tirsdag den 23. april 2013

"Venner er som pomfritter"

Er en sætning i et eller andet citat, jeg engang læste og som handlede om, at man kan godt klare sig uden, men, at det er bedst med ketchup. Og det er jo egentlig ikke en særlig god analogi, men pointen er, at man selvfølgelig godt kan leve uden sine venner og veninder. Men spørgsmålet er, hvor sjovt det egentlig ville være? Jeg sidder og skriver eksamen og har lige fået en mail om, at endnu en lille dreng har fundet vej til verden og må derfor stoppe op og helt velvilligt sande, at der sker vigtigere ting og sager i verden end at skrive om kontekstuelle problematikker i implementeringen af globale, frivillige initiativer, der søger at øge standarden for CSR initiativer (ja, jeg ved godt, at det er helt vildt, ekstremt, overvældende spændende). En smuk mail ledte til tankevirksomhed, der ikke handler om virksomheders sociale ansvarlighed, men som handler om mine veninder. Som i al beskedenhed er de bedste veninder i verden. Både de gamle, som hende jeg mødte i elevrådet, der er det menneske i verden, der bedst forstår glæden ved mælkesnitter og det smukke i overforbrug af umiddelbart og som er det mest betænksomme menneske, dem der oprindeligt var venners venner, hende jeg mødte på vores tidligere fælles arbejdsplads og som er smuk og inspirerende, hende fra gymnasiet som jeg egentlig troede, jeg havde mistet kontakten med indtil i forgårs, hende jeg deler mit russofil-gen med og som er dejligt idealistisk og proaktiv, hende der oprigtigt sætter pris på en god "det sagde hun også i går" punchline og som er et muskelbundt, hende jeg bare er nødt til at tage tilbage til Grækenland med og dem fra antropologi der udgør vores lille gruppe og som alle er meget modne, forskellige og som gør mig klogere, gladere for studiet og gladere generelt.

Men også de nye, som hende der var øjeblikkelig connection med i form af dårlig humor, How I Met Your Mother, is og white russians og som er min fremtidige rumbo, hende der er blevet mit personlige rejseorakel og som sender mig søndags-jam og desuden kan danse Gangnam Style så det ser godt ud, hende der meget betænksomt kan se, når man har brug for en kæmpekrammer, er sej og i øvrigt en latterligt god kok, hende fra antropologi som jeg egentlig godt vidste hvem var, men ikke kendte og som nok har klodens mest livlige sprog samt flotte fødder.

Og dem jeg deler gener med. Både hende helt tæt på, som muligvis er den person i verden, der er min største allierede og hvis mening betyder ubeskriveligt meget, men også de to utroligt morsomme søstre, hvoraf folk siger, jeg minder uhyggeligt meget om den ene, som er det mest bæredygtige menneske, jeg kender og som sætter pris på øreringe og fakta som eksempelvis Michael Laudrups højde samt Gandhi-citater, mens den anden er helt vildt sej, kører mega godt bil og kan servere en kommentar/en bemærkning/en tanke/en vits/andet godt fra havet med p.e.r.f.e.k.t. timing og derved tvinge et helt selskab i (latter)knæ.

Og så er det sådan set fuldstændig ligegyldigt, at vi er meget forskellige og at vi måske ikke altid forstår hinandens beslutninger og tanke- og reaktionsmønstre. For I gør mig hver især glad helt ned i tolvfingertarmen. Så selvom jeg står et meget andet sted på livets togstation, gør det mig sindssygt, oprigtigt og inderligt glad, når en forlovelse annonceres, når invitationen til et sommerbryllup i august ankommer, når en smuk, lille, nyfødt pige melder sin ankomst, når to smukke nyfødte drenge gør det samme. Og af samme grund krydser jeg fingre for en optagelse på politiskolen, for en opfyldelse af en babydrøm og for en rask chow-chow. Og det er grunden til, at jeg drømmer om en duo-tur med den transsibiriske jernbane. Og derfor er jeg dybt taknemlig over et med garanti underholdende indslag i Brasilien, over endnu et besøg i New York på trods af praktikproblematik og over, at en antropologistuderende, en litteraturhistoriestuderende, en københavner og en færing fik den samme geniale ide som mig.

Dette var min ode til JER!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar