onsdag den 11. september 2013

Det store æble

New York City. Lad os tage en passioneret, tempofyldt og humoristisk svingom, du og jeg. Jeg er forberedt på at blive rundtosset. Allerede nu er jeg ganske forvirret og overvældet - og helt usandsynligt træt. For du er New York. Verdensbyen, der aldrig sover, byen der altid er levende, legende, bimlende, bamlende, dekadent, kriminel, kreativ, kaotisk, sammensat, forvirrende, vanvittig, anderledes, inspirerende, gigantisk. Vågen. Ingen over. Ingen under. Ingen ved siden af. Sagnomspunden, lettilgængelig, fjern. Verdens navle, modemekka, konsumerismens højborg, gule taxaer, børshovedsæde, Empire State Building, the Met, MoMA, overdimensioneret sneglehus Guggenheim, Central Park, Brooklyn Bridge, neon-himmerige/helvede Times Square, Madison Square Garden, hvor alle de store har optrådt, 5th avenue som er verdens dyreste shoppinggade. Ground Zero. Frihedsgudinden, som bød progressive/naive europæere velkommen efter lange, uudholdelige skibsrejser og som stadig er symbolet for alle indrejsende om, at det er her, verden ligger for ens fødder. Det er her, mulighederne er. Stedet der er grundlagt af immigranter og hvor der stadig emigreres til i ét væk - af de målrettede og ambitiøse, de utilpassede, de tossede, de eventyrlystne. Hvor der er uudtømmelige tilbud og aktiviteter. Byen man ikke kan undgå at føle et vis slægtskab til, fordi man er blevet eksponeret for den i form af den uendelige strøm af sange, digte og film, der er byen dedikeret.  Et urbant økosystem bestående af Harlem, SoHo, Chinatown, Brooklyn, Queens, Little Italy, Greenwich Village, Upper East Side, Coney Island, Broadway, East Village - en koloenorm smeltedigel af diversitet, der mest af alt minder om en overdimensioneret version af Small World i Disneyland, hvor alle verdens kulturer er samlet under et skyskraberbedækket tag.

Og her er jeg så. Midt i smørhullet og på tærsklen til mit hjem i de næste 10 uger. Uden nogen som helst ide om, hvor jeg skal tage første velsmagende bid af det kæmpestore æble, jeg nu står midt i kernehuset af.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar