lørdag den 28. september 2013

Det er klart en socialkonstruktivistisk reference til konsumerisme, relationel pacifisme, pædagogisk kognition og komparative etiske religionsstudier i det senmoderne samfund.

Jeg kan nu krydse et af must-see'ne af på listen. Jeg har nemlig i dag været på MoMA med en australsk kvinde, jeg mødte på møntvaskeri. Jah, sådan er livet i Brooklyn så vildt og voldsomt. Men MoMA, det er er rart sted og et af de bedste kunstmuseer i verden. Og jeg er rigtig glad for, at vi tog derhen. Men. For der er selvfølgelig et men. Jeg er bare mest til kunst fra før 1960'erne. Det er som om, at det derefter bliver lidt for eksperimentelt til min personlige smag. Eftersom MoMA er et Museum of Modern Art, er der i sagens natur grænser for, hvor begejstret jeg kan være. Og det har ikke noget at gøre med, at jeg ikke fulgte med i billedkunst, for jeg er helt nede med, at kunst er og altid har været reaktionært og provokerende, men at grænserne for provokation rykker sig. I get it. I just don't like it. Personligt er jeg ganske enkelt af den overbevisning, at kunst skal gøre noget ved en. Er faktisk skideligeglad med, om det er kønt eller ej, og noget jeg gerne vil have til at hænge over den kamin, jeg aldrig får. Kunst skal i min verden formidle et eller andet, og gøre noget ved beskueren. Gøre vedkommende glad, rørt eller forarget. However. Størstedelen af moderne kunst gør absolut intet for mig, står mest bare med en nå-følelse. Jeg synes for eksempel ikke, at vindblæseren der cirkulerede rundt i et rum på størrelse med mine forældres sommerhus, skabte nogen som helst tankevirksomhed inde i min hjerne. Og nej, det er der selvfølgelig heller ikke nogen, der siger, at kunst skal. Det kan jo også være min hjerne, der er noget galt med. ........ Jeg gik bare lidt og tænkte på derinde, at nogle gange lader det til, at talentmassen i samtidens kunstverden bliver mindre og mindre, mens antallet af værker vokser støt. Måske fordi det ikke længere handler om talent, men om provokation, og det synes jeg er en skam. Det skal der også være plads til, og det er også vigtigt, men det skal da forhåbentlig ikke udgøre hele spektret, for så mister jo også dét sin effekt, idet der mangler de mondæne ting til ligesom at tydeliggøre, hvornår vi har at gøre med et grænseoverskridende kunstværk. Kom desuden til at tænke tilbage på dengang, vi i min gymnasieklasse analyserede "Tepotten" af den gode H.C. Andersen, hvor min dansklærer mente, at den knækkede tud (?) var et fallossymbol og tegn på tabt manddom og maskulinitet. Og ikke for noget, vel? Men det tror jeg sgu ikke. Jeg tror, at Hans Christian skrev en historie om en tepotte, der knækkede, fordi det var en porcelænstepotte. Og det var træls. Punktum. Slut. Færdig. Man kan jo også overanalysere. Ja far, det sagde jeg. 

Jeg kan godt mærke, at jeg lige om lidt kører rigtig meget i selvsving, så vil i stedet bare konkludere, at entreen dog var alle pengene værd, for jeg så en original Jackson Pollock, og hvis der er en kunstner jeg elsker, så er det da ham. Og Van Gogh. Og tre gange Monet med motiver fra hans bette have. Og et kubistisk værk af Picasso, som jeg faktisk analyserede i det der billedkunst, dengang jeg gik på det der gymnasium. Ikke ilde. Slet ikke dårligt, faktisk. Altså maleriet, ikke min analyse. Og lidt Andy Warhol. Så faktisk på alle måder en helt utroligt dejlig dag. Og rart med noget selskab. Mennesker er nu rare. De fleste af dem, i hvert fald. Med den lykkelige konklusion, vil jeg sige godnat. Godnat. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar