lørdag den 4. maj 2013

Virkeligheden er da virtuel. Ikke?

"Seriøst?" er den vanlige reaktion, når folk finder ud af, at jeg ikke har Facebook. Efterfulgt enten af et fist bump eller dyb forargelse, fordi der jo så i sagens natur må være noget galt med mig. Men det er en anden diskussion. 

Min manglende virtuelle eksistens er en kombination af principielle og pragmatiske årsager. Deriblandt at jeg synes, det er overfladisk, at jeg sagtens kan finde ud af at komme i kontakt med de mennesker, jeg har behov for at snakke med. Og fordi jeg ikke gider det det pis med, at skabe et udtalt stort behov for mig selv, så jeg bare må vide, om Jonas fra folkeren har fået en kæreste, om hun er pæn, om tidligere arbejdskollegaer, som jeg knapt nok kendte dengang, har fået kønsskifteoperationer og for at gå amok over folks billeder. Jeg gider det ikke. Tror ikke på, at der kommer noget godt ud af det. For mig. Som har et særdeles veludviklet stalkergen. At jeg så ikke er for fin til at kigge lidt rundt fra andres Facebook-kontoer er en anden sag. Som på ingen måde er modstridende med mine principper.
Jeg kan godt se, at Facebook er smart. Og nemt og bekvemt. Men hvad fanden sker der for den virtuelle grådighed? Har folk mistænkt for at leve mere via deres computer end i virkeligheden og kald mig bare teknik-og-modernitets forskrækket (for det er jeg), men dét synes jeg er skræmmende. Hvad fanden sker der for, at alle bare har: Facebook, Twitter, Instagram, LinkedIn, Pinterest, Spotify konto, MySpace, Google+ og sikkert også en masse andet gøgl, jeg ikke kender til, fordi jeg er sådan en taber. Jeg fatter det ikke. Fatter ikke, hvorfor folk føler behov for at dokumentere ALT. Både i min-kæreste-venter-barn-med-en-anden-men-jeg-er-naturligvis-ikke-bitter-genren, men sgu også jeg-har-lige-bagt-økologiske-speltboller-med-gulerødder-fra-min-stedfars-drivhus-på-Samsø-genren. Jeg er da så fløjtende ligeglad, at du slet ikke fatter det. Jeg er bevidst om, at det der internet er så skide smart, at man jo faktisk er i sin gode ret til at trykke på det pædagogiske røde hjørne i toppen af siden, og dermed slipper for informationen. Men der er jo links og likes og "anbefal dette på Google" og pis mig i øret over det hele. Hvor-for?

Og jeg ved godt, jeg har en blog. Og dermed er med på den - i øvrigt alt for hypede - blogbølge, hvor jeg føler, at jeg bidrager helt vildt meget til verdenssituationen og beriger folks liv i hidtil uset grad ved at brokke mig over, nåja, alting og levere en masse fuldstændig ubrugelig information. 
Apropos: Fordi jeg ved, at I trofaste syv læsere sidder og dirrer af spænding, kan jeg fortælle, at det endte med at være en rigtig hyggelig aften i går til trods for tøse-spændinger. Med god stemning, dejligt besøg og æblekage. Hvis jeg nu havde Instagram ville jeg have smækket et billede op af æblekagen. Men det har jeg ikke, så i stedet vil jeg fortælle, at den lignede. Æblekage. 

P.S. Nu slukker jeg computeren for at tale med mine veninder. I know, jeg er et freak of nature. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar