mandag den 26. august 2013

Den lever

Så så man lige mig lande i Vesten igen. Okay, den side af verden har jeg sådan set hele tiden været på, men Vesten i den der konsensusorienterede og demokratiske version. Sagt på en anden måde: Jeg har forladt Cuba og er nu i Canada. Hvor der er koldt, og det står ned i noget Amin Jensen størrelse regnstråler, hvorfor jeg stærkt vil overveje at gå ud at købe nogle lukkede sko. Eventuelt en jakke. Jojo, man er vel stor i slaget Velkommen til Canada, siger jeg bare. Sidder p.t. og venter på at få tildelt et værelse og efter tre uger med sparsomt internet, gør det mig ingen-fucking-ting at sidde her i wi-fi zonen og vente. Jeg forlod i øvrigt Cuba med maner. Og med maner mener jeg, at jeg var i et biluheld. Jeg var i går aftes hjemme ved søstrene García for at få den sidste nadver af platanos, ris og bønner, yum-yum. Her fik søster nummer et fiks-fakset, at hendes ven kunne køre mig til lufthavnen i sin amerikanerbil, og hvorfor egentlig ikke? Flinker gut, som hentede mig i morges klokken seks (!). Vi kørte og det gik også ganske glimrende indtil chaufføren kiggede et andet sted hen end på vejen. Jeg nåede udmærket godt at registrere, at der var en hvid bil foran os, og at manden skulle BREEEEEEMSE! Men jeg kunne på en eller anden måde ikke få sagt det, så derfor sagde metallet mod det andet metal skrallabang. På grund af manglen på sikkerhedsseler, fløj jeg ind i instrumentbrættet og på en eller anden måde ned under det. Hele forruden lå og prydede asfalten, altimens jeg sad - en smule chokeret - og gloede. Og blev rigtig bange, da fem store og stærke (og muligvis stygge) unge mandfolk steg ud af bilen foran. Og begyndte at slås med min chauffør. Jeg blev læsset over i en anden bil og kom sikkert til lufthavnen. Og op i luften. Og sågar ned igen. Jeg har en flænge over øjet, har ondt i hovedet, en hudafskrabning på albuen og et blåt mærke på hele mit højre lår - og altså dermed på størrelse med Langeland. Aber dabei. Jeg ved godt, at det kunne have gået meget værre, så jeg er faktisk utrolig lettet over, at det trods alt gik så godt. Men ja - jeg fik forladt Cuba på mere eller mindre behørig vis. Og i karmahenseende, fik jeg en særdeles sød dansker til sidemand i flyet, som er fotograf og som havde været på Cuba for at fotografere. Og som af uransagelige årsager havde stor tiltro til mine talenter. Helt utrolig sød og rar mand.

Men altså. Udover biluheld er der jo så frygtelig meget at fortælle fra det der Cuba, at det med garanti ender med at blive en middelmådig fortælling, fordi jeg på ingen måde ved, hvordan jeg skal gribe det an. Derfor vil jeg forsøge mig med emneinddelinger i håbet om, at det at gå struktureret til værks gør, at min hukommelse husker. Derfor:

  • Arkitekturen: Er unik. Ingen over, ingen under. Havannas bygninger er en visionær hybrid af samtlige arkitektoniske stilarter samlet ét sted. Og det giver fantastisk god mening, Cubas historie taget i betragtning. Der er nogle gamle spanske fæstninge, der er sovjetiske betonblokke af den absolut grimmeste og intetsigende slags, den barokke stil er repræsenteret fra dengang landet tilsyneladende svømmede i rigdomme fra sukker, lidt art deco fra Frankrig og lidt neoklassicisme. Arrangeret side om side i alle nabolag – ganske eklektisk. 
  • Børnene: Det må være fedt at være barn på Cuba. Børn er med til alt – de skal tilsyneladende aldrig sove og må feste og danse på lige fod med de voksne. At jeg som sent udviklet teenager ville have følt mig utrolig malplaceret og at der desuden så også er rigtig mange teenage-graviditeter er en anden snak. 
  • Cubanerne: Generelt meget, meget venlige. Og meget, meget vant til at håndtere turister. I hvert fald i Havanna. Man bliver konsekvent snydt, ikke for meget og på en yderst charmerende måde, men ikke desto mindre. Narren-penge-fra-turister-tingen trives desuden i bedste velgående fordi der jo er dobbeltøkonomi. Men jeg har mødt nogle særdeles søde mennesker, heriblandt revolutionsveteranen med det majestætiske navn Jesus, som ganske gratis kørte mig til Plaza de la Revolución, fordi jeg spurgte om vej. Det viste sig, at han som 21-årig havde kæmpet i Sierra Mastro, hvor Fidel og Che kom i land ombord på Granma. Så var der salsamusikeren, som jeg mødte i en park, da han fejrede 11-års bryllupsdag med sin kone (ifølge ham selv en rekord i Cuba), spurgte mig om jeg havde børn og efter min respons, sagde at jeg godt måtte få et af hans tre eksemplarer. Og som i øvrigt p.t. er i København for at spille salsakoncerter. Og endeligt søstrene García som jeg tilbragte ganske meget tid med og som jeg det meste af tiden forstod på trods af turbosnak og spansk stort set uden s'er (ja, det var en ros til mig selv). Og som er fattige, men med masser af appetit på livet, kunstige negle, friturestegt kylling, telenovellaer og helt igennem gæstfrie på en måde, jeg aldrig har oplevet før. 
  • Diktaturet: Ganske forfærdeligt og med garanti sundt at besøge. Meget forkert for turister at støtte i den forstand, at det kunne få brødrene Castro til at tro, at deres tilgang er helt i vater. Det er utroligt frustrerende at gå på gaden og snakke med en cubaner, for febrilsk at blive skubbet væk af selvsamme cubaner, fordi politiet kommer og fordi cubanere egentlig ikke må socialisere med turister. Ikke noget der som sådan håndhæves, men ganske fucked up alligevel. Sad på et tidspunktog talte med Paulo, som gerne ville øve sit engelske og han ville – surprise – gerne til Danmark, nok primært fordi han gerne ville bo et andet sted end Cuba. Han fortalte, at han ikke ville bo i Cuba, hvis man selv kunne vælge, hvilket naturligvis affødte et jubelidiotisk ”hvorfor” fra min side. Af mange grunde kunne Paulo fortælle, hvorefter han lænede sig dybt ind over bordet, kiggede intenst på mig med sine nøddebrune og triste øjne og ytrede de to ord, der utvivlsomt har gjort det største indtryk på mig i mine tre uger på Cuba: ”No freedom”
  • Maden: Er dårlig. Bortset måske lige fra, at de har ris og bønner – og dét smager eddermuggeme godt. Og er billigt. Og særdeles mættende (og er rigt på proteiner, Maj!). Det er dog en oplevelse at gå i supermarked. For i et typisk supermarked findes en hel gang med rom og øl. En halv gang med fire forskellige slags marmelader, som er arrangeret, så de faktisk fylder en halv gang. Lidt bønner, lidt ris, lidt olie, lidt småkager. Noget vand. Lidt mere rom og øl. Og aldrig mere end to fabrikanter af hvert produkt, hvis det går vildt for sig. Underforstået skal man ikke begive sig ind i et supermarked, hvis maven rumler, næ man skal begive sig derind, når man er forberedt på kulinarisk tragikomik. Så er der kagerne – og jeg fatter det ikke. De har verdens sødeste kager, kæmpe påskegule og lyseblå kager belagt med fire kubikcentimeter glasur. Og til fester, modtager man en tallerken med et stykke kage. Med pasta-løg-og-æggesalat on the side. Det er kraftedme mærkeligt. Og når man så bliver spurgt om man kan lide det, er man jo nødt til at smile stort og sige ”Si, es muy rico!”.
  • Y’er, X’er og metamorfosen: Nu er det jo ikke for at blive ved med at dvæle ved det der sex. Og så alligevel. For det fylder altså ret meget på Cuba. Nåja, man kan vel nok argumentere for, at det også fylder andre steder. MÆN. Så er der Cuba. Jeg har efter et halvt år i Sydamerika vænnet mig til, at hvide ikke er hverdagskost for latinoer, og at de er dybt fascinerede af lyst hår. Har derfor også vænnet mig til piropos og til ægteskabstilbud. However. Cubanerne tager det bare liiiiige skridtet længere. Og det er sådan set fuldstændig ligegyldigt om man har været i bad og sågar taget rent tøj på eller om man har en ansigtsfarve, der minder om Babe den kække gris’ og en perspiration, der ville kunne give samtlige forskere ved Rexonas svedinstitut grå hår. Min ellers glimrende opfindelse af fynske bondemandskæreste Peter viste sig at være voldsomt naiv, for dét fordrer for cubanske mænd bare holdningen, at det da kunne være en pissegod ide at have én kæreste i Danmark og én kæreste på Cuba. No problema. Og så alligevel – jo lidt. Når man høfligt afslår de tusindvis af cykeltaxaer, opfølges det tit med spørgsmålet om, man så er interesseret i en kæreste. Og den er da svær – kæreste eller cykeltaxa. Bum-bum. Har i øvrigt forsøgt at forklare, hvorfor jeg ikke har en kæreste. Sjældent har jeg oplevet at blive kigget på med så megen manglende forståelse og en generel ”Hvad fanden fejler du?”. Men. Så mødte jeg en rigtig sød ungersvend, der som noget af det første sagde til mig, at jeg havde smukke øjne, men at han var ligeglad, for hans hjerte tilhørte hans kæreste Caterina. Var jeg glad? Ja, det tror jeg nok, jeg var. Tror ikke, jeg på noget tidspunkt på Cuba har været så afslappet i mandligt selskab. Vi gik en tur, købte lidt frugt og jeg synes da godt nok, det var lidt mærkeligt, at han gerne ville holde i hånd, men det fik jeg nu afværget uden de store problemer og tænkte derfor ikke videre over det – jeg havde jo trods alt med en cubaner (læs: polygamist) at gøre. Det var først, da han med sine kæmpe (!) negerarme fik plantet mig foran et hegn ude foran Capitolio og ytrede, at han altså ikke havde en kæreste, men gerne ville have en, at jeg tænkte, jeg måske skulle til at skride i accelarationsfart. Der skete intet, udover at jeg endnu engang fik bekræftet, hvor latterligt naiv, jeg – stadigfuckingvæk – er. I og med, at det bestemt ikke skorter på tilbud fra det modsatte køn – og her kan jeg jo så passende indskyde, at jeg på 20 dage har fået elleve ægteskabstilbud og slag på tasken: 400 kæreste-tilbud, og hvor gerne jeg end vil tro, at det har noget med, at jeg er sådan et sødt og sympatisk menneske at gøre, ved jeg desværre godt, at det ikke er tilfældet – tværtimod er situationen bare den, at hvide turister har penge og derfor særdeles høj markedsværdi – vil jeg på det stærkeste anbefale kvinder med lavt selvværd, men for Guds skyld ikke de generte, at lægge vejen forbi. Mændene er alt, alt for aggressive og det er til tider belastende og alt, alt for voldsomt. Det til trods har jeg dog kun haft én ubehagelig oplevelse; en af søstrene García og jeg gik en aften rundt i Habana Vieja og snakkede om Cubas aktuelle problematikker, herunder ironisk nok sexturismeproblemet, som er nærværende og ikke noget man skal undervurdere, da en ussel og gammel – og stangerstiv – mand overhalede os bagfra og idet han passerede, valgte at placere sin hånd. I mit skræv. Nancy sagde, at jeg ikke skulle være bange, men jeg var virkelig helt utrolig taknemlig for, at jeg havde hende med. Et halvt minut senere vendte han og gik direkte imod os for at ytre den spanske version af ”jeg vil kneppe dig”. Njah, ikke lige umiddelbart. Spasseridiot. Men han var en ud af en million og han gjorde jo ret beset ikke noget udover at være vammel og i bogstaveligste forstand meget grænseoverskridende. Og selvom cubanerne generelt er alt for meget (men udover spasseridioten kun verbalt – medmindre selvfølgelig, man giver sig til at danse med dem), er der også et eller andet utroligt bekræftende og befriende i, at de er så ligefremme og ikke mindst i at deres skønhedsbillede i den grad er formet af de mennesker, de passerer på gaden og ikke af de reklamer, de ikke eksponeres konstant for. Og så er der jo også den lille bitte detalje, at vi bestemt ikke har med et grimt folkefærd at gøre. Kvinderne er særdeles bootyliscious og meget stolte af deres junk in da trunk. Uanset hvor tynde kvinderne er, er der på en eller anden måde altid bryst og bootie. Så ved man ligesom hvor prioriteringen er placeret. Ligeledes er de ikke blege for at fremvise deres attributter – konceptet stramt tøj tages til et helt andet niveau på Cuba. Virkelig. Desuden udfordrede kvinderne mit eget selvbillede, for jeg følte ganske konsekvent, at jeg sammenlignet med cubanske kvinder, var iført et telt. Og sammenlignet med cubanske kvinder, var jeg faktisk iført et telt. Men de er flotte. Kvinderne altså, ikke teltene – jeg har set så mange mamacitas, der efter danske standarder minimum vejer en 20-30 kilo for meget, komme gående ned ad gaden med en attitude, der bare skriger: ”Jeg er fandeme for lækker, jeg ved, at du vil have mig og det burde du også, for jeg er nemlig alle dine vildeste fantasier”. Så står man der og fumler med sin egen tommeltot, fordi der er en negermand, der spørger en om, det er ens naturlige øjenfarve, alt imens man tænker, at hun må være omtrent den smukkeste kvinde i verden. Og så er der mændene. Som bare er helt utroligt muskuløse. Muligvis et produkt af, at de færreste er kontormus, men manuelt arbejdende. Jeg så fandeme en dreng på maks 12 år med den vildeste sixpack. Af den slags, de producerer i Hollywood. Abercrombie & Bitch kunne med fordel finde deres mandlige modeller i Havanna, hvor der er en særdeles stor forsamling af utroligt veltrimmede unge negermænd. I’m just saying. 
  • Kulturen: Som (tidligere?) antropologistuderende, må man jo egentlig ikke bruge kulturbegrebet på denne måde, da det så indikerer, at kultur er en statisk masse, der er i verden og det er naturligvis ikke tilfældet. Kultur formes af noget og på Cuba formes kultur i høj grad af musik, sang og dans. Fik igennem mit mere eller mindre oprigtige venskab med søstrene García indblik i nogle af de afro-cubanske traditioner. Og for ikke at skabe forvirring: Ja, Cuba er officielt et katolsk land, men over tre millioner cubanere tilskriver sig Santería-religionen, som egentlig er de afrikanske slavers religion under katolsk dække. I kolonitiden blev det selvsagt forbudt for slaverne, som jo havde det alt for godt, at praktisere deres egen religion, men de kloge negermænd fandt ud af at parre deres orishas (helgener) med katolske helgener. Pissesmart, idet det tillod slaverne at knæle foran El Virgin i en katolsk kirke, men i virkeligheden bede til en orisha. Men det der indblik jeg kom fra: Var til fejring af jomfruen, hvor der var 25 violiner i hendes ære. Voldsomt smukt. Var desuden en masse ofringer i form af sprut og kage, som blev indtaget ivrigt og lystigt både under og efter koncerten. Er unægtelig en noget mere festlig måde at praktisere altergang på. Og så var jeg jo til koncert. Med Los Van Van, som ifølge pålidelig kilde er verdens bedste salsaband. Jeg har lovet selvsamme pålidelige kilde to ting i forbindelse med min tur til Cuba: 1. At skulle muligheden opstå, ville jeg tage til koncert med Los Van Van. 2: At jeg ÆGGE måtte tage en negermand med hjem. Som i: Du. Gør. Det. Ikke!!!!!!!!!!! Og jeg synes faktisk selv, at to ud af to er ganske godt gået (indsæt venligst applaus). Men koncerten. Jeg var af sted med søstrene García og var i den grad skræmt fra vid og sans. Fordi jeg jo fandeme ikke er cubaner med dansen i blodet og dermed også et motorisk fuckhoved. Det var nu en helt fantastisk koncert – og ikke kun på grund af musikken. I særdeleshed på grund af menneskerne. Der var et par som utvivlsomt var professionelle dansere, og med min åbne mund og polypper sad jeg og blev helt og aldeles fortabt i deres fantastiske symbiose af kroppe. Så fascinerende, så smukt og så sexet! Der var samlingen af seks smukke unge cubanske kvinder, som gik til angreb hver gang, der kom en mandlig turist. I håbet om at tjene nogle hurtige penge. Der var de realistiske turister, der vidste bedre og de naive turister, der bed på. Der var en yderst sofistikeret europæisk kvinde, som jeg forestiller mig var jurist – hun skreg bare jurist (og turist, høhø) med en væsentligt yngre og musikalsk begavet cubansk mand. De dansede og der var ingen tvivl om, hvor det ville lede hen et par timer senere. Det var dog utrolig interessant at se deres seksualitet udtrykt i dans. Kvinden lavede den klassiske Crazy Daizy, der består af voldsomt at rykke eget underliv frem og tilbage, nøjagtig som Nik & Jay synger og gerne akkompagneret af arme, der gestikulerer, at man er ved at stå på ski. Ved siden af stod så negermanden, som roterede hofterne i de vildeste otte-taller. Jah. Der er forskel på folk. Og så var der naturligvis den smukke, rytmiske salsamusik, og det omtrent gladeste folkefærd i verden. Jeg kom først alt for sent i tanker om, hvor godt jeg faktisk kan lide salsa og hvor helt utroligt meget jeg har skudt mig selv i foden ved ikke at lære det ordentligt, når jeg nu var i salsaland. Der er ikke så meget at sige – jävla dumt. Må jo så bare gentage mantraet: En fantastisk årsag til at vende tilbage. Og det tror jeg, at jeg vil, for jeg har et ganske stort crush på landet. På landet, blev der sagt! Og utroligt gerne med pålidelig kilde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar