lørdag den 20. juli 2013

B1 og B2 i Brasilien

Mig og min kusine. Min kusine og jeg. Vi har indtaget Brasilien på den eneste måde, vi kan. Højlydte, skraldgrinende, snakkende og skingrende sindssyge. Men det er nu rart. For os altså. Hvor rart det er for andre, må stå hen i det uvisse har jeg ikke udpræget lyst til at vide. Vi er i Paraty, eller Party som den for evig tid vil blive betegnet. Og hvad har vi så oplevet? Jow, altså i går var vi på bådtur. Vi lagde ud med at stå og vente i receptionen på kaptajnen Diego, og det gik hurtigt op for os, at de eneste, der skulle med på bådtur var de to sindssyge kusiner og en udviklingshæmmet fyr. Og man ikke gøre grin med sådan noget, men vi nåede liiiige at konkludere, at de næste fem timer godt kunne gå hen og blive utroligt akavede. Aber dabei. Så kom der seks til. Tre bøsser, en moden kvinde og et kærestepar med to voldsomt kåde mennesker, hvoraf den ene halvdel fandt det nødvendigt at ligge på maven relativt tit (pun intended), mens den anden halvdel næsten ikke havde tøj på. To af de tre bøsser var kærester. Med hinanden, forstås. Og helt vildt kedelige. Til gengæld havde vi balletbøssen Santiago, som jeg er fan af, alene af den grund, at han sagde til mig, at jeg lød som Adele, når jeg grinede. Ganske vist har jeg ikke hørt hendes latterbrøl, men af alle de ting folk igennem tiden har ytret om mit grin, er jeg fuldstændig sikker på, at denne kommentar er i den pæne ende. Blev dog uvægerligt nødt til at skuffe ham, da han spurgte om jeg så også kunne synge. Beklager makker. Nåmmen, endnu en grund til at være fan af balletbøssen Santiago var hans måde at smøre sin veltrænede og muskuløse krop ind i solcreme på. Noget med en avanceret koldbøtte og et uhyre åbent skræv, alt imens der blev lavet englehop liggende på ryggen og smurt solcreme på over det hele. Over. Det. Hele. I sig selv meget, meget, meget underholdende og meget, meget, meget svært at lade være med at grine. Og en meget, meget, meget stor fejltagelse fra både min og Birgittes side at kigge på hinanden. Men af sted det gik. Kaptajn Diego styrede båden og hvis jeg skulle være i tvivl om, at jeg p.t. lever det søde liv, fik jeg det lige banket fast med syv gange syvtommersøm. For vi sejlede rundt på havet med små idylliske, grønne, frodige øer drysset ud over det hele, klar blå himmel og solskin. Idyllen blev afbrudt af pauser, hvor vi så sprang fra båd ned i dejligt vand, for at boltre os i bølgen blå. Bølgen blå bestod af dejligt varmt vand, som for brasilianerne er koldt. Svagpissere. I forbindelse med første hop-i-vand-fra-båd, fik Birgitte et knapt så positivt forhold til kaptajnen Diego, da han spurgte mig, om det var min mor jeg havde med. Upsedassehov, hva. Den var ikke så god, sømand. Og derefter henvendte han sig faktisk ikke til os. Måske mors dræberblik gjorde ham bange. Ingen ved det, men ALLE taler om det.
Udover detaljer såsom fødedygtig alder, var det så jävla vidunderligt, selvom der endte med at være pissekoldt, fordi vejret slog om. Som vores medsejlende brasilianer-venner meget pædagogisk fortalte mig. Så vi pissefrøs på vej tilbage, men det var nu en deeeeeejlig tur alligevel.

Ellers er vi blevet ramt af et særdeles heftig omgang hybris-nemesis, idet vi har stået i den situation, at vi ikke kunne finde overnatning hverken her i Paraty eller i Rio. Det viser sig nemlig, at folk valfarter navnlig til Rio, fordi paven (som Birgitte konsekvent refererer til som "den lille skiderik!" - og believe you me - det er noget af det pæneste, der kommer ud af vores kønne små munde) kommer til det der Rio, fordi der er et eller andet katolsk ungdomsdags hurlumhej. Lige just præcis, når vi er der. Træls af adskillige årsager. 1. Fordi alting så bliver pikkedyrt og åbenbart booket forud af mennesker, der har tænkt på sådan noget. Stræbere. 2. En lille bitte smule bekymrende, at den katolske kirke så åbenlyst fejrer unge, spændstige mennesker. Jeg mener - er det virkelig i deres interesse, at deres interesse for netop det synliggøres? 3. Han kunne da godt tage at finde et andet tidspunkt end lige nu.
For ligesom at opveje for det faktum, at han kommer, har vi overvejet, hvordan det kan vendes til noget positivt (hvem sagde overskud? Helt sikkert ikke mig, så nok Birgitte). Vi er så nået frem til, at det optimale vil være at blotte sig foran paven. Eneste problem, okay måske ikke det eneste, men et af de største problemer ved den taktik er, at vi så helt sikkert aldrig bliver lukket ind i et katolsk land igen. Ever. However. Hvis I hører om to europæere, der er blevet anholdt i Rio de Janeiro for upassende, amoralsk og blasfemisk opførsel, er det sgu nok os.

Nemesis-tingen er dog muligvis ved at vende. Og eftersom vi i morges sad ved morgenbordet og lavede 7-9-13 på minimum fire forskellige måder, var det da også kun på sin plads. Selvom jeg er nødt til at understrege, at jeg synes, der bør være mere gennemsigtighed med overtro, for hvis man ikke engang er sikker på, at man udfører de åndssvage ritualer korrekt, er man jo endnu mere på røven. Og det er sgu da at sparke til nogen, der ligger ned - "Jaaa, jeg ville jo gerne hjælpe dig, men du bankede helt forkert under bordet, så nu smadrer jeg dig". Men. Det virkede. Sørme så. Vi har nu overnatning både i nat og i Rio. Halleluja.

I dag har vi været ude for en mindre naturkatastrofe, idet byen på grund af gårsdagens regnmasser er mere eller mindre oversvømmet. Til gengæld er der høj sol og en lille smule vandstand, skal satme ikke hindre os i at spise kage og købe ting og sager. And so we did.

P.S. Jeg vil gerne lige have, at I sidder og bliver frygteligt misundelige så her følger fotografiske beviser fra Paraty/Paradis:













Ingen kommentarer:

Send en kommentar