torsdag den 4. april 2013

Luft under vingerne

Først og fremmest: Jeg har det godt og er ikke blevet oversvømmet. Kom i går aftes hjem til Buenos Aires efter en fantastisk påskeferie, 1200 kilometer væk, så jeg har på ingen måde opfanget den massive omgang regnvejr i hovedstaden, der har skabt opmærksomhed hos både nyvalgt pave og internationale medier. Jeg gentager: Jeg har det godt.

Vi startede turen i Salta, som viste sig ikke at være vores bedste ven. Det hostel vi havde booket, havde ikke plads til os alle fire i ét dorm, hvorfor vi gik på et andet. Hvor det så viste sig, at vi kun kunne være en nat, men på en eller anden måde fik krejlet os et værelse til nummer to nat også. Maden var dyr og dårlig, museerne var lukkede og kirkerne var lukkede. I påsken. Altså hvordan kan kirker lukke i påsken? Det giver jo absolut ingen mening. Den største oplevelse i Salta var, at vi begav os op i en cable car; de der umiddelbart meget ustabile konstruktioner, der består af en fed wire, hvor vogne så hænger mere eller mindre fast, alt imens man begiver sig højere og højere op i luftlagene. Jeg ved ikke lige helt, hvor jeg havde mine tanker, da jeg havde ja-hatten på og syntes, at lige præcis den tur var en af de bedste ideer til dato. Da vi efter halvanden time i kø, var meget tæt på målet, gik det op for mig, at jeg jo faktisk lider af det der fænomen, man kalder højdeskræk. Men det er lidt sent at komme i tanker om, når man står i en ensrettet kø. Derfor har jeg siddet i en cable car på vej til en bjergtop - jeg var pisseræd både på vej op og ned, men så er det jo godt, at man har godt selskab, der næsten kan distrahere en fra det faktum, at man bevæger sig unaturligt højt over jorden. Det var dog det værd, for der er nu noget med udsigten fra de der højder. Den er god.

I Jujuy besøgte vi et virkelig fedt kunstmuseum med lokal kunst - farver er dejlige og dét har kunstnerne hernede altså fattet. Derudover fik jeg skældud af en ældre kvinde i kirken på grund af min påklædning, der bestod af t-shirt og shorts. Og jeg véd godt, at det er lidt uanstændigt og respektløst at gå sådan klædt i kirke, men på den anden side, synes jeg ikke, at den katolske kirke rigtig er i en position, hvor den kan tillade sig at være så kritisk, den skal bare være taknemlig. Og dernæst, hvad blev der så af den der gode gamle traver om, at "Gud elsker os alle"? Det gælder åbenbart ikke mennesker, der har begået den dødssynd at tage korte bukser på, eller hvad? I den lidt mere muntre afdeling så vi en flok unge gutter, der havde samme attitude som de platinblonde niende klasses bimbos med eastpak-rygsække, der er overmalet med slettelak, har iført sig hvide sneakers, lavtaljede jeans og dynejakker med pelskrave og i øvrigt har brugt omkring fire liter for meget foundation og lagt mascara i tommetykke lag, der hænger ud på busterminalen med deres kærester i alt for løse jeans, der hænger alt for langt nede om haserne, deres frygtelige misbrug af hårvoks, deres cigaretter og generelt røvdårlige attitude i Danmark. Men disse argentinske unge gav resten af deres mad til en hjemløs mand, der lå på sin madras på gaden. Ganske smukt. Og sigende.

I Purmamarca var vi i saltørken. Som, navnet svagt antyder, er en ørken af salt. Der var hvidt så langt øjet rakte og hoptimisten var naturligvis med på photoshoot. På vejen passerede vi punktet, hvor vi var 4170 meter over havets overflade. Det kan mærkes på kroppen, når man er vant til at bevæge sig i et land uden høje bjerge.
Efter saltørkenen udforskede vi marked, spiste mange empanadas og jeg fik mig købt en lamasweater. Af dejlig, varm uld. Fik desuden slået fast med syvtommersøm, at Dancing Queen af en eller grund ikke rigtigt lyder optimalt på panfløjte.

Hoppe, hoppe, hoppe

Oh, so high



Hvor kær er hun lige?!







Byen Tilcara er utvivlsomt min favorit blandt de besøgte. I det sekund vi steg ud af bussen, føltes det som at træde ind i en gammel John Wayne western. Med sandet i hovedet, den varme blæst, bjerge hvorend man kigger hen og afdæmpede, brændte farver. Det eneste der manglede var tumbleweeds, der rullede ind over jorden, mens to cowboys stod med hver deres gun i en duel, en sherif med et stamina overskæg og en bar med salondør. Efter at have konstateret, at byen lignede noget fra det Vilde Vesten, skulle vi finde på noget at lave. Og jeg ved virkelig ikke, hvad fanden det er, jeg tænker på; jeg får ideer om at udleve alle mulige ting, jeg på ingen måde tør og så er det konsekvent først, når det er for sent at bakke ud, at jeg husker, at jeg eksempelvis har højdeskræk og desuden ikke en gang tør prøve Kålormen. I lilleputland. I Djurs Sommerland. Men jeg er  nået konklusionen, at det er godt det samme, for ellers ville jeg jo aldrig have sagt ja til at vi skulle op at ride i bjergene i Tilcara. Og dét viste sig at være en fremragende ide. Vi gik hen til manden med hestene og jeg skulle selvfølgelig være den første, der skulle stige op på den der jävla krikke. Jeg fik den eneste hvide, som også var den dovne i flokken. Fedt nok. Doven eller ej, var den virkelig høj og jeg var ikke fan. Især ikke når den ligesom syntes, at den skulle bevæge sig. Vi skulle så op i de der bjerge og efter omkring fem meter, kunne jeg ikke styre egen hest, der gerne ville spise og ikke havde noget udtalt ønske om at følge efter de andre heste, hvilket resulterede i, at hestenes ejermand, Adrian, som også fungerede som guide, måtte vende om og forklare mig, at det var mig, der skulle styre hesten og ikke omvendt. Nåh, okay. Jammen, så prøver vi da lige én gang til. De første ti minutter kæmpede jeg med dødsangst, men endte med at blive helt utrolig glad for at kigge på de billedskønne bjerge fra Nobles hvide ryg. Turen på hesteryg er muligvis noget af det mest lykkelige og velafbalancerede, jeg nogensinde har været. Jeg har et inderligt ønske om at huske nøjagtig den følelse i nøjagtig det øjeblik til evig tid. Jeg er dog bange for, at jeg allerede nu kan mærke, at det langsomt glider ud af hænderne på mig. Jeg vil egentlig gerne giftes med manden med hestene. Nok primært fordi han er manden med hestene. Men så kunne man ride rundt deroppe i bjergene, ganske lykkelig og med solnedgangen som destination. Og måske også fordi, jeg fik en fundamental tvivl på, hvorvidt urbanisering egentlig er noget at stræbe efter. Jeg havde lyst til at slå mig ned og aldrig vende tilbage.









Næste stop på turen var Humahuaca, hvor der var flere bjerge. Vi spenderede en times kørsel fra vores mega hyggelige hostel og op til toppen af bjerget og bedrev tiden på ladet af en Chevy med at synge I Will Survive og I Want It That Way. Og det lød skrækkeligt. Desværre valgte Anna at videofilme det. Men lad os nu bare sige, at det var det voldsomme terræn, der gjorde, at stemmerne lød så mega dårlige. Ahem. Der mødte os den mest gennemtrængende ro. Af ingenting. Kombineret med bjergenes farvespil, der nærmest var som at kigge på en prisme i sollys, blev jeg endnu en gang fuldstændig starstruck af naturen.





Den 2. april skulle vi med en bus hjem til Buenos Aires kl. 20, hvor jeg traf den helt utroligt dumme beslutning at spise en sandwich fra et gadekøkken. Og jeg gør det A.L.D.R.I.G. igen. For Sigrun og jeg fik madforgiftning. Og spenderede således de næste 24 timer med madforgiftning i en bus. Så sad vi der, kastede op i turnusordning og havde ellers helt U-trolig ondt af os selv. Jeg havde det virkelig dårligt og havde feberdrømme; en der omhandlede, at Julia Roberts gav mig et knus og duftede godt, en anden der omhandlede, at jeg lå i en drømmeseng i skyggen af et træ i mine forældres have. Nu er det ikke fordi, at Julia Roberts har brugt enhver given lejlighed til at svinge forbi mine forældres hus, så hvor sammenhængen er i de to halvdesillusionerede drømme, skal jeg virkelig ikke kunne udtale mig om. Det er mit livs længste bustur og jeg har aldrig glædet mig så meget til at komme hen til en seng. Da vi efter alt for mange timers buskørsel, endelig kunne stige ud, skulle vi finde en taxa. Og okay, der gik måske tre minutter, men der plejer altså at være taxaer overalt, og det var der naturligvis ikke i går aftes. Det er det, vi kalder dårlig karma. Vi fandt en taxa, steg ind, alt imens det langsomt gik op for mig, at det var lykkedes os at finde den, indtil videre, eneste taxachauffør i Buenos Aires, der ikke aner, hvor Pichincha 1033 ligger. Det er det, vi kalder dårlig karma. Derfor valgte han at tage den sikre vej, også kendt som den vej i Buenos Aires med allerflest (røde) lyskryds. Det er det, vi kalder dårlig karma. Jeg gik omkuld i det sekund, vi kom hjem og vågnede først næste morgen af min telefons meget aggressive og insisterende ringetone. Hvor jeg kunne konstatere, at der var otte ubesvarede opkald fra mine forældre, min søster. Og udenrigsministeriet. Som min (store!)søster har kontaktet for at efterlyse mig. Min logik sagde mig, at jeg hellere måtte tænde computeren for at fortælle, at jeg lever. Og kunne så konstatere, at jeg på seks dage har modtaget 27 mails fra nær og fjern.

Status: Fantastisk påskeferie, hvor man skulle tro, at jeg havde fået mit bjergbehov dækket. Men nej. Tvivler på, om det nogensinde kommer til at ske.
Haves: Et immunforsvar, der er noget af det mest gæstfrie i mands minde og gladeligt inviterer alle vira indenfor i det rare miljø. Og i øvrigt er pacifist.
Ønskes: Et immunforsvar, der er en aggressiv satan og sparker alle bakteriers røv, inden de overhovedet krydser dørtærsklen.

1 kommentar:

  1. Hold nu op hvor har du overskredet grænser, af de store;-) sikke fantastiske billeder og du ser dejlig ud trods dit flade immunforsvar

    SvarSlet