mandag den 20. maj 2013

Don't cry for me, Argentina

Status:
Selvom jeg alvorligt overvejer om nogen har fusket med tiden i 2013, står der på samtlige kalendere, jeg har kigget på (ikke en overdrivelse, har faktisk tjekket op til flere), at det i dag er mandag den 20. maj 2013. Hvilket betyder, at jeg har boet i Buenos Aires i fire måneder. Jeg har følt mig fremmed og hjemme, indtaget store mængder is, været meget mere social end jeg nogensinde troede, jeg kunne holde til, været mere syg end jeg har brudt mig om, grædt, drukket mange kopper iskaffe, taget sjette og sidste semester af min bacheloruddannelse, udvidet min vennekreds med helt igennem skønne personer, grinet højt, inderligt, længe og tit, brugt uhyre store mængder myggespray, blevet moster til endnu en perfekt dreng, følt mig som verdens dårligste moster, når jeg har set nevø nummer et være skøn på Skype, lavet rigtig mange "How I Met Your Mother" referencer, købt mange Subte-billetter, fået øjnene op for CSR, set "Carmen" i det smukkeste teater, lært en lille smule norsk og genopdaget noget af mit gymnasie-spanske, kigget på stjerner, spist og nydt bøf op til flere gange, tænkt rigtig meget på og savnet Jer derhjemme, konstateret at min komfortzone godt kan brydes med livet i behold, skambrugt min iPod, set bjerge med bjerge på, haft (egentlig ikke nogen grund til at sætte lige præcis dét i datid) krise over min fremtid, set landskamp i form af både fodbold og polo, spist kontinuerlig ravioli og flan hos nattevagten Alfredo, umiddelbart sagt "umiddelbart" lidt for meget, beundret masser af smuk arkitektur, både af den falliske og normale slags, oplevet lykken på hesteryg, forbandet at jeg ikke har mere rugbrød,  bagt mere rugbrød, forbandet at jeg spiste det så hurtigt, sunget rigtig meget Backstreet Boys og Westlife, snakket, diskuteret, grinet meget mere, og alt i alt haft det ret så rart. 

På trods af min oprindelige plan med at køre den solo i lationoland, hedder det sig nu, at to danskere, en nordmand og jeg drager ud i kontinentet, de kalder Sydamerika. Med forventningens glæde helt ude på tøjet. Sammen med nervøsiteten, spændingen, undren og begejstringen.
Tiden i Buenos Aires er nu et aldrende og evigt ungt spøgelse, og på sigt minde, der skal kysses blidt, men bestemt, på gensyn. Og nu er der kun en ting tilbage at sige:
Don't cry for me, Argentina
The truth is I never left you
All through my wild days
My mad existence 
I kept my promise
Don't keep your distance. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar