torsdag den 23. maj 2013

I et land med høje bjerge

Som sagt var vi i går ude at cykle i bjergene. Og hvilken cykeltur. Vi tog en bus hen til en mountainbike-biks og fik lejet fire cykler. Snakkede lidt med manden om, hvor vi kunne tage hen. Hans forslag var at cykle rundt om en kæmpe sø og stoppe et par steder, hvor man så kunne trekke op til en fantastisk udsigt og det var da en åh så god ide. Ja da. Kein problem. 25 kilometer på cykel - det er jo bare min sædvanlige tur til og fra Moesgård. Absolutely no worries. Troede jeg. Det viser sig, at fire måneder uden regelmæssig motion udover gang, kan mærkes på ens kondition. Løjerligt alligevel. Og det viser sig, at en cykeltur i bjergterræn ikke er helt det samme som en cykeltur i dansk skovterræn. Igen løjerligt. Tog adskillelige gange mig selv i at undres over, hvorfor det egentlig var en god ide, det der cykling. Og en mini-refleksion over mit forhold til bakker. Mine tre medrejsende ræsede ned ad bakker ligesom Bjarne Riis, da han tog spændende ting og sager. Og så kom bedste her trillende en kilometers penge bagved, ligeså stille, og med henholdsvis panik og angst skrevet i øjnene. I overvejende risiko for at blive kørt ned af et rensdyr. Eller en anden cyklist. Først overhalet af den ene, så den anden, sidenhen den tredje. Nej nej, I behøver ikke stoppe - jeg kommer nu. På trods af manglende adrenalinkick-behov er jeg ganske stolt af, at jeg cyklede rundt i tre timer på en cykel uden fodbremse uden at vælte.

Aber dabei. Vi skulle jo vandre til den efter sigende fantastiske udsigt. Sagen med udsigter, der skulle være fantastiske er jo bare den, at de ligger højt oppe. Således holdt det hårdt for at komme op til udsigten. Det var pisse-røv-hårdt. Personligt betvivlede jeg en 87-88 gange på vej op, om det nu også var det værd, eller om vi var blevet lokket i et bagholdsangreb af overvurdering af Argentinas natur.
Holdt dog nogle pauser, hvor jeg af uransagelige årsager syntes, at jeg skulle bidrage til den gode stemning ved at fremføre samtlige Pocahontas sange. De andre tog det nu vældig pænt.
Op, op, op. Endelig nåede vi toppen. Ikke andre end os og en rovfugl, der svævede ubesværet rundt i nærheden. Der var pivkoldt, vinden ruskede, der var komplet stilhed. Og smukt. Jeg ved ikke, hvor den pludselige fascination af bjergtoppe kommer fra, men de kan nu noget, las montañas. Således også Andes-bjergene. Jeg følte mig totalt meget som kongen af verden og fik sådan lyst til bare at blive der. For evigt.







Men ak. Ned måtte vi jo igen og kørte efter besøget hos en af de flotteste udsigter videre ad asfalteret vej. Hm. På vejen købte vi hyben-marmelade og tappede vand fra naturlig kilde. Ja sgu.

Det der med at rejse fire går fint og også bedre end jeg havde frygtet. Men (for selvfølgelig er der et men). 1. Det er tredje dag. 2. Det er stadig fire mennesker. 3. Fire er stadig dobbelt så mange som to. 4. Jeg vrøvler. Strøtanke - endnu en: HVOR kommer myten om, at man siger, det altid er kvinder, der lader vente på sig fra? Det er jo lodret løgn.

Det er regnvejr i dag og jeg har fået varm kakao og skal nu ud at lære og spille poker. Det kommer jo helt sikkert til at gå skidegodt.

2 kommentarer:

  1. Jammen Isabella ned af bakkér på cykel, hvad sker der for dig;)
    Vi tænker rigtig meget på dig

    SvarSlet