torsdag den 9. maj 2013

Planer er til for at blive brudt

Mañana mañana. Et umiddelbart tiltalende og afslappende koncept, som jeg ingenlunde kan finde ud af at praktisere. Jeg er jo ikke assimileret, vel. Så derfor planlægger jeg naturligvis på højtryk, som jeg altid har gjort. Og tænker lige i tiden over, hvordan resten af rejsen skal forløbe. Ikke at der er noget galt med Buenos Aires eller at jeg glæder mig til at futte af. Ser bare p.t. ikke så meget af den på grund af den der satans opgave, så til mit forsvar er planlægningen faktisk relativt aktuelt, fordi vi rejser fra Argentina om halvanden uge. Indsæt venligst chok. Nej, det er kun mig? Okay så. Og måske også fordi jeg her i eksamensskrivningen fik Sinatra-cravings og så slipper man jo ikke uden om "If I can make it there, I'll make it anywhere. It's up to you ... ...., ... ...."
Min oprindelige plan hed Cuba efterfulgt af Canada (fordi man ikke må flyve direkte ind i USA - de bærer måske en lille bitte smule nag. Bare lidt). Og så en organiseret rundrejse i landet af mælk og honning efterfulgt af en måneds tid i New York.
Men nu er det jo sådan, at planer er til for at blive brudt. Selv for mig, som ellers er en så stædig satan, at når jeg har sat mig noget i hovedet, er det som regel sådan, det bliver. Heldigvis er jeg også i god føling med egen mave og navnlig mavefornemmelse. Har det utrolig tit sådan, at jeg er i tvivl om et eller andet mere eller mindre latterligt og føler det som et stort problem. Når jeg har det sådan, er det 9½ ud af 10 gange fordi, jeg inderst inde godt ved, hvad jeg helst vil. Derfor er jeg nået frem til, at den der rundrejse i USA nok ikke lige var mit hjertes længsel alligevel. Føler mig efterhånden lidt for gammel til den type rejser, hvor der er en eller anden meget autoritær person på 27, der fortæller hvornår man skal stå op, hvad man skal se, hvor lang tid man skal bruge på et museum, hvornår man skal spise og hvornår man skal sove. Ergo: Jeg har droppet det. Men naturligvis ikke uden at konferere med mine to personlige vejledere/orakler/psykologer. 
Derfor hedder det nu New York City og mig i hed symbiose i tre måneder. Og jeg glæder mig. Det bliver godt, tror jeg på. Er blevet vældig forelsket i at være i en by længere tid ad gangen og har en snigende mistanke om, at NY kan udforskes i det uendelige. Så. Hvis jeg har lyst camperer jeg i MoMA indtil jeg bliver smidt væk. Og kigger på mennesker hele dagen på Grand Central Station. Og. Og. Og. 
Ja. Så ved I det. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar