fredag den 14. juni 2013

Mavefornemmelse

Jeg har nu forladt Bolivia. Det blev en kort fornøjelse, men på en eller anden måde trak Peru mere i hele firkløveret end tilstedeværelsen i La Paz. Derfor er jeg i Peru. I Cuzco. Og der er dejligt. Så skøn en by. Hvor solen sgu ikke har fået udgangsforbud. Mærkeligt, hvordan man umiddelbart føler sig komplet hjemme et sted og fuldstændig fremmed et andet. Og heldigt, at busture kan fiks-fakse den slags. Jeg føler mig vældig godt tilpas her i Cuzco og glæder mig til at se, hvor meget byen har at byde på. Ikke mindst Machu Picchu, som naturligvis er det største trækplaster ved at være her. Og så er det fuldstændig fantastisk, at vi - uden nogen form for planlægning eller anelse - har været så heldige at ankomme i juni, hvor Inti Raymi, som er en sol-festival, fejres, hvilket i praksis betyder masser af mennesker og endnu mere liv og glade dage. Det er det, vi kalder en win-win situation. Jeg glæder mig helt vildt og i morgen skal vi forhåbentlig snakke med nogle mennesker, der kan arrangere noget trekking til fortabt indianer-land. Og ellers er det også helt utroligt jävla hyggeligt at slentre rundt i disse omgivelser.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar