lørdag den 28. september 2013

Det er klart en socialkonstruktivistisk reference til konsumerisme, relationel pacifisme, pædagogisk kognition og komparative etiske religionsstudier i det senmoderne samfund.

Jeg kan nu krydse et af must-see'ne af på listen. Jeg har nemlig i dag været på MoMA med en australsk kvinde, jeg mødte på møntvaskeri. Jah, sådan er livet i Brooklyn så vildt og voldsomt. Men MoMA, det er er rart sted og et af de bedste kunstmuseer i verden. Og jeg er rigtig glad for, at vi tog derhen. Men. For der er selvfølgelig et men. Jeg er bare mest til kunst fra før 1960'erne. Det er som om, at det derefter bliver lidt for eksperimentelt til min personlige smag. Eftersom MoMA er et Museum of Modern Art, er der i sagens natur grænser for, hvor begejstret jeg kan være. Og det har ikke noget at gøre med, at jeg ikke fulgte med i billedkunst, for jeg er helt nede med, at kunst er og altid har været reaktionært og provokerende, men at grænserne for provokation rykker sig. I get it. I just don't like it. Personligt er jeg ganske enkelt af den overbevisning, at kunst skal gøre noget ved en. Er faktisk skideligeglad med, om det er kønt eller ej, og noget jeg gerne vil have til at hænge over den kamin, jeg aldrig får. Kunst skal i min verden formidle et eller andet, og gøre noget ved beskueren. Gøre vedkommende glad, rørt eller forarget. However. Størstedelen af moderne kunst gør absolut intet for mig, står mest bare med en nå-følelse. Jeg synes for eksempel ikke, at vindblæseren der cirkulerede rundt i et rum på størrelse med mine forældres sommerhus, skabte nogen som helst tankevirksomhed inde i min hjerne. Og nej, det er der selvfølgelig heller ikke nogen, der siger, at kunst skal. Det kan jo også være min hjerne, der er noget galt med. ........ Jeg gik bare lidt og tænkte på derinde, at nogle gange lader det til, at talentmassen i samtidens kunstverden bliver mindre og mindre, mens antallet af værker vokser støt. Måske fordi det ikke længere handler om talent, men om provokation, og det synes jeg er en skam. Det skal der også være plads til, og det er også vigtigt, men det skal da forhåbentlig ikke udgøre hele spektret, for så mister jo også dét sin effekt, idet der mangler de mondæne ting til ligesom at tydeliggøre, hvornår vi har at gøre med et grænseoverskridende kunstværk. Kom desuden til at tænke tilbage på dengang, vi i min gymnasieklasse analyserede "Tepotten" af den gode H.C. Andersen, hvor min dansklærer mente, at den knækkede tud (?) var et fallossymbol og tegn på tabt manddom og maskulinitet. Og ikke for noget, vel? Men det tror jeg sgu ikke. Jeg tror, at Hans Christian skrev en historie om en tepotte, der knækkede, fordi det var en porcelænstepotte. Og det var træls. Punktum. Slut. Færdig. Man kan jo også overanalysere. Ja far, det sagde jeg. 

Jeg kan godt mærke, at jeg lige om lidt kører rigtig meget i selvsving, så vil i stedet bare konkludere, at entreen dog var alle pengene værd, for jeg så en original Jackson Pollock, og hvis der er en kunstner jeg elsker, så er det da ham. Og Van Gogh. Og tre gange Monet med motiver fra hans bette have. Og et kubistisk værk af Picasso, som jeg faktisk analyserede i det der billedkunst, dengang jeg gik på det der gymnasium. Ikke ilde. Slet ikke dårligt, faktisk. Altså maleriet, ikke min analyse. Og lidt Andy Warhol. Så faktisk på alle måder en helt utroligt dejlig dag. Og rart med noget selskab. Mennesker er nu rare. De fleste af dem, i hvert fald. Med den lykkelige konklusion, vil jeg sige godnat. Godnat. 

torsdag den 26. september 2013

Wallah!

Jeg har faktisk kun været i New York i to uger, hvilket er mærkeligt, fordi det føles som meget længere. Og mærkeligt fordi det derudover forårsager en mild omgang panik, idet der jo faktisk stadig er to måneder tilbage. Umiddelbart godt, men kunne jeg komme til at kede mig? Nå. Et afbalanceret menneske ville sige: "det vil tiden vise". Jeg vil sige: "wallah!". Men efter disse første to uger, har jeg endelig fundet ud af, hvad den gigantiske bygning, der ligger på den anden side af gaden og primært minder om en middelalderborg, og som jeg har udsigt til fra mit vindue, er. Kilden til min nyfundne viden er selvfølgelig ikke indsamlet ved at begive mig ud i en snak med de lokale, der sidder på trappen på den anden side af asfalten, men via gode gamle Google. Som kunne informere mig om, at det er et 200-værelses kombineret herberg-socialforvaltning-stoffer-og-alkohol-rehabiliteringscenter-samt-psykiatrisk-hospital for sorte mænd. Her kunne jeg godt komme til at sige noget politisk dybt ukorrekt, så det vil jeg bare helt holde mig fra, og i stedet for lade det være op til Jer at gøre med den information, hvad I har lyst til.

.......
Og så alligevel. Det er jo min blog, og hvis man følger med, ved man jo ligesom godt, at jeg bare er politisk ukorrekt. Som en vis færing bemærkede for efterhånden mange måneder siden. Derfor. Synes I jeg skal:
a. Smutte derned fredag aften med en flaske vin?
b. Råbe noget sjovt ud af mit vindue, såsom "wallaaaaaah"?
c. Tilbyde min arbejdskraft?
d. Begynde at trække gardinerne for lidt mere effektivt?

lørdag den 21. september 2013

Separationsangst

Så sad man lige her på sit værelse i det der Brooklyn. Jane befinder sig nu i en af de der flyvemaskiner, som om tre minutter letter og begynder flyvningen tværs over Atlanten. Og det brøds jeg mig ikke om. Sådan noget jävla fis. Altså ikke flyet eller takeoff som sådan. Synes måske bare ikke, at Jane skulle befinde sig i det fly. For vi har simpelthen haft ti knaldergode dage. Hvor vi har gået vanvittigt mange kilometer, kørt en del i subway, siddet i SoHo Park klokken otte om aftenen og sunget "du burde købe dig en tyrolerhat", og oplevet det bedste af New York. Og haft det helt igennem hyggeligt.
Og nu er jeg helt alene. I-fucking-gen. Hvem sagde antiklimaks? Jeg kan jo faktisk godt lide mit eget selskab, og Brooklyn er slet ikke så slemt som jeg troede og nu skal jeg også holde op med at brokke mig, for det skal jo nok gå det hele, og jeg er jo faktisk i New York, så ja jeg skal tage mig sammen. Og det gør jeg også om lidt. Men lige nu er jeg rørt til tårer, og verden er umådelig kedelig og ganske grålig. Jane. Søde Jane. Tusind, tusind tak fordi du kom og besøgte mig i New York - jeg er så rørt over din smukke gestus og jeg vil være dig evigt taknemlig! Jeg glæder mig allerede til næste destination, hvor vi vil få undrende blikke fra de lokale. Tak min ven!

torsdag den 19. september 2013

Mig Tarzan i storbyjunglen. Nu med Jane.

Vi lever! Og i allerbedste velgående. Godt nok har transskriberingen af oplevelser ikke været overvældende, men det er faktisk kun fordi det ikke-virtuelle liv har været overvældende. Vil nu alligevel forsøge at råde bod:
I går startede vi dagen ved Chrysler Building, som var verdens højeste bygning, da den stod færdig i 1930. Blev imidlertid overhalet indenom i 1931 af Empire State Building. Bittert. Men flot bygning. Derefter gik turen til New York Public Library, som utvivlsomt er det smukkeste bibliotek, jeg nogensinde har set. Ville umådeligt gerne slå permanent lejr, men det ville jo gøre resten af dagens sightseeing problematisk og næste punkt på gårsdagens dagsorden var Rockefeller Center og navnlig toppen af denne sindssygt høje bygning - 67 etager for at være præcis. Eftersom ingen af os er udpræget begejstrede for højder, var det jo selvfølgelig verdens bedste ide, og det gik faktisk over al forventning. Måske fordi de søde ansatte negermænd, sang Akon med entusiasme og humor - se, det kan vi lide. Der er en rigtig flot udsigt deroppefra, og ingen af os gik i panik eller opførte os upassende. Eller det er måske løgn. For nu har jeg jo efterhånden vænnet mig til at kunne sige, hvad det passer mig, uden at der er nogen, der forstår mig og således sagde jeg på toppen af Rockefeller Center i frustration over ikke at kunne se Chrysler Building "Pikkemand! Pikkemand! Pikkemand!", da et dansk par vendte sig om og så noget overraskede ud. Ups. Hovsa. De tog det nu rigtig pænt, og Jane grinede højt og længe. Og helt fair. Pinligt. Men retfærdigt. Det måtte jo ske.


NY indebærer en del kiggen opad. Og gule taxaer.
Chrysler


Biblioteket over dem alle

Den nydelige lobby


Man kan finde hvad som helst. Overvejede i øvrigt at skrive Jane og jeg i. 
Perfekt studiemiljø?
Vi kan godt blive enige om, at der er højt ned, ik? 
Og her har vi så Rockefeller Plaza...
... hvor de sørme har en lego butik.
Udsigten. Med Empire State i front.
67 etager. Syvogtreds,


I dag har vi ligeledes været umådeligt produktive, hvis det kan kaldes produktivt at vade op og ned, frem og tilbage og op og ned igen. Vi startede med at gå over Brooklyn Bridge, og det gik over al forventning. Sådan højdemæssigt. Var i stand til at nyde udsigten over den der skyline, de allesammen snakker om. Og ja, den er fin. Derefter smuttede vi ned til havnen for at stige ombord på en færge, med hvilken vi kom til Staten Island, hvor vi øjeblikkeligt hoppede over på færgen tilbage til Manhattan - fidusen er nemlig, at man derfra kan se Frihedsgudinden. På afstand, men ikke desto mindre har vi set hende. Hun gjorde ikke noget synderligt stort indtryk på mig, følte ikke pludselig en relation til USA og "life, liberty and the pursuit of happiness", men man skal jo have set hende, og det har jeg så nu. Har dog ambitioner om at tage til Ellis Island, for så tror jeg, at hun pludselig giver mening. Derefter gik turen til Grand Central Station, som er den meget smukke togstation, som fylder 100 år i år. Hvor vi lavede lidt menneskekigning, hvilket jo altid er dejligt, og var inde i en bogbutik, der bestemt godt kunne ende med at ruinere mig. Og endeligt har vi været i Chinatown med velduftende mad og uendelige strømme af kopivarer - og dét giver jo ingen mening. Hvis de så bare forfalskede pæne ting, men nej nej - det er altid de der skide Gucci og Louis Vuitton tasker, som er gyselige og mest af alt associeres med transportkasser til chihuahuas. Nå. Chinatown blev hurtigt til Little Italy, som er fantastisk hyggelig og fyldt med fristelser. Pizza og is. Nammenam. Og vi testede en af de cannoli'er, som ser rigtig gode ud og efter sigende skulle være rigtig gode. Vi delte en og kan hermed konkludere, at New York cheesecake slår cannolis ynkelige røv, så denne faktisk er blevet spanket vildt og voldsomt og nu hænger i laser omkring Hoboken.
Så er vi sgu på brotur. Og det kæmpe tårn er i øvrigt 1 WTC.

Søde, dejlige Jane.


Jeg håber eddermame, de betaler ham godt.
Og hans to venner.
Der har vi hende jo

Grand Central Station



Og så var vi pludselig i Little Italy
Ja, der står "fried oreo" og nej, jeg forstå det heller ikke.

De ser altså virkelig bedre ud, end de smager

Patriotismen trives på den forkerte side af vandet.
Og den synes jeg bare er så fin at runde billedsessionen af med. Læg i det, hvad I vil.
Hvad ellers? Vi har kørt helt åndssvagt meget i subway, både fordi det er sådan vi kommer til og fra Manhattan, men også fordi den skide subway nogle gange er lidt svær at hitte ud af, men nu tror jeg nok, at vi efterhånden er ved at have styr på den. Ting tager tid. Der er sikkert en masse andre ting, som jeg simpelthen ikke kan komme i tanker om, selvom jeg vrider mine sølle hjerneceller. Hvorom alting er, forbliver det absolut vigtigste, at vi snakker, griner og hygger os gevaldigt. Og en meget fin opsummering er citat Jane i subway'en: "Jeg forstår ikke, hvorfor de kigger så underligt på os - vi er da søde og dejlige... Når vi ikke bagtaler dem på dansk". I Guder, hvor bliver det trist efter på lørdag.

Jane sidder i skrivende stund og forbander sine mønter langt væk. Hun føler sig særdeles uheldig, idet hun både har fået kinesiske og canadiske mønter tilbage herovre. Verden er uretfærdig.
Apropos Jane følger her en lille liste over ting, hun mener der fortjener en plads i dette blogindlæg:

  • Isabella har lært Jane, hvordan tjald lugter. Ikke hvordan man ryger det.
  • Isabella har lært Jane, ifølge Jane, et utroligt grimt sprog. 
  • Chipsånde.
  • Jane har meget begejstret set en rotte i subway'en. Godt nok død, men hun satser på en levende i morgen.
  • Jane har ikke haft jetlag, hvad overraskede begge de skøre. 
  • Isabella synes, det er uretfærdigt, at hun hele tiden bliver sammenlignet med Hr. Petersen. Hvilket Jane faktisk umiddelbart godt forstår.

søndag den 15. september 2013

Vi kan sove, når vi bliver gamle

Helene, Jane og jeg i New York. What's not to like? Den kombinerede trio af rejseiver, sindssyge og højt humør havde den mest vidunderlige dag i går. Som endte med, at vi var fuldstændig radbrakkede og trætte til det kriminelle punkt, og derfor decideret faldt i søvn. Hvorfor mine fødder stadig gør ondt og Jane stadig sover, mens jeg forsøger at trykke meget blidt på tastaturet. Vi mødtes med den skønne Helene foran Madame Tussauds på Times Square og formåede at fjerne opmærksomheden fra neonskiltsamok til genforerningsamok. Det er nu altid rart med opmærksomhed? Og gik derefter rundt i Times Square området for at konkludere, at vi ville vende tilbage om aftenen. I stedet for travede vi ind i Central Park og den er sgu dejlig. Er fuldstændig forvirret over, men rigtig glad for, at byens lyde bare forsvinder derinde. Og ja, det er en stor park, men det er næsten øjeblikkeligt, når man går derind, at al larmen fordufter. Så sad vi i solen ved "the lake" og hyggede os gevaldigt, alt imens vi betragtede en masse mærkelige amerikanere og turister. Blandt andet manden, der stod og strak ud i 35 minutter, hvilket fik os til at brygge en lille historie sammen; han har nok lovet konen at begynde at løbe i Central Park, hvorfor han efter 10 minutters løb, bruger de resterende 50 på at lave planken og broen og røvstritteren, inden han kan vende hjem. Vi så også kæresteparret, med en meget uheldigt påklædt stor kvinde og en ukomfortabelt til mode lille lort til kæreste, som stod og kyssede foran et idyllisk springvand. Ikke fordi de havde lyst, men fordi kvinden tydeligvis havde slæbt sin fotografveninde med til at forevige lykken. Jeg kastede næsten op, da de poserede i en sådan vinkel, at deres skygge dannede et hjerte. Fuck nu af!!!

Efter vores stop i Central Park så vi 9/11 memorial på Ground Zero. Det var ikke rart og al min manglende reaktion, da jeg så det nye tårn, piblede frem allerede i billetkøen. Det. Var. Forfærdeligt. Helt sikkert sundt at se, men bestemt ikke en feel good oplevelse. Det skal det selvfølgelig heller ikke være. Michael Arad og Peter Walker er to mænd, jeg nu er fan af, for de har designet stedet. Og det er ufatteligt smukt. Bestående af to kæmpe vandbassiner, der står hvor tvillingetårnene engang prydede New Yorks skyline og hvor kaskader af vand fosser ned fra de 2983 navne, der står indgraveret i metalpladerne og videre ned i et mindre bassin, som det ikke kan lade sig gøre at se enden på. Uendeligheden af strømmende vand er symbolsk og smuk og gør, at man ikke kan høre resten af byen. Kun vand, der flyder. Det største indtryk er, hvor meget knap 3000 navne fylder. De fylder en del. Og det er så storslemt at gå rundt og læse deres navne, der tilsyneladende fortsætter i det uendelige med bevidstheden om, at de her mennesker var nogens børn, nogens livs kærlighed, nogens far, nogens mor, nogens bror, nogens søster, nogens bedste ven, nogens barnebarn, nogens bedsteforælder. Og hvor omsonst det er. Én ting er, hvis man mister livet i krig - ikke noget jeg er fan af, men der er som udgangspunkt en pointe med krig. Det her er bare dumt. Konceptet at dræbe for at dræbe. Da jeg så navnet "Vanessa Lang Langer and her unborn child" brød jeg fuldstændig sammen. Der var syv gravide omkomne kvinder. Og tre der havde fødselsdag i går, hvilket kunne ses på hvide roser, der sættes i deres navneplade. Derfor gik jeg rundt og snøftede og kiggede på både Jane og Helene, der også havde spejlblanke øjne. Min berørthed blev pludselig afløst af vrede, og jeg fik lyst til at uddele lussinger til de kraftidioter, der stod storsmilende og fik taget billeder af sig selv foran en gravplads. En gravplads. Det er jo det, det er. Svarer fandeme til at stjæle blomster fra en kirkegård. Jeg forstår det ikke. Når man tager en (aktiv) beslutning om at ville se Ground Zero, må man nødvendigvis vide, hvad det handler om. Det handler om, at der døde en masse mennesker, og at de skal æres på en eller anden værdig måde. Jesus altså. Røvhuller. Respektløse røvhuller.

Vi var ikke ved memorialsitet særlig lang tid - simpelthen fordi det var for voldsomt. Vi begyndte i stilhed at gå mod Brooklyn Bridge (som vi endte med ikke at få set) og ramlede i stedet ind i SoHo, som må siges at være shopamok paradis, og et latterligt hyggeligt kvarter. Selvom jeg følte mig særdeles malplaceret blandt alle Carrie Bradshaw wannabe'sene.

Derefter tog vi til endnu et sted, jeg ikke passer ind; Wall Street. Hvor der midt i det meget officielle miljø, lå en lille gade, der var som taget ud af Amsterdam, hvor der lå en masse hyggelige restauranter og barer. Post-middag gik vi ned til havnen for at indse, at den sidste færge til Frihedsgudinden just præcis var sejlet. Øv. Især for Helene, som jo kun havde i går i NY. Men som jeg sagde til hende, er hun jo så bare nødt til at tage tilbage...
I det skyskraberoplyste mørke, fik vi set Empire State Building udefra og gik derfra tilbage til startpunktet Times Square, hvor Jane og jeg efter den fælles slentretur tog mod Brooklyn og Helene mod New Jersey. Jane og jeg til skotøjsæske og Helene til Hilton hotel. Der er nok forskel på folk, hva? Og selvom der er det, havde vi en på alle måder pragtfuld dag, hvor vi fik set gode ting, men vigtigst af alt var selskabet upåklageligt. Bum. Også selvom vi til sidst var så trætte, at det faktisk var smertefuldt bare at stå oprejst. Men i dag er endnu en dag, og noget siger mig, at den sgu også bliver god.

torsdag den 12. september 2013

Vertikal vidunderby a la Fugl Føniks

I dag har været min første rigtige dag i New York og det kan nok ikke gå nogens næse forbi, at det i dag er den 11. september, hvorfor jeg valgte at tage ind til Ground Zero. At det så ikke rigtig lykkedes er en anden historie, men det kommer vi til.

Jeg ankom sent i går aftes, og af uransagelige årsager tog den 13-timer lange togtur urimelig hårdt på mine kræfter, og da jeg endelig, endelig, endelig ankom til destinationen, havde jeg det som om jeg havde kædedrukket fem kopper kaffe direkte fra termokanden - hele mit korpus trængte i den grad til hvile og ro, men mit hoved havde ganske andre planer - og latterligt mange tanker. Derfor skrev jeg et blogindlæg, downloadede noget musik og begik fejlen over dem alle, da jeg gav mig til at google det område, jeg skal bo i, og fandt ganske andre resultater end da jeg googlede det selvsamme i Danmark. Kunne således i går nat konstatere, at der er pissefarligt her i mit nye hood. Måske var det mit søvnunderskud på omtrent 12 timer, men jeg tog det relativt afslappet og lagde mig til at sove. Ynkelig som jeg var, Skypede jeg i "morges" med mine forældre og vi nåede i fællesskab frem til, at jeg nok alligevel måtte bevæge mig udenfor og se mig lidt omkring. Det gjorde jeg så og fandt ret hurtigt ud af, at der er en lidt hjemlig følelse over området af den ene grund, at der er propfyldt med negermænd- og damer. Ligesom på Cuba. Vældig, vældig rart - og tankevækkende, at jeg føler mig mere hjemme her end i pæne, rene Toronto. For selvom jeg ikke er typen, der tager sorgerne på forskud, malede jeg måske Fanden lidt for hurtigt på væggen med sprittusch. For det er faktisk et hyggeligt område, og jeg skal vel bare tænke mig om, ligesom man skal alle andre steder. Toronto, gå hjem og vug. Måske jeg bare ikke er pæn og ren? Håber umiddelbart på, at jeg opfylder sidstnævnte. Men jeg kunne ikke finde den skide subway, så jeg spurgte negerdamen Debbie om vej, og hun gav mig et lift derhen, mens hun tydeligt understregede, at jeg ikke under nogen omstændigheder skulle sætte mig ind i en fremmeds bil igen, at jeg aldrig skulle sige ja, hvis mænd tilbød mig noget (hun ekspliciterede ikke, hvad dette "noget" måtte være), og at jeg skulle se målrettet ud, uanset om jeg ikke anede hvor jeg var eller ej. Godt så. Bum. Tak til Debbie. Vejen til Manhattan er underjordisk og takket være Debbie lykkedes det mig at komme ned i subway'en, hvor jeg sågar allerede har set min første rotte - uden at gå i panik. Synes faktisk, det er helt i orden, hvis de bare gider at blive dernede ved skinnerne. Op af subway'en. Bang! Skyskrabere! Denne himmelstræbende arkitektur, som nok på sigt kommer til at give mig det vildeste hold i nakken. Jeg er med samme manglende fatteevne, som da jeg med mine forældre og søster besøgte Disneyland i Paris for første gang. Jeg kan ikke fatte det - skyskraberne er liiiiiiiiiiige der i mit åbne fjæs og umiddelbart relativt nemme at forholde sig til. Skulle man tro. Opskriften er nogenlunde sådan her: Der er bygninger, der er mange af dem, og de er retty høje. Men de er bare så meget mere end det. De er vidnesbyrd om mennesker, der tilsyneladende har sat sig for at udfordre tyngdekraften og som nægter at lade sig diktere af, hvad der kan og ikke kan lade sig gøre.

Så var jeg lige pludselig der i byen. Storbyen. Og jeg har altid elsket storbyer. Nok dels fordi jeg har været indoktrineret fra barnsben (charterferie - hva' snakker du om?!) og dels fordi en nørd (høhøhøøøøm) kan bruge evigheder på at dykke ned i et steds historie og sjæl. Og så har vi New York, som ret beset er en ung by. Den bliver først opdaget i 1524, i 1626 køber hollændere Manhattan og døber den i al beskedenhed New Amsterdam. Så følger Central Park, Prospect Park, Brooklyn Bridge, Ellis Island og dermed døren til Narnia, som mangen en håbefuld Lucy krydser i håbet om Aslan/rigdom og lykke - fra 1892 til 1924 ser 16 millioner immigranter frihedsgudinden efter rejserne fra armod. Herefter kommer undergrunden, krakket på Wall Street. Chrysler bygningen og Empire State Building og så befinder vi os i 1930. Ergo har NYC klart en historie, men den er ikke et fokuspunkt. Man hænger sig ikke som sådan i den. Væger ikke ved den. Dedikerer den ikke noget specielt. Man siger endvidere, at byen ændres fuldstændigt hvert halvtredsenstyvende år. Og i en by, der er grundlagt af og lever af og med immigranter, er der altid nye nabolag, nye kulturer, ny mad. Nyt. Der synes ikke at være plads til historien. Præmissen er en anden. Byens præmis er ubarmhjertighed. En ubarmhjertighed der gør, at menneskene tilpasser sig den, hvilket i sig selv er underligt, eftersom et folk normalt tvinger en by til at ændre form i takt med, at menneskelivet udvikler sig. Men ikke her. Denne byernes by trumfer uagtet videre. Og det accepteres. Af tilsyneladende ingen anden grund end, at det er New York, og at man allernådigst får lov til at bo her.

Reglens undtagelse er terrorangrebet på World Trade Center for nøjagtig 12 år siden. Som jeg i dag har besøgt. Min mentale tilstand taget i betragtning var det måske ikke verdens bedste beslutning, og det endte da også med, at jeg ikke fik set selve Ground Zero, simpelthen fordi der var for mange besøgende lige netop i dag. Var nok egentlig meget godt - jeg så 1 WTC som er monumentet med det kæmpe ansvar på sine skuldre at respektfuldt mindes en af nyere tids største tragedier. Og det var rigeligt. Så her står tårnet uden sine to venner og skal på bedste amerikanske vis vidne om, at folket og Guds eget land ikke lader sig kue. Og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige. For det var mærkeligt. Ville på en eller anden måde gerne kunne sige, at jeg kunne mærke historien, og at jeg blev berørt. Det gjorde jeg bare ikke. Ikke rigtigt. Jeg fik dårlig samvittighed over gerne at ville stå lige der, hvor noget så slemt skete, og jeg blev flov over min manglende reaktion, og jeg blev rastløs. Rastløs over at stå et sted, hvor så mange menneskers liv forsvandt.

Jeg tog videre rundt i byen, og fik både set Times Square, som var alt for meget og Grand Central Station, som var vanvittig smuk. Og købt vatpinde! Mit første møde med byen er karakteriseret af rundtossethed. Tror det er det tætteste, jeg kan komme det. En masse fascination, en smule afsky, men mest af alt en taknemlighed over, at jeg ikke har klaustrofobi og/eller social angst, og en frygt for, at jeg så absolut befinder mig et sted, hvor det kan argumenteres for at være en reel risiko. Jeg sidder nu på mit værelse og overvejer at gå i seng, så jeg i morgen kan være frisk til at hente Jane i JFK og grine og snakke i lange baner. Hvor er jeg altså heldig!

onsdag den 11. september 2013

Det store æble

New York City. Lad os tage en passioneret, tempofyldt og humoristisk svingom, du og jeg. Jeg er forberedt på at blive rundtosset. Allerede nu er jeg ganske forvirret og overvældet - og helt usandsynligt træt. For du er New York. Verdensbyen, der aldrig sover, byen der altid er levende, legende, bimlende, bamlende, dekadent, kriminel, kreativ, kaotisk, sammensat, forvirrende, vanvittig, anderledes, inspirerende, gigantisk. Vågen. Ingen over. Ingen under. Ingen ved siden af. Sagnomspunden, lettilgængelig, fjern. Verdens navle, modemekka, konsumerismens højborg, gule taxaer, børshovedsæde, Empire State Building, the Met, MoMA, overdimensioneret sneglehus Guggenheim, Central Park, Brooklyn Bridge, neon-himmerige/helvede Times Square, Madison Square Garden, hvor alle de store har optrådt, 5th avenue som er verdens dyreste shoppinggade. Ground Zero. Frihedsgudinden, som bød progressive/naive europæere velkommen efter lange, uudholdelige skibsrejser og som stadig er symbolet for alle indrejsende om, at det er her, verden ligger for ens fødder. Det er her, mulighederne er. Stedet der er grundlagt af immigranter og hvor der stadig emigreres til i ét væk - af de målrettede og ambitiøse, de utilpassede, de tossede, de eventyrlystne. Hvor der er uudtømmelige tilbud og aktiviteter. Byen man ikke kan undgå at føle et vis slægtskab til, fordi man er blevet eksponeret for den i form af den uendelige strøm af sange, digte og film, der er byen dedikeret.  Et urbant økosystem bestående af Harlem, SoHo, Chinatown, Brooklyn, Queens, Little Italy, Greenwich Village, Upper East Side, Coney Island, Broadway, East Village - en koloenorm smeltedigel af diversitet, der mest af alt minder om en overdimensioneret version af Small World i Disneyland, hvor alle verdens kulturer er samlet under et skyskraberbedækket tag.

Og her er jeg så. Midt i smørhullet og på tærsklen til mit hjem i de næste 10 uger. Uden nogen som helst ide om, hvor jeg skal tage første velsmagende bid af det kæmpestore æble, jeg nu står midt i kernehuset af.

lørdag den 7. september 2013

De kendte er jo ligesom almindelige mennesker. Bortset fra at de er kendte.

Så skal jeg da lige love for, at Toronto Film Festival er blevet skudt i gang med manér. Således bevægede jeg mig i går ganske uforvarende ud for at spise og da dét projekt var afsluttet med en succesrate på 100, gik jeg hjemad via den gade, jeg normalt benytter. Der var bare fuldstændig tætpakket af paparazzifotografer og fans, primært midaldrende kvinder og teenagetøser. Der ventede på ingen ringere end Jake Gyllenhall og Hugh Jackman. Havde en indre dialog med mig selv i turbofart og nåede ganske hurtigt konklusionen, at dét var et menneskemylder, jeg simpelthen ikke kunne overskue. Så vild er jeg ikke med hverken Hugh eller Jake. Hvis nu Morgan Freeman eller Christopher Waltz eller Johnny Depp eller Julianne Moore eller Cate Blanchett svinger forbi, skal jeg satme nok stå parat. Og hvis de skulle lægge vejen forbi, ville jeg definitivt ikke kunne se dem uanset, for det er en lidt voldsom forvandling byen er gennemgået de sidste par dage. Fra kedelig grå mus til grå mus på rød løber.
Så i stedet for at kigge efter stjernerne, gik jeg i seng og drømte i øvrigt at jeg så en blåhval i Torontos havn og - naturligvis - blev venner med den.

I dag har jeg ikke just oplevet voldsomt meget, men dagen er jo stadig ung herovre. Ikke at det faktum nok kommer til at spille nogen stor rolle på mit aktivitetsniveau, men alligevel. Jeg har dog haft tid til at blive harm. Eftersom jeg bor på hostel, er der i sagens natur en relativt hyppig udskiftning, og der er en ny pige her i rummet, som oprindeligt er fra Toronto, men som lige har tilbragt fem måneder i Europa, hvad vi snakkede lidt om. Hun synes, at hele Europa er som at opleve ét land. Kulturen varierer ifølge hende en lille smule fra nation til nation, men hun føler, at eftersom hun har været både i Frankrig, Rumænien, Finland OG Storbritannien, kender hele Europa og føler som resultat deraf intet behov for at vende tilbage til Europa. Been there, done that. Og det er jo i den grad helt fair, men kan vi ikke godt her i dansker-plenum blive enige om, at argumentationen er en omgang bræk? Hvad er der galt med de her mennesker fra Canada og USA? Mage til ignoranter. Ikke for at lave en Pia K., men de er vel på et eller andet niveau klar over, at hvis ikke europæerne havde koloniseret både USA og Canada, havde de formegentlig ikke selv eksisteret. Eller det er de så nok ikke. Men det burde de. Jøsses, altså!

fredag den 6. september 2013

Hun var ikke så dum, hende Eleanor Roosevelt

For efter sigende udbrød hun "poor Niagara", da hun så Iguazu vandfaldende. Og jeg er nødt til at give hende ret. Jeg har i dag været ude at se det jävla vandfald, og det var da ok, men jeg har set bedre. Jeg har set Iguazu - og se dér var tale om imponerende faldende vand. Niagara Falls - knap så meget. Njah, som den gode Kevin ville sige. Kynisk? Hvem? Mig? Hvad? Jeg skulle nok have gjort det i omvendt rækkefølge. Men altså nu har jeg set dem, og har haft en udmærket dag med tyskeren Caroline. Jeg har dog været sindssygt træt hele dagen - sådan som i, at jeg ikke har nydt dagen fuldt ud, fordi mine øjenlåg åbenlyst har fået bevilliget midlertidig opholdsstilladelse i mine kinder og mit stemmebånd har valgt at rulle sig sammen til en kobraslange i hi. Og hvorfor har jeg så været så træt? Jo, det har jeg været fordi, jeg bor på dorm. På mit seksmandsværelse tjekkede der i går en kvinde ved navn Donna ind. Og hun er sådan set meget rar - og arbejder som strandbryllupsplanlægger i Costa Rica. Ja, virkelig. Og det sidste hun sagde til mig, inden hun spændte sig op til lir og gik ud i byen var, at hun var super respektfuld over for hostelregler og sine medmennesker, og at hun, flink som hun er, havde lagt både tandbørste og tandpasta frem, så hun kunne liste i seng uden at lave en enkelt lillebitte lyd. Kl. 02.30 blev døren sparket ind med en kraft, jeg sjældent har set (og som ville få min far til at mene, at jeg var særdeles blid ved dørene på husets førstesal) med råbet: "I had a GRRRRRRREEEEEAT night!". Jamen, det er jeg da bare helt ubeskriveligt glad for. Hun var oppe at lukke aftenens mange, mange, mange tequilashots ud i lokummet adskillelige gange og dét kombineret med, at den voldsomt overvægtige amerikaner, der sover i køjen under mig, valgte at forvandle sin natlampe til en diskokugle og at hans vejrtrækningsmaskine (jeg spøger ikke, når jeg siger voldsomt overvægtig) larmer værre end 13-årige tøser ved tanken om at udveksle mundsavl med Harry Styles gjorde, at jeg ikke sov 15 sammenhængende minutter. All fucking night long. Hvorfor jeg begik mange karaktermord i nat. Og Gud nåde og trøste den stakkel, der vækker mig i nat. Det bliver ikke kønt.

Men de der vandfald - bare fordi de ikke var synderligt imponerende, skal I da ikke snydes for billeder.Så kan vi jo også altid lave en lille afstemning. Disse versus disse:

Canadierne er, sammen med deres opblæste naboer, utroligt stolte af vandfaldet, som hvert minut kaster så meget vand over kanten, at det er nok til at fylde en million badekar. Ja, hurra. Men det larmer sgu ikke engang ordentligt - man kunne føre en samtale i normalt stemmeleje. Kom nu ind i kampen!


Nej, vel?

onsdag den 4. september 2013

Det der Canada

OK. Jeg befinder mig faktisk i landet, de kalder Canada. Ikke at mine indlæg her på bloggen på nogen måde har afspejlet det. Men jeg er i Toronto og jeg ved ikke helt hvorfor, men der er bare noget ved byen, som jeg ikke er helt enig i. Folk er rigtig flinke, det er et super godt hostel jeg bor på, hvor jeg sågar har en hovedpude, der kan konkurrere med mit personlige eksemplar derhjemme, maden er god (selvom der går rygter om, at alting er gensplejset), det er voldsomt sikkert at gå rundt og egentlig meget hyggeligt. Der er bare noget ved byen, der ikke passer mig. Ved ikke hvad, det er. Eller også er det fordi, der ikke er noget ved den - den mangler måske nok egentlig lidt personlighed. Den er lidt for høflig, lidt for perfekt.

Selvom den skriftlige indsats kan få mig selv til at tvivle, har jeg faktisk foretaget mig en smule. Ikke meget, men lidt. Jeg har blandt andet fundet verdens mest vidunderlige bogbutik. Og det var egentlig ikke meningen, at jeg skulle være der særlig længe. Jeg kom så til at bruge to og en halv time derinde. I et hug. Hvad kan jeg sige? Jeg er virkelig glad for bøger. Købte dog ikke en eneste - men udelukkende fordi de vejer ad helvede til. Har ligeledes været i H&M, som føles mycket hemtrevlig. Kom dog derfra med et meget beskedent indkøb bestående af sort top. Har gået ganske meget rundt i byen og været ovre på en ø, der ligger 15 minutters sejltur fra Toronto havn, og hvorfra man kan se byens fantastiske skyline - men jeg havde selvfølgelig glemt mit kamera. Sidst men ikke mindst har jeg, indrømmet, haft voldsomt meget kvalitetstid med min computer. Fordi der er internet og fordi jeg kan.

I morgen tænker jeg, at jeg vil på skomuseum (tror I, man bliver kigget skævt til, hvis man går derind iført sine havaianas?) og kunstmuseum. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Og så går jeg og har voldsomme debatter med mig selv om det dersens CN Tower, som nok er den konstellation, Toronto er allermest kendt for. Men jeg er jo bare ikke voldsomt begejstret for højder og går derfor og skændes med mig selv om, hvorvidt jeg burde tage derop alligevel. Bum-bum. Decisions, decisions.

Canada er fin, men jeg forestiller mig, at Canada er federe ovre vestpå med de der bjerge og det der natur og det der dyreliv. Befinder mig definitivt på den forkerte side af landet - både på grund af manglende storslået natur her i Toronto, men også fordi min mor jo mere eller mindre har arrangeret ægteskab med Anders som jeg så sidst i femte klasse, men altså jeg var da lun på Anders dengang og hvor meget kan han egentlig have forandret sig på 13 år? Og Anders bor i det vestlige Canada og har tilbudt kaffe, så måske jeg bare skal daffe derover? Måske næste gang. Lige nu glæder jeg mig helt latterligt, åndssvagt, lalleglad, urimeligt og faktisk også uhensigtsmæsigt meget til at komme til New York, som skal gøres usikker med altid skønne og dejlige Jane.

søndag den 1. september 2013

Kære September,

Jeg vil gerne indrømme, at jeg ikke er helt forberedt på din ankomst. Jeg er selvfølgelig fuldt ud klar over, at dette ikke er din skyld, og at jeg derfor ikke bør klandre dig for min manglende indstilling på omstilling. Årsagen til mit brev er en appel, som jeg håber, du vil tage seriøst: Jeg sidder med den oplevelse, at du sidste år, var ganske hård ved mig. Da jeg egentlig synes, at jeg generelt er et ok menneske, håber jeg, at du i år vil være lidt blidere og ligeledes vil jeg forsøge at være mere fleksibel og rummelig. Vi kunne have det så frygtelig rart, her på den anden side af Atlanterhavet.

Så jeg beder dig: Opfør dig pænt. Jeg ved, du kan.

De bedste hilsener,
Oktober-barnet.