lørdag den 31. august 2013

Som en ægtehustru bør leve med sin(e) ægtema(/æ)nd

Inspireret dels af Cuba (læs: deres lemfældig omgang til det at "være i et forhold") og dels af min ode til Jonat(h)an'er: Umiddelbart er monogami jo en ønskværdig ting. Og så alligevel overhovedet ikke. For eksempel synes jeg, at samtlige af mine mænd komplimenterer hinanden på smukkeste vis.
  • Aaron (Tveit): Aaron er nyeste skud på skammen. Og skulle der sidde nogle derude, der endnu ikke har set Les Miserables, så gør det. Om ikke andet fordi Aaron er med, har krøller og spiller revolutionær. Og okay han ender så også med at dø. Men altså. Se den! Bare husk, at han var min først. 
  • C.J.: En person som vi ikke behøver at introducere yderligere. Men fantastiske parmiddage ville det blive. Fandeme. 
  • Jonatan (Spang): Den har vi faktisk vendt før; lige her. Men det ændrer ikke på det faktum, at vi ville være så lykkelige sammen og have det fantastisk morsomt. Også selvom det er papa, der styrer elementerne... Vi kunne jo for eksempel tage til Vietnam, det er jo for siiiiiiindssygt - hvorfor har jeg aldrig været der?! Altså, vores forhold er ikke noget, jeg har tænkt meget over - det er bare en strøtanke. 
  • Joseph (Gordon-Levitt): Han er så, så, såååååå sød. 
  • Liam (O'Connor): 8210!
  • Mads (Mikkelsen): Hold nu op. Man er jo ikke lavet af træ, vel?
  • Michael (Falch): Jeg synes på ingen måde, at der skal analyseres på det faktum, at han er født i samme årstal som min far. Men. Michael jeg siger det bare: Altid til tjeneste!
  • Nikolaj (Lie Kaas): Hold nu op. Man er jo ikke lavet af træ, vel?
  • Thure (Lindhardt): Thure var faktisk min første mand. We go way back. Og han er ikke homoseksuel. Han er biseksuel - og det kan jo smutte det skidt. Ifølge min svoger er jeg jo også lesbisk, så jeg mener faktisk, at vi er det perfekte par. 
Som det nok kan fornemmes på a. frekvensen af indlæg og b. indholdet af indlæg, er jeg simpelthen helt utroligt aktiv i det der her Canada. 

fredag den 30. august 2013

Jeg giver det et forsøg

Efter sigende passer ja-hatten alle. Der er tydeligvis mange modeller, og den skulle sågar have god komfort. Så. Here goes.

onsdag den 28. august 2013

Jonathan, Jonathan, Jonatan og Jonatan

Tænkte, at jeg lige ville deklarere min kærlighed til fire dejlige Jonat(h)an'er:
  • Jonathan Olley: Fantastiske fotografier. Simpelthen
  • Jonathan Safran Foer: En meget hypet forfatter, som jeg ikke liiiiiige har fået taget mig sammen til at læse før. Før jeg fik to af hans bøger i bachelorgave - og hvilken bachelorgave! Jeg har slugt begge bøger på seks dage, og læste sidste side i går aftes. Læseoplevelsen var af den slags, hvor man ikke kan vente med at bladre og bladre og bladre, fordi fortællingen er så perfekt, mens man samtidig hader at bladre, fordi der ikke er et ubegrænset antal sider. Jeg har tænkt mig at opdrive alt med hans navn på forsiden, for vi har her med en forfatter at gøre, der formår at portrættere socialrealisme og tragikomik på absolut højeste plan. 
  • Jonatan Spang: Min kommende ægtemand. Det er en umådelig lille og ubetydelig, på-størrelse-med-en-ært detalje, at han ikke kender til vores kommende bryllup og liv sammen. Men altså. Han kan da ikke andet end at blive glad. Udover status som mit livs kærlighed: Den sjoveste mand i Kongeriget Danmark.
  • Jonatan Løvehjerte: Fordi han kender til Nangijala og Nangilima og fordi han ganske smukt redder sin lillebror. 

tirsdag den 27. august 2013

Æblet, stammen og en røvfuld billeder

Man er vel ikke datter af en mekaniker for ingenting. Derfor vil jeg gerne advare personer med aversioner mod biler om at klikke væk. For her følger en voldsomt masse billeder af Cuba og ikke mindst landets karakteristiske amerikanske veteranbiler.
 
Der var 1


Lady og Vagabonden associationer?


That's the spirit!

Hemingways mojitosted

For de uopmærksomme vil jeg bare lige understrege, hvor vi er

El Malecón. Med mandlige turister

El Malecón. Med cubanere.

Der var 2

Der var 3

Der var 4

Der var 5



Selvom man er pantomime, er man vel ikke lavet af træ...







E-ffek-ti-vi-tet




El Malecón


Mere el Malecón

Monument af nationalhelt Jose Martí

Flankeret af to andre nationalhelte.
Og en kende mere Malecón

mandag den 26. august 2013

Den lever

Så så man lige mig lande i Vesten igen. Okay, den side af verden har jeg sådan set hele tiden været på, men Vesten i den der konsensusorienterede og demokratiske version. Sagt på en anden måde: Jeg har forladt Cuba og er nu i Canada. Hvor der er koldt, og det står ned i noget Amin Jensen størrelse regnstråler, hvorfor jeg stærkt vil overveje at gå ud at købe nogle lukkede sko. Eventuelt en jakke. Jojo, man er vel stor i slaget Velkommen til Canada, siger jeg bare. Sidder p.t. og venter på at få tildelt et værelse og efter tre uger med sparsomt internet, gør det mig ingen-fucking-ting at sidde her i wi-fi zonen og vente. Jeg forlod i øvrigt Cuba med maner. Og med maner mener jeg, at jeg var i et biluheld. Jeg var i går aftes hjemme ved søstrene García for at få den sidste nadver af platanos, ris og bønner, yum-yum. Her fik søster nummer et fiks-fakset, at hendes ven kunne køre mig til lufthavnen i sin amerikanerbil, og hvorfor egentlig ikke? Flinker gut, som hentede mig i morges klokken seks (!). Vi kørte og det gik også ganske glimrende indtil chaufføren kiggede et andet sted hen end på vejen. Jeg nåede udmærket godt at registrere, at der var en hvid bil foran os, og at manden skulle BREEEEEEMSE! Men jeg kunne på en eller anden måde ikke få sagt det, så derfor sagde metallet mod det andet metal skrallabang. På grund af manglen på sikkerhedsseler, fløj jeg ind i instrumentbrættet og på en eller anden måde ned under det. Hele forruden lå og prydede asfalten, altimens jeg sad - en smule chokeret - og gloede. Og blev rigtig bange, da fem store og stærke (og muligvis stygge) unge mandfolk steg ud af bilen foran. Og begyndte at slås med min chauffør. Jeg blev læsset over i en anden bil og kom sikkert til lufthavnen. Og op i luften. Og sågar ned igen. Jeg har en flænge over øjet, har ondt i hovedet, en hudafskrabning på albuen og et blåt mærke på hele mit højre lår - og altså dermed på størrelse med Langeland. Aber dabei. Jeg ved godt, at det kunne have gået meget værre, så jeg er faktisk utrolig lettet over, at det trods alt gik så godt. Men ja - jeg fik forladt Cuba på mere eller mindre behørig vis. Og i karmahenseende, fik jeg en særdeles sød dansker til sidemand i flyet, som er fotograf og som havde været på Cuba for at fotografere. Og som af uransagelige årsager havde stor tiltro til mine talenter. Helt utrolig sød og rar mand.

Men altså. Udover biluheld er der jo så frygtelig meget at fortælle fra det der Cuba, at det med garanti ender med at blive en middelmådig fortælling, fordi jeg på ingen måde ved, hvordan jeg skal gribe det an. Derfor vil jeg forsøge mig med emneinddelinger i håbet om, at det at gå struktureret til værks gør, at min hukommelse husker. Derfor:

  • Arkitekturen: Er unik. Ingen over, ingen under. Havannas bygninger er en visionær hybrid af samtlige arkitektoniske stilarter samlet ét sted. Og det giver fantastisk god mening, Cubas historie taget i betragtning. Der er nogle gamle spanske fæstninge, der er sovjetiske betonblokke af den absolut grimmeste og intetsigende slags, den barokke stil er repræsenteret fra dengang landet tilsyneladende svømmede i rigdomme fra sukker, lidt art deco fra Frankrig og lidt neoklassicisme. Arrangeret side om side i alle nabolag – ganske eklektisk. 
  • Børnene: Det må være fedt at være barn på Cuba. Børn er med til alt – de skal tilsyneladende aldrig sove og må feste og danse på lige fod med de voksne. At jeg som sent udviklet teenager ville have følt mig utrolig malplaceret og at der desuden så også er rigtig mange teenage-graviditeter er en anden snak. 
  • Cubanerne: Generelt meget, meget venlige. Og meget, meget vant til at håndtere turister. I hvert fald i Havanna. Man bliver konsekvent snydt, ikke for meget og på en yderst charmerende måde, men ikke desto mindre. Narren-penge-fra-turister-tingen trives desuden i bedste velgående fordi der jo er dobbeltøkonomi. Men jeg har mødt nogle særdeles søde mennesker, heriblandt revolutionsveteranen med det majestætiske navn Jesus, som ganske gratis kørte mig til Plaza de la Revolución, fordi jeg spurgte om vej. Det viste sig, at han som 21-årig havde kæmpet i Sierra Mastro, hvor Fidel og Che kom i land ombord på Granma. Så var der salsamusikeren, som jeg mødte i en park, da han fejrede 11-års bryllupsdag med sin kone (ifølge ham selv en rekord i Cuba), spurgte mig om jeg havde børn og efter min respons, sagde at jeg godt måtte få et af hans tre eksemplarer. Og som i øvrigt p.t. er i København for at spille salsakoncerter. Og endeligt søstrene García som jeg tilbragte ganske meget tid med og som jeg det meste af tiden forstod på trods af turbosnak og spansk stort set uden s'er (ja, det var en ros til mig selv). Og som er fattige, men med masser af appetit på livet, kunstige negle, friturestegt kylling, telenovellaer og helt igennem gæstfrie på en måde, jeg aldrig har oplevet før. 
  • Diktaturet: Ganske forfærdeligt og med garanti sundt at besøge. Meget forkert for turister at støtte i den forstand, at det kunne få brødrene Castro til at tro, at deres tilgang er helt i vater. Det er utroligt frustrerende at gå på gaden og snakke med en cubaner, for febrilsk at blive skubbet væk af selvsamme cubaner, fordi politiet kommer og fordi cubanere egentlig ikke må socialisere med turister. Ikke noget der som sådan håndhæves, men ganske fucked up alligevel. Sad på et tidspunktog talte med Paulo, som gerne ville øve sit engelske og han ville – surprise – gerne til Danmark, nok primært fordi han gerne ville bo et andet sted end Cuba. Han fortalte, at han ikke ville bo i Cuba, hvis man selv kunne vælge, hvilket naturligvis affødte et jubelidiotisk ”hvorfor” fra min side. Af mange grunde kunne Paulo fortælle, hvorefter han lænede sig dybt ind over bordet, kiggede intenst på mig med sine nøddebrune og triste øjne og ytrede de to ord, der utvivlsomt har gjort det største indtryk på mig i mine tre uger på Cuba: ”No freedom”
  • Maden: Er dårlig. Bortset måske lige fra, at de har ris og bønner – og dét smager eddermuggeme godt. Og er billigt. Og særdeles mættende (og er rigt på proteiner, Maj!). Det er dog en oplevelse at gå i supermarked. For i et typisk supermarked findes en hel gang med rom og øl. En halv gang med fire forskellige slags marmelader, som er arrangeret, så de faktisk fylder en halv gang. Lidt bønner, lidt ris, lidt olie, lidt småkager. Noget vand. Lidt mere rom og øl. Og aldrig mere end to fabrikanter af hvert produkt, hvis det går vildt for sig. Underforstået skal man ikke begive sig ind i et supermarked, hvis maven rumler, næ man skal begive sig derind, når man er forberedt på kulinarisk tragikomik. Så er der kagerne – og jeg fatter det ikke. De har verdens sødeste kager, kæmpe påskegule og lyseblå kager belagt med fire kubikcentimeter glasur. Og til fester, modtager man en tallerken med et stykke kage. Med pasta-løg-og-æggesalat on the side. Det er kraftedme mærkeligt. Og når man så bliver spurgt om man kan lide det, er man jo nødt til at smile stort og sige ”Si, es muy rico!”.
  • Y’er, X’er og metamorfosen: Nu er det jo ikke for at blive ved med at dvæle ved det der sex. Og så alligevel. For det fylder altså ret meget på Cuba. Nåja, man kan vel nok argumentere for, at det også fylder andre steder. MÆN. Så er der Cuba. Jeg har efter et halvt år i Sydamerika vænnet mig til, at hvide ikke er hverdagskost for latinoer, og at de er dybt fascinerede af lyst hår. Har derfor også vænnet mig til piropos og til ægteskabstilbud. However. Cubanerne tager det bare liiiiige skridtet længere. Og det er sådan set fuldstændig ligegyldigt om man har været i bad og sågar taget rent tøj på eller om man har en ansigtsfarve, der minder om Babe den kække gris’ og en perspiration, der ville kunne give samtlige forskere ved Rexonas svedinstitut grå hår. Min ellers glimrende opfindelse af fynske bondemandskæreste Peter viste sig at være voldsomt naiv, for dét fordrer for cubanske mænd bare holdningen, at det da kunne være en pissegod ide at have én kæreste i Danmark og én kæreste på Cuba. No problema. Og så alligevel – jo lidt. Når man høfligt afslår de tusindvis af cykeltaxaer, opfølges det tit med spørgsmålet om, man så er interesseret i en kæreste. Og den er da svær – kæreste eller cykeltaxa. Bum-bum. Har i øvrigt forsøgt at forklare, hvorfor jeg ikke har en kæreste. Sjældent har jeg oplevet at blive kigget på med så megen manglende forståelse og en generel ”Hvad fanden fejler du?”. Men. Så mødte jeg en rigtig sød ungersvend, der som noget af det første sagde til mig, at jeg havde smukke øjne, men at han var ligeglad, for hans hjerte tilhørte hans kæreste Caterina. Var jeg glad? Ja, det tror jeg nok, jeg var. Tror ikke, jeg på noget tidspunkt på Cuba har været så afslappet i mandligt selskab. Vi gik en tur, købte lidt frugt og jeg synes da godt nok, det var lidt mærkeligt, at han gerne ville holde i hånd, men det fik jeg nu afværget uden de store problemer og tænkte derfor ikke videre over det – jeg havde jo trods alt med en cubaner (læs: polygamist) at gøre. Det var først, da han med sine kæmpe (!) negerarme fik plantet mig foran et hegn ude foran Capitolio og ytrede, at han altså ikke havde en kæreste, men gerne ville have en, at jeg tænkte, jeg måske skulle til at skride i accelarationsfart. Der skete intet, udover at jeg endnu engang fik bekræftet, hvor latterligt naiv, jeg – stadigfuckingvæk – er. I og med, at det bestemt ikke skorter på tilbud fra det modsatte køn – og her kan jeg jo så passende indskyde, at jeg på 20 dage har fået elleve ægteskabstilbud og slag på tasken: 400 kæreste-tilbud, og hvor gerne jeg end vil tro, at det har noget med, at jeg er sådan et sødt og sympatisk menneske at gøre, ved jeg desværre godt, at det ikke er tilfældet – tværtimod er situationen bare den, at hvide turister har penge og derfor særdeles høj markedsværdi – vil jeg på det stærkeste anbefale kvinder med lavt selvværd, men for Guds skyld ikke de generte, at lægge vejen forbi. Mændene er alt, alt for aggressive og det er til tider belastende og alt, alt for voldsomt. Det til trods har jeg dog kun haft én ubehagelig oplevelse; en af søstrene García og jeg gik en aften rundt i Habana Vieja og snakkede om Cubas aktuelle problematikker, herunder ironisk nok sexturismeproblemet, som er nærværende og ikke noget man skal undervurdere, da en ussel og gammel – og stangerstiv – mand overhalede os bagfra og idet han passerede, valgte at placere sin hånd. I mit skræv. Nancy sagde, at jeg ikke skulle være bange, men jeg var virkelig helt utrolig taknemlig for, at jeg havde hende med. Et halvt minut senere vendte han og gik direkte imod os for at ytre den spanske version af ”jeg vil kneppe dig”. Njah, ikke lige umiddelbart. Spasseridiot. Men han var en ud af en million og han gjorde jo ret beset ikke noget udover at være vammel og i bogstaveligste forstand meget grænseoverskridende. Og selvom cubanerne generelt er alt for meget (men udover spasseridioten kun verbalt – medmindre selvfølgelig, man giver sig til at danse med dem), er der også et eller andet utroligt bekræftende og befriende i, at de er så ligefremme og ikke mindst i at deres skønhedsbillede i den grad er formet af de mennesker, de passerer på gaden og ikke af de reklamer, de ikke eksponeres konstant for. Og så er der jo også den lille bitte detalje, at vi bestemt ikke har med et grimt folkefærd at gøre. Kvinderne er særdeles bootyliscious og meget stolte af deres junk in da trunk. Uanset hvor tynde kvinderne er, er der på en eller anden måde altid bryst og bootie. Så ved man ligesom hvor prioriteringen er placeret. Ligeledes er de ikke blege for at fremvise deres attributter – konceptet stramt tøj tages til et helt andet niveau på Cuba. Virkelig. Desuden udfordrede kvinderne mit eget selvbillede, for jeg følte ganske konsekvent, at jeg sammenlignet med cubanske kvinder, var iført et telt. Og sammenlignet med cubanske kvinder, var jeg faktisk iført et telt. Men de er flotte. Kvinderne altså, ikke teltene – jeg har set så mange mamacitas, der efter danske standarder minimum vejer en 20-30 kilo for meget, komme gående ned ad gaden med en attitude, der bare skriger: ”Jeg er fandeme for lækker, jeg ved, at du vil have mig og det burde du også, for jeg er nemlig alle dine vildeste fantasier”. Så står man der og fumler med sin egen tommeltot, fordi der er en negermand, der spørger en om, det er ens naturlige øjenfarve, alt imens man tænker, at hun må være omtrent den smukkeste kvinde i verden. Og så er der mændene. Som bare er helt utroligt muskuløse. Muligvis et produkt af, at de færreste er kontormus, men manuelt arbejdende. Jeg så fandeme en dreng på maks 12 år med den vildeste sixpack. Af den slags, de producerer i Hollywood. Abercrombie & Bitch kunne med fordel finde deres mandlige modeller i Havanna, hvor der er en særdeles stor forsamling af utroligt veltrimmede unge negermænd. I’m just saying. 
  • Kulturen: Som (tidligere?) antropologistuderende, må man jo egentlig ikke bruge kulturbegrebet på denne måde, da det så indikerer, at kultur er en statisk masse, der er i verden og det er naturligvis ikke tilfældet. Kultur formes af noget og på Cuba formes kultur i høj grad af musik, sang og dans. Fik igennem mit mere eller mindre oprigtige venskab med søstrene García indblik i nogle af de afro-cubanske traditioner. Og for ikke at skabe forvirring: Ja, Cuba er officielt et katolsk land, men over tre millioner cubanere tilskriver sig Santería-religionen, som egentlig er de afrikanske slavers religion under katolsk dække. I kolonitiden blev det selvsagt forbudt for slaverne, som jo havde det alt for godt, at praktisere deres egen religion, men de kloge negermænd fandt ud af at parre deres orishas (helgener) med katolske helgener. Pissesmart, idet det tillod slaverne at knæle foran El Virgin i en katolsk kirke, men i virkeligheden bede til en orisha. Men det der indblik jeg kom fra: Var til fejring af jomfruen, hvor der var 25 violiner i hendes ære. Voldsomt smukt. Var desuden en masse ofringer i form af sprut og kage, som blev indtaget ivrigt og lystigt både under og efter koncerten. Er unægtelig en noget mere festlig måde at praktisere altergang på. Og så var jeg jo til koncert. Med Los Van Van, som ifølge pålidelig kilde er verdens bedste salsaband. Jeg har lovet selvsamme pålidelige kilde to ting i forbindelse med min tur til Cuba: 1. At skulle muligheden opstå, ville jeg tage til koncert med Los Van Van. 2: At jeg ÆGGE måtte tage en negermand med hjem. Som i: Du. Gør. Det. Ikke!!!!!!!!!!! Og jeg synes faktisk selv, at to ud af to er ganske godt gået (indsæt venligst applaus). Men koncerten. Jeg var af sted med søstrene García og var i den grad skræmt fra vid og sans. Fordi jeg jo fandeme ikke er cubaner med dansen i blodet og dermed også et motorisk fuckhoved. Det var nu en helt fantastisk koncert – og ikke kun på grund af musikken. I særdeleshed på grund af menneskerne. Der var et par som utvivlsomt var professionelle dansere, og med min åbne mund og polypper sad jeg og blev helt og aldeles fortabt i deres fantastiske symbiose af kroppe. Så fascinerende, så smukt og så sexet! Der var samlingen af seks smukke unge cubanske kvinder, som gik til angreb hver gang, der kom en mandlig turist. I håbet om at tjene nogle hurtige penge. Der var de realistiske turister, der vidste bedre og de naive turister, der bed på. Der var en yderst sofistikeret europæisk kvinde, som jeg forestiller mig var jurist – hun skreg bare jurist (og turist, høhø) med en væsentligt yngre og musikalsk begavet cubansk mand. De dansede og der var ingen tvivl om, hvor det ville lede hen et par timer senere. Det var dog utrolig interessant at se deres seksualitet udtrykt i dans. Kvinden lavede den klassiske Crazy Daizy, der består af voldsomt at rykke eget underliv frem og tilbage, nøjagtig som Nik & Jay synger og gerne akkompagneret af arme, der gestikulerer, at man er ved at stå på ski. Ved siden af stod så negermanden, som roterede hofterne i de vildeste otte-taller. Jah. Der er forskel på folk. Og så var der naturligvis den smukke, rytmiske salsamusik, og det omtrent gladeste folkefærd i verden. Jeg kom først alt for sent i tanker om, hvor godt jeg faktisk kan lide salsa og hvor helt utroligt meget jeg har skudt mig selv i foden ved ikke at lære det ordentligt, når jeg nu var i salsaland. Der er ikke så meget at sige – jävla dumt. Må jo så bare gentage mantraet: En fantastisk årsag til at vende tilbage. Og det tror jeg, at jeg vil, for jeg har et ganske stort crush på landet. På landet, blev der sagt! Og utroligt gerne med pålidelig kilde.

lørdag den 17. august 2013

Assorterede stroetanker

1. Liderbukkenes hoejborg: Havne/strand/havpromenaden El Malecon er stedet. Stedet, der altid er smaekfyldt med cubanere. Der fisker, sover, svoemmer, synger, danser og kigger laengselsfyldt mod Florida. Og stedet, der fungerer som et erstatningssovevaerelse for adskillelige saerdeles kaade teenagere. Offentligt forspil i en kaliber, der ville kunne faa selv Karl Mar-Moeller, som i oevrigt i min verden sammen med Joergen Leth indtager en delt foersteplads over de klammeste danske statsborgere, til at klappe gaellerne i. Joan Oerting ville fryde sig. Fordi de elskende jo virkelig bare ER i oejeblikket med hinanden. Og nyder hinanden. Det skal jeg sgu lige love for. Og man kan jo ikke lade vaere med at kigge. Vel. Een ting der dig skraemmer hele flokken vaek er regn. Af den blide, hyggelige slags, som man knapt nok bliver vaad af. Saa der sad jeg en aften og havde klemt mig ind imellem to familier, saa jeg naesten kunne gemme mig for de kaade negermaend. Og saa kom "regnen". Der blev spurtet over vejen - fuldstaendig kollektivt og synkront - i et tempo, der ville goere OL-deltagere lige dele misundelige og bitre. Og saa var der mig. Paa ingen maade paafaldende. Helt mutters alene paa Malecon. Foelte mig som vikingaen over alle vikingos. Ved naermere eftertanke fungerer de smaa regndraaber vel egentlig ogsaa som et kaempestort, isnende koldt brusebad. 2. Feltarbejde paa en cafei Habana Vieja, den 12. august 2013: Jeg HADER at spise alene. Altsaa ikke per definition - har for eksempel intet problem med at kvaerne rugbroedder paa egen haand i 8210. Men det er jo roevsygt at spise alene, naar det fungerer i det offentlige rum. It sucks. Neto derfor har jeg for vane at udskyde spiseprojektet indtil det er kriminelt (undskyld, Maj). Det er dumt. For saa sker der nemlig det, at jeg gaar sukkerkold og vandrer hvileloest rundt, indtil jeg tvinger mit ugidelige korpus ind paa et etablissement, hvor der findes mad. Ergo sidder jeg her alene med mine ris, mine boenner og min agurk. Og skriver dette, fordi jeg trods alt ikke vil virke som om, jeg er helt og aldeles alene. Lad os bruge undskyldningen antropologi og feltarbejde. Skraat over for mig sidder en bleg, fed - og formegentlig britisk - kvinde paa 30+. Med Ray-Ban aviator solbriller, Mulberry taske, guldarmbaand og storblomstret, pink kjole. Sammen med spaendstig, muskuloes og roevlaekker negermand paa -25. Latinamerikas aekvivalent til akavede, nordatlantiske og ofte uheldige maend, der er retty glade for Thailand. Eller thaikvinder. Og selvfoelgelig findes der naalene i hoestakkene, som oprigtigt elsker hinanden og har valgt hinanden paa lige fod. Selvfoelgelig goer der der. Dem der faldt pladask og aegte for markant blegere, tykkere, aeldre, rigere mennesker end dem selv. Statistikken goer det bare voldsomt svaert for mig at tro paa, at den storblomstrede brite og den muskuloese negermand ville have siddet ved samme bord, hvis de havde vaeret ligestillede. Men hvem ved - maaske tager jeg fejl, maasker er de... Neeej, hun betaler soerme regningen. Der kan man bare A-B-C. 3. Camilo, Ernesto og Fidel: Efter mit besoeg paa Mueso de la Revolucion, med underoverskriften "hvor hele historien er", er jeg splittet. For hele historien er der ikke. Men den cubanske er. Har i oevrigt aldrig set saa meget aabenlys propaganda paa et museum. Nuvel, har jo heller aldrig vaeret i et diktatur foer. Men som jeg gik rundt og saa de mange genstande fra martyrerne, saa billeder, saa de brugte redskaber og laeste om det ene store slag efter det andet, kunne jeg ikke undgaa at faa en "viva revolucion" indstilling. For det er da dejligt - og noedvendigt - at der findes/fandtes mennesker som Camilo Cienfuegos, laegen Ernesto Che Guevara og juristen Fidel Castro. Der kaempede. For jeg kan godt forstaa, at det ikke er fedt at vaere koloniseret. Og at Spanien var nogle roevhuller. Historienoerden supplerer lige med lidt fakta: I 1492 ankom Cristobal Colon til Cuba. I 1511 ankom Diego Velazquez og Hernan Cortez (Mexicos fremtidige fjende) og blev naesten oejeblikkeligt uvenner med oens befolkning. I 1522 ankom de foerste slaver fra A-frika - hence alle negermaendene- og damerne. I 1868 begyndte en 10-aarig krig mod spanierne i haabet om uafhaengighed. I 1898 deklarerede USA krig imod Spanien og en fire-aarig amerikansk besaettelse begyndte. I 1902 fik Cuba delvis uafhaengighed fra USA. Med disse aarstal in mente, kan jeg godt forstaa, at frihed var oenskvaerdigt og at 50'erne derfor var praget af revolution. Og at Camilo, Ernesto og Fidel monterede revolutionshatten. Det der forvirrer mig, er den tilsyneladende manglende forandring. Jovist, Cuba er uafhaengigt. Og Cuba er CUBA. Men er Castros politik ikke den essensen af samme problematik, som han i sin tid bekaempede? Blot i en ny forklaedning. Maaske er det vigtigste nationalfoelelsen og en "saa-laenge-det-bliver-i-familien" tendens. Jeg ved det ikke.m Og ham der Fidel er desuden et mysterium for mig. Er han en diktator, der har - hvis ikke oedelagt - saa forvaereet de i forvejen anspaendte relationer mellem USA og Cuba? Eller er han ukuelig idealist, der virkelig oensker komplet lighed og kaemper med naeb og kloer for at faa det til at lykkes; omend ikke saerlig succesfyldt? Taenker, at han nok er begge dele. Uanset er han fascinerende og her er fun facts: Han har fotografisk hukommelse, han skrev som 14-aarig et brev til Franklin D. Roosevelt og efterspurgte en 10 dollar seddel, idet han aldrig havde set en og det kunne han i grunden godt taenke sig. Og hans yndlingscigar er Cohibas robustos. 5. Gadeteater: Det var vist det for nu. Vil dog sige, at Cuba, eller Havanna, passer mig godt. Paa papiret har jeg ikke lavet saerlig meget i mine to uger her. Mest af alt har jeg bare gaaet rundt i byen og nydt den. Kigget paa arkitekturen. Kigget paa menneskerne. Det cubanske folk. Et folk, der er praeget af den vildeste revolutionaere historie, en afro-cubansk religion, der er allestedsnaervaerende, familievaerdier der goer Europa til skamme, en in your face seksualitet, et kontrastfyldt verdensbillede af socialisme og stor ulighed, en kultur hvor musikken og dansen ligger i blodet. El sangre cubano. Men foerst og fremmest er de ikke bare overlevere, de er levere. De er passionerede. Paa godt og ondt. Og lever med en stamina, beslutsomhed og passion, der er sjaelden. 6. Det der sex, som alle snakker om: Nej, det var ikke det hele alligevel. Moedte i forgaars paa gaden en pige ved navn Yaime og blev inviteret hjem til hendes familie for at spise for at tage til karneval efterfoelgende. JA!!!! En pige, en cubansk PIGE! Saa der tog jeg hen i gaar. Var simpelthen en saa hyggelig aften, men ogsaa et barskt indblik i nogle fattige cubaneres hverdag. Datteren paa tre tissede i koekkenet, som var uden for hoveddoeren, da soesteren skulle i bad foregik det med roed plasticspand og vand opvarmet via kedel paa komfur. Og det faktum, at en mus pilede ned ad trappen og om bag koeleskabet uden at nogen (udover mig) fortrak en muskel. De er fattige. Og der er ingen tvivl om, at de udnytter mig oekonomisk, men hvis det indebaerer at give en oel til karneval og give dem mit aflagte sommertoej, er jeg helt afklaret med det. Dog synes de klart, at jeg skal vaere kaerester med deres storebror Eric. Synes jeg umiddelbart ikke. Og mine ynkelige forsoeg paa at forklare, hvorfor jeg ikke er interesseret, godtages tydeligvis ikke. Maaske fordi der er en underlig diskrepans mellem deres lemfaeldige brug af begrebet "kaereste" og deres forhold til monogami. Naa, men det der karneval. Var. Fedt. Det var den vildeste folkefest og alle var glade, omend en smule berusede. Og dansen. Baade i selve optoget, men bestemt ogsaa paa tilskuerraekkerne. I manglen af billedbeviser, vil jeg kalde det pornodans. Only - det er det ikke. Det er helt naturligt og en saa integreret del af deres kultur. Men som dansker er det overvaeldende og ganske fascinerende. Og lidt skraemmende. Der var bollebevaegelser, sex med og i luften og underlivsfokus i saa stor grad, at jeg faktisk roedmede paa et tidspunkt. Og synes egentlig ikke, at jeg er en snerpe, plejer at vaere OK LARS, men foelte mig med mine patetiske forseog paa hoftevrik som Maude Varnaes. Omgivet af frisindende, seksuelle og progressive Elisabeth Friis'er. Selvom jeg nu har lidt svaert ved ar se Elisabeth sla til Soeren paa den maade. Hvorom alting er, skal jeg ud med dem igen i aften og jeg skal definitivt have en lur inden, fordi "en Cuba nunca es temprano".

fredag den 9. august 2013

Lyv for satan! Lyv!

Saa skal jeg da lige love for, at jeg er kommet til det der Cuba. Og umiddelbart er det sgu ikke ilde. Jeg havde det, der foeles som verdens laengste rejse og efter 36 timers lufthavn-og fly, var jeg boellebasket. Saadan virkelig. Ankom til mit hotel og blev utroligt behageligt overrasket. Og sov. I 12 timer. Dejligt, dejligt. Begav mig naeste dag ud i det der Havanna og satte mig paa en baenk for at kigge paa kortet (fordi jeg ikke anede, hvor jeg var, forstaas). Der gik lige noejagtig fyrre sekunder, foer jeg blev flankeret af cubaneren Yuri. Og den eneste grund til, at jeg gav mig til at snakke med Yuri var fordi, jeg var ethundrede procent sikker paa, at manden var homoseksuel. Hvorfor er svaert at sige - maaske var det hans hjerteformede guldoerering, maaske var det hans utroligt stramme jeans, maaske var det hans neonpink t-shirt. Jeg ved det ikke - men han lignede en, der elskede at dyrke aaaaaaerooooobiiiiiiiiiiczzzzzzzzzzzzzzz. Saa sagde Yuri, at han gerne ville vise mig rundt i byen og mit kyniske selv takkede naturligvis nej. Yuri insisterede paa, at det ville han gerne - og gratis. Saa jeg sagde ja og taenkte, at jeg jo altid kunne skride. Det naeste der sker er saa, at Yuri har en motorcykel og den vil han gerne have mig op paa. Og jeg kan jo godt se, hvordan det umiddelbart virker. Umiddelbart ikke verdens bedste ide at hoppe bag pa en fremmed negermands motorcykel. Men det var altsaa dagens hjernebloedning, saa af sted med os. 27 sekunder efter paabegyndt koersel, vendte Yuri sig liiiiige om og fortalte mig, at han var single. Suuuuuuuper. Fedt man, for jeg sad virkelig inderligt og haabede, at han ikke var optaget. Naammen, jeg tilbragte dagen med Yuri og han fik fotalt mig, at han har en soen, at han gerne ville giftes med mig og at han i oevrigt ikke ville have noget imod at bo med mig i det der Danmark. Da vi sad og spiste frokost, fortalte han mig, at han gerne ville danse salsa med mig om aftenen. Og jeg fik lyst til at trykke febrilsk paa min egen navle, i haabet om at lave en Hulu-Bulu-Lotte. Valgte i stedet for den meget modne loesning og sagde paent til negermanden, at det kunne vi godt, men han skulle vide, at jeg ikke var interesseret i at vaere hans kaereste. Det var selvfoelgelig finno-bam-fucking-bino og i den grad cool og i vater. Saa vi aftalte at moedes kl. 23 foran mit hotel (selvom han godt nok virkede meget forviret over, at jeg ikke ville give ham mit vaerelsesnummer). Og jeg stod paent og ventede, himmelraabende naiv til tiden. Og jeg er for foerste gang i mit liv blevet braendt af. Tjek paa listen. Passede mig nu egentlig ganske glimrende, men i det sekund jeg skulle til at gaa kom en anden negermand og ville gerne snakke. Ville jo ikke vaere uhoeflig over for en mand, der saa meget ussel ud og lignede en hjemloes. Da jeg syntes, jeg havde vaeret hoeflig laenge nok, sagde jeg til ham, at JEG ville gaa, sagde han "vamo". Okay saa. Vi gik langs Malecon, men da den +60-aarige mand (som fire minutter tidligere pissede foran mig i en gyde) begyndte at roere mit haar og tage mine haender og naegte at slippe dem igen, sagde jeg til ham, at jeg gerne ville gaa alene. OK saa. And so I did. Med endnu flere piropos. Paa min vej tilbage, moedte jeg ham naturligvis igen og vi havde endnu en lille vil-du-godt-slippe-mine-haender-som-i-NU! og da tog jeg beslutningen om at gaa hjem. Hurtigt og alene. Jeg tror godt, vi kan konkludere, at cubanske maend er glade for kvinder. Urimeligt mange piropos, so far tre aegteskabstilbud og fire "are you eyes real?". Umiddelbart ja. Og saa er det, at jeg skal oeve mig i at lyve. Det falder mig jo aldrig ind - ikke blandt udviklingshaemmede, ikke blandt tidligere narkomaner, der skal til Aarhus og have lavet guldtaender og ikke blandt lationer. Og det skal jeg til at laere. Om jeg har en kaereste. Ja, det kan du tro. Han er 27 aar, hedder Peter og er landmand paa Fyn. Og vi eeeeeeeelsker simpelthen hinanden saa hoejt, at du slet ikke fatter det. Hej med dig saa. I dag var prioriet numero uno at finde en haeveautomat, idet jeg kun havde to pesos tilbage (fordi jeg brugte 45 kroner paa at koebe otte bananer, og det alt for sent gik op for mig at prisen var i monedas nacionales og ikke pesos convertibles - det er sgu da ogsaa fejt at have to valutaer). Uden for foerste haeveautomat moedte jeg ireren/englaenderen John, som umiddelbart virkede ganske flink. Og det er han i princippet ogsaa. Men for det foerste er han et af de der mennesker, der udelukkende er interesseret i at hoere sig selv snakke. Og dernaest tror han af uranssagelige aarsager, at jeg er vild med at hoere om hans smokin' hot venezuleanske pige. Mest af alt har jeg lyst til at fortaelle ham lige noejagtig, hvorfor han har en guddommeligt smuk venezuleansk pige. Og hold nu fast makker - for noget siger mig, at det ikke er paa grund af din slaskede gamle krop og din veletablerede maane. Bare et bud. Udover irriterende gammel mand, som jeg heldigvis tror, jeg har faaet rystet af mig, har jeg gaaet rundt i Habana Vieja og der er jo knippelskoent. Godt nok fuld af turister, fordi de sataner altid opdager de rare steder. Derudover ved jeg sgu ikke, hvad jeg skal sige. Indtil videre er Cuba en ligning, jeg ikke helt kan greje. Taenker dog, at det er meget stor del af attraktionen. Jeg foeler mig i den grad godt tilpas her, uden helt at vide hvorfor. Folk er fandme flinke. Glaeder mig til at dykke ned i historien og har bestemt, at jeg i morgen vil paa revolutions-museum. Kan kun blive godt. P.S. Undskyld det meget komprimerede indlaeg og de manglende danske bogstaver - internet og computere er det, en optimist ville kalde udfordrende/en oplevelse. Og jeg foeler mig saa stor i slaget i dag, saa lad os bare kalde det netop det.

tirsdag den 6. august 2013

Grå er udsigten over Moskva. Og min trøje. Og måske mit humør?

Fire timers togtur til Kastrup, tre timers ventetid i Kastrup, tre timers flyvetur til Moskva. Og her er jeg så. Og skal slå 10 timers ventetid ihjel, inden flyturen på 13 timer til Cuba igangsættes. Jeg er træt. Og sulten. Og har ondt i fødderne - måske er mine fødder blevet en permanent størrelse 48 - synes i hvert fald stadigvæk, de er hævede fra sidste flyvetur. Hvorfor mine ellers glimragende sko skarver og som produkt deraf gør fødderne nu rigtig meget avs. Netop derfor er det der sulten-projekt blevet udskudt - kan simpelthen ikke overskue at bevæge mig. Er jo også stærkt opreklameret. Sådan helt generelt.

Nå. Men Kastrup Lufthavn så jeg jo lige igen for nogle timer siden. Den gamle hogaf. Det synes på én gang som om, at jeg sidst var der i går og for flere lysår siden. Reel tid: otte dage. Jeg tog turen fra Rio de Janeiro til København for en uges pitstop i det der Danmark. For første gang i seks måneder rørte mine fødder den danske muld og på min uges pitstop genså jeg de mennesker, der betyder allermest for mig. Årsagen til pitstoppet var jo brylluppet over dem alle og hvor var det dog dejligt at være en del af det! Det var en vidunderlig dag med dejlige mennesker, masser af rørende og sjove indslag til det nyeslåede brudepar, god mad, gakket dans og generel dejlig stemning og smuk hyldest til det der kærlighed. Er helt utrolig lykkelig for at jeg tog hjem for at kunne overvære det største løfte to mennesker kan give hinanden - og at det så er to mennesker, som i min verden giver så meget mening, gjorde det kun endnu smukkere.
Derudover var det helt igennem skønt at se nevøerne. Både drengen de allesammen siger ligner mig og som jeg først skal til at lære at kende. Men han er sgu sød - fik ham tidligere i dag - eller i går - til at grine. Ih! Og drengen som jeg i den grad kender og i endnu højere grad har savnet. Som er blevet åh så stor og som bliver åh så endnu større i løbet af de næste fire måneder. Og deres smukke mor, som jeg savner. Allerede nu. (Undskyld søs - er faktisk ikke for at få dig til at hyle).

Og så skulle vi jo til det jävla lort igen - og her refereres til at sige farvel til familien. Navnlig nevøerne. Yngstemand sov fra det, hvad hjalp en del. Størstemand var ganske vågen og av-av-av. Jeg er en lorte-moster.

Og som sagt sidder jeg nu her i den store grå hal igen-igen-igen. På vej til Cuba. Med amerikanerbiler, Fidel historie, cigarer, salsa, farvestrålende kvinder, gode strande og ekstrem varme. Surrealistisk er det eneste ord, der falder mig ind. Glæder mig. Og er lidt skræmt. OK, meget skræmt. Så intet nyt under solen. Milde himmel, hvor er det dog underligt. Lige nu er det pisseskræmmende at være af sted igen og denne gang helt mutters alene, hvilket jo på mange måder er dybt latterligt, for jeg véd jo godt, at det hele nok skal gå og det skal også nok blive rigtig godt. Men altså. Nu kun syv timers ventetid tilbage.

fredag den 2. august 2013

Sikke mange klokken slår. 13 slag. Tiden går.

Så var man lige pludselig hjemme igen. Eller. Så var jeg lige pludselig hjemme igen. Og det er rigtig dejligt. Og sindssygt underligt. For alting ligner i den grad sig selv og alligevel er der en hel masse ting, jeg ikke aner noget om, fordi tiden trods alt ikke har været sat på standby i løbet af det sidste halve år. Jeg er jo faktisk ikke Tornerose, selvom jeg er sikker på, at nogle af mine medrejsende har tvivlet. Noget tyder på, at andre også synes det er mærkeligt, hvad eksempelvis blev tydeligt, da mine forældre havde en stirrekonkurrence med mig som objekt og konstaterede, at jeg lignede mig selv. Og det har de jo nok helt ret i.

Der var så mange ting, jeg inderligt gerne ville nå i løbet af mine otte dage i det danske men jeg har selvfølgelig ikke nået en brøkdel. Jeg er virkelig ked af, hvis der sidder nogen, som jeg har lovet at ringe til, når jeg var hjemme, og som jeg så har ignoreret på detvgroveste. Undskyld. Virkelig. Der er ikke tid nok.
Jeg har dog været til en legen-wait-for-it-dary polterabend og hygget mig i gode gamle Aarhus med gode smukke Maj, indebærende iskaffe, pitabrød, mælkesnitter, Netto, Falchen og grineflip, sådan som traditionen foreskriver det. Så dejligt og noget jeg har glædet mig til i et halvt år.

Ligesom jeg også har savnet nevøerne. Nummer et kunne kende mig og sjældent har jeg været så lettet og glad. Fik et livgivende knus i lufthavnen og tænkte uden overdrivelse, at et sådant knus kan løse alle verdens problemer. Elsker at være sammen med ham igen, det er en fryd at høre ham sige "moster". Samtidig gør det ondt i hjertekulen at se, hvor meget jeg er gået glip af. Han er ikke længere en baby - han er en lille dreng, der kan alt muligt. Deriblandt hoppe og fortælle, når der ikke er flere lakridser. Mødet med nummer to var mere end jeg drømte om. Nååååååååårh, hvor er han sød! Og en grinebidder og helt igennem dejlig. Har mest bare gået og sniffet utrolig dejlig babyduft i mig. Er kun blevet gylpet på en gang og ja, det lugter ikke særlig rart, men det var nu lidt hyggeligt
alligevel. Mandag bliver lidt en kælling.

I dag har jeg så lige været endnu et smut i Aarhus, fordi mit visum til Cuba. Er. Væk. Jeg har ledt overalt og det er bare væk. Som i helt og aldeles væk. Og ligger bestemt ikke på den hylde i det skab jeg lagde det, så jeg vidste, hvor det var. Det må være endt samme sted som strømpe nummer to, der aldrig er i vaskemaskinen, selvom man med 100 % sikkerhed har puttet et helt par ind. Og der hvor mit kassettebånd med Karius og Baktus er. Og mine penge. Og nu også cubansk visum. Til mit forsvar vil jeg gerne lige understrege, at man jo er et produkt af noget. Min moder og fader opdagede i går (en uge inden feriestart), at deres pas udløb for en måned siden. Hovsadassedusse. Familien Idiot. Gør selvfølgelig ikke sagen bedre, men kan fungere som en elendig forklaringsmodel. Så mig derfor nødsaget til at ringe til den gode Anders, som i sin tid udstedte flybilletter. Han kunne fortælle, at lige præcis visum til Cuba kunne udstedes fra deres biks. Halleluja! Følte mig meget lettet og usandsynligt heldig. Kom til Aarhus, fik visummet og blev da også sendt ud af døren med et "pas nu godt på det" . Jaja, skal nok! Det ligger på bordet og bliver pakket lige så snart jeg har sendt dette indlæg ud i cyberspace. Cubakrisen er afværget. Anders. Jeg elsker dig!

I morgen er der bryllup og mit begejstringsniveau taget i betragtning, tør jeg egentlig ikke tænke på, hvordan morgendagens vidunderlige hovedpersoner har det lige p.t. Jeg glæder mig til at fejre to helt igennem dejlige mennesker. Og til at bruge hele formiddagen med bruden. Er næsten klar, skal lige have klaret en vabel-under-fod-der-skal-klemmes-ned-i-en-stilet-situation, men det går. Jo, det gør så.
Fårk! Jeg G.L.Æ.D.E.R. mig!!!