tirsdag den 9. juli 2013

Sunny Beach. På en god måde. Uden sarkasme.

Sagen er den, at Sigrun og jeg i går forlod p.a.r.a.d.i.s. Og nej, jeg overdriver faktisk ikke. Men et mærkeligt paradis. Frekvensen af indlæg her på bloggen har umiddelbart gjort, at jeg umiddelbart godt kan forstå, hvis folk derude foran skærmen ikke aner, hvad fanden jeg har foretaget mig. Sådan helt umiddelbart. Efter lang tids grublen, tog Sigrun og jeg den raske beslutning at skride fra kulden. Personligt blev jeg overbevist i en mail fra min kusine, hvori hun skrev "lev livet smukke - det er det, det er til for". Glimrende pointe. Den 29. juni ankom Sigrun og jeg derfor, efter føromtalte bustur på 40 timer, til Máncora, som på det tidspunkt var overskyet. Ikke en by, jeg fandt specielt imponerende. Og alle blev ved med at sige, at vi skulle passe på, for lige pludselig ville byen få en i et jerngreb og man ville aldrig have lyst til at tage af sted. Jaja, den er god med Jer. Som om. Var fuldstændig overbevist om, at vi ville være mættede efter et par dage. Og så skete der det, at den gode Sigrun og undertegnede meget hurtigt blev lullet ind i en rutine af absolut ingenting. Så hver morgen (ok, middag), når den søde peruvianske rengøringsdame kom ind og sagde "check-out?", sagde vi "njah". Det er virkelig svært at redegøre for, hvad vi har lavet, men jeg vil gøre et meget ynkeligt forsøg:

Vi hyggede os gevaldigt meget på vores dejlige hostel, blandt andet med den latterligt tykke beagle, som vi ikke måtte fodre, hvad der stod på adskillelige skilte rundt omkring på selvsamme hostel. Vi hang en del ud i baren - fik etableret, at vores barkøb blev skrevet på regning. Som blev en kende dyrere, end vi behøver at snakke om. Mødte det samme fortabte familiemedlem, som vi mødte ved Machu Picchu og vanen tro, var det afsindig hyggeligt. Spiste rigtig meget. I særdeleshed sushi. Og formåede at finde et vegetarsted, der serverede noget, der mindede om rugbrød - kom vi tilbage et par gange? Ja, det tror jeg nok, vi gjorde. Blev tilbudt helt utroligt mange "happy brownies" og formåede sågar at finde hashbrownies på en restaurants menukort. Vi har ligget i hængekøje og det er jo nok den ultimative måde at vide på, at man virkelig bare har fri. Sådan helt fri. Læst en masse i "Wicked" - den er jo fantastisk, og får virkelig en til at tænke på diskursers mægtige magt. Hang ud på stranden. Hang ud ved poolen. Svømmede i havet. Svømmede i poolen. Kiggede på rigtig mange surferdudes. Overvejede at lave Baywatch-feltarbejde blandt dem. Især de letpåklædte strandløbere (og løver, høhø). Og sang rent faktisk temaet fra Baywatch for et par heldigt udvalgte. Og nej, lad os ikke snakke om, hvorfor jeg kan det tema. Fik sunget en serenade på stranden. Naturligvis af halvanden meter høj tyk peruvianer med kun 14 tænder i kæften. Men pyt med det. Blev lagt an på af anden peruvianer - Supermario - som a. spurgte om jeg ville gå en tur med ham i måneskinnet og b. sagde til mig, at jeg intimiderede ham. Armen, ved du hvad makker - det synes jeg er synd for dig, så hvad med om jeg bare smutter?! Helt generelt urimeligt mange tilbud fra det modsatte køn. Men nu har jeg jo fået at vide af min familie, at jeg ikke må tage en latinolover med hjem. Så det gør jeg naturligvis ikke. Naturligvis. Blev der sagt. Havde en encounter med det seriøse politi - bestod af, at seks politibetjente stod og drak den famøse inka cola (forfærdelig læskedrik, der er pisgul og smager af hubba-fucking-bubba tyggegummi), og galante som de var, beskyttede Sigrun og jeg fra forfærdeligt overfald. Af hvepse. Ved en skraldespand. Således stod seks granvoksne autoriteter og råbte "NOOOOOOOOOOOO". Fandeme godt, at vi havde politiet. Hvad i himlens navn var der ellers blevet af os?! Festede rigtig meget. Med løjerlige mennesker - deriblandt den konstant skæve irer og kæresteparret, der var helt i tantrisk zen-og sex mode. Og tegneseriefigur med stor, blond afro.

På trods af helt anderledes intentioner, endte vi med at blive der i ni dage. Var helt umådeligt trist i går, da vi skulle sige farvel til byen og menneskerne. Og helt seriøst. Hvis det ikke var fordi, at min kusine er et virkelig, virkelig dejligt menneske, som flyver tværs over Atlanten for at mødes med mig, så var jeg fandeme blevet. For evigt. Seriøst.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar