lørdag den 17. august 2013

Assorterede stroetanker

1. Liderbukkenes hoejborg: Havne/strand/havpromenaden El Malecon er stedet. Stedet, der altid er smaekfyldt med cubanere. Der fisker, sover, svoemmer, synger, danser og kigger laengselsfyldt mod Florida. Og stedet, der fungerer som et erstatningssovevaerelse for adskillelige saerdeles kaade teenagere. Offentligt forspil i en kaliber, der ville kunne faa selv Karl Mar-Moeller, som i oevrigt i min verden sammen med Joergen Leth indtager en delt foersteplads over de klammeste danske statsborgere, til at klappe gaellerne i. Joan Oerting ville fryde sig. Fordi de elskende jo virkelig bare ER i oejeblikket med hinanden. Og nyder hinanden. Det skal jeg sgu lige love for. Og man kan jo ikke lade vaere med at kigge. Vel. Een ting der dig skraemmer hele flokken vaek er regn. Af den blide, hyggelige slags, som man knapt nok bliver vaad af. Saa der sad jeg en aften og havde klemt mig ind imellem to familier, saa jeg naesten kunne gemme mig for de kaade negermaend. Og saa kom "regnen". Der blev spurtet over vejen - fuldstaendig kollektivt og synkront - i et tempo, der ville goere OL-deltagere lige dele misundelige og bitre. Og saa var der mig. Paa ingen maade paafaldende. Helt mutters alene paa Malecon. Foelte mig som vikingaen over alle vikingos. Ved naermere eftertanke fungerer de smaa regndraaber vel egentlig ogsaa som et kaempestort, isnende koldt brusebad. 2. Feltarbejde paa en cafei Habana Vieja, den 12. august 2013: Jeg HADER at spise alene. Altsaa ikke per definition - har for eksempel intet problem med at kvaerne rugbroedder paa egen haand i 8210. Men det er jo roevsygt at spise alene, naar det fungerer i det offentlige rum. It sucks. Neto derfor har jeg for vane at udskyde spiseprojektet indtil det er kriminelt (undskyld, Maj). Det er dumt. For saa sker der nemlig det, at jeg gaar sukkerkold og vandrer hvileloest rundt, indtil jeg tvinger mit ugidelige korpus ind paa et etablissement, hvor der findes mad. Ergo sidder jeg her alene med mine ris, mine boenner og min agurk. Og skriver dette, fordi jeg trods alt ikke vil virke som om, jeg er helt og aldeles alene. Lad os bruge undskyldningen antropologi og feltarbejde. Skraat over for mig sidder en bleg, fed - og formegentlig britisk - kvinde paa 30+. Med Ray-Ban aviator solbriller, Mulberry taske, guldarmbaand og storblomstret, pink kjole. Sammen med spaendstig, muskuloes og roevlaekker negermand paa -25. Latinamerikas aekvivalent til akavede, nordatlantiske og ofte uheldige maend, der er retty glade for Thailand. Eller thaikvinder. Og selvfoelgelig findes der naalene i hoestakkene, som oprigtigt elsker hinanden og har valgt hinanden paa lige fod. Selvfoelgelig goer der der. Dem der faldt pladask og aegte for markant blegere, tykkere, aeldre, rigere mennesker end dem selv. Statistikken goer det bare voldsomt svaert for mig at tro paa, at den storblomstrede brite og den muskuloese negermand ville have siddet ved samme bord, hvis de havde vaeret ligestillede. Men hvem ved - maaske tager jeg fejl, maasker er de... Neeej, hun betaler soerme regningen. Der kan man bare A-B-C. 3. Camilo, Ernesto og Fidel: Efter mit besoeg paa Mueso de la Revolucion, med underoverskriften "hvor hele historien er", er jeg splittet. For hele historien er der ikke. Men den cubanske er. Har i oevrigt aldrig set saa meget aabenlys propaganda paa et museum. Nuvel, har jo heller aldrig vaeret i et diktatur foer. Men som jeg gik rundt og saa de mange genstande fra martyrerne, saa billeder, saa de brugte redskaber og laeste om det ene store slag efter det andet, kunne jeg ikke undgaa at faa en "viva revolucion" indstilling. For det er da dejligt - og noedvendigt - at der findes/fandtes mennesker som Camilo Cienfuegos, laegen Ernesto Che Guevara og juristen Fidel Castro. Der kaempede. For jeg kan godt forstaa, at det ikke er fedt at vaere koloniseret. Og at Spanien var nogle roevhuller. Historienoerden supplerer lige med lidt fakta: I 1492 ankom Cristobal Colon til Cuba. I 1511 ankom Diego Velazquez og Hernan Cortez (Mexicos fremtidige fjende) og blev naesten oejeblikkeligt uvenner med oens befolkning. I 1522 ankom de foerste slaver fra A-frika - hence alle negermaendene- og damerne. I 1868 begyndte en 10-aarig krig mod spanierne i haabet om uafhaengighed. I 1898 deklarerede USA krig imod Spanien og en fire-aarig amerikansk besaettelse begyndte. I 1902 fik Cuba delvis uafhaengighed fra USA. Med disse aarstal in mente, kan jeg godt forstaa, at frihed var oenskvaerdigt og at 50'erne derfor var praget af revolution. Og at Camilo, Ernesto og Fidel monterede revolutionshatten. Det der forvirrer mig, er den tilsyneladende manglende forandring. Jovist, Cuba er uafhaengigt. Og Cuba er CUBA. Men er Castros politik ikke den essensen af samme problematik, som han i sin tid bekaempede? Blot i en ny forklaedning. Maaske er det vigtigste nationalfoelelsen og en "saa-laenge-det-bliver-i-familien" tendens. Jeg ved det ikke.m Og ham der Fidel er desuden et mysterium for mig. Er han en diktator, der har - hvis ikke oedelagt - saa forvaereet de i forvejen anspaendte relationer mellem USA og Cuba? Eller er han ukuelig idealist, der virkelig oensker komplet lighed og kaemper med naeb og kloer for at faa det til at lykkes; omend ikke saerlig succesfyldt? Taenker, at han nok er begge dele. Uanset er han fascinerende og her er fun facts: Han har fotografisk hukommelse, han skrev som 14-aarig et brev til Franklin D. Roosevelt og efterspurgte en 10 dollar seddel, idet han aldrig havde set en og det kunne han i grunden godt taenke sig. Og hans yndlingscigar er Cohibas robustos. 5. Gadeteater: Det var vist det for nu. Vil dog sige, at Cuba, eller Havanna, passer mig godt. Paa papiret har jeg ikke lavet saerlig meget i mine to uger her. Mest af alt har jeg bare gaaet rundt i byen og nydt den. Kigget paa arkitekturen. Kigget paa menneskerne. Det cubanske folk. Et folk, der er praeget af den vildeste revolutionaere historie, en afro-cubansk religion, der er allestedsnaervaerende, familievaerdier der goer Europa til skamme, en in your face seksualitet, et kontrastfyldt verdensbillede af socialisme og stor ulighed, en kultur hvor musikken og dansen ligger i blodet. El sangre cubano. Men foerst og fremmest er de ikke bare overlevere, de er levere. De er passionerede. Paa godt og ondt. Og lever med en stamina, beslutsomhed og passion, der er sjaelden. 6. Det der sex, som alle snakker om: Nej, det var ikke det hele alligevel. Moedte i forgaars paa gaden en pige ved navn Yaime og blev inviteret hjem til hendes familie for at spise for at tage til karneval efterfoelgende. JA!!!! En pige, en cubansk PIGE! Saa der tog jeg hen i gaar. Var simpelthen en saa hyggelig aften, men ogsaa et barskt indblik i nogle fattige cubaneres hverdag. Datteren paa tre tissede i koekkenet, som var uden for hoveddoeren, da soesteren skulle i bad foregik det med roed plasticspand og vand opvarmet via kedel paa komfur. Og det faktum, at en mus pilede ned ad trappen og om bag koeleskabet uden at nogen (udover mig) fortrak en muskel. De er fattige. Og der er ingen tvivl om, at de udnytter mig oekonomisk, men hvis det indebaerer at give en oel til karneval og give dem mit aflagte sommertoej, er jeg helt afklaret med det. Dog synes de klart, at jeg skal vaere kaerester med deres storebror Eric. Synes jeg umiddelbart ikke. Og mine ynkelige forsoeg paa at forklare, hvorfor jeg ikke er interesseret, godtages tydeligvis ikke. Maaske fordi der er en underlig diskrepans mellem deres lemfaeldige brug af begrebet "kaereste" og deres forhold til monogami. Naa, men det der karneval. Var. Fedt. Det var den vildeste folkefest og alle var glade, omend en smule berusede. Og dansen. Baade i selve optoget, men bestemt ogsaa paa tilskuerraekkerne. I manglen af billedbeviser, vil jeg kalde det pornodans. Only - det er det ikke. Det er helt naturligt og en saa integreret del af deres kultur. Men som dansker er det overvaeldende og ganske fascinerende. Og lidt skraemmende. Der var bollebevaegelser, sex med og i luften og underlivsfokus i saa stor grad, at jeg faktisk roedmede paa et tidspunkt. Og synes egentlig ikke, at jeg er en snerpe, plejer at vaere OK LARS, men foelte mig med mine patetiske forseog paa hoftevrik som Maude Varnaes. Omgivet af frisindende, seksuelle og progressive Elisabeth Friis'er. Selvom jeg nu har lidt svaert ved ar se Elisabeth sla til Soeren paa den maade. Hvorom alting er, skal jeg ud med dem igen i aften og jeg skal definitivt have en lur inden, fordi "en Cuba nunca es temprano".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar