onsdag den 26. juni 2013

Halle-fucking-luja

Hej blog, din gamle svinger. Ja, jeg har sgu været på trekking til det der Machu Picchu og har i den forbindelse været fuldstændig væk fra alt, der minder om internet. Nu er jeg tilbage og derfor følger transskribering af dagbogsnotater fra de fem dages trekking:

Dag 1: Blev klokken fire vækket af en alt for frisk nordmand med ordene ”op og hop”. Skrid da med dig. Ifølge min mor er det stadig nat, når klokken er fire. Knurre-knurre-vrede-vrede. Blev afhentet af bil alt for tidligt og kørte ellers op, op, op. Og så begyndte turen. Og det der med at gå. Helt utroligt hårdt – jävla altitude. Blev lidt højdesyg og fik af vores guide ”the magic potion”, som ifølge ham selv var fuglepis. Det var dog væsentligt mindre interessant og i virkeligheden alkohol og urter, der fungerede ligesom lugtesalt. Det essentielle var dog, at det virkede. Jeg er tydeligvis ret højdefølsom, men jeg kommer jo også fra et land uden høje bjerge. Derudover fortalte U-troligt pædagogiske guide, at jeg ikke skulle bekymre mig, for han var stærk og kunne sagtens bære mig. Fedt man! Kan desuden nu prale af at være blevet kaldt sexet iført verdens grimmeste tøj. Og storsvedende og prustende. Nej, det er faktisk ikke en joke. Underforstået; manden er jo tydeligvis idiot.
Videre med det der vandring; jeg var forberedt på, at det ville blive hårdt. Men tag nu at skrid – det her er jo latterligt hårdt! Et gennemgående tema, i særdeleshed op ad bakke, har været tankerne om, at det der Machu Picchu fandeme bare har at være pænt! Efter mange, mange timers vandring, kunne Sigrun og jeg endelig få lov til at sove i ske i vores nyetablerede hjem – telt nummer ti med sovepose nummer et og tre. Frøs som sædvanligt, men denne gang helt legitimt. Processen med at børste tænder udenfor i buldermørke var fantastisk. For der midt på vores campsite, stod adskillige sneklædte bjerge og illuminerede som noget, jeg aldrig har set før. Helt vidunderligt at være omgivet af den slags natur, som man kan glo på i timevis uden at kede sig. Måtte dog vælte omkuld i teltet, hvor jeg sov cirka en time i alt, fordi der var så helt utroligt koldt og ikke engang kropsvarme hjalp.

Dag 2: Bød på hesteryg og dybe afgrunde. Som blev trodset på en hesteryg, jeg virkelig ikke stolede på. Krydsede toppen af bjerget Salkantay. I Guder, hvor var det smukt. Sneklædt Andes bjergtop, som bare stod der og var vanvittigt fascinerende og skræmmende. Den vigtigste regel i fysik er, at det der kommer op også må komme ned. Ligeledes også jeg. Og i ekspresfart, eftersom der er pissekoldt oppe på toppen af de der bjerge. Efter frokosten sagde guiden til Sigrun og jeg, at der kun var én vej at gå. Nej, det er der faktisk ikke. Jeg kan se minimum fem. Og ja – vi begyndte selvfølgelig at gå den forkerte vej. Blev dog reddet i tide, gik den rigtige vej og så begyndte mudderbadningen. Således begyndte fem-seks timer ned ad bakke i det mest mudrede terræn, jeg kan forestille mig. Og det lyder jo egentlig meget hyggeligt. Men når man er træt og alle muskler gør ondt, er mudderræs ret forfærdeligt. Der midt i junglen uden andre muligheder end at blive ved med at gå. Guidens svar til ”Are we there yet?” ("No Donkey – it’s far far away") var konsekvent ”Three hours”. Efter minimum tre timer, svarede han gudhjælpemig det samme igen. Dit møgdyr! Utroligt nok hyggede Sigrun og jeg os helt gevaldigt i mudderet – var ganske givet ved at falde en 4-5000 gange og gled ditto en del; skreg ditto en del. Og fik helt utroligt våde fødder, fordi jeg måske ikke er verdens bedste til at koordinere, hvor i mudderet det er smart at placere pladerne. I den forbindelse blev sko, begge lag strømper og fødder voldsomt våde. Og min mormors hjemmestrikkede sokker led desværre døden som resultat. Undskyld mormor! Uanset holdt vi dog humøret højt og havde adskillige grineflip til stor morskab for peruvianeren. Vi havde en mudderfest iført vores respektive neongule (anden) og meget grønne (frøen) regn-ponchoer. Som jo altid har gjort noget helt vidunderligt for alles sexappeal. En del af festen bestod af Sigruns fremførsel af ”I’m sexy and I know it” i form af både sang og dans. Åh. Af hjertet tak! Nåmmen, de der kroniske og statiske tre timer fortsatte jo i det uendelige, indtil guiden pludselig standsede, tog min arm, sagde til mig, at jeg er en meget seriøs dame (?! + haha), så derfor ville han stille mig et seriøst spørgsmål. Øh. OK du. ”Could you marry me?” I Majs ære håndterede jeg den situation, som jeg gør med 80 % af alle situationer, inklusive russisk paskontrol: Ved at skraldgrine. Kunne guiden måske så ikke det åbenlyst humoristiske i. Så derfor blev vi gift. Gik i rask trav arm i arm ned ad mudderet. Sigrun fik sgu den anden arm – og fremad kom vi. Jesus Kristus, hvor var jeg lykkelig, da jeg i det fjerne kunne skimte telte. Og Sigrun og jeg fejrede ved a. at tage skoene af (oh du godeste -  har aldrig i mit liv haft så helt utroligt beskidte fødder), b. spise en Snickers, c. grine. Indtil det gik op for mig i hvor dårlig stand førnævnte fødder er. Jeg har stødt mine tæer imod skosnuden ved at gå så meget og længe nedad. Betyder i praksis, at en tå er lilla og neglen på denne tå kun sidder meget sporadisk fast. Hvorfor ind i hede hule helvede har jeg ikke taget mine vandresko med? Jävla lort! Hold nu kæft, hvor gør det ondt. Kan sgu ikke gå. Og nu hvor kan jeg ikke få mine pladdervåde sko på, har jeg fiksfakset en løsning. Mine improviserede sko bestående af plastikposer på begge fødder fik utrolig meget opmærksomhed – jowjow, man har vel ikke arbejdet i hjemmeplejen for ingenting. Men det der med, at det gør ondt, når jeg går, er faktisk pisseupraktisk, når jeg nu er på intensiv vandring.

Dag 3: Falliterklæring. I dag skulle være den nemme og hyggelige dag. Og jeg blev tvunget til at lægge stædigheden på hylden og tage en bus i stedet for at vandre med de andre. Pissebittert. Er jeg sur? Ja, det tror jeg faktisk nok, jeg er. Begyndte som det modne menneske jeg er at hulke i morges, fordi jeg er mega sur og frustreret og sur på min fucking tå og på min krop over, at den virkelig er en svagpisser i tiden! Hvorfor er det absolut mig, der skal være hende, der bukker under? Kunne det da så ikke i det mindste være noget sejt, man kunne fejle. Ja, dav – jeg har ondt i tåen. Tilføjelse to dage senere: Man skal krafthelvede passe på med, hvad man ønsker sig!

Dag 4: Det viser sig, at der i forgårs har været en lavine, så uanset fysisk tilstand var gang den eneste mulighed i dag. Turen skulle efter sigende tage tre timer – tog minimum fem. Og føltes som 433. Både Sigrun og jeg var vældig ømme, trætte og skrantende. Og hun har været syg i dag. Gudsketakoglov var terrænet fladt, hvad hjalp en del og det gik ok, selvom hvert eneste skridt vitterligt var smertefuldt. Udfordringer skal man naturligvis ikke gå ned på, så i stedet for bakker mødte jeg en hængebro og et par broer, der bestod af togskinner – de blev overvundet ved at gå med Anna i én hånd og Sigrun i den anden. De er sgu nogle gode piger. Sigrun og jeg dannede bagtrop, tog det i stille og roligt tempo. Gik meget langsomt og havde det faktisk utrolig hyggeligt, fysisk tilstand taget i betragtning. Nå, jamen der går vi jo så og hvem kommer pludselig vandrende rundt om hjørnet? Det gør sgu et af de to fortabte familiemedlemmer. Mega løjerligt bogstaveligt talt at møde ham midt i junglen, men nøj hvor hyggeligt at se ham igen! Glæder mig allerede helt vildt til den uomtvistelige reunion et sted i Europa næste år. Nå, men efter åndssvagt mange timers vandren, kunne vi se hoteller. Halleluja. Her begyndte det så at gå en lille bitte smule på ad bakke. Jeg har siden dag 1 haft ondt i venstre lyske. Det har især voldet mig problemer, når jeg har skullet gå op ad trapper. Og nu er det så, at jeg ikke kan huske, hvad der skete, da målet var nået og vi skulle vente på at få et værelse på et hostel – ikke i telt. Noget med en englænder, der spurgte om jeg var højdesyg. Det næste jeg husker er, at jeg skulle op ad nogle trapper. Og så kan jeg ikke huske mere. Har på en eller anden måde haft et smerte-blackout. Kan huske, at der var en mand, der tvang mig til at drikke vand, som af en eller anden grund gjorde vildt ondt og at nogen sagde noget med et hospital. Og at jeg græd helt vildt. Og hyperventilerede endnu mere. Og følte, at jeg ikke kunne trække vejret. Flere trapper efterfulgt af komplet sammenbrud og af, at jeg blev lagt i seng. Jeg faldt i søvn og blev senere hentet for at komme på hospital/til læge/på medicinsk center. De kiggede på mig – og nu er det jo ikke fordi, at det ikke er hyggeligt at ligge med blottet skræv foran fem mennesker. Men synes måske nok, at blufærdigheden var lige lovlig fleksibel og det siger en del om min tilstand, at det til trods herfor fandt sted. Fik indsprøjtning i bagen og nogle piller. Lå på en briks med løftet om, at guiden ville hente mig. Faldt i søvn. En bedårende pige ved navn Bridget kom og stirrede på mig. Faldt i søvn. Vågnede ved at en mand fik indsprøjtning i røven lige ved siden af mig. Hygge. Faldt i søvn. Gad på et tidspunkt ikke vente længere, så jeg gik. Meget demonstrativt og helt sikkert meget uhøfligt. Jeg skulle nok have sagt til nogen, at jeg gik, men jeg kunne altså ikke finde nogen. Jeg har som sagt kun meget sporadiske erindringer om, hvad der skete, men jeg havde helt ubeskriveligt ondt, så det sgu kommer på top tre over smerteoplevelser sammen med dengue-feber. Jeg brød åbenbart så meget sammen og var så ukontaktbar, at jeg havde gjort søde Anna og Sigrun meget forskrækkede. Og havde endda fået Anna til at græde. Om forladelse. Men hvor har de dog været søde. Og hvor er jeg dog taknemlig.

Dag 5: Sidste dag. Vågnede klokken fire (igen!) for at komme op til Machu Picchu, omend yderst smertepræget. As I live and breathe – I never thought I’d see the day. Voldsomt imponerende, som det ligger der  i sin dal flankeret af det ene bjerg efter det andet. Jeg kan sgu godt nok godt forstå, at det aldrig lykkedes spanierne at finde det. Ligger umådeligt godt gemt. Jeg har store problemer med at gå op ad trapper og dem er desværre rigtig mange af. Machu Picchu ER vildt flot og imponerende, men jeg var ikke ligeså wow’et som jeg helt ærligt havde forventet. Og det har helt sikkert noget med min fysiske tilstand at gøre – som så også smitter af på min mentale tilstand. Jeg ville have elsket at løbe rundt og udforske og have en fest, men det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Det betyder altså, at jeg ikke kan nyde det, som jeg gerne ville, så i stedet for sidder jeg her og nyder udsigten, som er upåklagelig. Og kigger på mine to skønne piger, som er faldet i søvn på en solplet med den tårnende inkaborg i baggrunden. Derudover tror jeg, at – hvor helt utroligt forkælet det end er – at jeg er en smule skønhedsmættet. Vi så helt vildt mange ubegribeligt smukke ting på vejen, og jeg kan næsten ikke rumme mere skønhed. Sanserne er overstimuleret, men det er vel ikke, det værste i verden? Når man nu sidder på en turistblottet plet i fortabt inkaland sammen med to af de sødeste. 


Nu er vi tilbage i Cuzco. Og det er skønt. Eksempelvis har jeg været i varmt bad. I forgårs fik jeg massage. Og har sgu sågar vasket tøj. Jowjow. I går fejrede vi Annas fødselsdag og har alt i alt haft det ganske rart.
Såh – summasummarum: Jeg er sgu ikke skabt til at trekke i fem dage. Det var pisserøv flot, men OH. MY. GAWD. Hvor var det også hårdt. Men pænt. Men hårdt. Men virkelig pænt. 

Hvis planen holder stik, siger firkløveret farvel til hinanden i morgen, hvor Sigrun og jeg formegentlig tager op til det nordlige Peru. Hvor der er solskin. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar