tirsdag den 6. august 2013

Grå er udsigten over Moskva. Og min trøje. Og måske mit humør?

Fire timers togtur til Kastrup, tre timers ventetid i Kastrup, tre timers flyvetur til Moskva. Og her er jeg så. Og skal slå 10 timers ventetid ihjel, inden flyturen på 13 timer til Cuba igangsættes. Jeg er træt. Og sulten. Og har ondt i fødderne - måske er mine fødder blevet en permanent størrelse 48 - synes i hvert fald stadigvæk, de er hævede fra sidste flyvetur. Hvorfor mine ellers glimragende sko skarver og som produkt deraf gør fødderne nu rigtig meget avs. Netop derfor er det der sulten-projekt blevet udskudt - kan simpelthen ikke overskue at bevæge mig. Er jo også stærkt opreklameret. Sådan helt generelt.

Nå. Men Kastrup Lufthavn så jeg jo lige igen for nogle timer siden. Den gamle hogaf. Det synes på én gang som om, at jeg sidst var der i går og for flere lysår siden. Reel tid: otte dage. Jeg tog turen fra Rio de Janeiro til København for en uges pitstop i det der Danmark. For første gang i seks måneder rørte mine fødder den danske muld og på min uges pitstop genså jeg de mennesker, der betyder allermest for mig. Årsagen til pitstoppet var jo brylluppet over dem alle og hvor var det dog dejligt at være en del af det! Det var en vidunderlig dag med dejlige mennesker, masser af rørende og sjove indslag til det nyeslåede brudepar, god mad, gakket dans og generel dejlig stemning og smuk hyldest til det der kærlighed. Er helt utrolig lykkelig for at jeg tog hjem for at kunne overvære det største løfte to mennesker kan give hinanden - og at det så er to mennesker, som i min verden giver så meget mening, gjorde det kun endnu smukkere.
Derudover var det helt igennem skønt at se nevøerne. Både drengen de allesammen siger ligner mig og som jeg først skal til at lære at kende. Men han er sgu sød - fik ham tidligere i dag - eller i går - til at grine. Ih! Og drengen som jeg i den grad kender og i endnu højere grad har savnet. Som er blevet åh så stor og som bliver åh så endnu større i løbet af de næste fire måneder. Og deres smukke mor, som jeg savner. Allerede nu. (Undskyld søs - er faktisk ikke for at få dig til at hyle).

Og så skulle vi jo til det jävla lort igen - og her refereres til at sige farvel til familien. Navnlig nevøerne. Yngstemand sov fra det, hvad hjalp en del. Størstemand var ganske vågen og av-av-av. Jeg er en lorte-moster.

Og som sagt sidder jeg nu her i den store grå hal igen-igen-igen. På vej til Cuba. Med amerikanerbiler, Fidel historie, cigarer, salsa, farvestrålende kvinder, gode strande og ekstrem varme. Surrealistisk er det eneste ord, der falder mig ind. Glæder mig. Og er lidt skræmt. OK, meget skræmt. Så intet nyt under solen. Milde himmel, hvor er det dog underligt. Lige nu er det pisseskræmmende at være af sted igen og denne gang helt mutters alene, hvilket jo på mange måder er dybt latterligt, for jeg véd jo godt, at det hele nok skal gå og det skal også nok blive rigtig godt. Men altså. Nu kun syv timers ventetid tilbage.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar