søndag den 30. juni 2013

Fejhold!!!

Sigrun og jeg valgte i torsdags at sige "fuck dig" til den konstante kulde, som jeg bestemt ikke var forberedt på i Sydamerika og rejste i den forbindelse fra Cuzco. Man tænker jo, at den sydlige hemisfære aldrig bliver rigtig kold - det er jo dejlig eksotisk og syd for ækvator. Men jeg skal da lige love for, at der er jävla koldt over det hele. Derfor begav vi os ud på en 40 timers bustur for at komme op til det helt, helt nordlige Peru til surfer"byen", der hedder Máncora. Vi ankom i går, vældig hyggeligt. Bortset fra, at solen er væk. Sådan helt væk. Fuldstændig. Et skydække så stort som - nåja - hele himlen. Der er lunt her, men der er tordensvejrlummert. Og det var faktisk ikke just den varme, jeg var på udkig efter. Jeg. Er. Bitter. Fandeme fejhold!

onsdag den 26. juni 2013

Halle-fucking-luja

Hej blog, din gamle svinger. Ja, jeg har sgu været på trekking til det der Machu Picchu og har i den forbindelse været fuldstændig væk fra alt, der minder om internet. Nu er jeg tilbage og derfor følger transskribering af dagbogsnotater fra de fem dages trekking:

Dag 1: Blev klokken fire vækket af en alt for frisk nordmand med ordene ”op og hop”. Skrid da med dig. Ifølge min mor er det stadig nat, når klokken er fire. Knurre-knurre-vrede-vrede. Blev afhentet af bil alt for tidligt og kørte ellers op, op, op. Og så begyndte turen. Og det der med at gå. Helt utroligt hårdt – jävla altitude. Blev lidt højdesyg og fik af vores guide ”the magic potion”, som ifølge ham selv var fuglepis. Det var dog væsentligt mindre interessant og i virkeligheden alkohol og urter, der fungerede ligesom lugtesalt. Det essentielle var dog, at det virkede. Jeg er tydeligvis ret højdefølsom, men jeg kommer jo også fra et land uden høje bjerge. Derudover fortalte U-troligt pædagogiske guide, at jeg ikke skulle bekymre mig, for han var stærk og kunne sagtens bære mig. Fedt man! Kan desuden nu prale af at være blevet kaldt sexet iført verdens grimmeste tøj. Og storsvedende og prustende. Nej, det er faktisk ikke en joke. Underforstået; manden er jo tydeligvis idiot.
Videre med det der vandring; jeg var forberedt på, at det ville blive hårdt. Men tag nu at skrid – det her er jo latterligt hårdt! Et gennemgående tema, i særdeleshed op ad bakke, har været tankerne om, at det der Machu Picchu fandeme bare har at være pænt! Efter mange, mange timers vandring, kunne Sigrun og jeg endelig få lov til at sove i ske i vores nyetablerede hjem – telt nummer ti med sovepose nummer et og tre. Frøs som sædvanligt, men denne gang helt legitimt. Processen med at børste tænder udenfor i buldermørke var fantastisk. For der midt på vores campsite, stod adskillige sneklædte bjerge og illuminerede som noget, jeg aldrig har set før. Helt vidunderligt at være omgivet af den slags natur, som man kan glo på i timevis uden at kede sig. Måtte dog vælte omkuld i teltet, hvor jeg sov cirka en time i alt, fordi der var så helt utroligt koldt og ikke engang kropsvarme hjalp.

Dag 2: Bød på hesteryg og dybe afgrunde. Som blev trodset på en hesteryg, jeg virkelig ikke stolede på. Krydsede toppen af bjerget Salkantay. I Guder, hvor var det smukt. Sneklædt Andes bjergtop, som bare stod der og var vanvittigt fascinerende og skræmmende. Den vigtigste regel i fysik er, at det der kommer op også må komme ned. Ligeledes også jeg. Og i ekspresfart, eftersom der er pissekoldt oppe på toppen af de der bjerge. Efter frokosten sagde guiden til Sigrun og jeg, at der kun var én vej at gå. Nej, det er der faktisk ikke. Jeg kan se minimum fem. Og ja – vi begyndte selvfølgelig at gå den forkerte vej. Blev dog reddet i tide, gik den rigtige vej og så begyndte mudderbadningen. Således begyndte fem-seks timer ned ad bakke i det mest mudrede terræn, jeg kan forestille mig. Og det lyder jo egentlig meget hyggeligt. Men når man er træt og alle muskler gør ondt, er mudderræs ret forfærdeligt. Der midt i junglen uden andre muligheder end at blive ved med at gå. Guidens svar til ”Are we there yet?” ("No Donkey – it’s far far away") var konsekvent ”Three hours”. Efter minimum tre timer, svarede han gudhjælpemig det samme igen. Dit møgdyr! Utroligt nok hyggede Sigrun og jeg os helt gevaldigt i mudderet – var ganske givet ved at falde en 4-5000 gange og gled ditto en del; skreg ditto en del. Og fik helt utroligt våde fødder, fordi jeg måske ikke er verdens bedste til at koordinere, hvor i mudderet det er smart at placere pladerne. I den forbindelse blev sko, begge lag strømper og fødder voldsomt våde. Og min mormors hjemmestrikkede sokker led desværre døden som resultat. Undskyld mormor! Uanset holdt vi dog humøret højt og havde adskillige grineflip til stor morskab for peruvianeren. Vi havde en mudderfest iført vores respektive neongule (anden) og meget grønne (frøen) regn-ponchoer. Som jo altid har gjort noget helt vidunderligt for alles sexappeal. En del af festen bestod af Sigruns fremførsel af ”I’m sexy and I know it” i form af både sang og dans. Åh. Af hjertet tak! Nåmmen, de der kroniske og statiske tre timer fortsatte jo i det uendelige, indtil guiden pludselig standsede, tog min arm, sagde til mig, at jeg er en meget seriøs dame (?! + haha), så derfor ville han stille mig et seriøst spørgsmål. Øh. OK du. ”Could you marry me?” I Majs ære håndterede jeg den situation, som jeg gør med 80 % af alle situationer, inklusive russisk paskontrol: Ved at skraldgrine. Kunne guiden måske så ikke det åbenlyst humoristiske i. Så derfor blev vi gift. Gik i rask trav arm i arm ned ad mudderet. Sigrun fik sgu den anden arm – og fremad kom vi. Jesus Kristus, hvor var jeg lykkelig, da jeg i det fjerne kunne skimte telte. Og Sigrun og jeg fejrede ved a. at tage skoene af (oh du godeste -  har aldrig i mit liv haft så helt utroligt beskidte fødder), b. spise en Snickers, c. grine. Indtil det gik op for mig i hvor dårlig stand førnævnte fødder er. Jeg har stødt mine tæer imod skosnuden ved at gå så meget og længe nedad. Betyder i praksis, at en tå er lilla og neglen på denne tå kun sidder meget sporadisk fast. Hvorfor ind i hede hule helvede har jeg ikke taget mine vandresko med? Jävla lort! Hold nu kæft, hvor gør det ondt. Kan sgu ikke gå. Og nu hvor kan jeg ikke få mine pladdervåde sko på, har jeg fiksfakset en løsning. Mine improviserede sko bestående af plastikposer på begge fødder fik utrolig meget opmærksomhed – jowjow, man har vel ikke arbejdet i hjemmeplejen for ingenting. Men det der med, at det gør ondt, når jeg går, er faktisk pisseupraktisk, når jeg nu er på intensiv vandring.

Dag 3: Falliterklæring. I dag skulle være den nemme og hyggelige dag. Og jeg blev tvunget til at lægge stædigheden på hylden og tage en bus i stedet for at vandre med de andre. Pissebittert. Er jeg sur? Ja, det tror jeg faktisk nok, jeg er. Begyndte som det modne menneske jeg er at hulke i morges, fordi jeg er mega sur og frustreret og sur på min fucking tå og på min krop over, at den virkelig er en svagpisser i tiden! Hvorfor er det absolut mig, der skal være hende, der bukker under? Kunne det da så ikke i det mindste være noget sejt, man kunne fejle. Ja, dav – jeg har ondt i tåen. Tilføjelse to dage senere: Man skal krafthelvede passe på med, hvad man ønsker sig!

Dag 4: Det viser sig, at der i forgårs har været en lavine, så uanset fysisk tilstand var gang den eneste mulighed i dag. Turen skulle efter sigende tage tre timer – tog minimum fem. Og føltes som 433. Både Sigrun og jeg var vældig ømme, trætte og skrantende. Og hun har været syg i dag. Gudsketakoglov var terrænet fladt, hvad hjalp en del og det gik ok, selvom hvert eneste skridt vitterligt var smertefuldt. Udfordringer skal man naturligvis ikke gå ned på, så i stedet for bakker mødte jeg en hængebro og et par broer, der bestod af togskinner – de blev overvundet ved at gå med Anna i én hånd og Sigrun i den anden. De er sgu nogle gode piger. Sigrun og jeg dannede bagtrop, tog det i stille og roligt tempo. Gik meget langsomt og havde det faktisk utrolig hyggeligt, fysisk tilstand taget i betragtning. Nå, jamen der går vi jo så og hvem kommer pludselig vandrende rundt om hjørnet? Det gør sgu et af de to fortabte familiemedlemmer. Mega løjerligt bogstaveligt talt at møde ham midt i junglen, men nøj hvor hyggeligt at se ham igen! Glæder mig allerede helt vildt til den uomtvistelige reunion et sted i Europa næste år. Nå, men efter åndssvagt mange timers vandren, kunne vi se hoteller. Halleluja. Her begyndte det så at gå en lille bitte smule på ad bakke. Jeg har siden dag 1 haft ondt i venstre lyske. Det har især voldet mig problemer, når jeg har skullet gå op ad trapper. Og nu er det så, at jeg ikke kan huske, hvad der skete, da målet var nået og vi skulle vente på at få et værelse på et hostel – ikke i telt. Noget med en englænder, der spurgte om jeg var højdesyg. Det næste jeg husker er, at jeg skulle op ad nogle trapper. Og så kan jeg ikke huske mere. Har på en eller anden måde haft et smerte-blackout. Kan huske, at der var en mand, der tvang mig til at drikke vand, som af en eller anden grund gjorde vildt ondt og at nogen sagde noget med et hospital. Og at jeg græd helt vildt. Og hyperventilerede endnu mere. Og følte, at jeg ikke kunne trække vejret. Flere trapper efterfulgt af komplet sammenbrud og af, at jeg blev lagt i seng. Jeg faldt i søvn og blev senere hentet for at komme på hospital/til læge/på medicinsk center. De kiggede på mig – og nu er det jo ikke fordi, at det ikke er hyggeligt at ligge med blottet skræv foran fem mennesker. Men synes måske nok, at blufærdigheden var lige lovlig fleksibel og det siger en del om min tilstand, at det til trods herfor fandt sted. Fik indsprøjtning i bagen og nogle piller. Lå på en briks med løftet om, at guiden ville hente mig. Faldt i søvn. En bedårende pige ved navn Bridget kom og stirrede på mig. Faldt i søvn. Vågnede ved at en mand fik indsprøjtning i røven lige ved siden af mig. Hygge. Faldt i søvn. Gad på et tidspunkt ikke vente længere, så jeg gik. Meget demonstrativt og helt sikkert meget uhøfligt. Jeg skulle nok have sagt til nogen, at jeg gik, men jeg kunne altså ikke finde nogen. Jeg har som sagt kun meget sporadiske erindringer om, hvad der skete, men jeg havde helt ubeskriveligt ondt, så det sgu kommer på top tre over smerteoplevelser sammen med dengue-feber. Jeg brød åbenbart så meget sammen og var så ukontaktbar, at jeg havde gjort søde Anna og Sigrun meget forskrækkede. Og havde endda fået Anna til at græde. Om forladelse. Men hvor har de dog været søde. Og hvor er jeg dog taknemlig.

Dag 5: Sidste dag. Vågnede klokken fire (igen!) for at komme op til Machu Picchu, omend yderst smertepræget. As I live and breathe – I never thought I’d see the day. Voldsomt imponerende, som det ligger der  i sin dal flankeret af det ene bjerg efter det andet. Jeg kan sgu godt nok godt forstå, at det aldrig lykkedes spanierne at finde det. Ligger umådeligt godt gemt. Jeg har store problemer med at gå op ad trapper og dem er desværre rigtig mange af. Machu Picchu ER vildt flot og imponerende, men jeg var ikke ligeså wow’et som jeg helt ærligt havde forventet. Og det har helt sikkert noget med min fysiske tilstand at gøre – som så også smitter af på min mentale tilstand. Jeg ville have elsket at løbe rundt og udforske og have en fest, men det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Det betyder altså, at jeg ikke kan nyde det, som jeg gerne ville, så i stedet for sidder jeg her og nyder udsigten, som er upåklagelig. Og kigger på mine to skønne piger, som er faldet i søvn på en solplet med den tårnende inkaborg i baggrunden. Derudover tror jeg, at – hvor helt utroligt forkælet det end er – at jeg er en smule skønhedsmættet. Vi så helt vildt mange ubegribeligt smukke ting på vejen, og jeg kan næsten ikke rumme mere skønhed. Sanserne er overstimuleret, men det er vel ikke, det værste i verden? Når man nu sidder på en turistblottet plet i fortabt inkaland sammen med to af de sødeste. 


Nu er vi tilbage i Cuzco. Og det er skønt. Eksempelvis har jeg været i varmt bad. I forgårs fik jeg massage. Og har sgu sågar vasket tøj. Jowjow. I går fejrede vi Annas fødselsdag og har alt i alt haft det ganske rart.
Såh – summasummarum: Jeg er sgu ikke skabt til at trekke i fem dage. Det var pisserøv flot, men OH. MY. GAWD. Hvor var det også hårdt. Men pænt. Men hårdt. Men virkelig pænt. 

Hvis planen holder stik, siger firkløveret farvel til hinanden i morgen, hvor Sigrun og jeg formegentlig tager op til det nordlige Peru. Hvor der er solskin. 

Uh! Uh! Uh! Og billeder

Internettet er røvdårligt, så jeg troede virkelig ikke, dette kunne lade sig gøre. MEN. Her er fotografiske beviser fra Machu Picchu:

Dadadadada!!!




Did I mention, at Machu Picchu har 3000 besøgende. Om dagen.




We made it!


Vores private solplet uden andre turister 
De to nyeste maskot-tilføjelser: Lamaen Lucky Lucy, som var en del af min bachelorgave fra søde Sigrun og Ørnen Abel, som jeg måske, måske ikke har stjålet fra en irsk bar.

tirsdag den 18. juni 2013

Into the wild

I morgen skal jeg ud at trekke. Op til det der "fortabte" Inka-land, også kendt som Machu Picchu. Som efter sigende er fascinerende, fantastisk og nok det eneste man absolut skal se, når man er i det der Sydamerika. Så det gør jeg og de tre andre, startende i morgen på det ugudelige tidspunkt, der hedder 04.30. Jesus altså!

Machu Picchu vil for vores vedkommende nåes via en alternativ rute, der hedder Salkantay, fordi det der klassiske Inka-trek nærmest skulle have været booket i 2012, hvis jeg skulle have fået en plads. Derfor kommer turen til højborgen til at blive en anden end den gængse. Tror uanset, at det bliver spøgende smukt. Det bliver en vandretur på fem dage. Vitterligt. At gå i fem dage. Op ad bjerge. Jeg kommer jo til at dø af henholdsvis dårlig kondi og kulde. Men. Jeg glæder mig rigtig meget og er helt utroligt spændt.

Vi ses på den anden side!

fredag den 14. juni 2013

Mavefornemmelse

Jeg har nu forladt Bolivia. Det blev en kort fornøjelse, men på en eller anden måde trak Peru mere i hele firkløveret end tilstedeværelsen i La Paz. Derfor er jeg i Peru. I Cuzco. Og der er dejligt. Så skøn en by. Hvor solen sgu ikke har fået udgangsforbud. Mærkeligt, hvordan man umiddelbart føler sig komplet hjemme et sted og fuldstændig fremmed et andet. Og heldigt, at busture kan fiks-fakse den slags. Jeg føler mig vældig godt tilpas her i Cuzco og glæder mig til at se, hvor meget byen har at byde på. Ikke mindst Machu Picchu, som naturligvis er det største trækplaster ved at være her. Og så er det fuldstændig fantastisk, at vi - uden nogen form for planlægning eller anelse - har været så heldige at ankomme i juni, hvor Inti Raymi, som er en sol-festival, fejres, hvilket i praksis betyder masser af mennesker og endnu mere liv og glade dage. Det er det, vi kalder en win-win situation. Jeg glæder mig helt vildt og i morgen skal vi forhåbentlig snakke med nogle mennesker, der kan arrangere noget trekking til fortabt indianer-land. Og ellers er det også helt utroligt jävla hyggeligt at slentre rundt i disse omgivelser.

mandag den 10. juni 2013

Det der voksen - på afstand

Helt officielt og rigtigt har jeg nu en bacheloruddannelse i antropologi. De sidste karakterer er nu tikket ind. Bum. Hvilket, for mig, er helt utroligt ambivalent. Rart, men mest på norsk. Jeg har elsket det og hadet det, men mest elsket det. Det har også været bekvemt og hjemmevant, og de sidste tre år er rullet af sted i en hastighed, jeg ikke begriber og som får mig til at føle mig som de gamle damer, der altid til familiefester udbrød "Guuuud, hvor er du blevet stor - tiden render da også så hurtigt". Hvilket altid fik mig til at betvivle deres intelligens, for det er sgu da noget af det mest logiske i verden, at der er sket noget med et barn, man ikke har set i fire år og desuden er forudsætningen for tid ligesom ret meget bygget op omkring den kendsgerning, at den ikke er statisk. Pointen er, at jeg altså ikke fatter, hvor tiden er blevet af og føler mig som de gamle damer til familie-tamtam. Måske er det i virkeligheden den ultimative test på, hvor voksen man er - hvem kan man bedst relatere sig til? Dem der er markant ældre eller markant yngre end én selv.

Uanset hvad er det noget med, at når man har en bacheloruddannelse, skal man forestille at være voksen. Og det er jeg jo også. På papiret. Føler måske bare ikke just, at jeg er afklaret med det der voksen. Jeg er dog nået til et sted, hvor det er oplagt at stoppe op, mærke efter helt inde i mit personlige dyb, selvom det er skræmmende, og overveje, analysere, reflektere, vurdere og muligvis revurdere. Fy fan. Der skal tages stilling til, hvad der nu skal ske. Og dét er endnu mere skræmmende. Og så alligevel ikke helt, fordi jeg jo har lavet den finte, der hedder sabbatår nummer to. Thank God.
Men. Halvdelen af firkløveret har købt store mængder is til Sigrun og jeg for at fejre vores nyetablerede titel. Se, dét er en fejring der er noget værd. 

søndag den 9. juni 2013

Tilbage til Cold Mountain

Så er jeg kommet ud af den der ørken og tilbage til civilisationen. Som er en lille smule overvurderet. Havde en fantastisk jeep-tur igennem ørkenen, hvor vi så en masse sand, en masse salt, en masse bjerge, en masse kaktusser, en masse is, en masse flamencoer, en masse lamaer og en masse klare stjerner. Og hvor der var pisse-piv-røvhamrende-rocker-koldt. Men virkelig, virkelig pænt.

Således ser grænsen fra Chile til Bolivia ud. Fancy-pancy. 
Jeep-tingen sættes i gang

Mine fem familiemedlemmer. Nu med hatte.

Multifarvet lagune midt i ørkenen og flankeret af smukke Andes



Inkognito-og varmehat

Latterlige flamencoer

Vores hellige treenighed



Salt i lange baner. 12.000 kvadratkilometer for at være præcis
Mere salt
Og foto-sjov
Jo, der sad vi glimrende

I går splittedes familien på seks og hvis jeg skal være ærlig, synes jeg, at det er rigtig trist. Jeg synes, at det gjorde noget utrolig godt for vores gruppedynamik at være seks i stedet for fire. Men. Sådan er det og jeg overlever jo nok. Jeg er i La Paz, Bolivia. Har været her i omkring to timer, så når jeg er i en position, hvor jeg kan tillade mig at udtale mig, skal jeg nok gøre det.

tirsdag den 4. juni 2013

Overstået cykeltur og kommende jeep-tur

Ville bare lige stikke hovedet ind og sige, at jeg lever og har det glimragende og fremstående. Vores lille familie på seks er endnu intakt og vi er, indsæt trommehvirvel, da-da-da-da-daaaaaa i Chile. Halleluja! Det var en lang bustur og man skulle jo umiddelbart tro, at det at sidde stille i en bus er en smal sag. Anna og jeg blev dog imidlertid ramt af en mild omgang højdesyge. Anna måtte have ilt, og vi måtte begge ligge ned og tage imod velmenende råd, vand og coca-blade. Og det gjorde vi så og har det nu fint. Vi er i San Pedro de Atacama, som er en ørken. En flække på størrelse med baghaven på Marselisborg. Helt utrolig sandet og med masser af ler. I modsætning til baghaven på Marselisborg. Men helt utrolig hyggelig.

I går var fem af de seks små backpackere på cykeltur. Og det er jo umiddelbart en super ide. Hvis det da ikke var fordi, at to ud af de fem a. er hankøn og b. henholdsvis bjergbestiger og semiprofessionel cykelrytter, som dog var flinke til at vente på os prustende piger. Som sådan var det urimeligt svært for de tre piger at skjule vores manglende kondition og ønsker for adrenalinkick. Nogle mere end andre. Der var noget med at krydse en flod til cykels (?) og jeg kender egne begrænsninger godt nok til at tage skoene af inden krydsning. Skabte billige grin for de andre og tørre fødder for mig. Ellers var det vanvittigt - vanvittigt, folkens - smukt at cykle rundt i bjerglandskabet. Vi havde en virkelig hyggelig og smuk tur, hvor vi så mine hidtil første inka ruiner, som var imponerende. Og udsigten var fænomenal. Noget siger mig dog, at Machu Picchu kommer til at sparke deres røv i sølle og tynde laser. Jeg er ikke klar over, hvor langt der var op til toppen, men det holdt hårdt for. Som sædvanlig betvivlede jeg om en udsigt nu også kunne være al den asen og masen værd. Jeg bliver åbenbart aldrig klogere, for det var det. Selvfølgelig.

I går aftes blev mit lyse hår og blå øjne, med resten af mig som vedhæng, foreviget af to chilenske mænd, som rigtig gerne ville have et billede af mig og dem. Øhhhhhh. Bøbbeløbbeløbbeløb, Øhh. Klik. OK, er sikker på, at dét billede blev fantastisk. Og i dag er jeg blevet tilbudt ægteskab. Har dog også købt en hat i dag, udelukkende fordi det er så jävla skidekoldt om natten, men tænker, at den måske også kan bruges som inkognito-middel.

Ikke at det kommer til at gøre den helt store forskel på frekvensen af indlæg her på bloggen, men fra i morgen og tre dage frem er jeg på jeep-tur. Ja, jeep-tur. I ørkenen. Vi starter her og slutter i Bolivia. Jeg kommer til at dø af kulde og frost (ja, begge dele), men jeg tror det bliver fantastisk smukt og jeg erindrer fra Afrika, at intet slår en stjernehimmel i en ørken.

søndag den 2. juni 2013

And then there were six + Chile hader os

OK, folkens. Sagen er den, at den ene dag i bogstaveligste forstand tager den anden og jeg når derfor ikke at tænde den der computer og skrive, hvordan den ene dag tager den anden. Men jeg har det ganske fabelagtigt. Sidst jeg skrev var vi i vinregionen over dem alle, Mendoza, hvor jeg - selvfølgelig - endte med ikke at opsøge adrenalinsus.

Selvom Mendoza var hyggelig, måtte teltpælene jo ligesom rykkes op. Planen over dem alle var at tage til Chile over Andesbjergene (via bus, ikke Von Trapp style), men som jeg vistnok har fået nævnt en 7-8000 gange er planer til for at ændres og eftersom grænserne til Chile var lukkede på grund af sne, måtte plan B implementeres. Så skete der dog det helt igennem fantastiske, at da vi kom til busterminalen i Mendoza for at sætte plan B i funktion, fik vi den vidunderlige nyhed, at grænsen netop var åbnet. Og at der kørte en bus om tre minutter. Tre, siger du? RUN, FORREST, RUN! Som de fabelagtige turboløbere vi er med rygsæk på både ryg og mave, nåede vi bussen, beundrede udsigten til bjergkæden, kørte to timer, gik i stå, vendte om fordi grænserne sjovt nok ikke var åbne igen, ankom igen-igen-igen til Mendoza. Karma. Du er en kælling.

Nåmmen, fedt nok. Hvasså? Så måtte vi jo tilbage til busstationen for at købe billetter til Salta, hvor tre af os har været før, i håbet om kunne krydse den chilenske grænse herfra. Så nu sidder vi endnu en gang i Salta, havde en vældig hyggelig aften i går, og ditto dag i dag. Men som de heldige mennesker vi er, strejker de argentisnske buscahufførerer måske, måske ikke. Kraftedeme et logistisk tetrisspil af dimensioner. So far regner vi med at kunne tage til Chile i morgen, men det er umiddelbart som om, at Chile ikke er helt pjattet med ideen om vores selskab.

Forresten er vi p.t. seks i stedet for fire. Og jeg som troede, jeg skulle rejse alene og som nu rejser med to danskere, en nordmand, en tysker og en hollænder. Og jeg ved ærlig talt ikke, hvad der sker, men jeg synes, at det er noget så hyggeligt.