lørdag den 13. juli 2013

Min gulerod og min Egon

Så kom dagen. Dagen hvor jeg skal mødes med min dejlige kusine. Om fem timer hopper jeg glad og fro ind i en taxa og tager ud til lufthavnen for at stille mig med verdens største smil samt skilt, hvorpå der står "Birgitte". Jeg glæder mig rockerrøvmeget til at se hende. Sådan helt vildt. Jeg havde aldrig troet, at det ville kunne lade sig gøre for hun og jeg at rejse sammen - men så kunne det lige pludselig godt lade sig gøre, og det har været en kæmpe gulerod siden jeg forlod Danmark, at kodakøjeblikket over dem alle, ville være Birgitte og jeg i hed omfavnelse med det brusende Iguazu i baggrunden. Det bliver så godt nok en røvsyg grå lufthavn på størrelse med Dalbyover, men det bliver det faktisk ikke et mindre kodakøjeblik af. Nøj, hvor bliver det altså godt. Lige om meget, meget snart!

Fordi jeg er mig, er jeg dog også nødt til at understrege, at det faktum, at jeg snart tager til lufthavnen, også betyder, at Sigrun og jeg i dag har vores sidste aften. At vores rejse uigenkaldeligt nærmer sig sit endeligt. Når Sigrun om få dage tager tilbage til Buenos Aires og jeg på sigt tager til Cuba og New York. Det er trist. For Sigrun er og bliver og har i seks måneder været mit lys på dette kontinent. Et af de mennesker, det øjeblikkeligt slog gnister med, et af de mennesker der gør, at jeg ville ønske, jeg var lesbisk, et af de mennesker, der uhyggeligt hurtigt fik mig til at føle mig hjemme, veltilpas og som i ekspresfart nedbrød facader og mure. Sydamerika vil for evigt i mit sind associeres med Sigrun - uendelige citater, uendelige grineflip, crazy mange high-fives (every time!), lidt for mange white russians (men de hvide russeres klub eksisterer jo ikke for ingenting), dejlige og dybe samtaler om prostitution, diktatur, bæredygtighed, familier, venner, krise over fremtid, død, drømmejobs, jävla hankøn og alkohol, dejlige og virkeligt overfladiske samtaler om, hvorvidt hun egentlig bedst kan lide halve eller hele peanuts, om hvorfor det ene øje altid er mere åbent end det andet på billeder, hvorfor "Take On Me" er et særdeles unikt stykke musik og hvorfor lister er vidunderlige. Så mange vidunderlige minder, at dette blogindlæg er omsonst, for det kan ikke lade sig gøre at skrive det hele ned. Det hele er dog indprentet i mit hoved og jeg vil skatte det til evig tid. Søde Sigrun - min egen Egon Olsen; jeg er dybt taknemlig over, at jeg mødte dig, er glad i dig og jeg kommer sådan til at savne dig!

Så her har vi altså to af mine yndlingsmennesker. Er lykkelig over at sige "dav" til den ene og ulykkelig over at sige "på gensyn" til den anden. Heldigvis skal vi alle tre se de der måske, måske ikke opreklamerede vandfald sammen. Og det bliver episk. Er slet ikke i tvivl. Legen-wait-for-it-dary!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar