lørdag den 18. maj 2013

To til tango

Pigekollektivet var i går til tangoshow. Med middag og fri bar. Åh-åh. Fordi man jo ikke kan have boet i Buenos Aires i fire måneder og ikke have set rigtig tango. Og jeg vil gerne kunne rejse hjem med rank ryg, så af sted det gik. Fint sted, som, jovist, var proppet til randen med turister. Af den ældre, halvmåne-plagede slags. Det var jeg dog forberedt på, idet tangoshows er til for at behage turister, der vil opleve noget ægte argentinsk. Og man kan ikke finde ægtheden, selv hvis man igangsatte en eftersøgning med Tintin, den gode Sherlock og en gigantisk lup. Ligesom det ældre ægtepar, der danser på San Telmo markedet om søndagen. Utrolig smukt og autentisk. Bortset fra det faktum, at de gør det hver søndag. Ikke så autentisk. Men til ære for os. Nå, men vi vidste godt, at tangoshows er for turisterne. Milonga er der, hvor der danses spontant og hvor man kommer for dansen. Og vi kom for showet. Indtil da fik jeg serveret min til dato mest uappetittelige forret, der bestod af en slags roulade uden flødeskum og vacuumpakket hindbærsnask, men i stedet for havde indhold af noget vamlos mayonnaise, slatten salat og æg. Yumme-yum. Rouladen fra Netto havde sgu været et større hit. Og en bøf, der som Sigrun sagde "er større end dit ansigt". Og vin ad libitum. Som blev serveret af stakkels, svedpræget granvoksen mand med kasarolle frisure. Desuden lignede tjenernes uniformer i skræmmende høj grad en mystisk kombination af nazist-antræk og lederhosen-oktober-fest-entusiaster. Med rødt stofstykke på overarmen, seler, rødt slips med lille emblem i halsen. Man skal finde sig i meget, alligevel.

Tæppet gik. Tangoen. Åh, tangoen. Dette æstetiske overflødighedshorn af passion, sensualitet og seksualitet. Fortællingen. Stædigheden, ligegyldigheden, kækheden, selvsikkerheden og dramatikken. Bevægelserne, der er en uendelig vekslen mellem bløde, glidende, langsomme og skarpe dansende strømninger og hurtige, resolutte, staccato skridt. Fodarbejdet, der afføder lidt samme reaktion som at kigge på tryllekunst, gådefuldhed over hvordan det kan lade sig gøre - denne ustoppelige parring af ben og fødder, der forsvinder i et virvar mellem hinanden. Præcisionen, symbiosen og sammensmeltningen af mand og kvinde.

Og så sad jeg der, nød synet og fik en åbenbaring. For selvom tango langtfra er noget, alle argentinere kan danse, knapt nok noget, alle synes er flot, er det at betragte dansetrinene og høre musikken som en dechifrering af den argentinske ånd. Som er smuk, anderledes, lidt for meget, lidt ligeglad med alt andet der foregår og en dramaqueen uden sidestykke.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar