onsdag den 17. juli 2013

Faldende vand. Vand der falder. Vandfald.

I lørdags var vi ude at se den brasilianske side af det der gigastore vandfald, de kalder Iguazu. Og som de helt utroligt produktive mennesker, vi er, så vi i søndags den argentinske side af det der gigastore vandfald, de kalder Iguazu. Det var gigastort. Og der var rigtig meget vand, der faldt. En kende mere detaljeret var det sindssygt smukt og noget af det bedste i verden er jo at stå og kigge på natur og være fuldstændig forvirret over, hvordan det kan lade sig gøre. Og jeg fatter det ikke - det er monster enormt, fortsætter jo praktisk talt i det uendelige og er meget skræmmende (blandt andet fordi der er en ø, hvor der engang imellem opdages nogle lig - formegentlig ligene af idiot-backpacker-typer, der troede, at man godt liiiiiige kunne svømme i det der vand og nej, det kan man faktisk ikke and so they found out på den hårde måde) og fascinerende.  Så gik vi der og kiggede på faldende vand, konkluderede omkring hvert tredje minut, at "oh my goooood, det er flot" med variationen "oh my gooooood, det er stort". Og det var det. Med en så skoleeksemplarisk regnbue, at jeg måske kom til at bryde ud i skønsang a la Judy Garland. Undskyld Judy. Med fugle, der fuldstændig ubesværet svævede henover himlen. Og ikke mindst den tordnende og gennemtrængende lyd af vand, der falder voldsomt hårdt ned, så man bliver fuldstændig salig af lyden. Samt en minikamp med vandfaldet, der resulterede i, at vi alle tre blev sjaskhamrende våde. Totally worth it.
Så alt i alt havde folk sgu ret - det er et jævnt pænt vandfald. Sådan i mangel af bedre:





Somewhere over the rainbow... er der mere vand

Måske er det bare mig - men er det ikke lidt at gnide salt i såret? Ja, du er blind og her står du så foran et vandfald, du ikke kan se. Men flot er det. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar