torsdag den 19. september 2013

Mig Tarzan i storbyjunglen. Nu med Jane.

Vi lever! Og i allerbedste velgående. Godt nok har transskriberingen af oplevelser ikke været overvældende, men det er faktisk kun fordi det ikke-virtuelle liv har været overvældende. Vil nu alligevel forsøge at råde bod:
I går startede vi dagen ved Chrysler Building, som var verdens højeste bygning, da den stod færdig i 1930. Blev imidlertid overhalet indenom i 1931 af Empire State Building. Bittert. Men flot bygning. Derefter gik turen til New York Public Library, som utvivlsomt er det smukkeste bibliotek, jeg nogensinde har set. Ville umådeligt gerne slå permanent lejr, men det ville jo gøre resten af dagens sightseeing problematisk og næste punkt på gårsdagens dagsorden var Rockefeller Center og navnlig toppen af denne sindssygt høje bygning - 67 etager for at være præcis. Eftersom ingen af os er udpræget begejstrede for højder, var det jo selvfølgelig verdens bedste ide, og det gik faktisk over al forventning. Måske fordi de søde ansatte negermænd, sang Akon med entusiasme og humor - se, det kan vi lide. Der er en rigtig flot udsigt deroppefra, og ingen af os gik i panik eller opførte os upassende. Eller det er måske løgn. For nu har jeg jo efterhånden vænnet mig til at kunne sige, hvad det passer mig, uden at der er nogen, der forstår mig og således sagde jeg på toppen af Rockefeller Center i frustration over ikke at kunne se Chrysler Building "Pikkemand! Pikkemand! Pikkemand!", da et dansk par vendte sig om og så noget overraskede ud. Ups. Hovsa. De tog det nu rigtig pænt, og Jane grinede højt og længe. Og helt fair. Pinligt. Men retfærdigt. Det måtte jo ske.


NY indebærer en del kiggen opad. Og gule taxaer.
Chrysler


Biblioteket over dem alle

Den nydelige lobby


Man kan finde hvad som helst. Overvejede i øvrigt at skrive Jane og jeg i. 
Perfekt studiemiljø?
Vi kan godt blive enige om, at der er højt ned, ik? 
Og her har vi så Rockefeller Plaza...
... hvor de sørme har en lego butik.
Udsigten. Med Empire State i front.
67 etager. Syvogtreds,


I dag har vi ligeledes været umådeligt produktive, hvis det kan kaldes produktivt at vade op og ned, frem og tilbage og op og ned igen. Vi startede med at gå over Brooklyn Bridge, og det gik over al forventning. Sådan højdemæssigt. Var i stand til at nyde udsigten over den der skyline, de allesammen snakker om. Og ja, den er fin. Derefter smuttede vi ned til havnen for at stige ombord på en færge, med hvilken vi kom til Staten Island, hvor vi øjeblikkeligt hoppede over på færgen tilbage til Manhattan - fidusen er nemlig, at man derfra kan se Frihedsgudinden. På afstand, men ikke desto mindre har vi set hende. Hun gjorde ikke noget synderligt stort indtryk på mig, følte ikke pludselig en relation til USA og "life, liberty and the pursuit of happiness", men man skal jo have set hende, og det har jeg så nu. Har dog ambitioner om at tage til Ellis Island, for så tror jeg, at hun pludselig giver mening. Derefter gik turen til Grand Central Station, som er den meget smukke togstation, som fylder 100 år i år. Hvor vi lavede lidt menneskekigning, hvilket jo altid er dejligt, og var inde i en bogbutik, der bestemt godt kunne ende med at ruinere mig. Og endeligt har vi været i Chinatown med velduftende mad og uendelige strømme af kopivarer - og dét giver jo ingen mening. Hvis de så bare forfalskede pæne ting, men nej nej - det er altid de der skide Gucci og Louis Vuitton tasker, som er gyselige og mest af alt associeres med transportkasser til chihuahuas. Nå. Chinatown blev hurtigt til Little Italy, som er fantastisk hyggelig og fyldt med fristelser. Pizza og is. Nammenam. Og vi testede en af de cannoli'er, som ser rigtig gode ud og efter sigende skulle være rigtig gode. Vi delte en og kan hermed konkludere, at New York cheesecake slår cannolis ynkelige røv, så denne faktisk er blevet spanket vildt og voldsomt og nu hænger i laser omkring Hoboken.
Så er vi sgu på brotur. Og det kæmpe tårn er i øvrigt 1 WTC.

Søde, dejlige Jane.


Jeg håber eddermame, de betaler ham godt.
Og hans to venner.
Der har vi hende jo

Grand Central Station



Og så var vi pludselig i Little Italy
Ja, der står "fried oreo" og nej, jeg forstå det heller ikke.

De ser altså virkelig bedre ud, end de smager

Patriotismen trives på den forkerte side af vandet.
Og den synes jeg bare er så fin at runde billedsessionen af med. Læg i det, hvad I vil.
Hvad ellers? Vi har kørt helt åndssvagt meget i subway, både fordi det er sådan vi kommer til og fra Manhattan, men også fordi den skide subway nogle gange er lidt svær at hitte ud af, men nu tror jeg nok, at vi efterhånden er ved at have styr på den. Ting tager tid. Der er sikkert en masse andre ting, som jeg simpelthen ikke kan komme i tanker om, selvom jeg vrider mine sølle hjerneceller. Hvorom alting er, forbliver det absolut vigtigste, at vi snakker, griner og hygger os gevaldigt. Og en meget fin opsummering er citat Jane i subway'en: "Jeg forstår ikke, hvorfor de kigger så underligt på os - vi er da søde og dejlige... Når vi ikke bagtaler dem på dansk". I Guder, hvor bliver det trist efter på lørdag.

Jane sidder i skrivende stund og forbander sine mønter langt væk. Hun føler sig særdeles uheldig, idet hun både har fået kinesiske og canadiske mønter tilbage herovre. Verden er uretfærdig.
Apropos Jane følger her en lille liste over ting, hun mener der fortjener en plads i dette blogindlæg:

  • Isabella har lært Jane, hvordan tjald lugter. Ikke hvordan man ryger det.
  • Isabella har lært Jane, ifølge Jane, et utroligt grimt sprog. 
  • Chipsånde.
  • Jane har meget begejstret set en rotte i subway'en. Godt nok død, men hun satser på en levende i morgen.
  • Jane har ikke haft jetlag, hvad overraskede begge de skøre. 
  • Isabella synes, det er uretfærdigt, at hun hele tiden bliver sammenlignet med Hr. Petersen. Hvilket Jane faktisk umiddelbart godt forstår.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar