onsdag den 29. maj 2013

The grape escape

Tænk engang - den lever. Jeg er - stadig - i Argentina. Efter endnu en tyve timers bustur - nu med bingo - ankom vi til Mendoza, som ligger vældig tæt på den chilenske grænse, er flankeret af Andesbjerge og hvor størstedelen af al argentinsk vin produceres. Selvom jeg egentlig ikke er specielt pjattet med den alkoholiserede version af en ellers dejlig vindrue, var vi på vinsmagningstur i går. På cykel i det gode vejr kørte vi således fra den ene vingård til den anden og smagte alle steder helt utrolig dejlig vin. Blev måske, måske ikke en smule halvsnalret af al den gode vin. Nammenammenam. Kunne dog ikke lade være med at tænke, at jeg synes, det er lidt synd, at de fleste af de ting Argentina bryster sig af, er levn fra de emigrerede europæere. Således er de fantastiske vingårde her i Mendoza opstået fordi italienere immigrerede hertil og bragte vintraditionen med sig.... Men det er selvfølgelig ikke per definition dårligt. Anyway, jeg lærte en masse om olivenproduktion. OK, jeg lærte noget om olivenproduktion. Ditto om vinproduktion. Men så skete der det, at vinsmagningen gik i gang. Ahem.

I går aftes mødtes vi med en mexicaner, vi faldt i snak med i bussen hertil. Og hans venner, som syntes, det var en helt utrolig vidunderlig ide at spille pool. Der hvor jeg kommer fra: billard. Når man er udstyret med et boldøje, der ikke kan lide bolde og som mest af alt bare anlægger taktikken med at komme hurtigst muligt væk fra boldene, ja så er man faktisk ikke i en position, hvor man vinder. Når man så kommer på hold med Manuel, som snildt kunne være verdensmester, og som faktisk står og overvejer matematiske vinkler på de der jävla kugler, ja så kunne det godt være, at man blev så nervøs, at man drak en øl mere. Og det kunne godt være, at det ikke hjalp voldsomt meget. Altså jeg siger ikke, at det er sådan. Jeg siger bare, at sådan kunne det godt være. Og jeg siger også bare, at når det blev ens tur og man blev flankeret af to argentinere og en mexicaner, som både fortalte hvad kugle man skulle gå efter, hvordan man skulle holde staven og hvor hårdt man skulle slå til, og man så alligevel ramte helt utrolig meget ved siden af. Så siger jeg bare, at det måske ikke er billard, der var ens skjulte talent. Skabte desuden de vildeste flashbacks til Ruslandsturen med Maj, hvor hviderusseren Victor ihærdigt og vedholdende prøvede at lære mig at spille bordfodbold. Uden held.

Nåmmen noget helt andet er, at det var meningen vi skulle rejse ind i Chile. Nu er sagen så bare den, at vi befinder os syd for ækvator = årstiderne er omvendt. Derfor er det vinter nu og grænserne mellem Chile og Argentina er lukkede på grund af sne. Og yderligere evakueres der syd for Chiles hovedstad på grund af en vulkan, der muligvis går i udbrud. Universet vil simpelthen ikke have, at vi skal opleve Chile. Så vi sidder ret meget fast i Argentina. Mææææn jeg kunne forestille mig værre steder at sidde fast.
I morgen tager de andre på rock-climbing eventyr. Men tante grå her, hun bliver i byen. Rejser med tre mennesker, der har et ok stort adrenalinkick-behov og holdningen at "hvis man er i tvivl, skal man gøre det" og en generel montering af ja-hat. Jeg tænker umiddelbart, at hvis man er i tvivl, skal man lade være og at den der flade landjord passer mig ret fint. Men ja, det kunne da sikkert være skideflot at paraglide og se vinmarkerne fra 2000 meters højde. Men jeg tør jo for helvede ikke.
...
Gør jeg?

torsdag den 23. maj 2013

I et land med høje bjerge

Som sagt var vi i går ude at cykle i bjergene. Og hvilken cykeltur. Vi tog en bus hen til en mountainbike-biks og fik lejet fire cykler. Snakkede lidt med manden om, hvor vi kunne tage hen. Hans forslag var at cykle rundt om en kæmpe sø og stoppe et par steder, hvor man så kunne trekke op til en fantastisk udsigt og det var da en åh så god ide. Ja da. Kein problem. 25 kilometer på cykel - det er jo bare min sædvanlige tur til og fra Moesgård. Absolutely no worries. Troede jeg. Det viser sig, at fire måneder uden regelmæssig motion udover gang, kan mærkes på ens kondition. Løjerligt alligevel. Og det viser sig, at en cykeltur i bjergterræn ikke er helt det samme som en cykeltur i dansk skovterræn. Igen løjerligt. Tog adskillelige gange mig selv i at undres over, hvorfor det egentlig var en god ide, det der cykling. Og en mini-refleksion over mit forhold til bakker. Mine tre medrejsende ræsede ned ad bakker ligesom Bjarne Riis, da han tog spændende ting og sager. Og så kom bedste her trillende en kilometers penge bagved, ligeså stille, og med henholdsvis panik og angst skrevet i øjnene. I overvejende risiko for at blive kørt ned af et rensdyr. Eller en anden cyklist. Først overhalet af den ene, så den anden, sidenhen den tredje. Nej nej, I behøver ikke stoppe - jeg kommer nu. På trods af manglende adrenalinkick-behov er jeg ganske stolt af, at jeg cyklede rundt i tre timer på en cykel uden fodbremse uden at vælte.

Aber dabei. Vi skulle jo vandre til den efter sigende fantastiske udsigt. Sagen med udsigter, der skulle være fantastiske er jo bare den, at de ligger højt oppe. Således holdt det hårdt for at komme op til udsigten. Det var pisse-røv-hårdt. Personligt betvivlede jeg en 87-88 gange på vej op, om det nu også var det værd, eller om vi var blevet lokket i et bagholdsangreb af overvurdering af Argentinas natur.
Holdt dog nogle pauser, hvor jeg af uransagelige årsager syntes, at jeg skulle bidrage til den gode stemning ved at fremføre samtlige Pocahontas sange. De andre tog det nu vældig pænt.
Op, op, op. Endelig nåede vi toppen. Ikke andre end os og en rovfugl, der svævede ubesværet rundt i nærheden. Der var pivkoldt, vinden ruskede, der var komplet stilhed. Og smukt. Jeg ved ikke, hvor den pludselige fascination af bjergtoppe kommer fra, men de kan nu noget, las montañas. Således også Andes-bjergene. Jeg følte mig totalt meget som kongen af verden og fik sådan lyst til bare at blive der. For evigt.







Men ak. Ned måtte vi jo igen og kørte efter besøget hos en af de flotteste udsigter videre ad asfalteret vej. Hm. På vejen købte vi hyben-marmelade og tappede vand fra naturlig kilde. Ja sgu.

Det der med at rejse fire går fint og også bedre end jeg havde frygtet. Men (for selvfølgelig er der et men). 1. Det er tredje dag. 2. Det er stadig fire mennesker. 3. Fire er stadig dobbelt så mange som to. 4. Jeg vrøvler. Strøtanke - endnu en: HVOR kommer myten om, at man siger, det altid er kvinder, der lader vente på sig fra? Det er jo lodret løgn.

Det er regnvejr i dag og jeg har fået varm kakao og skal nu ud at lære og spille poker. Det kommer jo helt sikkert til at gå skidegodt.

onsdag den 22. maj 2013

Blandede følelser

Efter en tårevædet afsked med både skøn færing og Buenos Aires samt en diskret, og overraskende nok behagelig, bustur på 22 timer, sidder firkløveret i køjesenge på hostel i Bariloche - stadig i Argentina, omend utrolig tæt på Chile. Med følelsen af at være landet et sted i Alperne (nej, ikke Andes (selvom de også er tæt på), de der alper i det der Europa). Meget smukt, masser af bjerge, kendt for chokolade, af en eller grund julebelysning og billedskøn udsigt. Hvor biler holder tilbage and whatnot. To-talt underligt efter at have levet i Buenos Aires.
I morgen skal vi ud at cykle i bjergene, sgu. Og derefter vandre i bjergene. Det bliver skønt, jeg savner naturen.

Lige p.t. sidder jeg dog med bævrende underlæbe og kan ikke helt fokusere på det flotte miljø, jeg er i. Jeg afventer svar fra Aarhus Universitet, der har valgt at tilbagetrække mit stipendium, hvilket betyder, at min rejse ikke kan finansieres og jeg bliver derfor muligvis (læs: nødvendigvis) nødt til at droppe min Cuba-Canada-New York tur. Jeg ser den forsvinde for øjnene af mig. There it goes. Bye-bye baby. Langsomt, men desværre sikkert. I hate! Jeg indsendte bevis for studium i går inden afrejse og selvfølgelig er det mit eget ansvar at indsende papiret. Får så i dag en mail, der havner på top 10 over elektroniske ubehagelighederom, at skriftligt bevis skulle være indsendt den 10. maj. Altså 10 dage for sent. Men jeg skulle bruge en underskrift og studiet var ikke slut for 10 dage siden. Karakteren kommer den 10. juni og ret beset er studiet jo så ikke slut før. Den 10. juni. Kraftedeme uretfærdigt at lade stipendiet bortfalde på grund af en lorte teknikalitet. Uden nogen som helst form for advarsel. Det er jo ligesom ikke fordi, jeg ikke har afsluttet kurset eller dumpet en eksamen. Det er 10 dage. 10 dage, der står mellem mig og min drømmerejse.

Åh. Nu må I lige have mig undskyldt, mens jeg hulker videre og kædehader universitets-formaliteter.

mandag den 20. maj 2013

Don't cry for me, Argentina

Status:
Selvom jeg alvorligt overvejer om nogen har fusket med tiden i 2013, står der på samtlige kalendere, jeg har kigget på (ikke en overdrivelse, har faktisk tjekket op til flere), at det i dag er mandag den 20. maj 2013. Hvilket betyder, at jeg har boet i Buenos Aires i fire måneder. Jeg har følt mig fremmed og hjemme, indtaget store mængder is, været meget mere social end jeg nogensinde troede, jeg kunne holde til, været mere syg end jeg har brudt mig om, grædt, drukket mange kopper iskaffe, taget sjette og sidste semester af min bacheloruddannelse, udvidet min vennekreds med helt igennem skønne personer, grinet højt, inderligt, længe og tit, brugt uhyre store mængder myggespray, blevet moster til endnu en perfekt dreng, følt mig som verdens dårligste moster, når jeg har set nevø nummer et være skøn på Skype, lavet rigtig mange "How I Met Your Mother" referencer, købt mange Subte-billetter, fået øjnene op for CSR, set "Carmen" i det smukkeste teater, lært en lille smule norsk og genopdaget noget af mit gymnasie-spanske, kigget på stjerner, spist og nydt bøf op til flere gange, tænkt rigtig meget på og savnet Jer derhjemme, konstateret at min komfortzone godt kan brydes med livet i behold, skambrugt min iPod, set bjerge med bjerge på, haft (egentlig ikke nogen grund til at sætte lige præcis dét i datid) krise over min fremtid, set landskamp i form af både fodbold og polo, spist kontinuerlig ravioli og flan hos nattevagten Alfredo, umiddelbart sagt "umiddelbart" lidt for meget, beundret masser af smuk arkitektur, både af den falliske og normale slags, oplevet lykken på hesteryg, forbandet at jeg ikke har mere rugbrød,  bagt mere rugbrød, forbandet at jeg spiste det så hurtigt, sunget rigtig meget Backstreet Boys og Westlife, snakket, diskuteret, grinet meget mere, og alt i alt haft det ret så rart. 

På trods af min oprindelige plan med at køre den solo i lationoland, hedder det sig nu, at to danskere, en nordmand og jeg drager ud i kontinentet, de kalder Sydamerika. Med forventningens glæde helt ude på tøjet. Sammen med nervøsiteten, spændingen, undren og begejstringen.
Tiden i Buenos Aires er nu et aldrende og evigt ungt spøgelse, og på sigt minde, der skal kysses blidt, men bestemt, på gensyn. Og nu er der kun en ting tilbage at sige:
Don't cry for me, Argentina
The truth is I never left you
All through my wild days
My mad existence 
I kept my promise
Don't keep your distance. 

So long, farewell, auf wiedersehen, good night/adieu/goodbye

Nu siger jeg det bare, som det er: At sige farvel er noget lårt! Punktum!

Who am I trying to fool? Ingen punktum. Endnu. De mennesker, der har betydet allermest for mig her i Argentina, og som helt ærligt har udgjort 90% af grunden til, at jeg sådan har hygget mig, er jeg nu i etaper ved at sige farvel til. Og det er fandeme ikke skægt. Det er efterhånden længe siden, at nyforelskelsen lettede og hvedebrødsdagene sluttede - jeg ved udmærket godt, at der ikke er nogen af dem, der er perfekte, men jeg er stadig ret pjattet med dem og dét er jo testen på venskab. Om man har lyst til fortsat at hænge ud med folk, selvom man har set deres lidet flatterende sider. Og det har jeg. I do, I do, I do. 
Det er dem der har købt is til mig og kommet med te, når jeg har været syg, dem der har sunget "When You're Looking Like That" og "As Long As You Love Me", med henholdsvis hårbørste, kam og håndsprit i hænderne, for mig mens jeg stortudede over Guderne ved hvad, dem jeg har spillet meget "hat" med, dem jeg har sunget og danset (grimt) med. Dem der er blevet min erstatnings-familie, dem jeg har kunnet gå til med alting og ingenting, opture og nedture, grin og gråd. 

Og selvfølgelig kan vi holde kontakten og så er der heller ikke længere mellem Aarhus-København-Tórshavn. Men en kold tyrker er sgu lidt voldsomt, når vi nu har været vant til at se hinanden hver evig eneste dag i fire måneder. Fy fan!
Punktum!!!

lørdag den 18. maj 2013

To til tango

Pigekollektivet var i går til tangoshow. Med middag og fri bar. Åh-åh. Fordi man jo ikke kan have boet i Buenos Aires i fire måneder og ikke have set rigtig tango. Og jeg vil gerne kunne rejse hjem med rank ryg, så af sted det gik. Fint sted, som, jovist, var proppet til randen med turister. Af den ældre, halvmåne-plagede slags. Det var jeg dog forberedt på, idet tangoshows er til for at behage turister, der vil opleve noget ægte argentinsk. Og man kan ikke finde ægtheden, selv hvis man igangsatte en eftersøgning med Tintin, den gode Sherlock og en gigantisk lup. Ligesom det ældre ægtepar, der danser på San Telmo markedet om søndagen. Utrolig smukt og autentisk. Bortset fra det faktum, at de gør det hver søndag. Ikke så autentisk. Men til ære for os. Nå, men vi vidste godt, at tangoshows er for turisterne. Milonga er der, hvor der danses spontant og hvor man kommer for dansen. Og vi kom for showet. Indtil da fik jeg serveret min til dato mest uappetittelige forret, der bestod af en slags roulade uden flødeskum og vacuumpakket hindbærsnask, men i stedet for havde indhold af noget vamlos mayonnaise, slatten salat og æg. Yumme-yum. Rouladen fra Netto havde sgu været et større hit. Og en bøf, der som Sigrun sagde "er større end dit ansigt". Og vin ad libitum. Som blev serveret af stakkels, svedpræget granvoksen mand med kasarolle frisure. Desuden lignede tjenernes uniformer i skræmmende høj grad en mystisk kombination af nazist-antræk og lederhosen-oktober-fest-entusiaster. Med rødt stofstykke på overarmen, seler, rødt slips med lille emblem i halsen. Man skal finde sig i meget, alligevel.

Tæppet gik. Tangoen. Åh, tangoen. Dette æstetiske overflødighedshorn af passion, sensualitet og seksualitet. Fortællingen. Stædigheden, ligegyldigheden, kækheden, selvsikkerheden og dramatikken. Bevægelserne, der er en uendelig vekslen mellem bløde, glidende, langsomme og skarpe dansende strømninger og hurtige, resolutte, staccato skridt. Fodarbejdet, der afføder lidt samme reaktion som at kigge på tryllekunst, gådefuldhed over hvordan det kan lade sig gøre - denne ustoppelige parring af ben og fødder, der forsvinder i et virvar mellem hinanden. Præcisionen, symbiosen og sammensmeltningen af mand og kvinde.

Og så sad jeg der, nød synet og fik en åbenbaring. For selvom tango langtfra er noget, alle argentinere kan danse, knapt nok noget, alle synes er flot, er det at betragte dansetrinene og høre musikken som en dechifrering af den argentinske ånd. Som er smuk, anderledes, lidt for meget, lidt ligeglad med alt andet der foregår og en dramaqueen uden sidestykke.

fredag den 17. maj 2013

Aflevering, handicaptoilet, pizza, sprut og civilstatus

I går var dagen. Dagen hvor sidste eksamensopgave blev afleveret uden overhovedet at kigge sig tilbage. Det var dejligt, befriende og dog alligevel ikke nær så forløsende, som jeg havde troet.
Udover det skete der egentlig ikke frygtelig meget, men det skal jo ikke forhindre mig i at fortælle det:

Vi begav os i går ud i kulden for at afhente vores depositum på 200 dollars, og dét skal de kære argentinere intet høre for. Det er dog en smule løjerligt, at de vælger at give os depositummet tilbage, før de ser, om lejligheden stadig står eller om der er blevet lavet en Sys Bjerre. Og bare lige for at slå det fast: Det er der ikke, eneste vandalisme er, at der er røget en ske og en tallerken undervejs, men det kan jo smutte det skidt og vi har fået vores penge tilbaws. Aijj, pokkers, pokkers, pokkers.
Så handlede vi ind og på vej ud af supermarkedet råbte sikkerhedsvagten efter os og pegede os i retningen af den anden ende af butikken. Hvor der ikke var nogen udgang. Men til gengæld et handicaptoilet. Og en ting er, hvis manden synes, jeg ligner en tissetrængende handicappet, men det er da en lige lovlig frisk måde at gøre opmærksom på det på. Tusind tak makker, det var lige det, jeg stod og manglede. Skiderik.

For ligesom at dulme smerten over at være blevet forvekslet med handicappede, tog vi hjem, drak white russians, tog ud og spiste, havde det vældig hyggeligt, og tog hjem med taxa, hvor chaufføren enten var spritstiv eller i usandsynligt godt humør. Han lagde ligesom standarden ved at sige, at svenske piger er uh-uh-uh så smukke. Indtil det gik op for ham at to tredjedele af selskabet var danskere, og så har man vel et standpunkt til man tager et nyt. Så snakkede vi om, hvad vi lavede i Buenos Aires, hvornår vi rejste, at Evita måske, måske ikke var prostitueret inden Juan kom ind i billedet, at de er ved at bygge en metrobus og så ville manden gerne vide, hvor gamle vi var. Jo, 22-23. Hvad med ham? Han var 41................ Og single. Og nu er det jo ikke fordi, at det ikke er helt utroligt fristende at blive inviteret ud af en flæsket argentinsk taxachauffør på +40. Det er da bestemt noget, enhver ung kvinde med respekt for sig selv bør gøre, når man nu har rejst over Atlanten. Men følte alligevel, at det var en af de situationer, hvor jeg skulle holde kæææææft. Så det gjorde jeg. Ditto gjorde mine medrejsende, hvorfor hans ellers umiddelbart uskyldige faktum om egen civilstatus skabte en kende akavet tavshed.

Og i nat har jeg så drømt om Cuba. Ja, hvad kan jeg sige? Jeg lever det vilde ungdomsliv i overhalingsbanen.

onsdag den 15. maj 2013

Mon amie

Okay, jeg ved godt, at jeg ikke rigtig er i en position, hvor jeg kan tillade mig at være rejselysten. Det er en smule grådigt, når jeg nu er i Sydamerika og som sådan må siges at få tilfredsstillet min ellers kroniske rejselyst. MEN nu har jeg (fandme!) for fjerde gang i denne måned haft hede drømme om Paris. Altså rigtige drømme. Om natten. Og nu savner jeg Paris helt vildt. Godt nok siges det, at Buenos Aires er Sydamerikas Paris. Men det er det ikke. Tror klart, at det er mennesker, der ikke har været i Paris, der har givet Buenos Aires det flotte tilnavn. Buenos Aires er Buenos Aires og Paris er Paris - to skønne byer, som er dejlige på hver deres måde, men som for mig at se, intet har tilfælles. Udover at være hovedstæder- og sæder.
Hvorom alting er, må konklusionen være, at jeg bliver nødt til at tage til Paris, når jeg en gang er kommet hjem (ok, kan virkelig godt høre, at jeg lyder snotforkælet og røvirriterende), så mine abstinenser kan blive lidt mindre. I blame my parents...

tirsdag den 14. maj 2013

Tankeskrald

ACHTUNG: Der er overhovedet ingen sammenhæng i det følgende, så hvis du - kære læser - ikke fjerner øjnene fra denne blog og klikker dig væk umiddelbart, ja så er det på eget ansvar.

Flowwriting. Okay, hvis ide var det her? Din egen, din skizofrene spade. Jeg kan jo ende med at skrive noget, som det slet ikke var meningen, at andre skulle vide. Som for eksempel............ Som hvad? Næ, der er sgu egentlig ikke særlig meget, jeg ikke gider at snakke om. Det skulle da lige være dødsfald og det gider jeg fandeme ikke. Jeg ville virkelig være et dårligt emne at lave en sæbeopera over - der er jo virkelig et minimalt antal intriger og Gud hvor er jeg glad for det. Nåmmen, meningen var jo, at det her flowwriting skulle være spændende. Og måske en lille bitte overspringshandling fra min side. Som så går ud over dem, undskyld, Jer, der læser med. Blib-blib-blåtte-lotte-lot-dot-dot-dut. Jeg hører The Fray, som nok cirka kun har lavet to gode sange, men det er så også de eneste to, jeg har. Ah, Tina Dickow - det var bedre. "Bummelummelummelummelum, her kommer gardens allerstørste mand. Jeg går på vagt for Danmarks land - og vand". Apropos vand, ham der Troels Kløvedal svarede aldrig på den mail, jeg sendte til ham, da jeg gik i 2.g. og var ung og naiv. Det er sgu ikke helt fint i kanten, Troels. Og så siger jeg til mig selv, at jeg ikke bærer nag. Jo det gør jeg. I særdeleshed til Word; dokumentet til eksamensopgaven er åbent og stregen i toppen af papiret står og blinker hånligt til mig. Måske er det, jeg har skrevet fint nok, måske er det ikke. Jeg kan ikke finde ud af det, måske har jeg bare stirret mig totalt frøken grå stær på det. And then again - måske er det virkelig en omgang rævepis. Sagde en af mostrene egentlig ikke noget om, at jeg skrev farverigt, når jeg var sur. Mig? Sur. Nahaj. Okay, hun har jo ret. Det er jo lidt trist. Eller hvad? Nej, jeg er jo bare en glad pessimist, og det er vel egentlig også ok
..................
Årh, jeg gad godt komme til Indien og se de der meget farverige stabler af krydderier. Se, dét er noget man ikke skal sige højt - at af alle de ting, man kan se i Indien, som for eksempel Taj Mahal, vil jeg gerne se farvestrålende krydderier, der er stablet, så den indre perfektionist bliver glad. Perfektionist-delen er jo ikke en skid indre, det er ret udtalt, for Guds skyld, i blå bog var jeg jo "klassens perfektionist". Mmm.... Armen, krydderier, for helvede Isabella. Blondie..... Både navnet på Hitlers hund og et skældsord i min verden. Arh okay, skældsord. Men come on - hårfarve vs. intelligens. Ej, vel?
......
Hold nu kæft, hvor oplever jeg bare nul og niks lige i tiden. Altså overhovedet. Eller altså udover Skype. Tænk engang, at verden derhjemme bare ruller af sted, folk bliver uddannet og føder. Og nevø nummer to er blevet døbt - og jeg kan altså ikke gøre for, at han åbenbart ligner mig af udseende. Kære Sebastian - om forladelse! Men han er nu lækker. Den lille basse. Og den store basse. Mine to private bedste-basser. Det er fandeme det mest uoriginale kælenavn nogensinde. Kom lige ind i kampen, hvis du vil være så flink.
.....
Nej, hvor dejligt. Nu hoppede iTunes videre til Tom Waits, den gamle hogaf. Skøn mand. Tror desværre, at den meget smukke sang var med i "The Prince and Me", skodfilm. Som jeg var pjattet med, da jeg var 15. Oh well. Det går bra. Åh, når vi skal ud at backpacke, kommer det der kongehus garanteret på banen - og overvejer lidt at sige, at jeg er prinsesse. Høhø. Bare fordi jeg kan. Og jo er indbegrebet af elegance, sofistikerethed og elegance. Yæææææsh.
.....
Jeg glæder mig helt vildt til at skulle til New York. Og det er jo godt at glæde sig, men arbejdede engang sammen med en, der sagde, at man kan glæde sig så meget og konstant til ting, der ligger i fremtiden, at man ikke nyder nutiden. Umiddelbart noget jeg er voldsomt god til. Men det er jo ikke fordi, jeg ikke glæder mig til at rejse i Sydamerika, det bliver bare ikke helt som jeg havde regnet med og tanken om backpacker-helvede er et helvede. Men det skal nok blive godt, ej det bliver jo godt. Det ved jeg jo, det her er bare så bekvemt. Minus eksamen. Fuck af med dig. Hov, hvor fanden har jeg egentlig lagt min hårbørste? ... Nåh jow, den ligger inde i håndklædet.

mandag den 13. maj 2013

Frihed og følsomhed

Nogle gange er det vigtigt at give sig selv fri. Nogle gange sidder man i en situation, der gør, at man ikke kan se skoven for træer. Nogle gange er det ikke det værd. Nogle gange skal man med aggressivt jerngreb holde fast i, at mennesker er vigtige. Og vigtigere end akademia. Nogle gange giver det fornyet energi til skolearbejde. Som i dag, hvor jeg har brugt stort set alle vågne timer med skønne Sara, som i aften måtte videre til Brasilien. Og som jeg kommer til at savne. Også selvom vi kommer til at ses i Aarhus. Har haft en fantastisk hyggelig dag, der har involveret kaffe med rom, snak, grin, skumle planer om ferier i Spanien, de norske fjelde og Paris, markedsslentring, gaveindkøb, antikvitetskiggeri, arabisk mad, mere grin og endnu mere snak. Og blev (selvfølgelig) rørt til tårer, hvilket er håndfast bevis på, at venskab kan opbygges over meget kort tid og ikke nødvendigvis er mindre ægte af den grund.
Glæder mig ingenlunde til om halvanden uge, hvor jeg skal sige farvel til halvdelen af pigekollektivet.

For at fortsætte i den emotionelle bane, blev nevø nummer to døbt i dag. Hvilket jeg jo hele tiden har været klar over. Gør det ikke nødvendigvis nemmere. Er både glad og trist. Mest af alt utålmodig. Glæder mig til dagen, hvor jeg kan overkramme -og kysse begge nevøer, indtil de får fnat af mosters omklamrende omsorg og kærlighed. Hvilket naturligvis ikke vil få mig til at stoppe...

Ikke nok med, at dagen i dag med gigantiske og kraftfulde syvtommersøm slår fast, at skriftlige opgaver kan være nok så interessante, men uvæsentlige i det store hele, slår den også fast, at ham der Supertramp havde ret: "Happiness only real when shared". Det vigtige er dog med hvem.

lørdag den 11. maj 2013

Hvem tager en for holdet og trækker stikket ud til:

  • Frederik Fetterlein. En ting er, at manden er dum som en dør. Ja, det skrev jeg lige - uuuuh. Men. Hvorfor dåner pigerne? Hvorfor er det tilladt for ham at få børn? HVORFOR kan han tjene penge? På at være snotdum. Han må eddermame have modtaget mange tennisbolde med hoved i stedet for ketcher. Come on! Og hvorfor har jeg set så mange programmer, hvor han er medvirkende?
  • Dyreracisme. Hvorfor er det, at det er meget mere synd for en hest end en gris, at den bliver placeret ved siden af levende lys, krølsalat og på spisebordets bourdeaux velourdug?
  • Mavekort. Oh but why? Især til dem over ti år. 
  • Danmarks Radios licensreklamer. En ting er at public service og licens går hånd i hånd, det er i princippet fair nok. Men tag nu og skrid med Jeres licens-er-noget-vi-giver-hinanden-lort. Passer jo ikke, vel? Licens er noget, vi giver Jer, så I kan skide højt og flot på, hvad folket vil have og lave det, I synes er spændende. Nej, jeg befinder mig ikke i Danevang, men reklamerne eksponeres alligevel lige ud i mit åbne ansigt på grund af det der internets. 
  • Fænomenet med at kidnappe uskyldige piger og bure dem inde i et hus i omtrent et årti. Fandeme klamt. Og synd. Og ulækkert. Og uanstændigt. Og umenneskeligt. Og, hvad er det nu det hedder? Nåh jow - forkert. 
  • Psy. Makker, det spillede for dig med første sang. Men lad nu være med at forsøg igen - det bliver ikke den samme succes. Og desuden pisseirriterende, at det tricker ens min nysgerrighed lige nøjagtig så meget, at man jeg er nødt til liiiiige at tjekke det ud på YouTube. 
  • Idol-ekstremister. Jeg er politiken.dk afhængig, jeg ved det godt og de sidste to måneder har nyhederne om Justin Bieber/One Direction/andet teen-crap fyldt uhensigtsmæssigt meget. Med "interviews" med hvinende platinblonde pigebørn med HubbaBubba tyggegummi i kæften, der skriger, at Bieber/Harry er Gud. Og tuder. Og bliver aggressive, så de stakkels drenge har brug for sikkerhedsvagter, der har beskyttet Barack Obama. Er det bare mig eller er der noget galt med verden, når popidoler tilsyneladende er lige så betydningsfulde som Mr. President? Og ja, jeg ville gerne giftes med Shane fra Westlife, men jeg holdt det da pænt hemmeligt for mig selv, så der ikke var nogen der fandt ud af, hvor pjattet jeg var med et menneske, der ikke kendte til min eksistens. Og så er det desuden pissemøghamrendeirriterende, at de skide popsange bliver inde i ens hoved. Selvom man udtrykkeligt har bedt dem om at skride op til flere gange. 
  • Botox. Hvis skønhedsidealet langsomt men sikkert bliver til, at man skal ligne Cher/Anni Fønsby/Donatella Versace/Nicole Kidman, så laver jeg sgu en Zazu og melder mig ud. Helt ud. Jaja, jeg er 22 og som sådan befriet for rynkehelvede so far, på trods af hvad 17-årig dreng i min familie sagde til mig sidste jul efterfulgt af stikpillen "men så er det da heldigt, at du vandt vatrondeller (i pakkeleg, forstås). De skulle være gode mod rynker". Tak. Skal du have. Men jeg synes helt alvorligt, at noget af det smukkeste i verden er ældre mennesker, hvis hele livshistorie kan læses i de dybe furer i deres ansigter. Så tilbage med rynkerne! 
  • Filmfortsættelser. Hvis man har lavet en succesfuld film, skal man ikke forsøge at lave en toer. Man kan altså ikke lave en Bambi 2, hvor man gør Bambi til kid igen - det kan man altså ikke. 
  • Herlufsholm. Kostskoler generelt skal skride. Forfærdeligt koncept, som simpelthen ikke kan gavne børn. Punktum. 
  • Polerede overflader. Altså jeg har ikke noget imod højglans fra HTH køkkener, men polerede overflader blandt mennesker, der forsøger at skabe et glansbillede af eget liv (well hello Instagram). Ikke at jeg er fortaler for, at man skal krænge sit hjerte ud til fremmede, men hvordan skulle det gavne noget eller nogen, at livet bliver spil for galleriet?
  • Mors Dag. Ja, det er godt for økonomien hos blomsterhandlere, chokoladeforhandlere og smykkebutikker. Men hold nu op. Mage til pladderromantisk, kunstig, opreklameret såkaldt mærkedag skal man da virkelig lede længe og intensivt efter. Der findes da ingen normale mennesker, der bryder sig om at være mere-end-normalt kærlige, fordi der er et skod-amerikansk koncept, der beder dem om det. Afsenderen føler sig forpligtet og modtageren ved, at afsender føler sig forpligtet - jammen, det er da også de helt rigtige forudsætninger for låååååve. Og nu vi er i gang, kan vi så ikke lige bede Fars Dag og Valentinsdag om at kradse af, også. 
  • Mennesker der døber deres børn Nitte, Ok, Laban, Aloha, Niks, Blær, Og, Awesome, Gandalf og Rhododendronbusk . I shit you not. 

fredag den 10. maj 2013

Snottede hjerner - snottede fornøjelser

Når man er lidt småsyg, har meldt afbud til ravioli og flan og er eksamensynkelig, er det godt, at man kan kan glæde sig over de små ting her i livet. Som for eksempel, at rumboer i pigekollektivet er noget af det sødeste, at isen i Argentina (jeg sagde småsyg) er syndigt god og at guleroden for at sidde med opgave er chick-flick filmhygge og te i aften.

...
Nåmmen, klokken er vel også ved at blive mange...

torsdag den 9. maj 2013

Planer er til for at blive brudt

Mañana mañana. Et umiddelbart tiltalende og afslappende koncept, som jeg ingenlunde kan finde ud af at praktisere. Jeg er jo ikke assimileret, vel. Så derfor planlægger jeg naturligvis på højtryk, som jeg altid har gjort. Og tænker lige i tiden over, hvordan resten af rejsen skal forløbe. Ikke at der er noget galt med Buenos Aires eller at jeg glæder mig til at futte af. Ser bare p.t. ikke så meget af den på grund af den der satans opgave, så til mit forsvar er planlægningen faktisk relativt aktuelt, fordi vi rejser fra Argentina om halvanden uge. Indsæt venligst chok. Nej, det er kun mig? Okay så. Og måske også fordi jeg her i eksamensskrivningen fik Sinatra-cravings og så slipper man jo ikke uden om "If I can make it there, I'll make it anywhere. It's up to you ... ...., ... ...."
Min oprindelige plan hed Cuba efterfulgt af Canada (fordi man ikke må flyve direkte ind i USA - de bærer måske en lille bitte smule nag. Bare lidt). Og så en organiseret rundrejse i landet af mælk og honning efterfulgt af en måneds tid i New York.
Men nu er det jo sådan, at planer er til for at blive brudt. Selv for mig, som ellers er en så stædig satan, at når jeg har sat mig noget i hovedet, er det som regel sådan, det bliver. Heldigvis er jeg også i god føling med egen mave og navnlig mavefornemmelse. Har det utrolig tit sådan, at jeg er i tvivl om et eller andet mere eller mindre latterligt og føler det som et stort problem. Når jeg har det sådan, er det 9½ ud af 10 gange fordi, jeg inderst inde godt ved, hvad jeg helst vil. Derfor er jeg nået frem til, at den der rundrejse i USA nok ikke lige var mit hjertes længsel alligevel. Føler mig efterhånden lidt for gammel til den type rejser, hvor der er en eller anden meget autoritær person på 27, der fortæller hvornår man skal stå op, hvad man skal se, hvor lang tid man skal bruge på et museum, hvornår man skal spise og hvornår man skal sove. Ergo: Jeg har droppet det. Men naturligvis ikke uden at konferere med mine to personlige vejledere/orakler/psykologer. 
Derfor hedder det nu New York City og mig i hed symbiose i tre måneder. Og jeg glæder mig. Det bliver godt, tror jeg på. Er blevet vældig forelsket i at være i en by længere tid ad gangen og har en snigende mistanke om, at NY kan udforskes i det uendelige. Så. Hvis jeg har lyst camperer jeg i MoMA indtil jeg bliver smidt væk. Og kigger på mennesker hele dagen på Grand Central Station. Og. Og. Og. 
Ja. Så ved I det. 

tirsdag den 7. maj 2013

Al min viljestyrke bliver brugt på:

  • At undgå politiken.dk - fordi jeg er nysgerrig og desuden skal skrive eksamen.
  • At lade være med at klikke på YouTube - fordi jeg ikke kan styre det - overhovedet! - og desuden skal skrive eksamen.
  • At blive væk fra dr.dk - fordi jeg godt kan lide gratis dansk fjernsyn og derudover skal der skrives eksamen.
  • At holde op med at tjekke min mail hvert syvende minut - fordi der ikke er nogen, der skriver noget til mig og desuden skal jeg skrive eksamen.
  • At pille snitterne fra lamebook.dk - fordi det er alt for underholdende og der skal stadig skrives eksamen.
  • At nørde den på videnskab.dk - fordi mit SpørgeJørgen gen tager komplet overhånd når derinde og fordi jeg i stedet burde nørde den der eksamen.
  • At ignorere msn.dk - fordi det i voldsomt udpræget grad er fuldstændig ubrugelig viden og der skal faktisk skrives eksamen.
  • At stoppe med at gå ind på overhoert.dk - fordi jeg kan bruge frygtelig lang tid derinde og der skal krafthelvede desuden stadigvæk skrives eksamen.
  • At se på IKEAs hjemmeside - fordi jeg er hjemløs og desuden skal skrive eksamen. 
  • At fortælle mig selv, at det faktisk er helt ok at tjekke teoretikerne Seeger og Hipfel på det der Google.
  • At fortælle mig selv, at det faktisk overhovedet ikke er ok at tjekke "Hvordan ved trækfugle, hvorhen og præcist hvornår de skal flyve Sydpå?" på det der Google. Kan fortælle den interesserede læser, at der er lavet en yderst interessant dokumentar om netop det på DR2. Indsæt selv oprigtig overraskelse. 
  • At holde mig fra blogger.dk - fordi jeg ikke har noget at berette og skal skrive eksamen (prøv at hør: man kan ikke vinde hver gang!)

Og de minus 28 procent der er tilbage af førnævnte viljestyrke, bliver så brugt på faktisk at skrive eksamen. Det bliver en skidegod opgave. Jeg kan mærke det.

mandag den 6. maj 2013

Sindsoprivende

Hvornår er et bidrag til bloggen et bidrag? Dette bidrag er kedeligt. Jeg ved det. Lige om lidt ved I det.
I dag: Mange timer tilbragt i sengen. Med evigt småskrantende helbred. Og en opgave der håner mig, bare fordi den kan.

Statistisk set burde i morgen kunne sparke i dags sølle røv.

lørdag den 4. maj 2013

Virkeligheden er da virtuel. Ikke?

"Seriøst?" er den vanlige reaktion, når folk finder ud af, at jeg ikke har Facebook. Efterfulgt enten af et fist bump eller dyb forargelse, fordi der jo så i sagens natur må være noget galt med mig. Men det er en anden diskussion. 

Min manglende virtuelle eksistens er en kombination af principielle og pragmatiske årsager. Deriblandt at jeg synes, det er overfladisk, at jeg sagtens kan finde ud af at komme i kontakt med de mennesker, jeg har behov for at snakke med. Og fordi jeg ikke gider det det pis med, at skabe et udtalt stort behov for mig selv, så jeg bare må vide, om Jonas fra folkeren har fået en kæreste, om hun er pæn, om tidligere arbejdskollegaer, som jeg knapt nok kendte dengang, har fået kønsskifteoperationer og for at gå amok over folks billeder. Jeg gider det ikke. Tror ikke på, at der kommer noget godt ud af det. For mig. Som har et særdeles veludviklet stalkergen. At jeg så ikke er for fin til at kigge lidt rundt fra andres Facebook-kontoer er en anden sag. Som på ingen måde er modstridende med mine principper.
Jeg kan godt se, at Facebook er smart. Og nemt og bekvemt. Men hvad fanden sker der for den virtuelle grådighed? Har folk mistænkt for at leve mere via deres computer end i virkeligheden og kald mig bare teknik-og-modernitets forskrækket (for det er jeg), men dét synes jeg er skræmmende. Hvad fanden sker der for, at alle bare har: Facebook, Twitter, Instagram, LinkedIn, Pinterest, Spotify konto, MySpace, Google+ og sikkert også en masse andet gøgl, jeg ikke kender til, fordi jeg er sådan en taber. Jeg fatter det ikke. Fatter ikke, hvorfor folk føler behov for at dokumentere ALT. Både i min-kæreste-venter-barn-med-en-anden-men-jeg-er-naturligvis-ikke-bitter-genren, men sgu også jeg-har-lige-bagt-økologiske-speltboller-med-gulerødder-fra-min-stedfars-drivhus-på-Samsø-genren. Jeg er da så fløjtende ligeglad, at du slet ikke fatter det. Jeg er bevidst om, at det der internet er så skide smart, at man jo faktisk er i sin gode ret til at trykke på det pædagogiske røde hjørne i toppen af siden, og dermed slipper for informationen. Men der er jo links og likes og "anbefal dette på Google" og pis mig i øret over det hele. Hvor-for?

Og jeg ved godt, jeg har en blog. Og dermed er med på den - i øvrigt alt for hypede - blogbølge, hvor jeg føler, at jeg bidrager helt vildt meget til verdenssituationen og beriger folks liv i hidtil uset grad ved at brokke mig over, nåja, alting og levere en masse fuldstændig ubrugelig information. 
Apropos: Fordi jeg ved, at I trofaste syv læsere sidder og dirrer af spænding, kan jeg fortælle, at det endte med at være en rigtig hyggelig aften i går til trods for tøse-spændinger. Med god stemning, dejligt besøg og æblekage. Hvis jeg nu havde Instagram ville jeg have smækket et billede op af æblekagen. Men det har jeg ikke, så i stedet vil jeg fortælle, at den lignede. Æblekage. 

P.S. Nu slukker jeg computeren for at tale med mine veninder. I know, jeg er et freak of nature. 

fredag den 3. maj 2013

Ulvetime for børn?

Jeg troede, åbenbart meget fejlagtigt, at det der ulvetime koncept var noget, der var forbeholdt hysteriske børn og deres på grådens rand frustrerede forældre. Jeg blev klogere. Det findes også i et pigekollektiv fra 16-18. Og det er ikke rart. I dette tilfælde, var det en af de der situationer, hvor man for alt i verden ikke aner, hvor fanden det gik galt. Noget med nogle ord om en kartoffel, der blev ekspederet fra afsender med én intention, mens modtager opfattede dem helt, helt anderledes. På den uhensigtsmæssige måde. Og hvor nogle føler sig overset, andre misforstået, men alle irriterede. Og ked og led. Har heller ikke har noget begreb om, hvordan det kan repareres, for jeg ved virkelig ikke, hvad der skete i første omgang. Gad vide om resten af aftenen kan reddes eller om den bliver forfærdelig. Det sidder jeg så her i min personlige oase (læs: helt vildt blød seng) og funderer over. Håber inderligt på det første. Og hader kartofler en lille smule.

torsdag den 2. maj 2013

Et pigekollektiv

Ok Jeg ved godt, at jeg lovede højt og helligt for omkring fire timer siden, at jeg ville gå i gang. Og det har jeg også været. Ish. Men nu sidder jeg her i vores lejlighed. Hvor vi har det ret så rart. Eller det havde vi. Nu er der helt stille og der er en tendens til, at mine rumboer synes, vi skal være seriøse. Med pauser af ikke-usædvanlige samtaler i pigekollektivet:

Kommentar 1: Fuck, jeg gider ikke det her pikke-lorte-fuckedifuckedifuck-pisse-røv-bæ-lort-lorte-bæ. Overhovedet!

Kommentar 2: Hallo, jeg kunne altså godt være med på en is senere.

Kommentar 3: Hey. Det er den 2. maj. Det er ni år siden, jeg blev konfirmeret.

Kommentar 4: Tag dig nu sammen, din wanker.

Kommentar 5: Næ næ, tag dig nu sammen thou warped boil-brained measle.

Kommentar 6: Det er 11 år siden, jeg fik menstruation.

Kommentar 7: Jeg tager et æg, jeg håber, det er ok.

Kommentar 8: Milde himmel. Der er mug på brødet.

Kommentar 9: Thou clouted clapper-clawed clotpole.

Kommentar 10: Hvor ynkeligt er det at gå ned til ismanden iført nattøj?

Kommentar 11: Jeg har ikke lyst til at have en bog med pikke i.

Kommentar 12: Må jeg tage en?

Kommentar 13: Har du seriøst lige spurgt om du må tage én peanut?

Kommentar 14: Jeg har lige et moment af zen herover.

Kommentar 15: Ej, hun sidder altså og er seriøs derude.

Kommentar 16: Det kan jeg simpelthen ikke arbejde med.

Kommentar 17: Skulle man egentlig ikke bare tage og blive kanonkonge?

Absolut ingen kommentarer om, hvem der har sagt hvad. Anonymitet er stærkt undervurderet.

Kender I det?

Når man skal skrive eksamensopgave. Og ikke rigtigt hopper op og ned af lutter glæde. Men omvendt overhovedet heller ikke har nogen som helst grund til at lade være. Med at komme i gang. Med at skrive den der skide opgave. Det kommer til at bide mig i røven, at jeg ikke bare tager mig sammen. Jeg gider ikke CSR mere, nu vil jeg bare gerne gøre det, jeg gør bedst: opføre mig fjollet. Ja, det kunne jeg jo faktisk give mig selv lov til i det tilfælde, at jeg tog mig sammen. Oh, jävla. Jeg VED godt, at det handler om at jeg skal give mig selv et gigantisk los i røven, så mit hoved pløjer lige lukt ind i syvende kapitel af David Vogels bog. Problemet er bare, at mine ben slet ikke er så fleksible. Oh, jävla.
Okay. NU går jeg i gang. Seriøst, det gør jeg. NU!
P.S. Jeg l.o.v.e.r. (ikke lover, meget mere kedeligt: jeg giver hermed et løfte), at jeg nok snart skal holde op med at whine over useriøse problemer. Og NU går jeg i gang med at skrive. Jo, jeg gør!

onsdag den 1. maj 2013

Glædelig 1. maj!

Shit. Maj. Måned. Altså maj måned. Nu. Jeg fatter det ikke. 
Jeg skal i dag flytte i lejlighed. Glæder mig faktisk ret meget. I særdeleshed til kun at være fem om at dele et køkken. Hvoraf ikke en eneste af de fem har polio i armene. Hurra! Fordi det betyder et rent køkken, klart. Derudover tror jeg faktisk, at det bliver vildt hyggeligt. Bortset lige fra opgaveskrivning. Apropos: I lige dele af selverkendelse, realisme og dovenskab, har jeg affundet mig med, at der ikke bliver kigget på den der eksamensopgave i dag fordi der, lige så sikkert som at himlen er blå, altid går betydeligt længere tid med at flytte, end man lige regner med. Men det er jo da 1. maj og dermed må arbejderne snuppe sig en velfortjent fridag. Akademiker/arbejder, det er en hårfin grænse. Host...

Nu er jeg nødt til at sætte alt ind på ikke at glemme noget. Møjn.