fredag den 26. juli 2013

Åh, Michael

Jeg ved ikke helt præcist hvornår
Men en skønne dag ved høje tid
Vil jeg trække mig selv op ved håret
Og vaske min sorte gæld hvid
Og du vil se på mig uden at tvivle
På det lille smil i mit blik
Og sige uden at rødme det mindste:
Du ligner dig selv på en prik

Og selvom du ved, at jeg altid
Må ud og se landet i fart
Så ved du, hvordan landet ligger
Den rejsende kender sin endestation
Jo, han kommer til tiden
Han kommer præcis

Når de vildeste fugle er fløjet
Den sidste gæst gået hjem
Når den sidste dans er danset
Så kender han vejen hjem

Og der er tider, hvor jeg spørger mig selv
Hvorfor jeg må blive ved
Med at jage hvide striber
I en bus fra sted til sted
Men der er svar i hver stationsby
Langs den lige landevej
Vi skynder os ud fra et truckstop
Før tvivlen melder sig

For i aften skal drømmen have vinger
Fem timers kørsel herfra
Så skal den rejsende synge
Om længsel i kroppen, om kærlighed
Og hvis tvivlen er der
Så kommer den først

Når de vildeste fugle er fløjet
Den sidste gæst gået hjem
Når den sidste dans er danset
Så kender han vejen hjem

Når den sidste guitar bliver stille
Det sidste lys er gået ud
Kan jeg drømme, at du lægger dig
Som solskin mod min hud
Ingen landevej lukker
Men jeg kan stå af for en tid
Og undre mig over, at fuglene
Selv de vildeste, vildeste fugle
Finder vejen hjem

Når de vildeste fugle er fløjet
Den sidste gæst gået hjem
Når den sidste dans er danset
Så kender han vejen hjem.

torsdag den 25. juli 2013

Jesus fucking Christ

Birgitte og jeg bestemte i mandags, at vi skulle være konstruktive og rigtig have noget ud af dagen og valgte derfor at bukke under for packbacker stilen og booke en city tour. Hvor man både ville se den kæmpe Jesus-statue, sukkertoppen, lapa trappen, Santa Teresa og katedralen. På forhånd fik vi at vide, at vi ikke ville komme hen til katedralen på grund af den lille skiderik, de allesammen kalder paven. Men eftersom den katedral ifølge Birgitte mest af alt ligner et atomkraftværk, var det egentlig ok. Af sted det gik. Vi kørte op mod Jesus i gigaformat og jo tættere vi kom på, jo mere tåget blev det. Ikke gode tegn. Så ankom vi til en kø, der kraftedeme ingen ende ville tage. 97% af de ventende var Jesus- og i særdeleshed paveentusiaster. Meget kan man sige om kusinerne, men lige nøjagtig dét prædikat ville være falsk varebetegnelse. De var alt for glade, faktisk kan man godt argumentere for, at de var lalleglade. Men de hyggede sig da i det mindste. Så sluttede dén kø, vi kom op til Jesus-tingen, hvor vi skulle stå i kø for at stå i kø for at komme ind. Efter de køer, kom vi så op til selve dimsen. Hvor vi for det første ikke kunne se den inkarnerede cementerede Kristus. Men vi kunne sgu heller ikke se den efter sigende fantastiske udsigt. Og så var der alle disse syngende jubelidioter, som åbenbart er i så meget kontakt med Vorherre, at de slet ikke behøver at se Jesus, fordi han jo er i deres hjerter. Super-duper-dejligt. Slapperdupperdelle, er I ikke søde at klappe gællerne i og smutte. Væk. Det var de ikke, så i stedet for forsøgte vi at smutte. Kraftederpikkeme om vi ikke også skulle stå i kø for at komme ned igen. Og det regnede. Og blæste. Og var koldt. Og vi havde på ingen måde tøj nok på. Så det var faktisk en fire timers penge, vi helt ærligt kan sige, at vi absolut intet positivt fik ud af. Så kørte vi videre til sukkertoppen og da vi endelig kom dertil, var det bælder-buldermørkt og på grund af tåge, kunne man desuden kun komme op til første etape af sukkertoppen og når jeg har bestemt mig for at se min højdeskræk i øjnene, skal det da godt nok gøres ordentligt. Derfor fortalte jeg manden, at jeg faktisk ikke gad at betale fuld pris for en service, hvor en ud af fem var blevet opfyldt, hvilket guiden valgte at håndtere ved at opføre sig som en femårig. Og så så vi lige Isabella blive så helt utroligt vred, at blodtrykket var i stor risiko for at koge betragteligt over. Og det lille røvhul begik de to største fejltagelser muligt: 1. han bad mig om at falde ned. 2. han bad mig om at sænke stemmen. Hvilket lige nøjagtig medførte, at jeg fik en ustyrlig lyst til at spytte ham i hans grimme fjæs og råbe "skriiiiiiiiiiiiiiiid med dig, dit lille møgdyr". Så derefter konverserede han udelukkende med Birgitte og da hans små hjerneceller endelig begyndte at fatte, hvad der foregik og hvorfor vi var utilfredse, lovede han højt og helligt, at bilen ville komme og hente os. Efter 15 minutter i regn og kulde, gik vi på jagt efter chauffør, som sjovt nok udtrykkeligt havde fået ordrer om ikke at forlade etablissementet. Og hvis jeg ikke var sur, skal jeg eddermame da godt nok love for, at jeg blev det. Sådan et lille løgnagtigt røvhul. Tog dybt rasende en taxa hjem og forklarede den søde hostelmand, hvad situationen var. Han ville snakke med rejsebureauet og finde ud af noget, og vi fik da også en tredjedel af pengene tilbage, hvilket jo selvsagt er bedre end ingenting. Aber dabei. De to ting man absolut skal have set i Rio, har jeg naturligvis ikke fået set. Hvilket jo så bare betyder, at naturloven og almen dannelse kræver, at jeg vender tilbage. Pokkers osse da.

I tirsdags var vi i Imbariê, som er et ret farligt hood, hvor Birgitte kender en masse søde mennesker fra da hun skrev speciale. Vi blev inviteret indenfor af dem allesammen og blev i den grad modtaget med særdeles åbne arme. Nærmest med en ørns vingefang. Hvilket er meget u-dansk og egentlig synes jeg jo som udgangspunkt, at sådan noget fis er meget falskt og påtaget. Men lige i øjeblikket, var det simpelthen bare et så fint øjeblik med så fine mennesker. Og jeg blev dybt rørt over gensynsglæden mellem min søde kusine og de søde brasilianske kvinder efter syv år uden kontakt. De lavede virkelig god mad til os, og jeg fik indtrykket, at de oprigtigt var glade for besøget og interesserede i, hvad vi havde at sige (hvad for mit vedkommende ikke var meget, fordi de jo snakker det der portugisisk - men det var faktisk også enormt dejligt bare at sidde og observere). Da Birgitte fortalte, at hun blev rørt over den måde, hun blev modtaget på, sagde grillfar, at vores besøg var en ære og en glæde for dem. Hvilket affødte en indre dialog med mig selv om at tage mig sammen og ikke begynde at græde. Så så fint. Og fordi de gør sig meget umage med at være vildt hjælpsomme selvom de virkelig ikke behøver, kom munken James og hentede os i sin bil. Jeg har hørt meget om James/Broder Tuck, så var yderst spændt. Broder Tuck bor med seks andre brødre i favellaen, hvor vi endte dagen med at drikke os fulde med munkene. Hvilket er på top tre over sætninger, jeg virkelig gerne vil kunne ytre. Yes! Vi handlede ind med den gode James og ville gerne give noget til maden, men det var ikke nødvendigt, for han har åbenbart en form for firmakort. Så jeg har spist på den katolske kirkes regning. Hovsadasse. Havde måske også forestillet mig en velsignelse af maden eller i det mindste en ydmyg bordbøn. Men korsets tegn var tydeligvis mere end rigeligt. Dig in boys! Mens kogekonen (for sådan en har munkene nemlig; man skulle jo nødig gå hen og arbejde for meget) lavede endnu en røvfuld virkelig lækker mad til os, stod Birgitte og jeg oppe på taget. Og udsigten fra munkenes tag ud over de mange små oplyste huse i hele favellaen var fænomenal. Det så fantastisk smukt ud. Utrolig ambivalent at stå der med bevidstheden om, hvor mange mennesker, der har et virkelig hårdt liv. Blev både dybt skyldbetynget over at stå der og utrolig taknemlig over, at jeg har så stor bevægefrihed, at jeg kan gå, når jeg vil. Fik samtidig voldsomme brækreflekser over den voksende slumturisme og alle de ture, der udbydes til unge spader (læs: backpackere), hvor hele konceptet er opbygget omkring at tage op i slummen og feste med de fattige til funkmusik. Det er usmageligt og en så ulækker måde at fastholde forfærdelige skæbner i fattigdom. Fy for fucking py! Men sådan kan man lære så meget af en alkoholiseret aften med munkene - et og andet om favellaer og et og andet om munke. Jeg vil bestemt ikke udelukke, at jeg ganske givet har en meget romantisk og forvrænget forestilling om, hvad munke er for nogle typer. Men jeg har altid forestillet mig noget med kutter, tavshedsløfter, manuelt arbejde od ydmyghed. Det fik disse munke da fandeme godt nok gjort til skamme. De drak som huller i jorden. De var rigtig, rigtig søde, men hold da nu da kæft, hvor var de mest af alt bare bodegakunder. Udsendt af Jesus på en mission. Om at drikke mange øl.

I går regnede det h-e-l-e dagen. Og hvis du læser med kære vejrgud, så er det fandeme ikke i orden. Til gengæld blev vi om morgenen, da vi skulle checke ud fra et hostel for at checke ind på et andet, blev vi kun opkrævet penge for én nat i modsætning til de tre, vi faktisk har tilbragt det. Et ærligt menneske ville måske nok have gjort opmærksom på den uheldige fejl. Birgitte og jeg derimod lavede en helt fantastisk "Ruuuuuuuuun Forrest. Ruuuuuuuuuuun!". Resten af dagen brugte vi på at slentre rundt i byen, hvor vi mødte endnu flere Jesus-entusiaster. En anderledes udgave af "Tyskerne kommer". Vi var i går aftes ude at få den sidste nadver, muliggjort at matadorlegatet (og tusind tak for det!) og derefter ude at høre musik, hvilket var en rigtig dejlig måde at afslutte 14 helt igennem skønne dage på.

I dag er det bedre vejr, omend stadig meget dårligere end i Danmark. A-ha-ham! Eftersom Birgitte skal rejse hjem i dag og jeg først skal i morgen, havde vi planlagt at slå noget tid ihjel i den der røvsyge lufthavn, som bliver lidt mindre røvsyg af godt selskab. MEN. Den der skide pave og hans tilstedeværelse gør, at al trafik til Copacabana, hvor vi bor, er lukket af, og at man fra klokken 14 i dag og til Guderne ved hvornår i morgen ikke kan komme hverken ud eller ind, medmindre man er til fods. Birgitte er heldigvis kommet af sted og sidder formegentlig nu i lufthavnen og jeg sidder så mere eller mindre fast her. Fedt man.

lørdag den 20. juli 2013

B1 og B2 i Brasilien

Mig og min kusine. Min kusine og jeg. Vi har indtaget Brasilien på den eneste måde, vi kan. Højlydte, skraldgrinende, snakkende og skingrende sindssyge. Men det er nu rart. For os altså. Hvor rart det er for andre, må stå hen i det uvisse har jeg ikke udpræget lyst til at vide. Vi er i Paraty, eller Party som den for evig tid vil blive betegnet. Og hvad har vi så oplevet? Jow, altså i går var vi på bådtur. Vi lagde ud med at stå og vente i receptionen på kaptajnen Diego, og det gik hurtigt op for os, at de eneste, der skulle med på bådtur var de to sindssyge kusiner og en udviklingshæmmet fyr. Og man ikke gøre grin med sådan noget, men vi nåede liiiige at konkludere, at de næste fem timer godt kunne gå hen og blive utroligt akavede. Aber dabei. Så kom der seks til. Tre bøsser, en moden kvinde og et kærestepar med to voldsomt kåde mennesker, hvoraf den ene halvdel fandt det nødvendigt at ligge på maven relativt tit (pun intended), mens den anden halvdel næsten ikke havde tøj på. To af de tre bøsser var kærester. Med hinanden, forstås. Og helt vildt kedelige. Til gengæld havde vi balletbøssen Santiago, som jeg er fan af, alene af den grund, at han sagde til mig, at jeg lød som Adele, når jeg grinede. Ganske vist har jeg ikke hørt hendes latterbrøl, men af alle de ting folk igennem tiden har ytret om mit grin, er jeg fuldstændig sikker på, at denne kommentar er i den pæne ende. Blev dog uvægerligt nødt til at skuffe ham, da han spurgte om jeg så også kunne synge. Beklager makker. Nåmmen, endnu en grund til at være fan af balletbøssen Santiago var hans måde at smøre sin veltrænede og muskuløse krop ind i solcreme på. Noget med en avanceret koldbøtte og et uhyre åbent skræv, alt imens der blev lavet englehop liggende på ryggen og smurt solcreme på over det hele. Over. Det. Hele. I sig selv meget, meget, meget underholdende og meget, meget, meget svært at lade være med at grine. Og en meget, meget, meget stor fejltagelse fra både min og Birgittes side at kigge på hinanden. Men af sted det gik. Kaptajn Diego styrede båden og hvis jeg skulle være i tvivl om, at jeg p.t. lever det søde liv, fik jeg det lige banket fast med syv gange syvtommersøm. For vi sejlede rundt på havet med små idylliske, grønne, frodige øer drysset ud over det hele, klar blå himmel og solskin. Idyllen blev afbrudt af pauser, hvor vi så sprang fra båd ned i dejligt vand, for at boltre os i bølgen blå. Bølgen blå bestod af dejligt varmt vand, som for brasilianerne er koldt. Svagpissere. I forbindelse med første hop-i-vand-fra-båd, fik Birgitte et knapt så positivt forhold til kaptajnen Diego, da han spurgte mig, om det var min mor jeg havde med. Upsedassehov, hva. Den var ikke så god, sømand. Og derefter henvendte han sig faktisk ikke til os. Måske mors dræberblik gjorde ham bange. Ingen ved det, men ALLE taler om det.
Udover detaljer såsom fødedygtig alder, var det så jävla vidunderligt, selvom der endte med at være pissekoldt, fordi vejret slog om. Som vores medsejlende brasilianer-venner meget pædagogisk fortalte mig. Så vi pissefrøs på vej tilbage, men det var nu en deeeeeejlig tur alligevel.

Ellers er vi blevet ramt af et særdeles heftig omgang hybris-nemesis, idet vi har stået i den situation, at vi ikke kunne finde overnatning hverken her i Paraty eller i Rio. Det viser sig nemlig, at folk valfarter navnlig til Rio, fordi paven (som Birgitte konsekvent refererer til som "den lille skiderik!" - og believe you me - det er noget af det pæneste, der kommer ud af vores kønne små munde) kommer til det der Rio, fordi der er et eller andet katolsk ungdomsdags hurlumhej. Lige just præcis, når vi er der. Træls af adskillige årsager. 1. Fordi alting så bliver pikkedyrt og åbenbart booket forud af mennesker, der har tænkt på sådan noget. Stræbere. 2. En lille bitte smule bekymrende, at den katolske kirke så åbenlyst fejrer unge, spændstige mennesker. Jeg mener - er det virkelig i deres interesse, at deres interesse for netop det synliggøres? 3. Han kunne da godt tage at finde et andet tidspunkt end lige nu.
For ligesom at opveje for det faktum, at han kommer, har vi overvejet, hvordan det kan vendes til noget positivt (hvem sagde overskud? Helt sikkert ikke mig, så nok Birgitte). Vi er så nået frem til, at det optimale vil være at blotte sig foran paven. Eneste problem, okay måske ikke det eneste, men et af de største problemer ved den taktik er, at vi så helt sikkert aldrig bliver lukket ind i et katolsk land igen. Ever. However. Hvis I hører om to europæere, der er blevet anholdt i Rio de Janeiro for upassende, amoralsk og blasfemisk opførsel, er det sgu nok os.

Nemesis-tingen er dog muligvis ved at vende. Og eftersom vi i morges sad ved morgenbordet og lavede 7-9-13 på minimum fire forskellige måder, var det da også kun på sin plads. Selvom jeg er nødt til at understrege, at jeg synes, der bør være mere gennemsigtighed med overtro, for hvis man ikke engang er sikker på, at man udfører de åndssvage ritualer korrekt, er man jo endnu mere på røven. Og det er sgu da at sparke til nogen, der ligger ned - "Jaaa, jeg ville jo gerne hjælpe dig, men du bankede helt forkert under bordet, så nu smadrer jeg dig". Men. Det virkede. Sørme så. Vi har nu overnatning både i nat og i Rio. Halleluja.

I dag har vi været ude for en mindre naturkatastrofe, idet byen på grund af gårsdagens regnmasser er mere eller mindre oversvømmet. Til gengæld er der høj sol og en lille smule vandstand, skal satme ikke hindre os i at spise kage og købe ting og sager. And so we did.

P.S. Jeg vil gerne lige have, at I sidder og bliver frygteligt misundelige så her følger fotografiske beviser fra Paraty/Paradis:













onsdag den 17. juli 2013

Faldende vand. Vand der falder. Vandfald.

I lørdags var vi ude at se den brasilianske side af det der gigastore vandfald, de kalder Iguazu. Og som de helt utroligt produktive mennesker, vi er, så vi i søndags den argentinske side af det der gigastore vandfald, de kalder Iguazu. Det var gigastort. Og der var rigtig meget vand, der faldt. En kende mere detaljeret var det sindssygt smukt og noget af det bedste i verden er jo at stå og kigge på natur og være fuldstændig forvirret over, hvordan det kan lade sig gøre. Og jeg fatter det ikke - det er monster enormt, fortsætter jo praktisk talt i det uendelige og er meget skræmmende (blandt andet fordi der er en ø, hvor der engang imellem opdages nogle lig - formegentlig ligene af idiot-backpacker-typer, der troede, at man godt liiiiiige kunne svømme i det der vand og nej, det kan man faktisk ikke and so they found out på den hårde måde) og fascinerende.  Så gik vi der og kiggede på faldende vand, konkluderede omkring hvert tredje minut, at "oh my goooood, det er flot" med variationen "oh my gooooood, det er stort". Og det var det. Med en så skoleeksemplarisk regnbue, at jeg måske kom til at bryde ud i skønsang a la Judy Garland. Undskyld Judy. Med fugle, der fuldstændig ubesværet svævede henover himlen. Og ikke mindst den tordnende og gennemtrængende lyd af vand, der falder voldsomt hårdt ned, så man bliver fuldstændig salig af lyden. Samt en minikamp med vandfaldet, der resulterede i, at vi alle tre blev sjaskhamrende våde. Totally worth it.
Så alt i alt havde folk sgu ret - det er et jævnt pænt vandfald. Sådan i mangel af bedre:





Somewhere over the rainbow... er der mere vand

Måske er det bare mig - men er det ikke lidt at gnide salt i såret? Ja, du er blind og her står du så foran et vandfald, du ikke kan se. Men flot er det. 


lørdag den 13. juli 2013

Min gulerod og min Egon

Så kom dagen. Dagen hvor jeg skal mødes med min dejlige kusine. Om fem timer hopper jeg glad og fro ind i en taxa og tager ud til lufthavnen for at stille mig med verdens største smil samt skilt, hvorpå der står "Birgitte". Jeg glæder mig rockerrøvmeget til at se hende. Sådan helt vildt. Jeg havde aldrig troet, at det ville kunne lade sig gøre for hun og jeg at rejse sammen - men så kunne det lige pludselig godt lade sig gøre, og det har været en kæmpe gulerod siden jeg forlod Danmark, at kodakøjeblikket over dem alle, ville være Birgitte og jeg i hed omfavnelse med det brusende Iguazu i baggrunden. Det bliver så godt nok en røvsyg grå lufthavn på størrelse med Dalbyover, men det bliver det faktisk ikke et mindre kodakøjeblik af. Nøj, hvor bliver det altså godt. Lige om meget, meget snart!

Fordi jeg er mig, er jeg dog også nødt til at understrege, at det faktum, at jeg snart tager til lufthavnen, også betyder, at Sigrun og jeg i dag har vores sidste aften. At vores rejse uigenkaldeligt nærmer sig sit endeligt. Når Sigrun om få dage tager tilbage til Buenos Aires og jeg på sigt tager til Cuba og New York. Det er trist. For Sigrun er og bliver og har i seks måneder været mit lys på dette kontinent. Et af de mennesker, det øjeblikkeligt slog gnister med, et af de mennesker der gør, at jeg ville ønske, jeg var lesbisk, et af de mennesker, der uhyggeligt hurtigt fik mig til at føle mig hjemme, veltilpas og som i ekspresfart nedbrød facader og mure. Sydamerika vil for evigt i mit sind associeres med Sigrun - uendelige citater, uendelige grineflip, crazy mange high-fives (every time!), lidt for mange white russians (men de hvide russeres klub eksisterer jo ikke for ingenting), dejlige og dybe samtaler om prostitution, diktatur, bæredygtighed, familier, venner, krise over fremtid, død, drømmejobs, jävla hankøn og alkohol, dejlige og virkeligt overfladiske samtaler om, hvorvidt hun egentlig bedst kan lide halve eller hele peanuts, om hvorfor det ene øje altid er mere åbent end det andet på billeder, hvorfor "Take On Me" er et særdeles unikt stykke musik og hvorfor lister er vidunderlige. Så mange vidunderlige minder, at dette blogindlæg er omsonst, for det kan ikke lade sig gøre at skrive det hele ned. Det hele er dog indprentet i mit hoved og jeg vil skatte det til evig tid. Søde Sigrun - min egen Egon Olsen; jeg er dybt taknemlig over, at jeg mødte dig, er glad i dig og jeg kommer sådan til at savne dig!

Så her har vi altså to af mine yndlingsmennesker. Er lykkelig over at sige "dav" til den ene og ulykkelig over at sige "på gensyn" til den anden. Heldigvis skal vi alle tre se de der måske, måske ikke opreklamerede vandfald sammen. Og det bliver episk. Er slet ikke i tvivl. Legen-wait-for-it-dary!!!

tirsdag den 9. juli 2013

Sunny Beach. På en god måde. Uden sarkasme.

Sagen er den, at Sigrun og jeg i går forlod p.a.r.a.d.i.s. Og nej, jeg overdriver faktisk ikke. Men et mærkeligt paradis. Frekvensen af indlæg her på bloggen har umiddelbart gjort, at jeg umiddelbart godt kan forstå, hvis folk derude foran skærmen ikke aner, hvad fanden jeg har foretaget mig. Sådan helt umiddelbart. Efter lang tids grublen, tog Sigrun og jeg den raske beslutning at skride fra kulden. Personligt blev jeg overbevist i en mail fra min kusine, hvori hun skrev "lev livet smukke - det er det, det er til for". Glimrende pointe. Den 29. juni ankom Sigrun og jeg derfor, efter føromtalte bustur på 40 timer, til Máncora, som på det tidspunkt var overskyet. Ikke en by, jeg fandt specielt imponerende. Og alle blev ved med at sige, at vi skulle passe på, for lige pludselig ville byen få en i et jerngreb og man ville aldrig have lyst til at tage af sted. Jaja, den er god med Jer. Som om. Var fuldstændig overbevist om, at vi ville være mættede efter et par dage. Og så skete der det, at den gode Sigrun og undertegnede meget hurtigt blev lullet ind i en rutine af absolut ingenting. Så hver morgen (ok, middag), når den søde peruvianske rengøringsdame kom ind og sagde "check-out?", sagde vi "njah". Det er virkelig svært at redegøre for, hvad vi har lavet, men jeg vil gøre et meget ynkeligt forsøg:

Vi hyggede os gevaldigt meget på vores dejlige hostel, blandt andet med den latterligt tykke beagle, som vi ikke måtte fodre, hvad der stod på adskillelige skilte rundt omkring på selvsamme hostel. Vi hang en del ud i baren - fik etableret, at vores barkøb blev skrevet på regning. Som blev en kende dyrere, end vi behøver at snakke om. Mødte det samme fortabte familiemedlem, som vi mødte ved Machu Picchu og vanen tro, var det afsindig hyggeligt. Spiste rigtig meget. I særdeleshed sushi. Og formåede at finde et vegetarsted, der serverede noget, der mindede om rugbrød - kom vi tilbage et par gange? Ja, det tror jeg nok, vi gjorde. Blev tilbudt helt utroligt mange "happy brownies" og formåede sågar at finde hashbrownies på en restaurants menukort. Vi har ligget i hængekøje og det er jo nok den ultimative måde at vide på, at man virkelig bare har fri. Sådan helt fri. Læst en masse i "Wicked" - den er jo fantastisk, og får virkelig en til at tænke på diskursers mægtige magt. Hang ud på stranden. Hang ud ved poolen. Svømmede i havet. Svømmede i poolen. Kiggede på rigtig mange surferdudes. Overvejede at lave Baywatch-feltarbejde blandt dem. Især de letpåklædte strandløbere (og løver, høhø). Og sang rent faktisk temaet fra Baywatch for et par heldigt udvalgte. Og nej, lad os ikke snakke om, hvorfor jeg kan det tema. Fik sunget en serenade på stranden. Naturligvis af halvanden meter høj tyk peruvianer med kun 14 tænder i kæften. Men pyt med det. Blev lagt an på af anden peruvianer - Supermario - som a. spurgte om jeg ville gå en tur med ham i måneskinnet og b. sagde til mig, at jeg intimiderede ham. Armen, ved du hvad makker - det synes jeg er synd for dig, så hvad med om jeg bare smutter?! Helt generelt urimeligt mange tilbud fra det modsatte køn. Men nu har jeg jo fået at vide af min familie, at jeg ikke må tage en latinolover med hjem. Så det gør jeg naturligvis ikke. Naturligvis. Blev der sagt. Havde en encounter med det seriøse politi - bestod af, at seks politibetjente stod og drak den famøse inka cola (forfærdelig læskedrik, der er pisgul og smager af hubba-fucking-bubba tyggegummi), og galante som de var, beskyttede Sigrun og jeg fra forfærdeligt overfald. Af hvepse. Ved en skraldespand. Således stod seks granvoksne autoriteter og råbte "NOOOOOOOOOOOO". Fandeme godt, at vi havde politiet. Hvad i himlens navn var der ellers blevet af os?! Festede rigtig meget. Med løjerlige mennesker - deriblandt den konstant skæve irer og kæresteparret, der var helt i tantrisk zen-og sex mode. Og tegneseriefigur med stor, blond afro.

På trods af helt anderledes intentioner, endte vi med at blive der i ni dage. Var helt umådeligt trist i går, da vi skulle sige farvel til byen og menneskerne. Og helt seriøst. Hvis det ikke var fordi, at min kusine er et virkelig, virkelig dejligt menneske, som flyver tværs over Atlanten for at mødes med mig, så var jeg fandeme blevet. For evigt. Seriøst.

tirsdag den 2. juli 2013

Now, that's more like it

Solen er til stede. I forgårs, inden vi lagde os til at sove, bad Sigrun og jeg en aftenbøn til Vorherre med emnefeltet "godt vejr". Og det virkede. Sgu. Solen kom. Den er her stadig. Det er herligt. Jeg svømmer, soler, spiser, sover. Og ja, det er faktisk det. Laver på ingen måde noget som helst. Og det er så skønt, så skønt. Så nu må I meget have mig undskyldt, men dagens meget hårde program taget i betragtning, vil jeg tage mig en lille lur. Møjn.