tirsdag den 4. juni 2013

Overstået cykeltur og kommende jeep-tur

Ville bare lige stikke hovedet ind og sige, at jeg lever og har det glimragende og fremstående. Vores lille familie på seks er endnu intakt og vi er, indsæt trommehvirvel, da-da-da-da-daaaaaa i Chile. Halleluja! Det var en lang bustur og man skulle jo umiddelbart tro, at det at sidde stille i en bus er en smal sag. Anna og jeg blev dog imidlertid ramt af en mild omgang højdesyge. Anna måtte have ilt, og vi måtte begge ligge ned og tage imod velmenende råd, vand og coca-blade. Og det gjorde vi så og har det nu fint. Vi er i San Pedro de Atacama, som er en ørken. En flække på størrelse med baghaven på Marselisborg. Helt utrolig sandet og med masser af ler. I modsætning til baghaven på Marselisborg. Men helt utrolig hyggelig.

I går var fem af de seks små backpackere på cykeltur. Og det er jo umiddelbart en super ide. Hvis det da ikke var fordi, at to ud af de fem a. er hankøn og b. henholdsvis bjergbestiger og semiprofessionel cykelrytter, som dog var flinke til at vente på os prustende piger. Som sådan var det urimeligt svært for de tre piger at skjule vores manglende kondition og ønsker for adrenalinkick. Nogle mere end andre. Der var noget med at krydse en flod til cykels (?) og jeg kender egne begrænsninger godt nok til at tage skoene af inden krydsning. Skabte billige grin for de andre og tørre fødder for mig. Ellers var det vanvittigt - vanvittigt, folkens - smukt at cykle rundt i bjerglandskabet. Vi havde en virkelig hyggelig og smuk tur, hvor vi så mine hidtil første inka ruiner, som var imponerende. Og udsigten var fænomenal. Noget siger mig dog, at Machu Picchu kommer til at sparke deres røv i sølle og tynde laser. Jeg er ikke klar over, hvor langt der var op til toppen, men det holdt hårdt for. Som sædvanlig betvivlede jeg om en udsigt nu også kunne være al den asen og masen værd. Jeg bliver åbenbart aldrig klogere, for det var det. Selvfølgelig.

I går aftes blev mit lyse hår og blå øjne, med resten af mig som vedhæng, foreviget af to chilenske mænd, som rigtig gerne ville have et billede af mig og dem. Øhhhhhh. Bøbbeløbbeløbbeløb, Øhh. Klik. OK, er sikker på, at dét billede blev fantastisk. Og i dag er jeg blevet tilbudt ægteskab. Har dog også købt en hat i dag, udelukkende fordi det er så jävla skidekoldt om natten, men tænker, at den måske også kan bruges som inkognito-middel.

Ikke at det kommer til at gøre den helt store forskel på frekvensen af indlæg her på bloggen, men fra i morgen og tre dage frem er jeg på jeep-tur. Ja, jeep-tur. I ørkenen. Vi starter her og slutter i Bolivia. Jeg kommer til at dø af kulde og frost (ja, begge dele), men jeg tror det bliver fantastisk smukt og jeg erindrer fra Afrika, at intet slår en stjernehimmel i en ørken.

1 kommentar:

  1. Dejligt det endelig lykkes dig at komme til Chile;) vil glæde mig til billeder, specielt dem med hatten:-) nej også dem med udsigten og inkaruiner. Knuser

    SvarSlet