mandag den 8. april 2013

Kapitalistsvin

Jeg forstår ikke, hvordan man kan tage et kursus, der hedder CSR som pudsigt nok handler om CSR og samtidig være erklæret modstander af den grusomme kapitalisme. Hvad enten man kan lide det eller ej, er kapitalismen ret meget kommet for at blive og så handler det vel i højere grad om at få det bedste ud af den end om at kritisere den for alt, hvad den gør. I særdeleshed fordi, der jo praktisk talt ikke er nogen mennesker på Guds grønne jord, der kan sige sig fri for at være en del af kapitalismen i et eller andet omfang. Sgu ikke engang hende der Moder Teresa. Eller Bonderøven. Men dét tror jeg så ikke helt, mine medstuderende var enige i - vi røg da i hvert fald liiiiige forbi diskussionen om, hvorvidt kommunisme ikke er et meget bedre alternativ. Brace yourself partner. Og vågn op og lugt til kaffegrumset. Vi kan da godt blive enige om, at ideen om, at alle yder efter evne og nyder efter behov er yndig, fin og dejlig. Og himmelråbende naiv. Og er det bare mig, eller er det en smule paradoksalt, at ideologien der påberåber sig frihed og lighed, når den er blevet testet i den virkelige verden altid er endt med totalitære styrer? Altså bare en smule - ikke noget påfaldende. Men det var åbenbart en relevant diskussion og der er jeg nok bare ikke et rummeligt nok menneske til, at jeg kan få øje på, hvordan det beriger forståelsen af vores moderne samfund og forbrugerisme.

Derudover fik underviser som sædvanligt inkorporeret dårlig samvittighed i sindet mit med sin bemærkning om, at de unge i undervisningslokalet er fremtiden. Vi er hvide, vi kommer fra Norden (stedet hvor alt er perfekt, fortovene er lavet af guld, i trætoppene hænger der Ferrero Rocher, der uddeles gratis jordbær i busserne, alle samler deres hunds fæces op og smider dem i de miljøvenlige skraldespande, der står på hvert gadehjørne og hvor mennesker aldrig er sure, frustrerede eller dumme kællinger) og vi har alle muligheder. Hvilket er delvist sandt og delvist lodret løgn. Manden har selvsagt en pointe i, at der er mere lighed i Skandinavien end mange andre steder i verden, men det er jo altså for pokker ikke et succeskriterium i sig selv at komme fra de nordiske lande. Oh well. Det skal selvfølgelig ikke hindre min hjerne i at godtage udmeldingen. Hvorfor jeg lige pludselig fik et panisk angstanfald af, at jeg i min meget høje alder burde have foretaget noget mere revolutionerende med mit liv - have startet et bæredygtigt hotel, være blevet statsminister, kanonkonge, opdagelsesrejsende, opfinder, monark, eller i det mindste en eller anden form for entrepenør, der langsomt men sikkert var i gang med at ændre verden. Til det bedre, naturligvis. Men jeg må erkende, at jeg er kedeligt normal og som sådan ikke har noget unikt at fremvise. Bortset naturligvis fra min selvsvingseffekt - jeg kunne sgu faktisk godt være en enmands-svingdør. Med den udskældte forbrugerisme in mente, tror I så, det er noget, der er et marked for?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar