fredag den 2. august 2013

Sikke mange klokken slår. 13 slag. Tiden går.

Så var man lige pludselig hjemme igen. Eller. Så var jeg lige pludselig hjemme igen. Og det er rigtig dejligt. Og sindssygt underligt. For alting ligner i den grad sig selv og alligevel er der en hel masse ting, jeg ikke aner noget om, fordi tiden trods alt ikke har været sat på standby i løbet af det sidste halve år. Jeg er jo faktisk ikke Tornerose, selvom jeg er sikker på, at nogle af mine medrejsende har tvivlet. Noget tyder på, at andre også synes det er mærkeligt, hvad eksempelvis blev tydeligt, da mine forældre havde en stirrekonkurrence med mig som objekt og konstaterede, at jeg lignede mig selv. Og det har de jo nok helt ret i.

Der var så mange ting, jeg inderligt gerne ville nå i løbet af mine otte dage i det danske men jeg har selvfølgelig ikke nået en brøkdel. Jeg er virkelig ked af, hvis der sidder nogen, som jeg har lovet at ringe til, når jeg var hjemme, og som jeg så har ignoreret på detvgroveste. Undskyld. Virkelig. Der er ikke tid nok.
Jeg har dog været til en legen-wait-for-it-dary polterabend og hygget mig i gode gamle Aarhus med gode smukke Maj, indebærende iskaffe, pitabrød, mælkesnitter, Netto, Falchen og grineflip, sådan som traditionen foreskriver det. Så dejligt og noget jeg har glædet mig til i et halvt år.

Ligesom jeg også har savnet nevøerne. Nummer et kunne kende mig og sjældent har jeg været så lettet og glad. Fik et livgivende knus i lufthavnen og tænkte uden overdrivelse, at et sådant knus kan løse alle verdens problemer. Elsker at være sammen med ham igen, det er en fryd at høre ham sige "moster". Samtidig gør det ondt i hjertekulen at se, hvor meget jeg er gået glip af. Han er ikke længere en baby - han er en lille dreng, der kan alt muligt. Deriblandt hoppe og fortælle, når der ikke er flere lakridser. Mødet med nummer to var mere end jeg drømte om. Nååååååååårh, hvor er han sød! Og en grinebidder og helt igennem dejlig. Har mest bare gået og sniffet utrolig dejlig babyduft i mig. Er kun blevet gylpet på en gang og ja, det lugter ikke særlig rart, men det var nu lidt hyggeligt
alligevel. Mandag bliver lidt en kælling.

I dag har jeg så lige været endnu et smut i Aarhus, fordi mit visum til Cuba. Er. Væk. Jeg har ledt overalt og det er bare væk. Som i helt og aldeles væk. Og ligger bestemt ikke på den hylde i det skab jeg lagde det, så jeg vidste, hvor det var. Det må være endt samme sted som strømpe nummer to, der aldrig er i vaskemaskinen, selvom man med 100 % sikkerhed har puttet et helt par ind. Og der hvor mit kassettebånd med Karius og Baktus er. Og mine penge. Og nu også cubansk visum. Til mit forsvar vil jeg gerne lige understrege, at man jo er et produkt af noget. Min moder og fader opdagede i går (en uge inden feriestart), at deres pas udløb for en måned siden. Hovsadassedusse. Familien Idiot. Gør selvfølgelig ikke sagen bedre, men kan fungere som en elendig forklaringsmodel. Så mig derfor nødsaget til at ringe til den gode Anders, som i sin tid udstedte flybilletter. Han kunne fortælle, at lige præcis visum til Cuba kunne udstedes fra deres biks. Halleluja! Følte mig meget lettet og usandsynligt heldig. Kom til Aarhus, fik visummet og blev da også sendt ud af døren med et "pas nu godt på det" . Jaja, skal nok! Det ligger på bordet og bliver pakket lige så snart jeg har sendt dette indlæg ud i cyberspace. Cubakrisen er afværget. Anders. Jeg elsker dig!

I morgen er der bryllup og mit begejstringsniveau taget i betragtning, tør jeg egentlig ikke tænke på, hvordan morgendagens vidunderlige hovedpersoner har det lige p.t. Jeg glæder mig til at fejre to helt igennem dejlige mennesker. Og til at bruge hele formiddagen med bruden. Er næsten klar, skal lige have klaret en vabel-under-fod-der-skal-klemmes-ned-i-en-stilet-situation, men det går. Jo, det gør så.
Fårk! Jeg G.L.Æ.D.E.R. mig!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar