fredag den 17. maj 2013

Aflevering, handicaptoilet, pizza, sprut og civilstatus

I går var dagen. Dagen hvor sidste eksamensopgave blev afleveret uden overhovedet at kigge sig tilbage. Det var dejligt, befriende og dog alligevel ikke nær så forløsende, som jeg havde troet.
Udover det skete der egentlig ikke frygtelig meget, men det skal jo ikke forhindre mig i at fortælle det:

Vi begav os i går ud i kulden for at afhente vores depositum på 200 dollars, og dét skal de kære argentinere intet høre for. Det er dog en smule løjerligt, at de vælger at give os depositummet tilbage, før de ser, om lejligheden stadig står eller om der er blevet lavet en Sys Bjerre. Og bare lige for at slå det fast: Det er der ikke, eneste vandalisme er, at der er røget en ske og en tallerken undervejs, men det kan jo smutte det skidt og vi har fået vores penge tilbaws. Aijj, pokkers, pokkers, pokkers.
Så handlede vi ind og på vej ud af supermarkedet råbte sikkerhedsvagten efter os og pegede os i retningen af den anden ende af butikken. Hvor der ikke var nogen udgang. Men til gengæld et handicaptoilet. Og en ting er, hvis manden synes, jeg ligner en tissetrængende handicappet, men det er da en lige lovlig frisk måde at gøre opmærksom på det på. Tusind tak makker, det var lige det, jeg stod og manglede. Skiderik.

For ligesom at dulme smerten over at være blevet forvekslet med handicappede, tog vi hjem, drak white russians, tog ud og spiste, havde det vældig hyggeligt, og tog hjem med taxa, hvor chaufføren enten var spritstiv eller i usandsynligt godt humør. Han lagde ligesom standarden ved at sige, at svenske piger er uh-uh-uh så smukke. Indtil det gik op for ham at to tredjedele af selskabet var danskere, og så har man vel et standpunkt til man tager et nyt. Så snakkede vi om, hvad vi lavede i Buenos Aires, hvornår vi rejste, at Evita måske, måske ikke var prostitueret inden Juan kom ind i billedet, at de er ved at bygge en metrobus og så ville manden gerne vide, hvor gamle vi var. Jo, 22-23. Hvad med ham? Han var 41................ Og single. Og nu er det jo ikke fordi, at det ikke er helt utroligt fristende at blive inviteret ud af en flæsket argentinsk taxachauffør på +40. Det er da bestemt noget, enhver ung kvinde med respekt for sig selv bør gøre, når man nu har rejst over Atlanten. Men følte alligevel, at det var en af de situationer, hvor jeg skulle holde kæææææft. Så det gjorde jeg. Ditto gjorde mine medrejsende, hvorfor hans ellers umiddelbart uskyldige faktum om egen civilstatus skabte en kende akavet tavshed.

Og i nat har jeg så drømt om Cuba. Ja, hvad kan jeg sige? Jeg lever det vilde ungdomsliv i overhalingsbanen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar