torsdag den 25. juli 2013

Jesus fucking Christ

Birgitte og jeg bestemte i mandags, at vi skulle være konstruktive og rigtig have noget ud af dagen og valgte derfor at bukke under for packbacker stilen og booke en city tour. Hvor man både ville se den kæmpe Jesus-statue, sukkertoppen, lapa trappen, Santa Teresa og katedralen. På forhånd fik vi at vide, at vi ikke ville komme hen til katedralen på grund af den lille skiderik, de allesammen kalder paven. Men eftersom den katedral ifølge Birgitte mest af alt ligner et atomkraftværk, var det egentlig ok. Af sted det gik. Vi kørte op mod Jesus i gigaformat og jo tættere vi kom på, jo mere tåget blev det. Ikke gode tegn. Så ankom vi til en kø, der kraftedeme ingen ende ville tage. 97% af de ventende var Jesus- og i særdeleshed paveentusiaster. Meget kan man sige om kusinerne, men lige nøjagtig dét prædikat ville være falsk varebetegnelse. De var alt for glade, faktisk kan man godt argumentere for, at de var lalleglade. Men de hyggede sig da i det mindste. Så sluttede dén kø, vi kom op til Jesus-tingen, hvor vi skulle stå i kø for at stå i kø for at komme ind. Efter de køer, kom vi så op til selve dimsen. Hvor vi for det første ikke kunne se den inkarnerede cementerede Kristus. Men vi kunne sgu heller ikke se den efter sigende fantastiske udsigt. Og så var der alle disse syngende jubelidioter, som åbenbart er i så meget kontakt med Vorherre, at de slet ikke behøver at se Jesus, fordi han jo er i deres hjerter. Super-duper-dejligt. Slapperdupperdelle, er I ikke søde at klappe gællerne i og smutte. Væk. Det var de ikke, så i stedet for forsøgte vi at smutte. Kraftederpikkeme om vi ikke også skulle stå i kø for at komme ned igen. Og det regnede. Og blæste. Og var koldt. Og vi havde på ingen måde tøj nok på. Så det var faktisk en fire timers penge, vi helt ærligt kan sige, at vi absolut intet positivt fik ud af. Så kørte vi videre til sukkertoppen og da vi endelig kom dertil, var det bælder-buldermørkt og på grund af tåge, kunne man desuden kun komme op til første etape af sukkertoppen og når jeg har bestemt mig for at se min højdeskræk i øjnene, skal det da godt nok gøres ordentligt. Derfor fortalte jeg manden, at jeg faktisk ikke gad at betale fuld pris for en service, hvor en ud af fem var blevet opfyldt, hvilket guiden valgte at håndtere ved at opføre sig som en femårig. Og så så vi lige Isabella blive så helt utroligt vred, at blodtrykket var i stor risiko for at koge betragteligt over. Og det lille røvhul begik de to største fejltagelser muligt: 1. han bad mig om at falde ned. 2. han bad mig om at sænke stemmen. Hvilket lige nøjagtig medførte, at jeg fik en ustyrlig lyst til at spytte ham i hans grimme fjæs og råbe "skriiiiiiiiiiiiiiiid med dig, dit lille møgdyr". Så derefter konverserede han udelukkende med Birgitte og da hans små hjerneceller endelig begyndte at fatte, hvad der foregik og hvorfor vi var utilfredse, lovede han højt og helligt, at bilen ville komme og hente os. Efter 15 minutter i regn og kulde, gik vi på jagt efter chauffør, som sjovt nok udtrykkeligt havde fået ordrer om ikke at forlade etablissementet. Og hvis jeg ikke var sur, skal jeg eddermame da godt nok love for, at jeg blev det. Sådan et lille løgnagtigt røvhul. Tog dybt rasende en taxa hjem og forklarede den søde hostelmand, hvad situationen var. Han ville snakke med rejsebureauet og finde ud af noget, og vi fik da også en tredjedel af pengene tilbage, hvilket jo selvsagt er bedre end ingenting. Aber dabei. De to ting man absolut skal have set i Rio, har jeg naturligvis ikke fået set. Hvilket jo så bare betyder, at naturloven og almen dannelse kræver, at jeg vender tilbage. Pokkers osse da.

I tirsdags var vi i Imbariê, som er et ret farligt hood, hvor Birgitte kender en masse søde mennesker fra da hun skrev speciale. Vi blev inviteret indenfor af dem allesammen og blev i den grad modtaget med særdeles åbne arme. Nærmest med en ørns vingefang. Hvilket er meget u-dansk og egentlig synes jeg jo som udgangspunkt, at sådan noget fis er meget falskt og påtaget. Men lige i øjeblikket, var det simpelthen bare et så fint øjeblik med så fine mennesker. Og jeg blev dybt rørt over gensynsglæden mellem min søde kusine og de søde brasilianske kvinder efter syv år uden kontakt. De lavede virkelig god mad til os, og jeg fik indtrykket, at de oprigtigt var glade for besøget og interesserede i, hvad vi havde at sige (hvad for mit vedkommende ikke var meget, fordi de jo snakker det der portugisisk - men det var faktisk også enormt dejligt bare at sidde og observere). Da Birgitte fortalte, at hun blev rørt over den måde, hun blev modtaget på, sagde grillfar, at vores besøg var en ære og en glæde for dem. Hvilket affødte en indre dialog med mig selv om at tage mig sammen og ikke begynde at græde. Så så fint. Og fordi de gør sig meget umage med at være vildt hjælpsomme selvom de virkelig ikke behøver, kom munken James og hentede os i sin bil. Jeg har hørt meget om James/Broder Tuck, så var yderst spændt. Broder Tuck bor med seks andre brødre i favellaen, hvor vi endte dagen med at drikke os fulde med munkene. Hvilket er på top tre over sætninger, jeg virkelig gerne vil kunne ytre. Yes! Vi handlede ind med den gode James og ville gerne give noget til maden, men det var ikke nødvendigt, for han har åbenbart en form for firmakort. Så jeg har spist på den katolske kirkes regning. Hovsadasse. Havde måske også forestillet mig en velsignelse af maden eller i det mindste en ydmyg bordbøn. Men korsets tegn var tydeligvis mere end rigeligt. Dig in boys! Mens kogekonen (for sådan en har munkene nemlig; man skulle jo nødig gå hen og arbejde for meget) lavede endnu en røvfuld virkelig lækker mad til os, stod Birgitte og jeg oppe på taget. Og udsigten fra munkenes tag ud over de mange små oplyste huse i hele favellaen var fænomenal. Det så fantastisk smukt ud. Utrolig ambivalent at stå der med bevidstheden om, hvor mange mennesker, der har et virkelig hårdt liv. Blev både dybt skyldbetynget over at stå der og utrolig taknemlig over, at jeg har så stor bevægefrihed, at jeg kan gå, når jeg vil. Fik samtidig voldsomme brækreflekser over den voksende slumturisme og alle de ture, der udbydes til unge spader (læs: backpackere), hvor hele konceptet er opbygget omkring at tage op i slummen og feste med de fattige til funkmusik. Det er usmageligt og en så ulækker måde at fastholde forfærdelige skæbner i fattigdom. Fy for fucking py! Men sådan kan man lære så meget af en alkoholiseret aften med munkene - et og andet om favellaer og et og andet om munke. Jeg vil bestemt ikke udelukke, at jeg ganske givet har en meget romantisk og forvrænget forestilling om, hvad munke er for nogle typer. Men jeg har altid forestillet mig noget med kutter, tavshedsløfter, manuelt arbejde od ydmyghed. Det fik disse munke da fandeme godt nok gjort til skamme. De drak som huller i jorden. De var rigtig, rigtig søde, men hold da nu da kæft, hvor var de mest af alt bare bodegakunder. Udsendt af Jesus på en mission. Om at drikke mange øl.

I går regnede det h-e-l-e dagen. Og hvis du læser med kære vejrgud, så er det fandeme ikke i orden. Til gengæld blev vi om morgenen, da vi skulle checke ud fra et hostel for at checke ind på et andet, blev vi kun opkrævet penge for én nat i modsætning til de tre, vi faktisk har tilbragt det. Et ærligt menneske ville måske nok have gjort opmærksom på den uheldige fejl. Birgitte og jeg derimod lavede en helt fantastisk "Ruuuuuuuuun Forrest. Ruuuuuuuuuuun!". Resten af dagen brugte vi på at slentre rundt i byen, hvor vi mødte endnu flere Jesus-entusiaster. En anderledes udgave af "Tyskerne kommer". Vi var i går aftes ude at få den sidste nadver, muliggjort at matadorlegatet (og tusind tak for det!) og derefter ude at høre musik, hvilket var en rigtig dejlig måde at afslutte 14 helt igennem skønne dage på.

I dag er det bedre vejr, omend stadig meget dårligere end i Danmark. A-ha-ham! Eftersom Birgitte skal rejse hjem i dag og jeg først skal i morgen, havde vi planlagt at slå noget tid ihjel i den der røvsyge lufthavn, som bliver lidt mindre røvsyg af godt selskab. MEN. Den der skide pave og hans tilstedeværelse gør, at al trafik til Copacabana, hvor vi bor, er lukket af, og at man fra klokken 14 i dag og til Guderne ved hvornår i morgen ikke kan komme hverken ud eller ind, medmindre man er til fods. Birgitte er heldigvis kommet af sted og sidder formegentlig nu i lufthavnen og jeg sidder så mere eller mindre fast her. Fedt man.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar