tirsdag den 9. april 2013

Hey, din åndsamøbe

Ja dig. Hr. Thomas Blachman. Som jeg ikke vil kalde indlægget, for så falder du jo helt på halen over eget navn (ikke fordi jeg er så desillusioneret som dig og faktisk tror, at bloggen her når så vidt omkring - men alligevel). Så la' da vær'! Du var sjov i de første omgange X Factor, fordi du passede ind i det brede format, selvom du aldrig vil indrømme det. Så gik det op for dig, at folk syntes, du var sjov. Og nu er du bare røvirriterende. Så derfor har du naturligvis lavet et program, der handler om din egen awesome-ness. Hvilket jeg måske kunne respektere (nej, det kunne jeg ikke, men det ville dog være mere ærligt). Men hvorfor pakke det ind i et dække af, at kvindekroppen trænger til at blive italesat og revolutioneret? Alt imens der sidder to vamle, gamle mænd med fråde om munden og kigger på en nøgen, midlertidigt stum, kvinde. Her er en vild ide - hvis kvindekroppen trænger til at blive italesat, så skulle man måske lade kvinderne i programmet tale? Hvis du insisterer på at være fandenivoldsk, nyskabende og provokerende, så vær det dog! Lad være med at kryb udenom, når der er få sekunder, der faktisk har potentiale til at være interessante. De sekunder glimrer et flygtigt øjeblik med en minimal smule håb og udseende som noget, der kan have en relevans for menneskelig debat. Men så kvaser du det med dine, som vor Dronning ville sige det, dumsmarte bemærkninger. Og det kan du sgu ikke være bekendt. Hold dog i øvrigt op med at lade som om, du plejer at titulere folk "De" i stedet for "du" - umiddelbart ikke noget deltagerne i DRs talentshow er stødt på. Nu vi er ved ting, du bare skal droppe, kan du tilføje din egen illusion om, at du er helt vildt akademisk, finkulturel og lysår foran os andre og at vi bare ikke er intelligente nok til at forstå denne nyeste genistreg fra din side. Næ. Det er du faktisk ikke. Du er bare uopdragen. Og du er dem, de andre ikke vil lege med. Du er det dårlige selskab.

Jeg har specielt til dit opmærksomhedshungrende ego nedskriblet ord, du eventuelt kunne erstatte dit efternavn med. Og som ville være mere passende at kalde dig i stedet for Blachman. I din ære - alfabetiseret:

  • Agurketud
  • Amatør
  • Bavian
  • Citronspasser
  • Dummepeter
  • Egotripper
  • Fladpande
  • Fnaddermelon
  • Glatnakke
  • Hundehoved
  • Ignorant
  • Jubeltorsk
  • Kanalje
  • Kraftidiot
  • Lakaj
  • Møgdyr
  • Nossefår
  • Odder
  • Paphoved
  • Parasit
  • Røvbanan
  • Skidespræller
  • Spade
  • Tøsedreng
  • Usling
  • Vigtigper
  • Ærkefjols
  • Øgle
  • Åndsbolle

2 kommentarer:

  1. Har du måske stiftet bekendtskab med Hr. Blackmans nyeste tv show? Og hvor kom lige de der Hr. Egon Olsen citater fra:-)

    SvarSlet
  2. Ja, det har jeg - og jeg er umiddelbart ikke fan. Og i forhold til Egon Olsen, er man vel indoktrineret...

    SvarSlet