaktiv, hende der oprigtigt sætter pris på en god "det sagde hun også i går" punchline og som er et muskelbundt, hende jeg bare er nødt til at tage tilbage til Grækenland med og dem fra antropologi der udgør vores lille gruppe og som alle er meget modne, forskellige og som gør mig klogere, gladere for studiet og gladere generelt.

Men også de nye, som hende der var øjeblikkelig connection med i form af dårlig humor, How I Met Your Mother, is og white russians og som er min fremtidige rumbo, hende der er blevet mit personlige rejseorakel og som sender mig søndags-jam og desuden kan danse Gangnam Style så det ser godt ud, hende der meget betænksomt kan se, når man har brug for en kæmpekrammer, er sej og i øvrigt en latterligt god kok, hende fra antropologi som jeg egentlig godt vidste hvem var, men ikke kendte og som nok har klodens mest livlige sprog samt flotte fødder.

Og dem jeg deler gener med. Både hende helt tæt på, som muligvis er den person i verden, der er min største allierede og hvis mening betyder ubeskriveligt meget, men også de to utroligt morsomme søstre, hvoraf folk siger, jeg minder uhyggeligt meget om den ene, som er det mest bæredygtige menneske, jeg kender og som sætter pris på øreringe og fakta som eksempelvis Michael Laudrups højde samt Gandhi-citater, mens den anden er helt vildt sej, kører mega godt bil og kan servere en kommentar/en bemærkning/en tanke/en vits/andet godt fra havet med p.e.r.f.e.k.t. timing og derved tvinge et helt selskab i (latter)knæ.

Og så er det sådan set fuldstændig ligegyldigt, at vi er meget forskellige og at vi måske ikke altid forstår hinandens beslutninger og tanke- og reaktionsmønstre. For I gør mig hver især glad helt ned i tolvfingertarmen. Så selvom jeg står et meget andet sted på livets togstation, gør det mig sindssygt, oprigtigt og inderligt glad, når en forlovelse annonceres, når invitationen til et sommerbryllup i august ankommer, når en smuk, lille, nyfødt pige melder sin ankomst, når to smukke nyfødte drenge gør det samme. Og af samme grund krydser jeg fingre for en optagelse på politiskolen, for en opfyldelse af en babydrøm og for en rask chow-chow. Og det er grunden til, at jeg drømmer om en duo-tur med den transsibiriske jernbane. Og derfor er jeg dybt taknemlig over et med garanti underholdende indslag i Brasilien, over endnu et besøg i New York på trods af praktikproblematik og over, at en antropologistuderende, en litteraturhistoriestuderende, en københavner og en færing fik den samme geniale ide som mig.

Dette var min ode til JER!

mandag den 22. april 2013

På torsdag, på torsdag, på torsdag!!!

Afleverer min gruppe og jeg gruppeeksamen. Og FÅRK, hvor jeg glæder mig! Den hænger mig så langt ud af halsen, at den faktisk dingler et sted ude ved La Boca. Ikke fordi det har været/er en dårlig opgave, en dårlig proces, en dårlig gruppe eller på anden måde kedeligt eller sørgeligt. Svesken på disken: Jeg er muligvis, måske, formegentlig nok en lillebitte, minimal smule skoletræt. Og derudover hader, hader, hader, kædehader jeg at være så afhængig af andre mennesker og arbejder desuden ikke godt under intensivt pres. Arbejder glimrende under langsigtet pres (som nogle vil mene ikke er rigtigt pres, men det behøver vi slet ikke analysere på), men denne opgave er groft sagt blevet stykket sammen på 10 dage, hvad jeg håber, karakteren ikke kommer til at afspejle. Men det er sandsynligheden nok ret stor for og så er det jo godt, at jeg ikke holder mig for fin til at give plenum skylden. Den er på ingen måde færdig endnu, så jeg kommer stadig til at hygge mig i brædderne, men jeg trøster mig selv med, at det hele er ovre på torsdag, på torsdag, på torsdag!

Jeg skal i dag have sidste undervisningstime. Ikke bare i CSR, eller semestret. I bacheloruddannelsen, sgu. Derfor skal resten af tiden i God Luft gå med noget andet. Heldigvis kommer jeg ikke til at kede mig; efter på torsdag får jeg - individuelt og autonomt - lov til at påbegynde næste eksamensopgave, der skal afleveres den 16. maj. Jävla! Men SÅ er jeg virkelig også færdig med det der skole i et stykke tid!

søndag den 21. april 2013

Jeg elsker Carmen, Carmen elsker mig. Vi var i teatret, Carmen og jeg.

Ingen eksamens-skrivning-lørdag-aften-i-Buenos-Aires uden opera. I Teatró Colón. Med nyindkøbt sort kjole (som ikke er købt i onde Zara, men derimod økologisk fremstillet af glade mennesker, der selv har valgt deres arbejde, som er et helt utroligt hyggeligt sted med gratis uddeling af citrus-bolscher samt sang, dans og ABBA på højtaleren). Og fem skønne piger under armen. Strøtanke: Livet bliver en lille smule sjovere, når man har lang kjole på. Nå, men det var det der teater, jeg kom fra:
Jeg har jo været på rundtur i Colón, så jeg var forberedt på skønheds-faktoren og eftersom guiden dengang fortalte, at i gamle dage skulle man stå på marmortrappen og lade sig beskue af pøblen, gjorde vi selvfølgelig nøjagtig dét. Og forsøgte at snakke fransk, så man rigtig fik Versailles og Marie Antoinette associationer. Blev dog mest noget "Brie, camembert, roquefort, je m'apelle Claude, mon dieu, crepes suzette, baguette, Versailles, tour de chambre, bonsoir, comment vas-tu?, tres bien, excusez-moi, merde!". Og endte i en meget sær cocktail af The Julekalender med norsk, dansk, tysk, engelsk, spansk og nåja fransk. Jow, jeg er snart helt egenhændigt på vej til at genindføre Volapyk - man må indrømme, at selvom det faldt katastrofalt til jorden, var det da en god ide. Så stod vi der og elegante ud. Så længe vi ikke talte, kunne vi narre folk (vælger jeg at tro). Måtte på et tidspunkt løsrive os selv fra vores sproglige trappefest for at bevæge os imod den faktiske indgang. Og blev smidt væk fra marmortrappen og henvist til det, der kun kan beskrives som serviceindgangen. Øv med øv på.
Men serviceindgangen ødelagde ingenlunde opera-oplevelsen. Jeg havde min opera-debut. Jeg er fan. Vi så Bizets Carmen og det var spektakulært. Intet mindre. Men kunne det i virkeligheden blive andet? Der var passion, vold, trekantsdrama, sopraner, børn, Sevilla (synes dog, at det er en meget mærkelig ide, at en franskmand skriver en fransk opera, der finder sted i Spanien, altimens det hele foregår på fransk - måske har Bizet bare siddet og ønsket sig noget mere solskin og tænkt, at det kunne løses ved at rykke et par hundrede kilometer sydpå), soldater, en cigaretfabrik, et styks promiskuøs og provokerende kvindfolk og en tyrefægter. Og ikke mindst et dejligt afbræk fra opgaveskrivning.
På trods af min manglende erfaring med opera, havde "Han, Hun, Dirch og Dario" forberedt mig  ganske godt. Der var adskillelige passager, jeg kunne genkende, fordi den dejlige Hr. Campeotto jo spiller Dario, der spiller Escamillo. Argentineren i går gjorde det nu også meget godt med sin bas-bariton. Vi sad okay og selvom vi ikke kunne se alt det, der foregik på scenen, er det jo også lidt lige meget. Lyden var fænomenal og rejste hele vejen op til mit sæde, hvor jeg sad og var salig.
Carmen er dybest set:
A. Én lang og næsten uendelig katten efter musen leg.
B. Tove Ditlevsens "De evige tre".
C. En intensiv omgang"han-elsker-mig-han-elsker-mig-ikke-hun-elsker-mig-hun-elsker-mig-ikke-han...."
D. All of the above.

Jeg havde en skøn, skøn, skøøøøn aften - men statistikken viser også, at det ikke rigtigt kan undgås i de to århusianeres, færingens og københavnerens selskab.

Det eneste dårlige, der er at sige om at have en fantastisk aften bestående af god middag, smuk opera og efterfølgende dessert i wannabe-gallaskrud er, at den følgende dag ikke kan blive andet end et antiklimaks. Nu sidder jeg og skriver opgave. Ligesom alle de andre. Jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen: Det er overvurderet! Noget der dog gør det en smule mere udholdeligt er, at Carmen er en utroligt fængende opera, så jeg har hele morgenen og formiddagen gået rundt og sunget "Toréador, en garde! Toréador! Toréador!" Naturligvis lyder det underskønt, fordi jeg jo har en fantastisk mezzo-sopran stemme. Det er klart.

lørdag den 20. april 2013

Jeg går i brædderne. Er der nogen, der skal have noget med?

Først og fremmest beklager jeg stilheden i denne uge.
Men jeg sidder p.t. i den situation, jeg var overbevist om, ikke kunne ramme mig: At have fucking travlt i fucking Argentina. Jeg kan så fortælle, at det er stærkt opreklameret. Jeg knokler med gruppeeksamen, der skal være færdig og afleveret på torsdag. Derfor har den sidste uges tid ret meget kørt i dette spor: vågne, være træt og på ingen måde veludhvilet, huske (!) at skifte fra nattøj til den rigtige slags, spise morgenmad og forsøge ikke at tabe hovedet ned i havregrynene, gå i skole, være i skole, gå hjem fra skole, have gruppemøde, skrive, forbande at der ikke er mere chokolade, læse, skrive, brilliere i køkkenet ved at koge pasta/ris/andet der tager under 30 minutter, spise (læs: grovæde) aftensmad, skrive, skrive, læse, skrive, gå på YouTube velvidende, at det er forkert - men det føles så godt indeni, læse, skrive, børste tænder uden at kigge på den blege dead woman walking i spejlet, overveje at gå i bad og i stedet falde i søvn.
Inden I selv bemærker det, ved jeg godt, at det er meget ufedt at læse om trætte mennesker. Men trætte mennesker er som regel lige præcis så friske, at de kan remse hele dagens gøremål op. Nok primært i håbet om, at der kommer nogen og aer en i håret, siger "Nåååårh, hvor er det synd. For dig." Og også gerne giver én en guldmedalje.  Jeg er tydeligvis ingen undtagelse.
Traditionen tro: Nu går jeg så i brædderne. Godnat og vi ses forhåbentlig på den anden side.

torsdag den 18. april 2013

Velsignelsen og forbandelsen

Skype er som udgangspunkt en dejlig, skøn og revolutionerende opfindelse. Det er en velsignelse at kunne holde kontakten med de mennesker, der betyder allermest for en. Det er ligeledes en forbandelse, fordi det skaber en illusion af, at venner og familie er tæt på. Man kan se dem, man kan høre dem, man kan snakke, grine og dele både det glædelige og det sørgelige med dem. Men alligevel er de bare så helt utroligt langt væk. Jeg ved godt, at det er de vilkår, jeg har sagt ja til og jeg er på ingen måde ked af, at jeg tog af sted eller af at være her. Men Skype minder mig helt lavpraktisk om, at jeg har en skare af dejlige mennesker derhjemme, som jeg faktisk savner. Fordi de betyder noget.

mandag den 15. april 2013

Akademisk forelsket

En væsentlig og fast bestanddel af at følge med i undervisningen er sædvanligvis kronisk dårlig samvittighed, som har implementeret sig i min hjerne, så denne nu overhovedet ikke er i mentalt vater. Jeg har derfor efterhånden vænnet mig til at acceptere tingenes tilstand og til at tage skyklapper i størrelse 46 på, inden timen ringer ind. Så sad jeg i dag på stolen og var klar til at blive deprimeret. Men blev overrasket. På den gode måde. Det har været en fantastisk skoledag med en inspirerende, engageret, humoristisk og utrolig dygtig underviser. Som åbenbart har været professionel tennisspiller, rejst i hele verden, arbejdet 25 år med amerikanske virksomheder, og dermed, dare I say it, kapitalismen indtil hun som 55-årig valgte at slå røven i skolebænken endnu en gang - denne gang for at uddanne sig grønt (ikke til gartner, nej) og gøre en positiv forskel i verden. Og ja, hun er fra USA og som sådan går der hurtigt "Yes, we can" i den, og ja, det lyder som en feel-good film med Meryl Streep i hovedrollen. Men det er rigtigt nok og hun var latterligt karismatisk og interessant, og så kan jeg tilgive stort set hvad som helst.
Dagens forelæsning bekræfter mig i, at USA er et latterligt sted og får mig til at tænke på, om jeg mon kan holde ud af at være der i tre måneder. Hm. Hun er førstehåndsvidne til det latterlige, altså er hun amerikaner og talte om den amerikanske kontekst, som er åndssvag i endnu højere grad, end jeg troede. Har eksempelvis i dag lært, at staterne i praksis har mere magt end ham der Obama, idet regulativer og love ikke behøver at være godkendt på nationalt-hvidt-hus-niveau for at kunne gennemføres i en given stat. Og at præsident Carter i 1979 installerede solpaneler på taget af the White House, kun for at Ronald Reagan tog dem ned i 1986. Flot, makker! Har yderligere lært, at staterne i midten af USA, hvor majoriteten af republikanerne befinder sig, kaldes Bibel-bæltet. Så er det store spørgsmål jo så, hvad der er bedst - dét eller whiskey-bæltet? Vi kan jo allesammen blive enige om, at USA er et mærkeligt sted og alt, alt, alt for meget. Og at der er stor ulighed. Jeg kan berette, at de sorte (mænd selvfølgelig, kvinder er jo ikke rigtige mennesker) fik stemmeret i 1870, kvinder i 1920 og den oprindelige befolkning, altså indianerne, i 1947. Helt alvorligt.
Men ret skal også være ret og der er potentiale derovre (nå nej, oppe) i landet af mælk og honning og CSR er virkelig ved at vinde indpas. Fordi det langsomt, og sikkert også bittert, går op for virksomheder, at det ikke er til at komme udenom.
Udover at jeg fik information om USA, gav undervisningen mig lyst til at være den bedst mulige version af mig selv (tilladelse givet til kvalme) og til at redde verden (tilladelse givet til kvalme). For det siger hun, at man godt kan. Og så passer det naturligvis.

Evolution a la mig:

  • Gymnasie-hippie-år: Hvor en af mine mest brugte sætninger var, at det var synd for regnskoven. Hvor jeg tvang min mor til at implementere genbrugspapir på sin arbejdsplads. Hvor jeg havde voldsomme diskussioner om skyllemiddel og økologi. Hvor jeg ikke var i kridthuset hos Rektor Kjeld Mortensen, fordi jeg tit kom og ville samle penge ind til stort set alt. Og fordi jeg skrev til Bertel. Hvor jeg, indrømmet, var un poquito naiv. 
  • Paradoksalt-nok-antropologi-og-Moesgård-kyniker-år: Hvor jeg opgav ideen om, at mange bække små skaber andet end mudder. 
  • Nu: Har jeg naturligvis regnet hele verden ud, set lyset og har i øvrigt FULDstændig styr på tilværelsen (ahem, ahem, host, host). Eller sagt på en mere realistisk måde: Jeg tror på, at CSR er et fantalastisk oplagt sted at starte forandringen og måske er det ligefrem noget, jeg kunne have lyst til at arbejde med. Ja, jeg ved sgu heller ikke, hvad der sker.

søndag den 14. april 2013

I do fancy a cup of tea, actually

Jeg har brugt dagen på at være til polo. Jep. Polo. Ikke mintpastillen og ikke t-shirten, men den der sportsgren, der er en avanceret udgave af kroket til hest. Med fjollede kostumer. Det viser sig, at polo er ret stort i Argentina og at der i disse dage spilles landskamp (no shit) i Buenos Aires. Og at det er gratis at komme ind = vild og voldsom montering af ja-hatten. Så derfor har jeg i dag været til landskamp i polo mellem Argentina og Sydafrika, hvilket i øvrigt er på top 10 over sætninger, jeg aldrig troede, jeg skulle ytre. Som begge to åbenbart er utrolig talentfulde polonationer. Den havde jeg så nok ikke set komme. Nogle af os var iført filthat i bedste 20'er stil og lang kjole. Mens nogle af os sad og spiste kiks og drak te, alt imens vi kiggede på polo. Følte mig helt utrolig britisk og overvejede virkelig at fingere en britisk accent hele dagen, men blev dog bremset af anstændighed (jävla!). Og nok også ret meget af, at et meget hipt argentinsk par syntes, at vores udseende var så utroligt underholdende/mærkeligt, at de anlagde taktikken at fotografere os. Storgrinende. Men okay, min påklædning og opførsel taget i betragtning var det nok egentlig en helt fair taktik. Så brugte jeg ellers tiden på at forsøge at gennemskue de der spilleregler og forbandede, at jeg ikke havde undersøgt bare noget som helst om sporten, inden jeg skulle til kamp. Følte mig i hvert fald i stor risiko for at komme til at klappe, når Sydafrika scorede. Det jeg har fundet ud af indtil videre, er at det, af en gentleman-sport at være, er utrolig voldeligt. Og at polospillere egentlig er ganske pæne (okay, de fire jeg så i hvert fald). At der er fire på hvert hold og to dommere, der rider rundt derude på banen. Og at den i øvrigt er kæmpestor. Og at spillerne har fuldstændig styr på de der krikker.
Argentina vandt kampen 9-8. Hvis jeg vidste noget om polo, ville jeg jo så kunne kommentere på, hvorvidt det er meget eller lidt af en polokamp, og om den faktisk var voldelig eller i virkeligheden bare røvkedelig. Ja, hvis bare jeg havde forstand på det. Til gengæld kan jeg, hvis der sidder nogen med et udtalt behov for at høre om ISO 26.000, være behjælpelig. Anyone?

lørdag den 13. april 2013

Det er et rigtig godt spørgsmål...

Når man - jeg - sidder med sin bedste ven - google - og indtaster "hvad k" (fordi man - jeg - jo naturligvis var i gang med noget yderst fornuftigt og med garanti akademisk og altså ikke var i færd med at kapitulere til overspringshandlinger), foreslår den spørgsmålet "hvad koster spidsen af en jetjager?" - og dét er jo et glimrende, og hvis man - (som) jeg - har hørt det ofte nok som barn, meget relevant spørgsmål.



Så hvis nogen skulle sidde og være interesseret i svaret, kan jeg oplyse om, at en sådan jetjagerspids koster omkring 16.000 kroner. Bum.

fredag den 12. april 2013

Me, myself and I

I dag har jeg for første gang i næsten tre måneder været heeeeeeelt alene. Hvor ingen sociale kontekster og normer har krævet af mig, at jeg skulle være social og verbal. Og uden at være syg. Jeg har haft den mest vidunderlige dag - ikke fordi, jeg ikke holder af at være sammen med andre mennesker og ikke fordi jeg er asocial. Men fordi jeg henter energi ved at være alene og fordi jeg virkelig hygger mig gevaldig meget i eget selskab. Og fordi jeg umiddelbart er typen, der har behov for at være alene, hvilket er et meget stort og umuligt projekt hernede. Der er mennesker überalles - hvor man læser, hvor man laver mad, hvor man spiser, hvor man sover - ja, sgu også det ene sted, hvor man normalt er alene... Normalt, men ikke her.
Jeg har ikke haft verdensrevolutionerende tanker eller opfundet det nye sort i dag. Jeg har ganske enkelt tullet rundt i min egen lille osteklokke og har hygget mig gevaldigt. Hvilket er dejligt for mig og fuldstændig ubrugelig viden for Jer.

torsdag den 11. april 2013

You've got mail

Hvad lå der og ventede på mig i dag, da jeg kom hjem? Bryllupsinvitationen over alle bryllupsinvitationer. Til brylluppet, som jeg glæder mig til og som jeg er helt utrolig taknemlig over, at jeg får lov til at være en del af. Svar udbedes først den 15. juni, men til spørgsmålet om, hvorvidt jeg har lyst til at deltage, skal der allerede nu lyde et rungende, gennemtrængende, inderligt, forventningsfuldt, lykkeligt: JA!

onsdag den 10. april 2013

Der er et yndigt land

Her sidder jeg så og er just præcis nu blevet færdig med det oplæg, jeg skal fremlægge for min gruppe i aften. Og som de bare har at være tilfredse med. Ja, sgu. Jeg har været relativt effektiv, men det har naturligvis ikke hindret mig i at bruge tid med min bedste ven/værste fjende: Overspringshandlingen. Mere eller mindre produktiv, har jeg skrevet et afsnit, der handler om den kontekstuelle sammenhæng, Danmark befinder sig i og som også er en del af den skandinaviske tradition, CSR i Danmark har skrevet sig ind i. Med andre ord, skal jeg helt fra bunden, beskrive Danmark. Umiddelbart en nem opgave. Og så alligevel overhovedet ikke.
Ja, hvad skal jeg sige? Boller fra Kohberg. Vi har et konstitutionelt monarki, opflaskes med magtens tredeling, er medlem af EU og NATO. Der er mange marker og gode jordbær om sommeren. Og lange, kolde vintre. Og lad mig i den forbindelse sende mine varmeste hilsener til Grønland og Færøerne. Og søens folk, for Guds skyld! Der er usandsynligt fladt. Med bøgeskov og nu med ulv. Vi er flankeret af det evigt fascinerende hav. -sen navnene er normale. Vi er et land i krig. Den danske folkesjæl kæder helt automatisk helligdage sammen med ...frokoster, hvor uhæmmet druk er selvfølgeligt. Der spises rugbrød og frikadeller med brun sovs, kartofler og rødkål. Og smørrebrød. Der er hygge. Janteloven står smukt og pryder Nykøbing Mors. Vi har en regnskov. Udover Bibelen er H.C. Ands bøger de mest oversatte i verden. Vi "fandt" vores flag i Estland, så vi nu kan bryste os af at have verdens ældste flag. Og gule kornmarker og elektrisk blå himmel. Nej, nu lyder det som en bannerreklame for DF.

Anywho. Fyldt med superlativer, men stadig helt ubrugelig viden, der ikke siger frygtelig meget. Om noget overhovedet. Så derfor endte jeg med at skrive noget uinspireret som: "Hence a Nordic background is considered an advantage at the international level due to strong corporatist traditions and a high level of national regulations. This also means that international measurements of best practice are not actually measured from an equal starting point, because several restrictions and regulations are an imbedded part of the Danish state and therefore these regulations become a fairly implicit benefit for the Danish companies. Gjølberg concludes that success within the field of CSR is not solely a matter of ethics and morale, being that business in some countries is embedded into the legal framework (Gjølberg 2008: 12). Thus international measurements and rankings on indexes are not necessarily neither fair nor representative."

Det første var sjovere, right? Jävla akademia.

tirsdag den 9. april 2013

Nogle (høhøm) er tonedøve. Og andre er ikke tonedøve...

Det er jo urimeligt at være så talentfuld i en så latterligt ung alder. Eller en optimist ville måske sige: IMPONERENDE!



Hey, din åndsamøbe

Ja dig. Hr. Thomas Blachman. Som jeg ikke vil kalde indlægget, for så falder du jo helt på halen over eget navn (ikke fordi jeg er så desillusioneret som dig og faktisk tror, at bloggen her når så vidt omkring - men alligevel). Så la' da vær'! Du var sjov i de første omgange X Factor, fordi du passede ind i det brede format, selvom du aldrig vil indrømme det. Så gik det op for dig, at folk syntes, du var sjov. Og nu er du bare røvirriterende. Så derfor har du naturligvis lavet et program, der handler om din egen awesome-ness. Hvilket jeg måske kunne respektere (nej, det kunne jeg ikke, men det ville dog være mere ærligt). Men hvorfor pakke det ind i et dække af, at kvindekroppen trænger til at blive italesat og revolutioneret? Alt imens der sidder to vamle, gamle mænd med fråde om munden og kigger på en nøgen, midlertidigt stum, kvinde. Her er en vild ide - hvis kvindekroppen trænger til at blive italesat, så skulle man måske lade kvinderne i programmet tale? Hvis du insisterer på at være fandenivoldsk, nyskabende og provokerende, så vær det dog! Lad være med at kryb udenom, når der er få sekunder, der faktisk har potentiale til at være interessante. De sekunder glimrer et flygtigt øjeblik med en minimal smule håb og udseende som noget, der kan have en relevans for menneskelig debat. Men så kvaser du det med dine, som vor Dronning ville sige det, dumsmarte bemærkninger. Og det kan du sgu ikke være bekendt. Hold dog i øvrigt op med at lade som om, du plejer at titulere folk "De" i stedet for "du" - umiddelbart ikke noget deltagerne i DRs talentshow er stødt på. Nu vi er ved ting, du bare skal droppe, kan du tilføje din egen illusion om, at du er helt vildt akademisk, finkulturel og lysår foran os andre og at vi bare ikke er intelligente nok til at forstå denne nyeste genistreg fra din side. Næ. Det er du faktisk ikke. Du er bare uopdragen. Og du er dem, de andre ikke vil lege med. Du er det dårlige selskab.

Jeg har specielt til dit opmærksomhedshungrende ego nedskriblet ord, du eventuelt kunne erstatte dit efternavn med. Og som ville være mere passende at kalde dig i stedet for Blachman. I din ære - alfabetiseret:

  • Agurketud
  • Amatør
  • Bavian
  • Citronspasser
  • Dummepeter
  • Egotripper
  • Fladpande
  • Fnaddermelon
  • Glatnakke
  • Hundehoved
  • Ignorant
  • Jubeltorsk
  • Kanalje
  • Kraftidiot
  • Lakaj
  • Møgdyr
  • Nossefår
  • Odder
  • Paphoved
  • Parasit
  • Røvbanan
  • Skidespræller
  • Spade
  • Tøsedreng
  • Usling
  • Vigtigper
  • Ærkefjols
  • Øgle
  • Åndsbolle

mandag den 8. april 2013

Kapitalistsvin

Jeg forstår ikke, hvordan man kan tage et kursus, der hedder CSR som pudsigt nok handler om CSR og samtidig være erklæret modstander af den grusomme kapitalisme. Hvad enten man kan lide det eller ej, er kapitalismen ret meget kommet for at blive og så handler det vel i højere grad om at få det bedste ud af den end om at kritisere den for alt, hvad den gør. I særdeleshed fordi, der jo praktisk talt ikke er nogen mennesker på Guds grønne jord, der kan sige sig fri for at være en del af kapitalismen i et eller andet omfang. Sgu ikke engang hende der Moder Teresa. Eller Bonderøven. Men dét tror jeg så ikke helt, mine medstuderende var enige i - vi røg da i hvert fald liiiiige forbi diskussionen om, hvorvidt kommunisme ikke er et meget bedre alternativ. Brace yourself partner. Og vågn op og lugt til kaffegrumset. Vi kan da godt blive enige om, at ideen om, at alle yder efter evne og nyder efter behov er yndig, fin og dejlig. Og himmelråbende naiv. Og er det bare mig, eller er det en smule paradoksalt, at ideologien der påberåber sig frihed og lighed, når den er blevet testet i den virkelige verden altid er endt med totalitære styrer? Altså bare en smule - ikke noget påfaldende. Men det var åbenbart en relevant diskussion og der er jeg nok bare ikke et rummeligt nok menneske til, at jeg kan få øje på, hvordan det beriger forståelsen af vores moderne samfund og forbrugerisme.

Derudover fik underviser som sædvanligt inkorporeret dårlig samvittighed i sindet mit med sin bemærkning om, at de unge i undervisningslokalet er fremtiden. Vi er hvide, vi kommer fra Norden (stedet hvor alt er perfekt, fortovene er lavet af guld, i trætoppene hænger der Ferrero Rocher, der uddeles gratis jordbær i busserne, alle samler deres hunds fæces op og smider dem i de miljøvenlige skraldespande, der står på hvert gadehjørne og hvor mennesker aldrig er sure, frustrerede eller dumme kællinger) og vi har alle muligheder. Hvilket er delvist sandt og delvist lodret løgn. Manden har selvsagt en pointe i, at der er mere lighed i Skandinavien end mange andre steder i verden, men det er jo altså for pokker ikke et succeskriterium i sig selv at komme fra de nordiske lande. Oh well. Det skal selvfølgelig ikke hindre min hjerne i at godtage udmeldingen. Hvorfor jeg lige pludselig fik et panisk angstanfald af, at jeg i min meget høje alder burde have foretaget noget mere revolutionerende med mit liv - have startet et bæredygtigt hotel, være blevet statsminister, kanonkonge, opdagelsesrejsende, opfinder, monark, eller i det mindste en eller anden form for entrepenør, der langsomt men sikkert var i gang med at ændre verden. Til det bedre, naturligvis. Men jeg må erkende, at jeg er kedeligt normal og som sådan ikke har noget unikt at fremvise. Bortset naturligvis fra min selvsvingseffekt - jeg kunne sgu faktisk godt være en enmands-svingdør. Med den udskældte forbrugerisme in mente, tror I så, det er noget, der er et marked for?

søndag den 7. april 2013

The lovely Regina

I går indtraf det musikalske klimaks, jeg hentede billetter til allerede den 13. februar. Sigrun og jeg var til Regina Spektor koncert i går aftes. For ligesom at anlægge den helt rette stil, iførte vi os vor sunday's best og tog på japansk sushirestaurant (ikke gadekøkken). Hvor maden smagte suverænt og vinen slog hårdt. Og hvor vi mødte en ældre, britisk dame, der henslængt smed stokken op på bordet og bestilte en ordentlig røvfuld suppe. Sej dame! Okay, måske bunder min begejstring en smule i det faktum, at hun spurgte os, hvad det var for et henrivende sprog, vi talte. Hvorefter hun smed informationen, at hun syntes, det lød som Ingrid Bergman. Og ja, hun var svensk - but I'll take it anyway!
Vi kom både af sted og ind til koncerten og fik ganske ubevidst placeret os nøjagtig lige dér, hvor der var gang i hashen. Hele det her land er jo bare skæv konstantos. Oh well - ikke engang fjolletobak skal komme imellem Regina og jeg. For hun er fantastisk. En petit, smuk kvinde som taget ud af en 50'er film med sit krøllede mørke hår, røde læber, prikkede kjole og flade sko. Med et stemmespænd, der er ganske ufatteligt.  Og det var en genial koncert, der har gjort, at jeg svæver på en musiksky og absolut ingen intentioner har om at komme ned på den der jord igen. Bortset lige fra, at jeg egentlig skal lave et skriftligt produkt til mit gruppearbejde og et nagende instinkt siger mig, at gruppen min ikke vil være tilfreds med en gennemgang af samtlige af Frk. Spektors tekster. Skiderikker...

torsdag den 4. april 2013

Luft under vingerne

Først og fremmest: Jeg har det godt og er ikke blevet oversvømmet. Kom i går aftes hjem til Buenos Aires efter en fantastisk påskeferie, 1200 kilometer væk, så jeg har på ingen måde opfanget den massive omgang regnvejr i hovedstaden, der har skabt opmærksomhed hos både nyvalgt pave og internationale medier. Jeg gentager: Jeg har det godt.

Vi startede turen i Salta, som viste sig ikke at være vores bedste ven. Det hostel vi havde booket, havde ikke plads til os alle fire i ét dorm, hvorfor vi gik på et andet. Hvor det så viste sig, at vi kun kunne være en nat, men på en eller anden måde fik krejlet os et værelse til nummer to nat også. Maden var dyr og dårlig, museerne var lukkede og kirkerne var lukkede. I påsken. Altså hvordan kan kirker lukke i påsken? Det giver jo absolut ingen mening. Den største oplevelse i Salta var, at vi begav os op i en cable car; de der umiddelbart meget ustabile konstruktioner, der består af en fed wire, hvor vogne så hænger mere eller mindre fast, alt imens man begiver sig højere og højere op i luftlagene. Jeg ved ikke lige helt, hvor jeg havde mine tanker, da jeg havde ja-hatten på og syntes, at lige præcis den tur var en af de bedste ideer til dato. Da vi efter halvanden time i kø, var meget tæt på målet, gik det op for mig, at jeg jo faktisk lider af det der fænomen, man kalder højdeskræk. Men det er lidt sent at komme i tanker om, når man står i en ensrettet kø. Derfor har jeg siddet i en cable car på vej til en bjergtop - jeg var pisseræd både på vej op og ned, men så er det jo godt, at man har godt selskab, der næsten kan distrahere en fra det faktum, at man bevæger sig unaturligt højt over jorden. Det var dog det værd, for der er nu noget med udsigten fra de der højder. Den er god.

I Jujuy besøgte vi et virkelig fedt kunstmuseum med lokal kunst - farver er dejlige og dét har kunstnerne hernede altså fattet. Derudover fik jeg skældud af en ældre kvinde i kirken på grund af min påklædning, der bestod af t-shirt og shorts. Og jeg véd godt, at det er lidt uanstændigt og respektløst at gå sådan klædt i kirke, men på den anden side, synes jeg ikke, at den katolske kirke rigtig er i en position, hvor den kan tillade sig at være så kritisk, den skal bare være taknemlig. Og dernæst, hvad blev der så af den der gode gamle traver om, at "Gud elsker os alle"? Det gælder åbenbart ikke mennesker, der har begået den dødssynd at tage korte bukser på, eller hvad? I den lidt mere muntre afdeling så vi en flok unge gutter, der havde samme attitude som de platinblonde niende klasses bimbos med eastpak-rygsække, der er overmalet med slettelak, har iført sig hvide sneakers, lavtaljede jeans og dynejakker med pelskrave og i øvrigt har brugt omkring fire liter for meget foundation og lagt mascara i tommetykke lag, der hænger ud på busterminalen med deres kærester i alt for løse jeans, der hænger alt for langt nede om haserne, deres frygtelige misbrug af hårvoks, deres cigaretter og generelt røvdårlige attitude i Danmark. Men disse argentinske unge gav resten af deres mad til en hjemløs mand, der lå på sin madras på gaden. Ganske smukt. Og sigende.

I Purmamarca var vi i saltørken. Som, navnet svagt antyder, er en ørken af salt. Der var hvidt så langt øjet rakte og hoptimisten var naturligvis med på photoshoot. På vejen passerede vi punktet, hvor vi var 4170 meter over havets overflade. Det kan mærkes på kroppen, når man er vant til at bevæge sig i et land uden høje bjerge.
Efter saltørkenen udforskede vi marked, spiste mange empanadas og jeg fik mig købt en lamasweater. Af dejlig, varm uld. Fik desuden slået fast med syvtommersøm, at Dancing Queen af en eller grund ikke rigtigt lyder optimalt på panfløjte.

Hoppe, hoppe, hoppe

Oh, so high



Hvor kær er hun lige?!







Byen Tilcara er utvivlsomt min favorit blandt de besøgte. I det sekund vi steg ud af bussen, føltes det som at træde ind i en gammel John Wayne western. Med sandet i hovedet, den varme blæst, bjerge hvorend man kigger hen og afdæmpede, brændte farver. Det eneste der manglede var tumbleweeds, der rullede ind over jorden, mens to cowboys stod med hver deres gun i en duel, en sherif med et stamina overskæg og en bar med salondør. Efter at have konstateret, at byen lignede noget fra det Vilde Vesten, skulle vi finde på noget at lave. Og jeg ved virkelig ikke, hvad fanden det er, jeg tænker på; jeg får ideer om at udleve alle mulige ting, jeg på ingen måde tør og så er det konsekvent først, når det er for sent at bakke ud, at jeg husker, at jeg eksempelvis har højdeskræk og desuden ikke en gang tør prøve Kålormen. I lilleputland. I Djurs Sommerland. Men jeg er  nået konklusionen, at det er godt det samme, for ellers ville jeg jo aldrig have sagt ja til at vi skulle op at ride i bjergene i Tilcara. Og dét viste sig at være en fremragende ide. Vi gik hen til manden med hestene og jeg skulle selvfølgelig være den første, der skulle stige op på den der jävla krikke. Jeg fik den eneste hvide, som også var den dovne i flokken. Fedt nok. Doven eller ej, var den virkelig høj og jeg var ikke fan. Især ikke når den ligesom syntes, at den skulle bevæge sig. Vi skulle så op i de der bjerge og efter omkring fem meter, kunne jeg ikke styre egen hest, der gerne ville spise og ikke havde noget udtalt ønske om at følge efter de andre heste, hvilket resulterede i, at hestenes ejermand, Adrian, som også fungerede som guide, måtte vende om og forklare mig, at det var mig, der skulle styre hesten og ikke omvendt. Nåh, okay. Jammen, så prøver vi da lige én gang til. De første ti minutter kæmpede jeg med dødsangst, men endte med at blive helt utrolig glad for at kigge på de billedskønne bjerge fra Nobles hvide ryg. Turen på hesteryg er muligvis noget af det mest lykkelige og velafbalancerede, jeg nogensinde har været. Jeg har et inderligt ønske om at huske nøjagtig den følelse i nøjagtig det øjeblik til evig tid. Jeg er dog bange for, at jeg allerede nu kan mærke, at det langsomt glider ud af hænderne på mig. Jeg vil egentlig gerne giftes med manden med hestene. Nok primært fordi han er manden med hestene. Men så kunne man ride rundt deroppe i bjergene, ganske lykkelig og med solnedgangen som destination. Og måske også fordi, jeg fik en fundamental tvivl på, hvorvidt urbanisering egentlig er noget at stræbe efter. Jeg havde lyst til at slå mig ned og aldrig vende tilbage.









Næste stop på turen var Humahuaca, hvor der var flere bjerge. Vi spenderede en times kørsel fra vores mega hyggelige hostel og op til toppen af bjerget og bedrev tiden på ladet af en Chevy med at synge I Will Survive og I Want It That Way. Og det lød skrækkeligt. Desværre valgte Anna at videofilme det. Men lad os nu bare sige, at det var det voldsomme terræn, der gjorde, at stemmerne lød så mega dårlige. Ahem. Der mødte os den mest gennemtrængende ro. Af ingenting. Kombineret med bjergenes farvespil, der nærmest var som at kigge på en prisme i sollys, blev jeg endnu en gang fuldstændig starstruck af naturen.





Den 2. april skulle vi med en bus hjem til Buenos Aires kl. 20, hvor jeg traf den helt utroligt dumme beslutning at spise en sandwich fra et gadekøkken. Og jeg gør det A.L.D.R.I.G. igen. For Sigrun og jeg fik madforgiftning. Og spenderede således de næste 24 timer med madforgiftning i en bus. Så sad vi der, kastede op i turnusordning og havde ellers helt U-trolig ondt af os selv. Jeg havde det virkelig dårligt og havde feberdrømme; en der omhandlede, at Julia Roberts gav mig et knus og duftede godt, en anden der omhandlede, at jeg lå i en drømmeseng i skyggen af et træ i mine forældres have. Nu er det ikke fordi, at Julia Roberts har brugt enhver given lejlighed til at svinge forbi mine forældres hus, så hvor sammenhængen er i de to halvdesillusionerede drømme, skal jeg virkelig ikke kunne udtale mig om. Det er mit livs længste bustur og jeg har aldrig glædet mig så meget til at komme hen til en seng. Da vi efter alt for mange timers buskørsel, endelig kunne stige ud, skulle vi finde en taxa. Og okay, der gik måske tre minutter, men der plejer altså at være taxaer overalt, og det var der naturligvis ikke i går aftes. Det er det, vi kalder dårlig karma. Vi fandt en taxa, steg ind, alt imens det langsomt gik op for mig, at det var lykkedes os at finde den, indtil videre, eneste taxachauffør i Buenos Aires, der ikke aner, hvor Pichincha 1033 ligger. Det er det, vi kalder dårlig karma. Derfor valgte han at tage den sikre vej, også kendt som den vej i Buenos Aires med allerflest (røde) lyskryds. Det er det, vi kalder dårlig karma. Jeg gik omkuld i det sekund, vi kom hjem og vågnede først næste morgen af min telefons meget aggressive og insisterende ringetone. Hvor jeg kunne konstatere, at der var otte ubesvarede opkald fra mine forældre, min søster. Og udenrigsministeriet. Som min (store!)søster har kontaktet for at efterlyse mig. Min logik sagde mig, at jeg hellere måtte tænde computeren for at fortælle, at jeg lever. Og kunne så konstatere, at jeg på seks dage har modtaget 27 mails fra nær og fjern.

Status: Fantastisk påskeferie, hvor man skulle tro, at jeg havde fået mit bjergbehov dækket. Men nej. Tvivler på, om det nogensinde kommer til at ske.
Haves: Et immunforsvar, der er noget af det mest gæstfrie i mands minde og gladeligt inviterer alle vira indenfor i det rare miljø. Og i øvrigt er pacifist.
Ønskes: Et immunforsvar, der er en aggressiv satan og sparker alle bakteriers røv, inden de overhovedet krydser dørtærsklen.